KULTURLISTEN – Dokumentarfilm, vandreudstilling for børn, teater, TV, streaming, film og klimalitteratur. I denne uge om og med bl.a. Yusra Mardini, Tomas Lagerman Lundme, Sara Trier, Mette Horn, Adam Price, Cille Grut, Bente Scavenius, Peter H. Fogtdal, Aleister Crowley, Simon Kvamm, Kate Winslet, Ida Monrad Graunbøl og Ursula K. Le Guin.
The Swimmers bør være på alles pensumliste
The Swimmers er den dokumentariske fiktionsfilm, der har gjort størst indtryk på mig overhovedet. Før vi vender tilbage til det, må vi begynde i svømmehallen. For den syriske familie Mardini er det nemlig dér, hverdagen findes. De tre søstre er underlagt et stramt elitært svømmeprogram, udstedt af faren, som selv var tidligere elitesvømmer. Det er ikke alle døtrene der trives i den konstellation. Især søster Sara Mardini giver ikke meget for farens paroler “Find your lane, swim your swim” – ”it’s all shit”, får hun sagt til sin yngre søster Yusra, som derimod er fuldt optaget af drømmen om OL i Rio.
Familiens program står i stor kontrast til landets tilstand. Snart bombes Syrien fra alle sider, og beslutningen om at flygte kulminerer til et stævne, hvor et missil brager gennem loftet og falder til bunds i bassinet foran Yusra.
De to søstre overtaler deres forældre til at de må rejse afsted til Europa i selskab med deres fætter Nizar, så de sammen kan søge asyl til resten af familien. Det er her, filmen for alvor viser sine største kræfter. Hvis man vil vide, hvad det vil sige at flygte over Europas hav i en alt for lille gummibåd uden udsigt til andet end døden, er The Swimmers et godt sted at starte. Den langstrakte, umenneskelige og ydmygende flugt, søstrene og fætteren udstår, fremstår så virkelig, at det bliver umuligt ikke at være der selv.
I et land som Danmark med forsvindende lidt politisk opbakning og menneskelig bevidsthed om, hvad det vil sige at være flygtning, er denne film et klokkeklart eksempel på, hvordan man kan fortælle historien på en måde, der ikke reducerer sig til en fortælling om at være krigsflygtning, men breder hele mennesket ud med alle dets drømme, håb, kærligheder og sorger. Hver redningsvest fortæller en historie om et menneske. Vi hepper på søstrene Mardini hele vejen, både over og under vandet.
Virkelighedens Yusra Mardini er i dag UNHCR Goodwill Ambassador og bor i Tyskland.
På opdagelse i julens labyrintiske rum
Er du på udkig efter juleaktiviteter for og med børn eller børnebørn, er det absolut værd at finde flyverdragterne frem og tage en tur til Amager. For femte gang indbyder Børnekulturhus Ama’r og teatergruppen Zebu nemlig til det, de kalder byens største julevandring, hvor børn og deres barnlige forældre sammen kan gå på opdagelse i totalinstallationen 24 hemmeligheder, hvor 30 kunstnere har udsmykket og indrettet 24 rum med forunderlige juleoverraskelser. Hvert rum er et kunstværk i egen ret og gemmer sig naturligvis bag en låge.
Løjerne foregår på Øresundsvej, hvor besøgende selv skal planlægge ruten gennem julens mange rum ved hjælp af et skattekort, som viser vej fra kalenderlåge til kalenderlåge.
Blandt de 30 kunstnere, som har udsmykket julens hemmelighedsfyldte rum, er Tomas Lagerman Lundme, Simone Bartholin og Rosa Birkedal, Ingeborg Okkels, Sara Trier, Maria Lau Krogh og Dorte Karstensen Wacher.
(Endnu) et juleeventyr
Julen er traditionernes tid. Når man har fat i noget godt – og har kæmpet en brav kamp med corona-restriktioner – så er det fuldt forståeligt, at Nørrebro Teater igen fortæller Et Juleeventyr. Frit – meget frit – efter Charles Dickens.
