KULTURLISTEN – Kom direkte i tyrkisk fængsel med Midnight express på Netflix, se Jean Genets Stuepigerne genialt opsat på Aarhus Teater, tag til litteraturbegivenheder landet over, læs og hør Rushdies reaktion efter overfaldet, læs om Sebastian Bunes bog Habibi og om Malene Landgreens udstilling Flow of Change. I denne uge er Kulturlisten bl.a. om og med Brad Davies, Midnight Express, Jean Genet, Nathalie Mellbye, Metterne Døssing og Klakstein, Amanda Friis Jürgensen, Pablo Llambias, Andreas Hansn, Slagger Lund, Eva Botofte, Jonas Præst Nielsen, Ingeborg Bachmann, Salman Rushdie, David Remnick, The New Yorker, Sebastian Bune, Susan Hinton og Malene Landgreen.
Midnight Express genbesøgt
Billy Hayes (i Brad Davies’ skikkelse) gør sig klar til flyveturen hjem til New York. Om maven taper han hashblokke købt i den tyrkiske basar, som på det tidspunkt – i begyndelsen af halvfjerdserne – er fast leverandør af rusmidler til Vesten. Han er nervøs og sveder, dér på hotelværelset, mens han skjuler smuglergodset for kæresten. Ung, eventyrlysten og udødelig i sit livs zenit tager Billy en fatal beslutning.
Scenerne i lufthavnen er nervepirrende intense – pulsen banker i vejret, åndedrættet stikker af, frygten i de forjagede øjne. Mon han klarer den? Det gør han naturligvis ikke … Unge Billy snuppes på fersk gerning af tyrkisk politi, afhøres og smides i fængsel.
Hvad der herefter følger, er et fængselspsykologisk drama på højeste klinge, hvor håb følges af dybe nedture, hvor korrupte betjente, fordærvede medfanger og et politiseret og upålideligt retssystem år efter år gør livet surt for Billy og de forældre, som loyalt hænger ved og prøver at få sønnen ud.
Natekspressen – og det er altså ikke et tog, vi taler om – er eneste chance for de ødelagte sjæle. Det er svært, men ikke umuligt at flygte, og hvem vil ikke gerne ud i live?
Ved siden af flere Oscar-nomineringer, og to statuetter (bl.a. for bedst tilpassede manuskript), gav filmen en del debat og blev bl.a. af virkelighedens Billy Hayes kritiseret for at tegne et alt for énsidigt og voldeligt billede af de tyrkiske fængselsbetjente og samfundet generelt. Det forstår man godt.
Identiteternes evige drift i genial forestilling på Aarhus Teater
Gå i Aarhus Teater og bliv blæst bagover af avantgardeteater i Stuepigerne fra 1947.
Det er skrevet af den franske forfatter, dramatiker, politisk aktivist Jean Genet. Han var sin tids enfant terrible, der kæmpede den lille mands sag. Han sad i fængsel i flere perioder, var homoseksuel og var med til at sætte vold og erotik ind i mere kunstnerisk ramme.
Uden Genets (ofte vanskelige) tekst, ingen Stuepigerne i det på samme tid frække og frastødende lyserøde univers, som Aarhus Teaters huskunstner Nathalie Mellbye har skabt til Line Paulsen iscenesættelse.
På scenen – publikum er afskærmet bag glas, som var det et peep-show – er Mette Klakstein og Amanda Friis Jürgensen ekstremt overbevisende i rollerne som stuepigerne og søstrene Clair og Solange, der vil taget livet af Madame, deres overklasse frue, spillet af Mette Døssing.
Intet går den lige vej, når Genet har skrevet. Rollerne byttes rundt. Seksuelle, voldelige, masochistiske rollespil foregår mellem søstrene, men hvem er hvem, og hvorfor vil de dræbe Madame?
I dette identitetsspil foregår hadets og voldens sprog, kampen mellem stuepigerne, arbejderklassen og Madame, bourgeoisiet. Os – publikum – sidder bag glasset og langsomt falder identitets-brikkerne på scenen på plads, mens forvirringen vokser i ens eget hoved. Genialt skrevet, genialt udført på Aarhus Teater.
Må jeg be’ om for 10 kr. blandet lyrik og musik?
Hvad enten man fejrer vinterferie eller bare fredag, er der de bedste betingelser for, at det bliver i det bedste bogskab, uanset hvor i landet man befinder sig:
I Aalborg holder Pablo Llambias reception i anledning af sin nye bog Parcelhus, der foregår i Gug, den forstad til Aalborg, hvor Llambias selv voksede op. Der er både oplæsning, foredrag og mulighed for at møde Llambias på hovedbiblioteket. Læs også Bo Heimanns anmeldelse af Parcelhus her.
