Skærtorsdag og Langfredag i radio eller DR Koncerthuset: Wagners hellige opera
Anbefalet af Alexander Meinertz
Da Richard Wagner i 1882 skrev sin sidste opera, Parsifal, betegnede han værket ’et festspil til indvielse af scenen’. Parsifal var ikke blot en opera, men noget større og mere mystisk, der byggede på ældgamle kilder og religiøs, både kristen, buddhistisk og måske zarathustristisk symbolik. Et ritual, der ved en opførelse næsten kunne helliggøre et scenerum, og derfor kun måtte opføres i komponistens eget teaterhus i Bayreuth.
Over to aftener, Skærtorsdag og Langfredag, opfører DR Symfoniorkestret nu værket helt rent som koncert i DR Koncerthuset, altså uden scenografi, kostumer og iscenesættelse og med et entydigt musikalsk fokus på værket om ridderen Parsifals møde med gralsborgen Monsalvats mysterieverden.
Fra forspillet til orkestermellemspillet – kaldet ’Forvandlingsmusik’ – og til den forløsende, ekstatiske finale i tredje akt, hvor ”den rene tåbe” udfrier borgens beboere af deres forbandelse, er Parsifal en 4 ½ time lang hypnotisk, sublim sanseoplevelse, hvor tiden, med Wagners ord, bliver til rum.
Dirigent Adam Fischer står på podiet med Stephen Milling (Gurnemanz), Johan Reuter (Amfortas), Claudia Mahnke (Kundry), Julian Hubbard (Parsifal) og Martin Winkler (Klingsor) i de legendariske sangpartier.
De to koncerter sendes direkte på P2 Koncerten og genudsendes hhv. lørdag 16. april og søndag 17. april kl. 12.15.
Valby: Krig som dokumentarisk teater
Anbefalet af Steen Blendstrup
Teatret Møllen i Haderslev både tør og kan skabe udfordrende teater. Sceneversionen af Carsten Jensens Den første sten, som kan ses på Teater-V i øjeblikket, er dramatisk vellykket – selv med tre akter over udfordrende fire timers spilletid.
Den første sten giver så god en forklaring på Vestens katastrofale fiasko i Afghanistan som nogen. Vi forstod aldrig, hvem vi havde med at gøre, og hvordan spillet spilles blandt krigsherrer og klanledere. Præcis som den grundlæggende fredelige danske bureaukratoberst i stykket.
Men først og fremmest handler det om mændene (og en enkelt kvinde) i 3. deling. Den evige ventetid. Fjendens stressende nålestik. Patruljer i et land, de gerne vil hjælpe, men som de ikke forstår, og som viser sig fjendtligt. Fejlslagne gengældelsesaktioner. Døden, angsten, adrenalinrushet og synet af en døende kammerat. At de alle spilles af syv kvinder, der glider ind og ud af rollerne, skærper opmærksomheden. Intet er, hvad det synes.
Det virker, men bedst i første akt, der fremstår næsten dokumentarisk i sin skildring af de unge krigskammerater, mens plottet bliver lidt søgt i fortsættelsen. Men … lad den, som er uden synd, kaste den første sten.
Biografen: Musikalsk lakridspizzafilm med Waits på
Anbefalet af Maja Petrea Fox
I en ellers grå tid med post-pandemi og en vanvidsmand fra Rusland som truer verdensfreden endnu engang, så er det godt, at vi kan lade os kidnappe fra virkeligheden af de gode historier. Derfor lod jeg mig selv glide ned i de slidte sæder i Vester Vov Vov en lørdag aften i en fyldt sal med en dunst af vinegar chips og håndrullet tobak.
Paul Thomas Anderson har med Licorice Pizza skabt et mesterværk uden et plot. For hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg absolut ingen idé om hvad han egentligt vil med filmen udover at introducere os for det ualmindeligt charmerende persongalleri, som i dette tilfælde absolut er nok.
I et virvar af vandsenge, teenagerømhed, 70’er-æstetik og et stjernespækket cast bliver vi taget med på en rejse afyoung love, der igennem hele filmen føles som et uafsluttet samleje – på den sexede måde. De unge kalder det vist edging.
Licorice Pizza varer 2 timer og 13 minutter og har et formidabelt musikkatalog, indeholdende fx David Bowie, The Doors og Nina Simone. Og som kirsebærret på toppen, så er Tom Waits jo også på rollelisten. Intet har været mere passende siden vi sidst så ham. Gamle dreng.
