Mislykket kulturel udveksling i Nordkorea

af i Asien/Film/Kultur

FILM // CPH:DOX – Intentionen i Tommy Gulliksens dokumentar War of Art om at skabe forbindelse mellem Europas og Nordkoreas kunstmiljøer er god, men projektet mislykkes, skriver Karen Hammer. Hvordan skal en kunstner i det nordkoreanske samfund, kunne se noget som helst i musik af sneglelyde eller plakater signeret med blod?

Norske Tommy Gulliksen følger i War of Art en gruppe internationale kunstneres rejse i Nordkorea, hvor det er meningen, at de skal introducere vestlig kunst og komme frem til en gensidig forståelse med de nordkoreanske kunstnere. Projektets leder Morten Traavik har allerede været i Nordkorea 11 gange og har myndighedernes respekt og tillid.

Han forklarer, at dette besøg skal være ”dråben, der langsom vil udhule stenen ” og åbne kontaktmulighederne til Nordkorea: ”Folk skal kunne forstå, at Nordkorea er parat til at åbne sig. Det vil kunne skabe en øget forståelse for livet i Nordkorea.”

Han har selv udvalgt de kunstnere, som skal deltage i denne udfordring, og noget kan tyde på, at han ikke har valgt klogt, eller at han bevidst har ønsket at provokere det kontrollerede koreanske samfund?

Systemets latterlige regler eller tankeløse impulser?

I 2012 rejste jeg med en delegation fra venskabsforeningen Danmark – Den Demokratiske Folkerepublik Korea 11 dage rundt i dette normalt så isolerede land. Vi var blevet inviteret for at kunne deltage i fejringen af præsident Kim Il-sungs 100 års fødselsdag og blev overalt behandlede som ærede gæster. I Nordkorea skal man som i andre diktaturlande lystre myndighederne.

I Gulliksens film er der flere eksempler på europæiske kunstnere, der ikke følger reglerne

Alle er klar over, at turister aldrig må bevæge sig rundt uden en guide. Folk er ikke vant til uforudsete begivenheder. I deres gennemkontrollerede samfund skaber disse usikkerhed og forvirring. I 2012 var vi ikke alt for nemme at styre. Mange af de unge studerende i gruppen gik ud om aftenen og drak øl med de lokale og var meget dårlige til at holde tiden. Vi blev for det meste tilgivet.

I Gulliksens film er der flere eksempler på europæiske kunstnere, der ikke følger reglerne. De bliver stoppet og tilgivet, og jeg undrer mig over, hvorfor de så tankeløst skaber problemer for de stakkels guider? Er det, fordi vi i vores verden er vant til tankeløst at følge vores impulser, eller kan det være, fordi kunstnerne og instruktøren ønsker at vise os systemets stramme og for os latterlige regler?

Politisk kunst

Det er dejligt at gense Pyonyang med de mange højhuse, de næsten billøse boulevarder og de mange øjensynligt glade og tilfredse fodgængere. Himlen virker tåget — måske forurenet, men Juchetårnet anes dog. Vi præsenteres for et utal af  propaganda plakater med aktive soldater, og så selvfølgelig de mange fine mosaikskulpturer af Kim Il-sung  og Kim Jong-il, der står overalt.

Det er tydeligt at se, at man i Nordkorea bevidst anvender kunst politisk. De udvalgte europæiske kunstnere får beskeden, at myndighederne skal godkende deres projekter, før de kan få lov til at præsentere dem for offentligheden. Jean Valnoir fra Paris signerer sine plakater med sit eget blod og har medbragt en lille flaske hjemmefra. Han sikrer sig, at den endnu ikke lugter råddent. En af guiderne bryder sammen af grin: ”You are not ready—it is not art.”

Morten Traavik beder Valnoir om ikke at køre for hårdt frem i sin forklaring om ”hjerteblod” m.m.: ”Vi har et kultursammenbrud lige nu. De er rædselsslagne.”

Henrik Plackt fra Oslo tegner ubehjælpelige orange figurer med vandfarve. Guiden prøver at være høflig: ”Jeg forstår mig ikke på abstrakt kunst.”

Han klarer sig ved at forvilde sig ind i en diskussion om perfektionisme og Newtons æble.

At få ros af de store ledere

Vi får atter chancen for at se byen og de prægtige kæmpestore bronzeskulpturer af Kim Il-sung og Kim Jong-il. Det præciseres, at her bruges kunst til at demonstrere regeringens idealer, og man besøger en fornem kunstudstilling med malerier af tigre, flot natur og Kim Jong-il på besøg i provinsen. Alt malet med utrolig perfektionisme. Valnoir er imponeret: ”Can you imagine something so perfect?”

En lærer forklarer: ”Her lærer eleverne ikke om Picasso og impressionisterne, men kun om det vi virkelig har brug for”.

