VOLDTÆGT, ABORT & TRO // BOGUDDRAG – Otte uger efter nytårsmorgenen 1979 lå jeg i hvidt eddikelugtende sengelinned med en tung smerte midtfor. Som et tryk. Min spæde teenagekrop var mast. Mast i mellemgulv og lunger af hans vægt den morgen, i maven af indgrebet, i skødet af hans indtrængen. Indtil da var min krop uskyldig. Glad og tryg. Den tilstand endte da. Charlotte Rørth er journalist og forfatter, senest til bogen Med rank ryg. En fortælling om tro og moderskab, hvor uddraget herunder er fra.
Da en portør, jeg kendte fra badmintonklubben, havde kørt mig op på stuen, vidste jeg, at mit livs grundvilkår var ændret, men ikke voldtægtsmandens. Han havde taget S-toget, fortalte min far, mens jeg var i bad. Jeg havde ikke talt med ham siden den morgen.
Ændrede den nytårsmorgen noget for ham, der voldtog, ham, der havde handlet aktivt, gjort noget ved en anden?
Det mønster, mænd opdrages i, må være uhyre solidt, siden det lader en dreng som ham opføre sig sådan og ikke angre
Måske havde han ikke skænket det en bevidst tanke, men det i sig selv dokumenterer en næsten værre arvesynd. Måske er det sådan, at mænds tro på, at de har ret til kvindens krop, når de vil, er så indpodet i dem, at den ligger før beslutningerne.
Måske har de givet sig selv og hinanden lov til at være som dyr, mens vi andre skal være mennesker og styre os. Måske var det ubevidst, at magten havde tag i ham, da han blev inde i min krop, indtil hans sædceller kunne sprøjte op og sende hans gener videre ud i verden i et lille barn eller mig hen på sygehuset.
Måske burde han have styret sig. Måske er det det, Gud prøver at få mændene til at forstå, når han understreger, at vi alle er mennesker, ikke dyr.
Jeg ved ikke, hvad han har tænkt, men det mest skræmmende er, at jeg ikke husker ham som et ubehageligt menneske. Jeg havde endda syntes, han var dejlig. Jeg havde været forelsket i ham, og jeg er ikke slem til at forelske mig i idioter. Tværtimod. Mine kærester har alle været gode mænd. Det, tror jeg også, han selv og andre synes om ham. Det syntes jeg jo også. Og jo, jeg tror på sin vis, at han er det. Det gør bare det hele meget, meget værre.
Det er dybt skræmmende at tænke på, at en rar og venlig og velopdragen ung mand kan opføre sig sådan. Måske tænkte han, da han lagde hånden over min mund, at han bare ville have mig til at tie for ikke at vække min far? Måske. Men ikke at se den lille handling som et overgreb fortæller, hvor lidt han tænkte på mig som et menneske som ham selv. At han blev inde i mig er et overgreb, der ikke kan misforstås. Ikke af nogen som helst.
Det gør ondt i mig, når jeg prøver at sætte mig i hans sted, fordi jeg ikke har nogen grund til at tro, at han er meget anderledes end mange andre mænd. Det gør mig også bange og sorgfuld på andres vegne. Hvor tit vil det ikke ske igen? Det mønster, mænd opdrages i, må være uhyre solidt, siden det lader en dreng som ham opføre sig sådan og ikke angre – i hvert fald ikke overfor mig.
Kvinde – ikke et fuldt menneske
Han er åbenlyst ikke opdraget til at se en kvinde som lige så meget menneske som ham selv. Hvis, han havde set os begge som mennesker, kunne han ikke have undgået at registrere, at han tog mig med vold. Så jeg tror, han undlod at se mig som menneske.
Jeg tror, han alene så mig som kvinde. Og da var jeg ikke fuldt menneske, men én han havde ret til. Det må nogen og noget have lært ham. Mennesker og systemer må have fremelsket eller undladt at nedkæmpe den holdning til kvinder.
Et samfund, der hverken i skolen eller i debatten holder fokus på, at det er mænd, der voldtager, og at man kan lære dem at lade være? Et samfund, der har glemt, hvad Jesus sagde til pøblen
Hvis han havde lært, at jeg var fuldt ud et menneske, så havde han været nødt til at tænke sig om undervejs.
