Voldsdigte og skud fra hoften i Ekstra Bladets Revolver
Ovre på Ekstra Bladet kører gonzo-gunslinger René Fredensborg og nyansat anmelder Molly Balsby et nydeligt parløb i den ugentlige kulturpodcast, Revolver. I denne uge er overskriften: Parnasset sidder på sin privilegerede røv med en kop fair trade-te og rynker på næsen. Bang. Så er banen linet op, som de siger i Vestre Fængsel.
Det handler alt sammen om udgivelsen af den voldsdømte debutant Haider Ansaris digtsamling, Institutionaliseret – en titel alle medvirkende har lidt svært ved at udtale. Kritikere hævder, at bogens digte er ureflekterede voldsbeskrivelser. Forlag og forfatter fastholder, at nøgterne skildringer er nødvendige.
Fra starten er der en ond stemning i podcaststudiet. Værten og anmelderen, Molly Balsby, tilstår, at hun har været lidt bange for at anmelde bogen dårligt. Redaktøren fra magasinet Atlas, som er med, fordi han har skrevet kritisk om markedsføringen af udgivelsen og kaldt den identitetsfiskeri, lyder også pænt skræmt. Forfatteren lyder ærgerlig og måske vred over, at der ikke er fokus på bogens digte. Forlæggeren forsvarer hele projektet og er ærgerlig over, at projektet kritiseres.
Halvvejs gennem podcasten er stemningen så anspændt, at jeg må kaste revolveren i ringen og trykke på stopknappen. For enhver interesseret i samtidslyrik, forlæggeri og repræsentation er episoden et must. Hvem har nogensinde sagt, litteraturdebat er kedelig? Det er den i hvert fald ikke længere. Revolver har skarpe skud i kammeret.
Standupperne – fire venner frem for en åben mike
Er du vild med comedy, og savner du internationalt input, er den nye Netflix-serie, Standupperne, måske lige noget for dig. Serieskaber Fanny Herrero, som står bag fem sæsoner og en kommende spillefilmatisering af serien om livet på talentbureauet ’Call my Agent’, tager os med ind bag scenen – og under huden på fransk humor, som det former sig på den parisiske standup-scene.
Kort fortalt handler serien om fire venner fra vidt forskellige miljøer, der drømmer om at slå igennem som komikere og optræder på den lille comedyscene, C’est Drôle. Seriens fire hovedpersoner, Aissatou (spillet blændende af Mariama Gueye), Nezir, Bling og Apolline bruger dem selv og deres liv som materiale, tager livets genvordigheder direkte med på scenen og gør det sjovt på kommando.
Det er virkelig god underholdning, let og sjovt – godt skrevet, og så er det endda på fransk, hvilket gør personerne endnu mere trés charmant, end de er i forvejen. For en garvet MC som undertegnede minder seriens skildring af livet bag og på den parisiske comedyclubscene til forveksling om de danske ordklubber, og man får både lyst til selv at gå på scenen og at tage på comedyclub.
Dybvads smertefrie standup
Tobias Dybvad har den klassisk rutinerede stand-up komikers blik for altings særhed. Ikke mindst når det gælder ham selv og de nærmeste. Gennem et par årtier har han rendyrket sin charmerende og ligefremme stil på tv, i fem show og mange andre optrædener.
I Levemand kommer de store grin på stribe. Især når Dybvad funderer over hverdagsoplevelser med sin (sviger-) familie. Specielt i en række associationsstrømme fastholder Tobias Dybvad smilet. Det er ikke nødvendigvis nogen nem kunst at skabe et let flow, hvor logikken er sat på standby.
Men det halter, når han bevæger sig ind i smertepunkterne. F.eks. hvor han behandler sin tidligere eskalerende ludomani og lemfældige køb og salg af aktier. Han taber den decideret i en passage om en døende 16-årig kæmpe-fan, som han når at møde, inden det er for sent. Hvad betyder det for Dybvad? Det finder vi aldrig ud af. Den dreng havde fortjent mere. Showets tag-line er trods alt ”Skal man have fået en dødsdom for at sætte pris på livet?”.
