KULTURLISTEN – Nuttet anime-event, dokumentar, dukketeater, biograffilm, streaming og litteraturanbefalinger. I denne uge om bl.a. Asta Nielsen, H.C. Andersen, Holy Spider, Intet nyt fra vestfronten, Johanne Bille, Cecilie Lind, Haidar Ansari og Niels Frank.
Aaaw skat! Det er bare så nuttet, når du drømmer om verdensherredømme
Takket være min nu voksne datter er jeg blevet introduceret for enorme mængder animes og andre dele af den j-pop, der har bølget blandt visse ungdommelige subkulturer siden slutningen af sidste årtusinde. Og det er en gave, for det har vendt rigtig meget på hovedet af det, jeg ellers troede, jeg mente om verden.
Den 19. november kl. 16.00 afholder Thiemers Magasin arrangementet: Kawaii! The power of cute, og det er i København, men jeg gad ellers godt. For der præsenterer Tiger Tanuki/ Malene Wagner det nuttede aspekt af japansk pop-kultur, og alt tegner til at det bliver et lækkert dyk ned i underbevidsthedens polymorfe univers befolket af besynderlige, bizarre og dekadente karakterer, som vestlig kultur slet ikke har fantasi til at forestille sig, og det er oftest både nuttet, lidt skræmmende og ekstremt underligt.
Det er bestemt (også) for voksne, og der serveres japansk øl og snacks.
Da jeg nu ikke kan være der, tænker jeg, at jeg i stedet vil bruge lørdagen på at gense en Studio Ghibli-film eller to. F.eks. Chihiro og Heksene, hvis engelske titel er mere retvisende: Spirited away. En film om at forsvinde og genfindes i en åndeverden. De ligger på Netflix, søg “Studio Ghibli” og nyd gerne sammen med store børn.
Asta, den talende Muse … men siger hun sandheden?
I 50-året for Asta Nielsens død genbesøger instruktøren Torben Skjødt Jensen i Den talende Muse sin egen dokumentarfilm om Die Asta fra 2003 og føjer nye facetter til portrættet af Danmarks ubetinget største internationale filmstjerne nogensinde.
Denne sommer brugte Det Flydende Teater Asta som et feministisk ikon – en kvinde, der tog kontrol over sit liv og sin karriere i en mandsdomineret verden. Men forestillingen (og mange andre skildringer) har også haft en tendens til at tage Asta Nielsens egen version for gode varer.
I sin selvbiografi, i interviews og portrætfilm demonstrerer Asta Nielsen, at hun altid – i overført betydning – ved, hvor kameraet er. Som den diva, hun er. Men et dyk ned i bevarede breve, private båndoptagelser og ikke tidligere tilgængelige interviews viser Skjødt Jensen en ny vinkel, der understreger hendes talent for selviscenesættelse.
Den talende Muse trænger ind bag den omhyggeligt vedligeholdte facade. Det er noget af en præstation alene ved hjælp af arkivmateriale og nyere interviews. Men også fri for Asta Nielsens styring.
Selv uden det store kendskab til filmstjernen fascinerer detektivarbejdet med at finde det, kameraet ikke først fangede: De mennesker omkring hende, som Asta bekvemt skrev ud af historien. De nære. Og mennesket bag musen.
Maskernes nat for H.C. Andersen
Eventyrlige dæmoner er Bådteatret classic. Det er “verfremdung for dummies“. Handlingen spilles af dukker, som føres af synlige skuespillere, når skuespillerne da ikke træder ud af rollen og taler som sig selv, mens de spiller sammen med H.C. Andersens tekster.
Der er så mange lag i forestillingen, at jeg holdt op med at tælle. Måske fordi jeg blev distraheret af den mest effektivt anvendte drejescene, jeg nogensinde har set. En drejescene! På Bådteatret! Du kan mærke suset i håret, når det går rigtig stærkt.
Dukkerne er forbløffende livagtige, selv når vi ser skuespillerne lægge hænder og fødder til. Og selv om de er irgrønne, som de H.C. Andersen statuer vi kender i gadebilledet. Men hos Andersen forstår vi netop, at en tepotte er et menneske.
Når Signe Kærup Dahl fortæller om sin abort af sit fuldbårne barn oven i eventyret Historien om en moder, brydes alle barrierer. Også til tårekanalen.
Det handler om H.C. Andersen. Altså en biografisk fortolkning. Men også om hans eventyr. Om hans internationale berømmelse, hans behov for anerkendelse og desuden også den forhånelse af hans person, der puttede malurt i bægeret.
Først og fremmest handler det om, at H.C. taler til os og vores dæmoner.
