TEATER // ANMELDELSE – True crime-genren er det nye sort. I romaner, i tv-serier, i podcasts og på teatret. Folketeatret trækker på Danmarks første krimi – og kanonlitteratur – og leverer med Præsten i Vejlby en ny drejning af genren, true crime comedy.
Vi er med fra første minut. Bogstavelig talt. Vi bliver nemlig kommanderet til at ramme tonen som et andet kirkekor. Ja, vi er – i ordets egentlige betydning fra det græske teater – koret. Under stram styring af de tre skuespillere bliver publikum en del af handlingen i Præsten i Vejlby.
Og for dem, der gik i skole et sted mellem, at den var sort, og indførelsen af vores litteraturkanon og derfor ikke kender plottet, fortæller Præsten i Vejlby af Steen Steensen Blicher den (næsten) sande historie om et mord begået i begyndelsen af 1600-tallet i Vejlby Sogn ved Grenå. Så nej, der indgår ikke DNA-spor, sms-beskeder og optagelser fra overvågningskameraer.
Vi i publikum er, for at sige det mildt, heller ikke særlig troværdige vidner
Dengang måtte man nøjes med emsige naboer, der så eller hørte et eller andet på vej hjem fra kroen. Det er her, publikum kommer ind i billedet.
Hvem myrdede Niels?
Derudover drejer det sig om Erik Sørensen, der er blevet udnævnt til herredsfoged og dommer (altså udøvende og dømmende magt i et) og som i kraft af den status endelig mener, at han kan tillade sig at finde sig en kone. Han frier til præstens søde datter, Mette, der også har et godt øje til ham.
Og ja, det er titlens præst, der er tale om, præsten i Vejlby. Han er kendt for at have et hidsigt temperament, men ingen er fejlfri, og han er en god far. Han giver sit samtykke til ægteskabet, men da han kræver, at Erik skal straffe hans uduelige karl, Niels Bruus, bliver han noget skuffet over sin kommende svigersøn, der henholder sig til loven. Præsten kan jo bare fyre ham.
Det er dog for intet at regne, da Niels’ bror, den velhavende bonde Morten Bruus, som i sin tid forgæves bejlede til Mette, anklager præsten for at have slået Niels ihjel. Den stakkels Erik er altså i klemme mellem sit nye familiebånd og sin officielle pligt. Vi i publikum er, for at sige det mildt, heller ikke særlig troværdige vidner. Og – spoiler alert til dem, der ikke kender Præsten i Vejlby – det ender både dramatisk og tragisk.
Præsten i Vejlby som true crime comedy
Det vidunderlige ved teater er, at det ikke behøver at være naturalistisk. Allerede, når vi kommer ind i salen og ser scenen, ved vi, at det bliver symboltungt, når der på bagvæggen hænger en spade, en kirkeklokke og et kors. En scene i øvrigt beklædt med hvide kakler som et badeværelse – eller et slagtehus. Resten skal vi fylde ud med vores fantasi, herunder et kapløb på hesteryg. Uden heste.
Selv om du sidder på sidste række midtfor, skal du ikke vide dig sikker
De tre skuespillere, Rolf Hansen, Fanny Louise Bernth og Tobias Shaw, spiller præsten, Mette og dommeren, men også alle de andre figurer. Nok så vigtigt spiller de også skuespillerne, der indimellem diskuterer, hvad de nu skal spille, om de er på scenen eller ej, og hvad de siger i de forskellige roller. Talte regibemærkninger, om du vil. Eller subjektive fortællere.
Nogle gange ender det i et hyggeligt lille skænderi. Så gælder det om at beherske temperamentet.
Derudover manipulerer de både som skuespillere og som forskellige figurer med publikum, når vi skal falde ind i den ene eller den anden rolle. Og selv om du sidder på sidste række midtfor, skal du ikke vide dig sikker. Det er dygtigt spillet og utrolig morsomt, når de lægger os ord i munden eller prøver at få publikums svar til at give mening i dramaet … som altså ender som true crime comedy.
Kanon, krimi og komik
Der gøres som nævnt ikke så meget ud af at placere handlingen historisk. Figurerne bliver mere arketyper i krimihandlingen, som kunne passe ind i en hvilken som helst epoke. Rolf Hansen svinger elegant mellem at være den kærlige og noget rørstrømske far og den truende autoritetsfigur med det iltre temperament. Tobias Shaw er mageløs som vægelsindede dommer, der længe fungerer som en slags fortæller, mens Fanny Louise Bernth er her og der og allevegne i mange roller.
På sin vis følger Præsten i Vejlby true crime-genrens konventioner med indsamling af beviser og afhøring af vidner for at stykke sandheden sammen. Skuespillerne som skuespillere og publikumsinvolveringen resulterer bare i et metalag, der forvandler første akt til nærmest absurd komik. Men hvis du vil, kan du godt prøve at lede efter sandheden i alle de modstridende udsagn. Svaret får vi naturligvis først i anden akt.
Hatten af for Johannes Lilleøre og Henrik Grimbäck, der har skrevet denne versionering af Blichers Præsten fra Vejlby og altså har fundet potentialet til at gøre ”støvet kulturkanon” til hip true crime comedy. Grimbäck står også for instruktionen, men det må understreges, at det alt sammen ikke kan lade sig gøre, hvis ikke skuespillerne mestrer deres håndværk, når de også skal styre publikumsinteraktionen.
Hvis vi skal fyre kanonen af
Man behøver ikke kende Præsten i Vejlby på forhånd (men hvis du gør, så gør det heller ikke noget). Man behøver ikke være inde i true crime-genrens konventioner. Man behøver ikke forholde sig til fortidens normer. Vi bliver taget pædagogisk og med et blink i øjet gennem det hele. Det er engagerende og morsomt.
Hvis man som dansklærer vil inddrage forestillingen som en del af ovennævnte kulturkanon, så skal man nok være forberedt på, at eleverne vil elske forestillingen. Om de vil være i stand til at læse originalværket med nye øjne (og uden at fnise) er en helt anden sag.
Præsten i Vejlby er dramatik til tiden med både en opdatering af vores kulturkanon og med en ironisk udlevering af vores lidt makabre fascination af true crime
Når præsten i Vejlby får det sidste ord i en lang monolog om barnets leg (og hvad er teater andet end leg?), så er der i hvert fald stof til diskussion i klasserummet. For vi kan altid bruge fiktionens spejling af vores egen tid og situation, vores evne til at dømme ud fra mere eller mindre troværdige kilder, og i sidste ende vores evne til at træffe beslutninger som mennesker i et embede eller privat.
Præsten i Vejlby er dramatik til tiden med både en opdatering af vores kulturkanon og med en ironisk udlevering af vores lidt makabre fascination af true crime. Og så er det simpelthen god underholdning og teater af øverste skuffe.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og