Der er mange lette grin i Levemand, men du går forgæves, hvis du forventer at høre eksistentielle emner behandlet med perspektiv som f.eks. Christian Fuhlendorff og Rune Klan.
Jeg så showet i Kulturværftet, Helsingør.
Poetisk og frygtløst patosmættet kunstnerisk sandhed
Den britiske koreograf Paul Lightfoots Selvportræt, som Kammerballetten med enorm intensitet dansede på Takkelloftet i august 2021, kan fra d. 1. april streames gratis fra ensemblets hjemmeside – dog opfordres der efter koreografens ønske til at give en donation til Unicefs arbejde med krigsofre i Ukraine.
Værket er en sjælsrystende refleksion, fortalt ikke i et egentligt narrativ, men i billeder, energi og stemninger. Som en skæbnegudinde glider Maria Kochetkova i sort krinolinekjole ind langs scenevæggen og angiver vandringen som et gennemgående tema i Selvportræt. En tavs tilhører til det drama, der slåes an i McKenzies lydunivers af febrile klaverakkorder og lange, klagende strøg for violin og cello, som hun følger og endog som dominerende koncertpianistinde nærmest grafisk griber og driver frem mod sit uafvendelige, fatale klimaks.
Midt på scenen fanger Sebastian Haynes lyset i en passage, der fra et sindbillede af stiliseret, rituel gestik udvikler sig dynamisk til en smittende fysisk uro, angst og spænding. Bag ryggen på den karismatiske, knugede Haynes skygger salamandersmidige, brændende Toon Lobach hans bevægelser, følger ham som et rovdyr, før han hvæser ham i ansigtet og nedlægger sit offer i en sidste, trodsig modstand, som Kochetkova iagttager og kommenterer i en lamentation af tårer og fortvivlelse.
Er du Qwerty, en genistreg af en bog
Det er ikke uden grund, den er kaldt ”en genistreg”. Sidste år anmeldte vi Viggo Bjerrings romandebut Verdenshjertet under overskriften: Den bedste danske romandebut, jeg længe har læst. Siden har bogen med god grund turneret i de store medier. Det er en særdeles underholdende, nervepirrende og tankevækkende fremtids-samtidsroman, der bør læses af alle. Den beskriver overbevisende det unyttige menneske igennem sci-fi-spekulationer som velfærdsstatens kollaps, økokapitalismens fremmarch og litteraturen i en simuleret virkelighed.
Har du læst romandebuten, bør du nu kaste dig over bogen af i morgen: Bjerrings kortroman Qwerty. Det er en absurd, surrealistisk og Kafka’sk maggieterning af Verdenshjertet. Man følger en ung mand, der bliver ansat som redaktør på et forlag, der sprøjter bøger ud, som gjaldt det deres overlevelse. Det er et hierarkisk sted, der er opdelt i få duelige og mange uduelige. Fra den dværglignende menneskemand Hr. H, der er gemt i kælderen med middelalderlitteratur, til det store forfattergeni med høj hat, som redaktørerne savler over.
På bare 60 sider forbindes romanens titel med kunst, med at hamre i tastaturet, mens tasternes musik former ordfigurer, og virkeligheden falder fra hinanden.
Qwerty kan måske virke lidt utilgængelig, men bag det smalle format finder man en utrolig underholdende kortroman, der i sandhed er ”en genistreg”.
Havemenneske – Ny bog til den generøse gartner
Der er ikke mange fagbøger, som kan sluges med alle sanser og følelser. Det kan Malene Lei Rabens nye bog, Havemenneske. Det er naturligvis en bog om haver, men det er titlens anden del, man bør bide mærke i. Bogen handler nemlig mere om de mennesker, som har haver, end om haverne selv, og derved adskiller den sig fra langt de fleste af de mange, mange egentlige havebøger, man kan finde hos boghandleren eller på biblioteket.