Edderkoppemorderen
Når det gælder intensitet, minder Holy Spider om Martin Scorseses legendariske Taxi Driver fra 1976, der også foregår på gaderne. Den dansk-iranske thriller kommer hele vejen rundt om ondskab, kvindeundertrykkelse og fundamentalistisk kultur, fordi den har et uforfærdet greb om den grumme historie og graver dybt i kvindehadets eksistens, når kvinder er sexarbejdere.
Holy Spider, instrueret af Ali Abbasi, er på én gang intens og vedkommende. Intens fordi den er fortalt som en tvekamp mellem to stærke viljer. Seriemorderen Saeed, spillet af Mehdi Bajestani, vil rydde gaderne i den iranske by Mashhad for fordærvede kvinder. Rollen opnår dybde og troværdighed, fordi vi også ser ham som familiemenneske.
Filmens anden hovedperson er en kvindelig journalist ved navn Rahimi, spillet af Zahra Amir Ebrahimi, som taler ofrenes sag. Hun bliver kaldt for frøken, men skal kæmpe bare for at fastholde en hotelreservation som enlig, ugift kvinde. Det giver hende på én gang et kantet og smidigt kropssprog, når hun maser på og ikke kan tage noget for givet.
Filmen, der bevidst leger med det uforudsigelige, som findes i hverdagslivet og indimellem udløser morskab, skal ses for sin usædvanlige intensitet og indlevelse.
Sidste nyt fra Vestfronten
Den episke antikrigsfilm Intet nyt fra Vestfronten udfoldes p.t. på Netflix her godt hundrede år efter afslutningen på Første Verdenskrigs absurde grusomheder. Hvilken film! Vi følger den unge student Paul Bäumer, som i foråret 1917 lader sig indrullere i den kejserlige hær opflammet af hjemlige autoriteters kvalmende krigspropaganda, båret frem af soldaterfællesskabets naive tro på hurtig sejr.
Vi ser Paul kæmpe for livet i skyttegravenes rottebefængte pløre; alt holdt i gråbrune nuancer kun afbrudt af det røde blod, der løber fra soldaters afrevne lemmer til lyden af mortérild, håndgranater og maskingeværer. Det er alles kamp mod alle i et krigsinferno uden nåde. Vores sympatiske helt forandrer sig på kort tid fra grøn novice til brutal frontsoldat i et miljø, hvor det ofte er mere nådigt at dø end leve.
Mellem de suverænt instruerede kampscener, hvor tilfældigheder trækker grænsen mellem øjeblikket og evigheden, udspiller sig poetiske momenter med stjålne gæs, duften af et lommetørklæde, fransk vin og loyalt kammeratskab.
Imens tæller vi dagene ned til den 11. dag i den 11. måned kl. 11 i år 1918, hvor en våbenhvile besluttes, og fredsaftalen i Versailles varmer op til reprisen af verdenskrig 20 år efter, og man spørger sig selv, hvorfor vi intet har lært. Den tyske general giver en del af svaret: ”Hvad er en soldat uden krig?”
Også efter valget – om sex, vold og magt
Du har måske fået nok af regeringsdannelsesskvalder, TIKTOK og prognoser? Litteraturen er din medicin. “Også efter valget” er Anne Katrine Bagais personlige litteraturliste over værker, der belyser nogen af Danmarks største samfundsmæssige problematikker. Denne gang om vold, sex og magt.
Johanne Billes roman Når mænd forlader mig går i dybden med, hvor kompleks og voldsom en voldtægt er, og hvor ensomt det kan være at bearbejde oplevelsen alene. Læs Rasmus Lund Nielsens anmeldelse i POV her.
Cecilie Linds roman Pigedyr. Her følger vi Sara, der vandrer i et mudret teenageliv mellem sorg, magi, tabt barndom og spirende seksualitet. Her forvandles en mors vold til omsorg, en forelskelse til overgreb og et begær til total overmagt. Læs Bo Heimanns anmeldelse i POV her.
I Haidar Ansaris digtsamling Institutionaliseret er volden et grundvilkår, som jeget oplever i sine ungdomsår i et kriminelt miljø og på sin færd gennem de danske fængselsinstitutioner.
Samlingen efterlader læseren med spørgsmålet, om hvorvidt det system, der skal beskytte os, rent faktisk gør det. Spørgsmålet går igen i Niels Franks roman Fanden tage dig, der beskriver Niels Franks egen families sorg – og retsproces efter søsteren Elin myrdes af sin eksmand. Især beskrivelserne af politiets behandling og mediernes omtale af sagen giver et vigtigt indblik i de pårørendes perspektiv og uretten i, at sådan et drab benævnes ”tragedie”, når det er et mord.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
