KULTURLISTEN // ANMELDELSER – Tankevækkende teaterforestillinger, en rasende god bog af Iben Mondrup og flere streaming-serier, der indbyder til alt godt fra refleksion til fornøjelig adspredelse, har fået POV’s kulturskribenter til at fare til tastaturet. Hver uge bringer POV korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os netop nu.
Dybt fængslende
Iben Mondrups nye roman Vittu handler om Vitus, en dreng fra Grønland, som først adopteres af en dansk familie sammen med sin storesøster, da han er helt lille, men så sendes alene på børnehjem som femårig og siden adopteres på ny.
Da jeg læste romanen, kunne jeg ikke lade være med at sammenholde den med japanske Sayaka Muratas roman Jordboerne. Begge romaner er skrevet med barnets stemme, Vitus’ og Natsukos, og de udsættes begge for overgreb. I Vitus’ tilfælde skyldes det overdreven kærlighed, mens det hos Natsuko skyldes total mangel på kærlighed.
Begge børn reagerer ved at trække sig ind i deres egen verden. Vittus enten ved at skjule sig i en kasse, gemme sig bag en maske eller ved at søge ud i Grønlands natur, mens Natsuko fantaserer sig ind en anden verden, hvor hun er et rumvæsen, der søger op i bjergene og tættere på rummet.
Begge romaner sugede mig ind i børnenes tanker, der uhyggeligt elegant belyser, hvor egoistisk og sygt de voksne opfører sig, og hvor få rettigheder børn egentlig har. Begge fortællinger er dybt overbevisende, men mens Jordboerne ikke lader meget håb tilbage, kan jeg næsten ikke vente med at læse mere om Vitus’ liv.
Lolita for altid – igen
Revolver på Østerbro Teater har allerede søndag forpremiere på repremieren på Lolita for altid. Det er teater til (#metoo-) tiden om den unge piges mulighed på at manipulere omgivelserne (mændene) med sin skønhed og påtagede uskyld.
Emma Sehested Høeg leverer en forrygende præstation op og ned ad stemningsstigen, med kostumeskift, sang og twerking (eller det, der ligner), bedårende, forførende, hysterisk, fnisende pinlig. Og nok så vigtigt: morsom. Lolita for altid er boblende morsom, når forførelsens virkemidler bliver afsløret for fuldt spotlight.
Publikum bliver hele tiden inddraget og udfordret. Både kvinder og mænd. De første måske mest som et spejl, de sidste med pinlig bevidsthed om, hvor let det er at falde for Lolitas sirenesang.
For der kommer også spotlight på publikum. Har du nogensinde talt lidt mere piget, spilet øjnene lidt mere op, snoet håret om din finger og været lidt hjælpeløs? Har du købt den drink, givet den fordel, fulgt den kvinde hjem?
Lolitas magt er et tveægget sværd: Faren ved at være spille sexet og hjælpeløs er selvfølgelig at blive opfattet som et hjælpeløst sexobjekt. Læs den fulde anmeldelse her.
Du behøver ikke vente på Godot
Gogo og Didi venter forgæves på Godot, som de har gjort det siden 1953, men publikum kan opleve Mens vi venter på Godot allerede på søndag klokken 17 til en ekstra forestilling på Teatret ved Sorte Hest (og en mere mandag klokken 20).
Repremieren på den roste opsætning med Mads Wille, Nicolas Bro, Steen Stig Lommer og Kristoffer Helmuth blev udskudt på grund af corona-restriktionerne. Så kan vi mene om livets absurditeter, hvad vi vil.
Absurditeten i Samuel Becketts klassiker består i at figurerne lever i nuet og tilsyneladende ikke kan huske, hvad de sagde for to replikker siden. Ud over at de venter på Godot. Egentlig er det tragisk, men som bekendt er tragedie + tid = komedie, og timingen er forrygende i denne version, som fik 5 POV-stjerner ved premieren i 2020 (læs hele anmeldelsen her).
På mange måder handler det om at være fanget i hamsterhjulet. Ingen udsigt til at komme videre eller blot ud af stedet. Men nu kan vi i hvert fald komme i teatret.
