KULTURLISTEN – Inspiration til strandlæsning, smilende surrealistisk streaming og kunst-TV, fetish-rap, årets opsætning af klassikeren, Et Dukkehjem, og gallashow for Ukraine på Det Kongelige Teater. POV’s kulturkorps diverterer med håndplukkede omtaler af aktuel underholdning, kunst og kultur. I denne uge, byder vi Emma Bernadette velkommen som ny listemager.
Utro kvinde halter på begge ben
En bog om kvindens utroskab skrevet af en magister i etnografi og socialantropologi burde vække furore, gensidige beskyldninger og andet spas på tværs af kønnene. Den er baseret på ”feltobservationer […] i grænselandet mellem fiktion og levede liv,” står der bagpå.
Desværre er gengivelsen af levet liv gennemgående utroværdig og som fiktion hører bogen til på ”chick-lit”-hylden.
Der er gode øjeblikke, fx da et ungt par køber deres drømmehus, men overordnet forfalder forfatteren til en ironisk distance til sit materiale, der gør det svært at investere sig i novellerne.
Bogen vil gerne skrive om det grænseoverskridende, det lystfyldte og dets ubehagelige konsekvenser, men den tager aldrig skridtet ud over kanten, dér hvor tingene ramler i det levede liv.
Sprogligt bevæger den sig mellem klichéer og sarkasme, personerne er de samme stereotyper, vi allerede kender fra streaming-tjenesternes TV-serier: Vi kan grine af dem, men de fremstår ikke menneskeligt genkendeligt, fanget i den desperation og hjælpeløshed, der karakteriserer utroskaben – og livet. Selv kneppe-scenerne, der burde garantere lidt rykken i underlivet, virker forstilte.
Trofaste læsere af Femina kan fint pakke bogen til strandturen – går den tabt, ærgrer man sig ikke meget.
Smiling Friends – Det er sgu sjovt!
Forleden foreslog en af mine lidt for trofaste strømtjenester, at jeg burde se det nye afsnit af en serie, som jeg åbenbart havde fulgt før. Det kunne jeg nu ikke huske noget om. Men jo, jeg havde ganske rigtigt set de første otte afsnit af denne bizarre og temmelig alternativt morsomme voksen(?)-tegnefilmserie, som dog også – som jeg huskede det – prøvede lidt for hårdt at være grotesk.
Seriens underlige, men ret kære væsener arbejder i et firma, der skal gøre andre mennesker glade, men ikke ret mange af afsnittene handler om dét. Deres chef ligner af en eller anden grund den franske forfatter Michel Houellebecqs oppustede hoved, og serien anvender ind imellem mixed media ud over det gennemgående 2D-univers.
Da jeg klikkede på det nye afsnit, startede det med en lækker real video-turistreklame for Brasilien, før de to ”hovedpersoner” og deres sidekicks ankommer til Rio, hvor de opdager, at de har glemt at booke hotel. De næste seks-syv minutter gjorde mig dernæst både irriteret og utålmodig, men til sidst overgav jeg mig til det enormt elegante stemmearbejde og denne oplagte idé: at dét, som stod i episode-resuméet, simpelthen aldrig sker. Det er sgu sjovt, og det er det meste af serien faktisk.
Inspirerende feel-good tv
Kunstnerkolonien på DR er nu på sin tredje sæson, men jeg har først lige fået øjnene op for den. Konceptet læner sig op ad programmet Toppen af Poppen i den forstand, at en gruppe kunstnere mødes under skønne omgivelser for at få indsigt i hinandens virke – og vi i deres.
Kunstnerne er i sig selv interessante som cast, og de er tydeligvis valgt, så de som typer spænder bredt både i karakter og i praksis, som dækker over billedkunst, skulptur og performancekunst. Det gør det underholdende – selv i et ret så langsommeligt format – og det bliver heldigvis ikke den samme småtunge omgang ’kunster-kysser-kunster-i-røv’, der gjorde sig gældende i Toppen af Poppen.
Men der opstår hurtigt en form for fællesskabsånd af den slags, der selvfølgelig er positiv, men som også rummer risiko for at kunne distrahere seeren fra det virkeligt interessante: Hvordan skabes der kunst, hvad inspirerer den, og kan vi lære noget af hinanden? På Kunstnerkolonien føles det troværdigt, og det er faktisk en ret så skøn halv times feel-good på danmarksturné. Det gav mig lyst til at børste støvet af et ufærdigt maleri og gå i gang igen.