Der er et element af teater i teatret, hvor skuespillerne er bevidste om, at vi sidder og kigger. Der er nogle vidunderlige anakronismer i Patrick Barlows bearbejdning af historien. Og der er en indforstået vittighed i, at alle rollerne skal dækkes af fem skuespillere.
Lad os blot sige, at den stakkels plagede Cratchit, der arbejder for gnieren Ebenezer Scrooge, har kone og fire børn. Og Scrooge og julens ånd kigger på fra sidelinjen i scenen fra nutidens jul. Så kan du selv regne.
Mette Horn spiller igen julehaderen Scrooge. Det gør hun godt. Der er ikke nogen kønspolitisk pointe i det – ud over at de fedeste roller dermed ikke altid går til mænd.
Derudover handler det, som traditionen byder, om at få forklaringen på, hvorfor Scrooge hader julen. Ved hjælp af julens tre ånder præsenteres vi for fortiden, nutiden og fremtiden. Og til sidst ser Scrooge lyset. En underliggende pointe er vigtigheden af i det hele taget at fortælle historier. Også Et juleeventyr.
Julebord, dæk dig! Magisk bordudstilling hos Royal Copenhagen
Royal Copenhagen (og deres mesterlige stylist Cille Grut!) inviterer for 59. gang inden for til juleborde, og igen i år forkæler de os med små verdener, der ikke bare giver os lyst til at købe mere porcelæn eller til at dække op på nye måder, men også til at overveje, om mon ikke den fortryllelse og virkelighedsflugt, de tilbyder os et glimt af, kunne blive en del af livet på fast basis.
Tag nu Bente Scavenius’ bord. Hun balancerer altid perfekt imellem klassisk og moderne, og inspireret af poetiske Venedig har hun skabt en romantisk drøm, men med hypermoderne detaljer såsom vægtæpper skabt af performancekunstneren Sofie Dupont, der har sovet en hel nat oven på de respektive værker, således at hendes krop har sat aftryk på dem. Eller tag kræmmerhusene i lysekronen, der er skabt af designeren og papirkunstneren Violise Lunn, eller blomsterne, som Louise Moestrup har kreeret af tørrede kaffefiltre. Jo, der er masser at tale om ved kunsthistorikerens julebord.
Der er heller ingen tvivl om, at samtalerne vil løfte sig under teltdugen i den vidende og nysgerrige Borgen-manusforfatter Adam Prices telt inspireret af alt det bedste fra den nordiske vildmark, eller ved multikunstneren Frederikke Legaards gennemførte Japan møder dansk design-middagsbord, der ikke er særlig julet, men som lægger vægt på, at det at være sammen i sig selv er en højtidsstund.
Samtale – eller i hvert fald snak, larm og latter – har også inspireret til designeren Soeren Le Schmidts herlige tolkning af livet med tvillinger på halvandet år: et hvidt bord til kaos og et sort (med “bordkort” skrevet med kridt direkte på bordet) til ro; for ikke at tale om duoen Vang Stensgaard (scenograferne og kostumedesignerne Anja Vang Kragh og Mia Steensgaard), hvis bords fortælling begynder ude til højre med velkomst og hors d’oeuvre og at lægge hatten fra sig, for så at fortsætte ret for ret ned langs bordet i smukke, taktile omgivelser, inspireret af en middags dramaturgi. Jo, noget kan tyde på, at det bliver jul igen i år, og det er som altid en god ide at lægge vejen forbi Amagertorv for at blive inspireret til at tænke nyt og stort inden dit gæstebud.
Guru – alfajyden på jagt efter frelse og mere mønt
I en tid hvor kommercialiseringen af det åndelige har gjort Crowleys Thoth Tarot til fast bestanddel på pigeværelserne og rutinemæssig påkaldelse af Goetia-dæmoner til hverdagskost, hvor alle er empater og clairvoyante, hekse og orakler, og enhver platfodet støvsugersælger er Reikimester af 30. grad, er det ikke overraskende, at satiren følger i kølvandet. Der er bestemt meget at hente, og både forfattere som Peter H. Fogtdal og komikere som amerikanske J.P. Sears har gjort sig begavet lystige over den åndløse åndelighed. Fogtdals Letmælksprofeten og AwakenwithJP er absolut i front og værd at læse/tjekke ud.
