KULTURLISTEN – Inspiration til teater, musik og litteratur hver fredag. POV’s kulturkorps præsenterer udvalgte omtaler, anmeldelser og indtryk fra aktuel kunst, kultur og underholdning.
Det kaotiske kald
Lørdag d. 3. september på Godsbanen i Aarhus er der Billedblót 2022, og jeg glæder mig som en vild!
Midt i pænheden og ordentlighedens massakre af alt menneskeligt er det herligt befriende at tage en rundtur i tegneseriernes oprørske og fandenivoldske gengivelse af verden, som vi ikke kender den eller ikke vil kendes ved den.
Her er intet for pinligt, vulgært, voldeligt eller bare langt ude, tættere kommer vi ikke på et ægte middelalderligt karneval, hvor alle roller vendes på hovedet, og vi kan få lov at grine af dem, der ellers har magt og agt, rigdom, skønhed og æren i behold.
Der går endda rygter om, at selveste Vita-wrap-man dukker op og ser frem til at blive forulempet på min finfølelse! Ud over de bedste og vildeste fra dansk tegneserieunivers og beslægtet kunst loves der rockin’ DJ’s, levende indslag og minimalbar. Jeg tror på en fest!
Dobbeltliv på Blaagaard Teater
Den dobbelte identitet ligger i titlen, Dobbelt-V, for den henviser både til den autobiografiske figur Wahid og til hans splittelse mellem faderens arabiske kultur og hans egen dansk-arabiske virkelighed.
Det er indsigtsfuldt og opmuntrende at få historien, ikke fra et majoritetsdansk synspunkt, men oplevet fra en drengs/mands synspunkt med et ben i hver lejr. Og fortalt af Wahid Sui Mahmoud med stort overskud og smittende humor.
Ja, drengehierarkiet på den arabiske friskole kunne let være fortsat i bandemiljøet, drengestregerne kunne sagtens have ført til en manipulerende offerrolle. Gjorde det bare ikke.
Først og fremmest handler Dobbelt-V om faderrollen. Den, som Wahids far ikke kunne opretholde i et samfund, hvor den teenagerebelske søn kom til at fungere som tolk. Den, som Wahid selv forsøger at opretholde som engageret curlingfar, der deltager i alle forældremøder, henter og bringer til fodbold og sender børnene til spejder.
Den faderrolle, som han skal opretholde på trods af fordomme.
Alene på scenen med sin bil, med få rekvisitter, smittende humor og lidt dunkende rap. I øvrigt: Sneakers-titlen Sui Sui er et lydord skabt af tekstforfatter Hans Henrik Koltze, mens Wahids mellemnavn Sui betyder ”lige” eller ”retfærdig”. Dobbelt-V lover godt for det nye Blaagaard Teater.
Snerten af dommedag i Triers Melancholia
Det kan næsten ikke være bedre timet. Mens vi venter på Lars von Triers Riget Exodus, så kan man liste ind på Aarhus Teater og se en scenekunst-udgave af Triers dommedagsdrama Melancholia fra 2011.
Nuvel, skuespillernavne som Kirsten Dunst, Charlotte Gainsbourg, Kiefer Sutherland og John Hurt er skiftet ud med navne som Rikke Lylloff, Mette Døssing og Jesper Lohmann, men det ødelægger absolut ikke dramaet om de to søstre Justine og Claire, der på hver sin måde tackler den kendsgerning, at Jorden er truet af undergang.
Instruktøren Anja Behrens, der også iscenesatte succesforestillingen Ordet på Aarhus Teater, har sammen med scenografen Ida Grarup og lyddesigner Kim Engelbredt dannet et intenst dramatisk rum, hvor Justines storslåede bryllup deler plads med klaustrofobien.
Melancholia er naturen over for mennesket i en fortælling om liv og død, frygt, kærlighed og familieforhold, hvor de to søstres modsatte energier af fornuft og irrationelle følelser forholder sig til jordens undergang.
Det er altid en svær øvelse at lave film om til teater. Måske er teksten ikke Triers stærkeste. Måske kunne Behrens have gjort personskiftet mellem de to søstre scenisk stærkere. Jeg savner følelsen, jeg havde, da jeg forlod biografen efter Triers film: at dommedag er nær.
Berghain – Rave i Kaninhullet
Castet på blot fem skuespillere omringer effektivt publikummet på det røgfyldte, neonoplyste dansegulv. På rulleskøjter skaber de en vild, desorienterende stemning, mens publikum observerer og selv indtager rollen som den unge dansker, der mod alle odds har fået adgang til klubben med flerdages raves, åbent salg af stoffer og orgier.
Den boblende eufori breder sig fra de veloplagte skuespillere til publikum, der nu, ganske ubevidst, bevæger sig til beatene, som en afventende organisme. Vi er med på trippet, highfiver, krammer, forelsker os i ”The Bunny” og ruller med ud til kanten – og over den.
Det er kort sagt vildt.