Og bagefter. Men hvilken teenageknægt går frivilligt i gang med at fundere over at være voldtægtsmand?
Og det i et samfund, der har lært ham, at kvinder voldtages, fordi de går udfordrende klædt?
Et samfund, der hverken i skolen eller i debatten holder fokus på, at det er mænd, der voldtager, og at man kan lære dem at lade være?
Et samfund, der har glemt, hvad Jesus sagde til pøblen.
Og hvor slemt var det i øvrigt med den voldtægt? Jeg fik ikke engang blå mærker, vel?
Jeg var usikker. Jeg syntes, det var synd for ham, at han blev så ked af, at jeg havde slået op med ham. Måske havde jeg ikke været ordentlig nok, bebrejdede jeg mig selv og endte i et forsvar af hans gerninger. Han ville blot have nærhed. Kærlighed. Intet under med den kolde far, tænkte jeg der i hospitalssengen. Det var synd for ham, og det var min skyld. Jeg kunne vel unde ham lidt trøst, ikke? Det var jo ikke rigtig vold, vel?
Som voldtægtsmand kunne han kaste hændelsen til side. Det valg har den voldtagne ikke
Jeg kendte ham. Råbte ikke op. Konfronterede ham ikke bagefter. Nej, jeg tænkte på mig selv. Forsøgte af alle kræfter at passe på mig selv. Opbyggede en afstand til min krop, til min livmoder, til det blod, der flød mellem mine ben. Som kvinde kan man ikke undslippe. Jeg lå der på gynækologisk afdeling som et kvindeligt grundvilkår og forsøgte at finde lettelse i, at mit første barn ikke skulle have en voldtægtsmand som far. Som voldtægtsmand kunne han kaste hændelsen til side. Det valg har den voldtagne ikke.
Jeg har altid hadet mig selv for at sige nej til barnet.
Nej til det liv, en selvoptaget teenagedreng med tømmermænd tvang ind i mit liv for at hævne, at jeg havde afvist ham.
Det er ondskabsfuldt at sætte en anden i den situation. Det er en maskulin magtfuldkommenhed, som mænd kan udnytte på primal vis, selv når de er i afmagt, fordi de er kede af det eller af andre grunde føler sig følelsesmæssigt underlegne. De har givet sig selv lov til at ty til vold og tvinge en kvindes liv til at tage en smertefuld vej. Mange har som jeg været tvunget til at gå den.
Det er let at være ensidig og sige, at det kun er en abort, eller at man ikke må slå et foster ihjel
Mænd ved, at deres kroppe er stærkere. Min krop ved derimod, at den ikke er beskyttet. Jeg ved, at jeg ikke kan beskytte mig selv, og at jeg ikke kan beskytte et ufødt liv. I stedet kan jeg for altid føle mig billig og brutal, fordi jeg har haft sex som teenager og fået en abort. Det er let at være ensidig og sige, at det kun er en abort, eller at man ikke må slå et foster ihjel.
Hvad nu, hvis jeg elskede det barn?
Jeg syntes ikke, det var let. Jeg synes stadig ikke, at det er det. Hvordan overleve? Jeg lukkede ned. Jeg var rædselsslagen ved at nærme mig mine følelser. Hvad nu, hvis jeg elskede det barn?
Det var et menneskeliv, der var undfanget i mig. Et barn, der ikke blev født. Et barn, der var helligt, som alle børn er det. Jeg vidste som 16-årig, at jeg ville leve i smerte resten af mit liv, men jeg vidste også, at jeg ikke kunne opfostre et barn i kærlighed med en far som ham.
Det var hverken mig eller barnet, der havde valgt at komme til verden via et overgreb. Det var ham. Og han havde ikke gjort det af kærlighed til hverken barnet, mig, eller livet.
Hvilket menneske skal have den indgang til verden?
Det praktiske kunne jeg nok løse, men det dybt eksistentielle afgjorde min beslutning. Jeg kunne ikke byde et andet menneske at skulle leve med den smerte at have sådan en indgang til sit liv her på jorden. Det var nok, at jeg ville komme til det.
En dag, da jeg var blevet mor til tre, fik jeg uventet fik en hilsen fra ham, der dengang var 16 år som jeg. Han havde mødt min far og bedt ham om at hilse.
Jeg fik kvalme.