I DR’s nye sæson af satireserien Guru, følger vi igen Simon Kvamm som den selvudnævnte guru og lifecoach Anders/Andreas Mertz, Frederik Cilius som guruens guru, Master Fenn og bl.a. Finn Nørbygaard som den usympatiske far og regionale stormand, Erik. I det hele taget er alle i serien dybt usympatiske. Serien viser et Midtjylland befolket af åndsformørkede opportunister med begge arme i Dunning-Krugers selvblinde kagedåse og benpiberne trippende om Mammons store guldkrukke. Der er mange lag i serien, og morsomst er det, at alfajyden først kan frelses, når far dør, og kræmmerguldet står på kontoen. Så er der minibiler til alle vennerne og tilgivelse til den oppustede københavnerflødebolle af en yogalærer, som har gjort livet så surt for stakkels usikre Anders/Andreas.
Er Guru en Hummel parodi? Tanken er ikke fjern. Hvorom alting er – der er guldkorn i den serie, som fik mig til at grine højt. Særligt scenerne med Kvamm og Nørbygaard er ubetaleligt morsomme.
DR sender. Jyske Banks Almennyttige fond, Skanderborg Kommune og Svend Brinkmann takkes i underteksterne. Den morsomme formørkelse bliver ikke mere jysk.
Hård som smuldrende vand
I filmen Ammonite (2020) møder vi en hårdt arbejdende kvinde af ringe kår som drevet af lige dele tørst efter viden og sult efter det daglige brød, vandrer, klatrer og graver fingre og fødder til blods på strandene omkring Lyme i sin søgen efter fortidens spor i form af fossiler.
Hovedrollen i filmen hedder Mary Anning og spilles eminent af Kate Winslet. Få nulevende skuespillere kan som hun formidle komplekse kvindelige hovedpersoner på det store lærred, så man både fascineres af hårdheden og gribes af sårbarheden.
Winslet spiller over for Saoirse Ronan, der ikke spiller op til sit bedste, i hvert fald står hendes portræt af den velhavende unge kvinde, der er fanget i et ulykkeligt ægteskab, lidt tyndt tilbage.
Filmen er vel det man må kalde exofiktiv filmkunst. Manuskriptet bygger løseligt på den sande historie om Mary Anning, men hele det erotiske eventyr, der er omdrejningspunkt i filmens handling, er pure opspind. Der er ingen kilder, der afslører Anning som en kvinde med seksuelle præferencer for hverken det ene, det andet eller det tredje køn.
Velment som den er, fjerner denne skævvridning af historien fokus fra det egentlige: kvinden, havet og stenene. Det havde for undertegnet været rigeligt til at skabe et stort drama.
Også efter valget – Klima og bevidsthed
Du har måske fået nok af valgflæsk, TIKTOK og prognoser? Litteraturen er din medicin. Også efter valget er min personlige litteraturliste over værker, som belyser Danmarks samfundsmæssige problematikker. Nu om klimaet, og denne gang skal det handle om bevidsthed. For er dit hoved også ved at eksplodere i regnskabet mellem dig og verden, mellem individuelt og systemisk ansvar?
Mit er, og det er jeg-fortællerens hoved i Theis Ørntofts Digte 2014 også. Tag med på et syret trip af desperation, der rummer alt fra alger til ulve, og forskyder sig fra kridttid til ”breaking news”.
Økosystemets væsner besynges også i Ida Monrad Graunbøls digtroman Menneskedyret, hvor fortælleren Annas blik rummer alt fra egen kærestesorg til bilernes susen over muldvarpens gange til sandormens overlevelse og det tabte æble på gaden.
En bevidsthed om planetens sammenhængskraft findes overalt i Andreas Vermehren Holms forfatterskab og forlagsførelse. Gå selv på opdagelse i hans forlag Virkelig, som tilbyder læsestof lige fra Ursula Le Guin til Cia Rinne, Dorte Limkilde og Rilke! Er du ligesom mig, og skal den globale sandhed serveres med teske, før du tør høre efter, så start med at lade dig oplyse af Anders Dunkers essaysamling At tænke på planeten. Tag et essay ad gangen, så du ikke begynder at levitere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