Årgang 20 – som at udstille lort på dåse
Mens min kæreste var gravid, så vi Årgang 0. Hun havde set det før, det havde jeg ikke. Måske var det den forestående fødsel, for vi blev suget ind i programmerne om børnene og deres almindelige familier.
Familierne var virkelig gode på skærmen, ofte reflekterede og upåvirkede på en meget overbevisende måde. Poul-Erik, købmanden fra Tarm, konstaterer tørt, at man får et barn og giver det al sin kærlighed. Får man et til, lærer man, at man har dobbelt så meget kærlighed at give.
Nu er medier noget andet, end det var, og af samme grund vil det give god mening at arkivere programmet. Med de etiske dilemmaer, det fører med sig – og når Årgang 0-barnet Stephanie fortæller en anden historie end den, der blev vist.
Det gjorde man ikke, og nu ruller Årgang 20 over skærmen. Jeg gav det et skud.
Her er hovedpersonerne, børnene, oftest underligt fraværende. Modsat de voksne! Måske derfor er programmerne så tandløse, at de mest af alt minder om et Program 5-program. Man leder desperat efter den store historie, fordi hverdagen ikke løfter sig – og dét er ikke kun familiernes fejl. Måske er konceptet bare som at udstille lort på dåse. Det fungerer godt én gang.
Indisk eksamensfabrik i sort hvid
For mange under uddannelse er januar ikke blot vintermørke og nytårskur, men også eksamenstid og på den måde endnu mere stressende og fuld af grunde til at blive træt og modløs. Heldigvis er problemer relative, og takket være vores elskede streamingtjenester, kan vi svæve bort på virkelighedsflugtens vinger dag og nat, blot ved tryk på en knap.
Går du på Netflix og trykker på Kota Factory, bliver du transporteret direkte til Indien, hvor konkurrencen om at blive optaget på de prestigefyldte IIT universiteter får enhver dansk eksamensforberedelse til at ligne en uforpligtende champagnereception. Optagelseskravene er nemlig så høje, at 95 procent af de studerende, som optages, bruger år på at gå på særlige private betalings-træningsskoler for at forberede sig på optagelsesprøven, IIT JEE.
Den indiske miniserie følger en gruppe unges vej gennem forberedelsesfabrikken i en af de satellitbyer, som består af konkurrerende forberedelseskurser og desperate unge, og den gør det i sort/hvid.
Serien er foreløbig på to sæsoner med en tredje under produktion og er absolut anbefalelsesværdig netop nu, hvor du alligevel ikke kan tage dig sammen til at få opgaven skrevet færdig. Et glimt af Indien udenfor Bollywood og af et energisk, ambitiøst Asien, som ikke venter på noget.
“Gratis” undervisning hos Dr. Streaming
De danske filmværksteder har startet et samarbejde med en stor udenlandsk streamingtjeneste for at udvikle nye talenter. Jeg kan i mellemtiden anbefale denne titel, hvis man gerne vil lære noget om tv-serier. Nærmere bestemt hospitals-dramedy.
Der er tale om regulær undervisning, hvor man som filmstuderende kan tjekke diverse bokse af for at se, om de nu har husket det hele:
Hospitalsmiljø, der slet ikke ligner virkeligheden: tjek. Hovedperson af et eller andet køn, som er fotogen eller pudsig nok til at være romantic interest for bikarakter: tjek. En autoritetsfigur, der er klogere end alle andre, indtil han eller hun ikke er det: tjek. En sjælden sygdom hos patient, som ingen ved, hvad er, før hovedpersonen gætter det ved et slumpetræf forklædt som deduktion: tjek. En dialog, der veksler mellem uforståelig lægesnak og morsomme one-liners (eller – som oftest – omvendt): tjek.
Og man kunne blive ved. Følg med og lær!
Kulturlisten
Hver uge får du en samling af korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os, skrevet af POV’s kulturskribenter.
Aktuelle bøger, film, forestillinger, udstillinger, koncerter og tv-programmer anmeldes engageret men kortfattet, så du på kort læsetid får essensen og overblikket.
Læs Kulturlisten her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