“Og han er dygtig,” fortsatte min far, og jeg tav, for jeg vidste, han ikke vidste, hvor ondt det gjorde, at han ville bruge ord på at sige noget pænt om den mand, der havde voldtaget hans datter
I stedet for at lyve ved at fortie, talte jeg. Jeg beskrev scenen fredeligt. Jeg ville mindske risikoen for, at min far ville afvise mig, fordi jeg dramatiserede. Han lyttede. Jeg frygtede, at han ville se på mig med den overbærende tvivl, forældre kan have til børn, og som man som barn bliver overfølsom overfor. Så tro dog på, hvad jeg siger, kan jeg huske, jeg indvendigt råbte.
“Han virkede ellers så flink, og I kendte hinanden fra I var børn, ikke?”
“Jo,” svarede jeg. Begge dele var sandt.
“Og han er dygtig,” fortsatte min far, og jeg tav, for jeg vidste, han ikke vidste, hvor ondt det gjorde, at han ville bruge ord på at sige noget pænt om den mand, der havde voldtaget hans datter.
Ingen kan vide præcist, hvad de minutter i min barndoms seng har afgjort for mig. Men jeg ved, at de stadig smerter. En afmagt blev grundlagt. Den, der blev mangedoblet, da min søn døde mange år senere. Hvem kan dog elske sådan et menneske som mig?
Min historie er millioner af andre kvinders historie
Jeg satte mig til at skrive om det, der var sket. Vreden måtte ikke få overtaget, men energien i den drev mig til at skrive stærkt og beslutsomt. Det lettede at få ordene tastet ind i et dokument på computeren og lagt i en mappe magen til dem, jeg har mit arbejde i.
Det gjorde det muligt for mig at se voldtægten udefra og se, at mønsteret i den var magen til millioner af andres kvinders historier.
Min historie er ikke privat. Ikke engang personlig. Den er bare en helt almindelig kvindes skæbne. En af dem, Jesus respekterede og trak frem i fuld offentlighed. Jeg vil følge hans vej. Derfor skriver jeg. Men hvad med ham, der havde voldtaget mig? Vil han skrive? Skulle jeg tvinge ham ved at skrive hans navn?
Nej, det gør jeg ikke. For første gang sætter jeg ikke navn på en kilde, men holder ham anonym, selv om det er mig principielt imod som journalist.
Jeg forstår det ikke. Og jeg forstår heller ikke, hvorfor der ikke findes mænd, der vil fortælle, hvorfor så mange af deres køn ikke kan lade være med at voldtage så mange af mit køn
Ansvaret for hans gerninger er hans. Det er ham, der må træffe beslutningen om at hjælpe sig selv og andre til at forstå, hvorfor han og andre teenagere og voksne mænd gør, som han gjorde den nytårsmorgen.
Jeg forstår det ikke. Og jeg forstår heller ikke, hvorfor der ikke findes mænd, der vil fortælle, hvorfor så mange af deres køn ikke kan lade være med at voldtage så mange af mit køn.
Det er ikke en let beslutning at skrive om voldtægten, så jeg ved, at det heller ikke vil være let for mænd, heller ikke for ham, at gøre det. Men, måske? Måske har han tænkt over den morgen? Han skal have chancen for at komme til orde.
En dag i en formiddagspause skrev jeg på LinkedIn til ham. Måske ville der være smerte, tilgivelse, tilstedeværelse, undskyldning, forundring, nysgerrighed, varme, voksne ord? Han svarede fra udlandet senere samme dag kl 15.04:
Jeg har ikke svaret ham. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal skrive
Sig mig lige en gang…….er det DEN Lotte? Nej hvor sjovt. Tak for at konnekte her. Ha, ha, naa men der er jo gaaet nogle aar siden vi sidst saas, og du holder dig jo fantastisk og ligner fuldstaendigt dig selv. Haaber alt er vel. Lad os snakkes ved og “catche up”; en dag. Rigtig god jul og godt nytaar, Lotte.
Jeg har ikke svaret ham. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal skrive. En dag finder jeg måske ud af det.
Charlotte Rørth: Med Rank rynk- En fortælling om tro og moderskab.
Udgivet på Bibelselskabet. Bogen er udkommet.
Topfoto: Charlotte Rørth/PR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