Streaming: State of the Union – start bare med første sæson
Anbefalet af Mikkel Stolt
Den engelske filminstruktør Stephen Frears var en af min studietids helte. Med tilsyneladende enkle midler skabte han film efter film, der – om end ofte baseret på litterære forlæg – virkede friske, engagerende og ikke mindst humoristiske i deres syn på menneskelige relationer. Du kan muligvis huske Mit Smukke Vaskeri (1985), Farlige Forbindelser (1988) eller High Fidelity (2000).
Sidstnævnte er efter en roman af Nick Hornby, og han står bag manus til den originale serie, State of the Union, hvoraf første sæson kom i 2019. Et ægtepar omkring de 40 mødes på en engelsk pub, kort før de skal til den ugentlige parterapi, og dialogen fortæller os efterhånden om deres situation. Bemærkelsesværdigt nok varer hvert afsnit kun ca. 10 minutter.
Den nye sæson har samme grundform, men springer godt 20 år frem i tiden, dvs. de medvirkende er nu i starten af 60’erne. Hvor første sæson godt kunne virke en smule teatralsk, idet de lidt for kvikke replikker var klippet lidt for tæt, så optræder den nu mere nærværende. Der er flere bipersoner, der bidrager til polemikken omkring det vaklende ægteskab, og geografien i den amerikanske café inviterer til mere filmisk variation. Den helt store forskel ligger dog i, at skuespillerne får mere plads, og især Brendan Gleeson er forrygende god.
Det er desuden fascinerende, at der nu er en både mere enkel og mere kompleks problemstilling ægtefællerne imellem. Start alligevel med første sæson.
Koncert: Dizzy Mizz Lizzy – Tre mænd, én organisme
Anbefalet af Jan Eriksen
Tim Christensen er ubestrideligt driveren i Dizzy Mizz Lizzy. Han skriver musikken, synger, er solist, står i front. Men når de to andre, Martin Nielsen og Søren Friis, står/sidder der sammen med Sir Tim på scenen, virker de som én organisme. Det er unikt ved det band, at de to musikere både komplementerer manden i centrum og virker som hans ligeberettigede.
Sagt på en anden måde: deres samspil er endnu tættere end afstanden mellem Putin og den næste infame løgn. Martin Nielsens basspil er drønsolidt. Søren Friis slår hårdt og præcist, men han spiller samtidig med diskretion, luft og et swing, jeg ofte savner hos rocktrommeslagere.
Det blev bekræftet ved premieren d. 1.4. i Arena Næstved på den længe ventede triple koncertturné med Bersærk og Pscyhed Up Janis. Gennem et sæt heldigvis med flere numre fra det melodiske mesterværk Alter Echo – der er i klasse med Rushs Moving Pictures – og selvfølgelig publikumsfavoritter som ”Silverflame”, ”Waterline”. Tim Christensen bliver bedre og bedre til at udfordre sine sange med sit både enormt præcise og legende guitarspil. Det formidable ved det band er, at det aldrig bliver kedeligt live, hvilket man ikke nødvendigvis kan sige om alle deres numre.
At genåbningen af koncertlivet også betyder velkommen tilbage til tåbers slåskampe og øl, der bliver hældt ud over alt og alle, er så noget andet.
Album: Et distinkt udtryk i dybfølt Danamericana
Anbefalet af Jan Eriksen
“I used to want to be American/I take that back now tenfold,” synger Oscar Mukherjee på sit nye album The Mukherjee Development. Jeg er med ham her – tenfold. 72 mio. amerikanere stemte på en mand, der hylder Hitler.
Men musikken har vi, og dansk-boende Mukherjee, der både har indiske og amerikanske rødder, bruger sin Americana-inspiration originalt i et udtryk, hvor der lige så vel som den vederkvægende sydstatslyd kan findes noter af Radiohead (”Wish I Were the Sun”) og anden indierock.
Stadig er der et dybtfølt feel i musikken som hos fx Steve Gunn, Ryley Walker, Kurt Vile og salig John Prine, som hyldes på pladen. Min personlige favorit er ”Call it Fraud” med Rolling Stonesk swagger og et Grateful Dead-agtigt flow. Stadig med Mukherjees helt personlige distinkte udtryk, hvor gode melodier på stribe vugger gennem højttalerne. De meget personlige tekster er nu og her og bærer samtidig præg af Mukherjees rødder i tre vidt forskellige kulturer. Med et subtilt humoristisk, lidt mørkt blik for et liv, hvor kontraster, udfordringer og glædens lys blandes.
The Mukherjee Development er et særdeles velkomment dansk album – og dertil et bidrag til den efterhånden store danske ”Danamericana” (kan man kalde det)-scene, omfattende artister som Jonah Blacksmith, Kajsa Vala, Barrow/Mikkel Bøggild, Chasing Grace.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