Forduftet fetish-rapper
For få dage siden udkom den canadiske undergrunds- og fetish-rapper Tommy Genesis’ og produceren Charlie Heats nye album World on fire.
Tommy Genesis har tidligere formået at forføre mig med sin luftige vokal og til tider obskure og dommedagsprægede tekstuniverser. Alligevel stod jeg denne gang tilbage med en oplevelse af, at hun var blevet anonymiseret og suget ind under Charlie Heats produktion. Selv når hun i sangen ”heartbeat” synger: ”I’m a lion”, og akkompagneres af et løvebrøl, føles det usikkert og utroværdigt.
Alligevel er det dog stadig i Charlie Heats up-beat-produktioner, at albummet fungerer bedst for mig, for eksempel på nummeret, all the bands, som jeg har lyttet mere til, end nummeret egentlig fortjener. For jeg ville egentlig så gerne have, at det fungerede, men Tommy Genesis fungerer bare ikke for mig, når Tommy Genesis forsvinder.
Selv anskuet som et kreativt eksperiment, der har til formål at trække produceren i forgrunden, oplever jeg det som et svækket samarbejde. Så lige bortset fra det smukke cover, så tændte det mig bare ikke i denne omgang.
Et Dukkehjem – smuk, rørende og vedkommende
Hvor gik Nora hen, da hun gik ud? Spørgsmålet har lydt, siden Henrik Ibsens Et Dukkehjem havde premiere i 1879. I 2020 blev teaterinstruktøren Anna Balslevs version af et af verdensdramatikkens betydeligste stykker opført på den lille scene Mellemgulvet på Det kongelige Teater. Jeg kan her afsløre, at Nora på de to år, der er gået, lige så stille er listet ind på Skuespilhusets store scene.
Tak for det. Genopsætninger af succeser er vejen frem for teatret, så endnu flere kan se forestillingerne. Sicilia Gadborg Høegh som Nora og (nybesat) Jakob Oftebro som manden Torvald er skræmmende præcise i skildringen af Noras opgør med det patriarkalske samfund. For over hundrede år siden vakte stykket opstandelse, da Nora med sit exit forlader både mand og børn. Siden er stykket blevet symbol på kvindekamp verden over.
Anna Balslev har kogt Et Dukkehjem ned til halvanden times intenst, morsomt og vedkommende nutidsteater. Alle skuespillere leverer i Jonas Flys enkle og geniale scenografi (Torvalds arbejdsværelse er fx placeret så højt, så ”kun mænd” kan nå derop). Når ordene er væk, fortælles Ibsens drama i smukke, sceniske tableauer. Sne er en gennemgående kulisse – og slutscenen er en af de smukkeste og mest rørende, jeg længe har set.
Russisk ballets dronning hoppede af – nu danser hun for Ukraine i København
Lørdag aften er advokat Philip Maury initiativtager og arrangør til en velgørenhedsforestilling på Operaen i København, hvor overskuddet ubeskåret går til genopbygning af den krigsødelagte kulturarv i Ukraine. Her står den rumænske stjernesopran Angela Gheorghiu bl.a. på scenen sammen med et symfoniorkester af ukrainske musikere i landflygtighed og solodansere fra Den Kgl. Ballet, Royal Ballet og den russiske balletdronning Olga Smirnova, der i marts måned skabte sensation, da hun forlod sit fødeland i protest mod krigen.
”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle skamme mig over Rusland,” skrev Smirnova på det russiske sociale medie Telegram, før hun forlod sin position som ballerina ved Kremls teater, Bolshoi i Moskva.
Lørdag aften danser Smirnova den nærmest hellige, ikoniske solo Den døende svane, der i Rusland opleves som et symbol for den russiske sjæl, men som i Smirnovas fortolkning er blevet en protest mod en uretfærdig og barbarisk krig. Med arme og et ben strakt bag sig i en siddende figur, formgiver Smirnova fuglens hvide, majestætiske vingesejl på vandspejlet som et betydningsbærende, ja, udødeligt udsagn, om renhed, styrke og tro.
Se hende i en ældre opsætning fra russisk TV her. Men endnu bedre, køb billet til forestillingen lørdag aften her, og støt kunstnere i kamp for Ukraine og ukrainsk identitet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her