I Hjortshøj v. Aarhus kan man opleve ”Sammenfletning” med Slagger Lund (maler, musiker, meget mere) og Andreas Hansn (tegneserietegner, forfatter, guitarist). Adspurgt om arrangementet, får jeg en vidunderlig Slagger-ord-strøm, af hvilken jeg uddrager følgende: ”Det uventede kan forventes. Vi ved ikke, hvad hinanden gør, men kommunikerer via sang og musik og støj […] Musikken som ensomhed fælles. Musikken som vejret. Fælles vejr hver for sig.”
På Literaturhaus i København er der ”Læsefest-aften” arrangeret af Mikrofest, de små forlags holdeplads, og også her dyrkes kunstnerisk krydsavl: Jonas Præst Nielsen fejrer udgivelsen af et lydværk baseret på 13 noveller fra Permafrost-novellesamlingen af Eva Botofte. Derudover samtales der om Franzas bog af Ingeborg Bachmann, et navn, der måske er ukendt, men nok ikke længe – lindetræerne hvisker højere og højere i disse år.
Fantasiens triumf over fanatismen
Salman Rushdie talte forleden for første gang efter knivangrebet med en journalist. En times podcast med David Remnick fra The New Yorker. Det er en dybt fascinerende og bevægende samtale. Fantasiens triumf over religiøs fanatisme. Rushdies dominerende følelse er “taknemmelighed”. Han sprudler flere gange af humor og vid. På spørgsmålet om hvor mange gange, han blev stukket, svarer han i et muntert tonefald efterfulgt af latter: “jeg ved det ikke, jeg talte ikke”.
Han forklarer, at da fatwaen blev dekreteret efter De Sataniske Vers, besluttede han, at det ikke måtte påvirke hans skrift. Han ville hverken skrive frygtsomme bøger, stoppe med at skrive eller skrive hævngerrige bøger.
Adspurgt om, hvorvidt knivattentatet vil påvirke hans skrivning, svarer Rushdie, at han vil skrive om episoden. Og så forklarer han, at det ikke skal være en tredjepersonsfortæller, det føles ikke tredjepersonsagtigt. “Jeg tænker, at når nogen stikker en kniv i dig, så er det en førstepersonsfortælling. En jeg-fortælling.” Forløsende latter fra begge.
Find interviewet her: The Defiance of Salman Rushdie | The New Yorker
En Århusdrengs opvækst på vrangsiden: Habibi
Sebastian Bunes nye bog handler om arv og miljø og en hovedperson, en ung mand, der bevæger sig i to forskellige verdener. På den ene side arbejdet hos den menneskekloge fiskehandler et sted i Århus. Her er miljøet beskrevet med et umiskendeligt præg af poetisk storbynostalgi. Overfor det står beskrivelserne af barndomshjemmet i Gravene med bande- og racekonflikter, der til gengæld er råt og brutalt, dagens ret er tørre tæsk, som Shu-bi-dua engang sang.
Originaliteten i historien finder man særligt i beskrivelserne af hovedpersonens forhold til lillebroren, der virker autentisk og medrivende, samt i det modsætningsfyldte forhold til den både ynkelige, skrøbelige, groft manipulerende og grænsenarcissistiske mor.
Trods det, at der er flere fine og overbevisende gengivelser af denne type opvækst, så balancerer bogen konstant på grænsen til det klichefyldte og forudsigelige fra populærkulturens etablerede East-side-West-side-wrong-side-of-the-tracks-historier, og iblandt får fortællingen da også overbalance.
Måske gør det ikke så meget: De ideelle modtagere er sikkert unge mennesker, der aldrig har hørt om Ponyboy Outsider og Susan Hinton. Undertegnede ærgrer sig dog, der var gode ansatser til en kritisk undersøgelse af den selvopofrende og martrede moderrolle, der ellers er fredhellig i dagens Danmark.
Mørket fylder, lyset fylder
Vi havde en gang amerikanske venner på besøg. Det var vinter, og de mente, at i Danmark blev det lyst ved 10-tiden og mørkt igen ved 3-tiden. Helt så slemt er det dog ikke, men det er klart, danskere holder øje med lyset. Malene Landgreens udstilling på Trapholt Flow of Change åbnede d. 19. januar og kan ses helt ind i november. Hun viser, hvor uendeligt forskelligt lyset kan opleves, netop fordi mørket, det dunkle, også findes. Det er kontrasterne, som gør os opmærksomme.
Landgreens værker er skabt til stedet – in situ – på Trapholt, hvor hun har fået 280 kvadratmeter til rådighed, fire sale, som man kan spadsere igennem. Vægge og også gulve er dekoreret i et sammenhængende forløb. Hun bruger de mørke farver til at skabe dybde, karakter og de lyse til at skabe transparens og store tydelige felter.
Hendes total-maleri vil være del af en serie Maleriske Sansninger med tre andre kunstnere, som tematiserer en post-corona tid med virtuelle fællesskaber og eksistentiel usikkerhed. Malene Landgreen maler især lys-fællesskabet. Se hvordan hun bruger guldet sammen med de mørkere farver som et ulmende nærvær, og i de lyse malerier bruges guldet med pang-effekt. Det er lysets vitalitet og uforudsigelighed, hun kalder frem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