To af de europæiske kunstnere arbejder med lyde. De har meget svært ved at imponere nordkoreanerne

En berømt ældre kunstmaler udspørges om, hvad der har givet ham den største glæde i hans virke, og han svarer: ”De største øjeblikke i mit liv har været, når jeg fik ros af mine store ledere”.

Han er i færd med at male efter et fotografi af et af sine egne malerier. Her maler man ikke udfra en idé, men prøver at nå perfektionisme ved at kopiere tidligere værker. Jeg husker de fantastisk flotte malerier af tigre.

”Det er ikke kunst”

To af de europæiske kunstnere arbejder med lyde. De har meget svært ved at imponere nordkoreanerne. De får løfter om at kunne fremvise deres værker, men intet gennemføres. Cathie Bogd fra organisationen Sonica i USA laver musik af sneglelyde og kalder det visual art.

Hun kommer ingen vegne med sin kunst. Den kan ikke tages højtidelig. Nik Novak fra Berlin har skabt et værk, Perception of Reality, hvor han ved at optage fugle- og flagermuslyde på 40-60 kHz frekvenser, som intet menneskeøre vil kunne opfange, har skabt et stykke meget anderledes ”musik”. Det afvises totalt af guiderne: ”Det er ikke kunst”.

Jeg mener, at projektets svaghed var de alt for avancerede kunstnere

De forhindrer ham i at opføre det – ikke engang ude på gaden bag nogle buske vil de acceptere hans arbejde. Måske vil folk blive forskrækkede? Novak har tidligere “skræmt” folk ved – uden invitation – at fotografere en kvindegruppe, der øvede sig på en opvisning med røde flag. Det er faktisk en af de smukkeste sekvenser i filmen, men han bliver skældt ud for ikke at vente til, guiden var parat til at forklare kvinderne, hvorfor han var tilstede.

Morten Traavik bebrejder guiden hans negative samarbejde: ”You do not trust us. You are to blame for the bad impressions, we get of North Korea”. Morten er meget utilfreds med de negative indtryk. Hans projekt fungerer slet ikke. Den kinesiske fotograf Quentin Shih kan heller ikke få accepteret sine værker – i Nordkorea regnes fotografer ikke for kunstnere.

Et mislykkes venskabsprojekt

Nordkoreanerne er kede af den dårlige stemning og inviterer gruppen til middag i et hotel i byen for at diskutere frustrationerne, men takket være karaokesang, øl og dans bliver der ikke diskuteret meget. Alle skråler fulde og lykkelige – lige dér er der masser af fælles kultur.

Her anbringer instruktøren et citat af Donald Trump:

”None in the world has shown more contempt for his own people than the evil regime of North Korea.”

Og vi husker Morten Traaviks udtalelser ved filmens start:

”Gennem mere end 60  år har verden med trudsler, sanktioner og krig prøvet at knægte Kim-regimet, men i dag klarer de sig bedre end nogensinde. Vi prøver nu på anden vis at skabe en dialog med verden udenfor ved at bringe internationale kunstnere , der er totalt uvidende om Nordkorea, ind. Vi ønsker at se en reaktion, vi forudser, at vi vil blive provokeret, når vi møder dere ukendte kunstformer”.

War of Art er interessant. Her kan man se, hvad man ikke skal gøre

Traavik har haft gode, men nok ikke helt gennemtænkte idealer, og de nordkoreanske myndigheder har fra starten været meget positive. Alligevel lykkes det ikke at skabe en større forståelse for dette venskabsprojekt. Måske har myndighederne glemt at forklare guiderne, at ikke alle reglerne for nordkoreanerne nødvendigvis skulle gælde for de inviterede gæster, måske turde de ikke helt stole på kunstnerne uden for hotellets mure?

Jeg mener, at projektets svaghed var de alt for avancerede kunstnere. Hvordan skal en kunstner i det nordkoreanske samfund kunne se noget som helst i musik af sneglelyde eller plakater signeret med blod? Det er forståeligt, at de bryder sammen i grin eller ihærdigt forsøger at forhindre, at den normale befolkning udsættes for disse kunsteksperimenter.

War of Art er interessant. Her kan man se, hvad man ikke skal gøre. Tænk om man havde sendt moderne landskabsmalere og billedhuggere ind (Nordkorea er mestre i bronzeskupturer), så var der måske opnået en kontakt. Det er synd for de gode intentioner.


Topfoto. CPH:PIX

Født 1938. Cand.mag.art. i Zoologi, Botanik, Geologi, Geografi og Filmhistorie fra Københavns Universitet. Kulturredaktør og formand for Radio Vesterbro gennem 30 år. Forfatter, filmjournalist, kunstanmelder, eventyrer. Karen Hammer har rejst i 103 lande på syv kontinenter, dog kun i 27 i Afrika. Skriver bl.a. om African Cinema og har deltaget 15 gange i Ouagadougous afrikanske filmfestival FESPACO.

Seneste artikler om Asien