Berghain er en queer totaloplevelse, en syret form for meditation. Forestillingen afhænger modigt, men også skrøbeligt af sit publikum. Den er et klasseeksempel på, at teater er unikt, fordi vi er fælles om det i nuet – og aldrig er det samme to gange.
Denne teateroplevelse er oplagt som starten på en festlig aften – eller højdepunktet på den. Kig forbi og hop med ned i kaninhullet og rave på klubben Berghain (som i virkelighedens verden er så kræsen, at de ikke ville lukke Elon Musk ind).
Berghain havde premiere under CPH Queer Theatre Festival i 2021 og er tilbage i Bøssehuset og på Teater Katapult.
Satire af smaragdkarat – vil du også frelses?
Fede Frelser Inc – en rapport om hændelsen salmenatten af A.K. Hansn (sic) blotlægger ubarmhjertigt og dog kærligt mennesket, når det er mindst – i vores ubændige længsel efter at være meget større, end vi er.
Vi befinder os i det autodidakte kreative miljø, hvor alle er kunstnere – eller kuratorer – og alle vil ses og anerkendes for deres inderste indre inderlighed.
Men hvor stort er det egentlig, når vi mennesker kaster los og åbenbarer vores inderste? På størrelse med en bussemand? Større? Mindre? Hvem kan vurdere vægten af inderlighed?
Det kan de sociale medier, og de gengivne statusopdateringer og kommentarer sidder lige i soveværelseskabets mest hemmelige rum, og det er tåkrummende og fornedrende i sin præcision og SJOVT, fordi man genkender sig selv og alle andre.
Bag det hele læser jeg en næsten overmenneskelig ømhed for alle os små ynkelige wannabe-mennesker, der så gerne vil ses og høres og betyde noget.
Ikke at dette værk er perfekt heller: Undervejs halter fortællestrukturen, faktisk forsvinder den ind imellem totalt, og man kunne have ønsket sig en redigering, der var skarpere på form, men det skal ikke afholde mig fra at anbefale bogen, for den er vitterligt grineren!
Et velkomment spark i røven
En dans på roser er titlen på det andet album fra den københavnske kvartet Falderebet.
Med sine tekster formår gruppens leder, Bo Bech, at trænge dybt ind med en ofte økonomiseret sprogbrug, der er direkte og let forståelig, men fuld af integritet og har sans for de sproglige finurligheder.
Bo Bech skriver rammende sætninger, der nærmest sprænger rammerne for moderne dansk rock-poesi. Teksterne, der generelt kredser om de eksistentielle (midtvejs)kriser, udfordringer og ilands-problemer, er også undervejs et velkomment spark i røven til de seneste par privilegerede generationer.
Musikken er ligesom på debutalbummet primært energisk, til tider punket/aggressiv, fuld af nerve, fuld af vekslende mellemlag med både støj og stemning. Det rammer og det rører, også de få gange hvor tempoet sættes lidt ned.
Den tidligere guitarist Stefan Weinreich har været med til at skrive fem af numrene, og derved er der musikalsk stadig en åbenlys og klar rød tråd til debutalbummet.
Undervejs høres der både synth-flader og temaer, loops og flere ambiente guitarroller i et nuanceret lydbillede, hvor udtrykket er mere sonisk og flerdimensionelt end debuten.
Falderebet anno 2022 er en helt bevidst urolig størrelse, der har fundet sig deres egen ‘alt-eller-intet-vej’.
Manden, de kaldte en virus
Det vilde ved denne dokumentar er, at den ikke er fiktion.
Hovedpersonen McAfee er anklaget for at have skudt sin nabo, angiveligt fordi naboen har forgiftet hans hunde. Så flygter manden, og flugten følges absurd nok af en journalist og en kameramand fra magasinet Vice. Vice … come on.
På den anden side er McAfee heller ikke ligefrem en hr. hvem-som-helst. De fleste computerbrugere kender allerede hans navn fra antivirus-software, men det gamle computerikon har også udviklet noget, der kan bruges til spionage, og med det har han tilegnet sig information fra verdens magtelite. Desuden har manden en nærmest kultlignende fanskare fra sin tid som yoga-guru.
Dokumentaren viser McAfee som manipulator og narcissist, der snor alle om sin lillefinger og selviscenesætter sig konstant – som da han sidder i en frisørsalon for at få paryk for ikke at blive genkendt og fortæller damerne i frisørsalonen sit navn. De spørger ham, om han skal være med i ”Undercover Boss”, og han svarer: ”Om en uge vil I sige, den mand var i min salon.” Damerne griner og tager en selfie med den flygtende opportunist.
Han bliver sammenlignet med Jokeren, og dokumentaren indeholder da også en hel del, man lige så vel kunne se i en actionfilm. Ufatteligt, at McAfee ikke er en fiktiv person. Virkelighed er i sandhed fiktionens moder – også i denne doku om en af computeralderens gale pionerer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