Opslagsværk? På en måde. Kulturhistorie? Vist så. Personlig refleksion? Bestemt. Intelligent? Ja da. Nem at læse? Afgjort. Den enkelte læser vil få sin helt egen oplevelse af den vanskeligt klassificérbare bog. Men først og fremmest er Havemenneske naturligvis gaven til den ægte haveentusiast, som genkender glæden ved både at planlægge og tilplante, og som holder af rytmen i årstidernes skiften, mærker fryden over en duftende nattehave eller taknemmeligheden for en hel dags regn i juli, og som kender stoltheden, når et lidt for ambitiøst projekt trods alle odds er lykkedes.
Havemenneske er en sanselig kærlighedserklæring til den klat jord, vi hver især har til opgave at passe på, og det giver god mening, at værkets visuelle side supplerer dets velskrevne, originale indhold så smukt. Bogen er et både smukt og helstøbt værk.
Læs den fulde anmeldelse i POV her.
Gensyn med sitcommens superstar: Sams Bar
Covid kom, knockoutede og kuldkastede alle min CPH:DOX-planer, og de almindelige filmpremierer magtede jeg heller ikke. Så jeg måtte nøjes med passivt at følge medie- og streamingstrømmen med alt, der var af rædsler fra Ukraine, debatter om hvad en rockanmelder må skrive i en rockmusikers fødseldagsomtale, og hvad et lille partis kæledyrvelværdsordfører havde at sige om de nye naturnationalparker, mens jeg lige akkurat havde kræfter til at deltage i en online-debat om den gangsta-film, de indspillede under Oscar-uddelingen.
Et lyspunkt var derfor, at Viaplay er begyndt at vise, hvad der – vist nok, afhængig af målemetoden – er den mest succesrige, amerikanske sitcom i historien, nemlig Sams Bar / Cheers. Det var med nogen bæven (og hosten), at jeg begyndte at se fra første afsnit fra 1982, men niveauet var faktisk højere, end jeg havde frygtet. Især 4. afsnit viste sig særligt spændende, idet den temperamentsfulde servitrice, Carla, fysisk forulemper en kunde fra New York, der har fornærmet både hende, Sam, baseballholdet Red Sox og byen Boston.
Hans verbale fornærmelser besvares altså af decideret vold, og det sjove er, at hele resten af afsnittet handler om, at Carla var galt på den og skal i terapi. Kunden kommer tilbage og tester hende, men Carla har lært, at vold ikke er svaret. Sikke dog noget sødsuppe. Nå, det var jo en anden tid.
Behageligt sanseåbnende musikalsk bevidsthedsstrøm
I det store billede bliver krigen mod drugs – desværre – nok aldrig vundet, men torsdag aften d. 31. marts vandt War on Drugs mig i en koncert, der kortest kan beskrives som en behageligt sanseåbnende musikalsk bevidsthedsstrøm.
Over 17 år har Philadelphias egne udviklet sig fra et følsomt atmosfærisk lydende indie-popband til et moderne bud på highway-rock, som det lød på det gennemsnitlige Springsteen-album i slut-8o’erne/primo 90’erne.
Jeg mener, hvor finder man ellers en fire minutter lang saxofonsolo, som i K.B. Hallen, da WOD lagde vejen forbi?
Det begyndte veloplagt med ”Old Skin” og – på vej gennem kendte numre som en trippet ”My Own Desire” og altfavnende ”Under the Pressure” og en god håndfuld numre fra det flotte 2021-album I Don’t Live Here Anymore – gjorde gruppen det, de gør bedst. Spillede sig selv nærmest som i en opadgående spiral af et flow nærmere og nærmere det musikalske klimaks – i nærmest metafysisk dialog med et vældig veloplagt publikum, der lignede en plantage efter et tiltrængt regnvejr efter to års tørke.
Frontmanden, sanger og guitarist Adam Granduciel er en af de mest diskrete rock’n’roll frontmænd, jeg lige kan komme i tanke om. Men formidabelt, som hans guitarspil konstant ligesom vokser ud af sangene, frem for at virke som påklistret lir.
Kulturlisten – Hver uge får du en samling af korte, skarpe omtaler af kulturen omkring os, skrevet af POV’s kulturskribenter.
Aktuelle bøger, film, forestillinger, udstillinger, koncerter og tv-programmer anmeldes engageret men kortfattet, så du på kort læsetid får essensen og overblikket.
Find Kulturlisten her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
