Sort fejring i en sort tid: ‘Black Celebration’ fylder 30

i Kultur/Liv & Mennesker af

I dag er det 30 år siden, Depeche Modes Black Celebration blev udgivet. I den forbindelse er her en personlig fortælling om albummet, dens sange og den tid, pladen var udtryk for.

Det begynder med en mørk drone-synth. Så titlen, elektronisk strakt til det uhyggelige med en sampler. Og endelig, en pladeselskabsdirektørs kraftigt forvrængede parodi på Winston Churchill: ”A brief period of rejoicing”. Først da starter musikken. I hastige ottendedele markeres en melodi, der er rygraden i hele sangen og som fortsætter hele vejen igennem de 4 minutter og 55 sekunder, den varer. Som med en ansats af strygersektionen i et symfoniorkester overdøves det hypnotiske synthmotiv af mørke synthesizere og i den fjerne, fjerne baggrund, en distortion-guitar. Og så kommer det. Ypperstepræstens stemme, der proklamerer, at messen er i gang, og at ingen forlader templet, før det er ovre:

Let’s have a Black Celebration
Black Celebration
Tonight
To celebrate the fact
That we’ve seen the back
Of another black day.

Albummet blev banebrydende for en hel generation, og i dag er det 30 år siden Depeche Modes ’Black Celebration’ udkom. Sammen med kun ganske få andre hovedværker i 80’ernes musikhistorie definerede udgivelsen en identitet for de udstødte teenagere, der foretrak sorte klæder og som havde svært ved rent emotionelt at identificere sig med de jævnaldrende, der hellere ville høre Op På Fars Hat-titelnummeret med Walther og Carlo, Brother Louie med Modern Talking eller Fenders’ Vild Med Eventyr, der var en af de populære sange fra årets danske Melodi Grand Prix.

Det var den slags letfordøjelige, letforglemmelige forgængeligheder, der var på hitlisten i Danmark 17. marts 1986, da Black Celebration udkom. Der var ingen steder at gå hen for den mørksindede del af Generation X, for hvem firserne ikke var andet end arbejdsløshed, atomkrigs-fare og en overfladiskhed, der var tydelig i den desperate måde, man forsøgte at dække sig til med pangfarver på, når man valgte tøj.

I Danmark var der ikke rigtig nogen ventil for disse tanker. Især ikke, hvis man boede udenfor København. Først over et halvt år senere dukkede Det Elektriske Barometer op i ungdomsprogrammet P4 i P1, hvor den alternative musik kunne få et spillerum, og hvor de unge skrev ind med hjerteskærende teenageangst-historier som argumentation for, hvorfor netop deres favoritsang skulle fungere som soundtrack til virkeligheden i den uge. Depeche Mode var en af grundpillerne på ’Barometret’, sammen med The Smiths og The Cure, hvis fans havde en sand hitliste-battle i gang med Depeche Mode-fans.

Mit sorte 1986

1986 var virkelig et sort år.

Jeg var en meget fremmelig 13-årig, der gik en klasse over, hvad jeg skulle og derfor hang mest ud med 14- og 15-årige, og mine forældre gjorde de højtråbende og skræmmende indledende øvelser til en virkelig grim skilsmisse, der gjorde at jeg ikke talte med min far i ni år. Jeg var håbløst og hormonelt forelsket i naboens datter Mie, og havde ikke noget som helst, der lignede selvsikkerhed nok til så meget som at tale med hende. Og jeg led under, hvad jeg først i tyverne skulle finde ud af var en familiesygdom: Klinisk depression (bare rolig, jeg har det fint nu).

Det hjalp ikke, at mine forældre et par år før havde taget mig ud af en opvækst i de københavnske forstæder med S-togs-adgang, til et hul i jorden på Sydsjælland, der hedder Rønnede, hvor der knapt nok gik busser. Jeg foragter stadig stedet.

Men det var også et sort år for resten af verden. Døden var alle vegne (en sætning, der har en ræsonans, jeg skal vende tilbage til.) Vi levede dengang med truslen om en atom-apokalyptisk tredje verdenskrig, der havde hængt over hovederne på vesten, siden Sovjetunionen tre år tidligere ved et uheld skød et sydkoreansk fly ned. Alle medierne var fyldt med advarsler om, hvor kort tid, det ville tage at ødelægge alt liv på planeten, hvis først Reagan eller den dengang ukendte faktor Mikhail Gorbatjov trykkede på den store, røde knap, vi børn og unge forestillede os, man kontrollerede atommissilerne med. Selv i telefonbøgerne var der bagerst instrukser til, hvordan man skulle forholde sig under et atomangreb, og hvordan sirenerne ville lyde. De sirener, der i øvrigt blev testet hver onsdag klokken 12, som en ugentlig påmindelse om, at faren stadig eksisterede. Da Gorbatjov og Reagan forsøgte at nedtrappe atomkrigstruslen i Reykjavik i oktober 1986, brød forhandlingerne sammen.

Men det var også året, hvor rumfærgen Challenger eksploderede kort efter start, mens millioner af mennesker så til på tv, og dermed lagde en dæmper på en af de få, håbefulde udviklinger i menneskehistorien vi havde tilbage – udforskningen af rummet.

Og det var året, hvor Tjernobyls reaktor 4 nedsmeltede og sendte radioaktiv stråling ud i så stort et område, at man fortsat i dag forventer at radioaktiviteten vil have forårsaget 40.000 tilfælde af cancer i 2065 – et flertal af dem med dødelig udgang.

Og endelig: blot et par uger og nogle dage før Black Celebration udkom, spadserede den svenske statsminister Olof Palme hjem fra biografen med sin hustru og blev skudt ned i et attentat, der stadig ikke er helt opklaret. På samme måde, som mordet på Kennedy i 1963 hev amerikanerne ud af en uskyldighedsdøs, blev alle skandinaver klar over, at en ny og langt mindre tryg virkelighed havde indfundet sig. Min ghettoblaster stod altid på P3, men da jeg tændte for radioen 1. marts, dagen efter mordet, spillede ungdomskanalen kun klassisk sørgemusik.

Og så var der vbombningen af La Belle-diskoteket i Vest-Berlin. Urolighederne i Sydafrika, der fik regeringen til at indføre undtagelsestilstand. Abu Nidal-terrorgruppen hijackede Pan Am 73 i Karachi og slog 22 ihjel i Neve Shalom-synagogen i Istanbul. Iran-Contra-affæren brød ud, der viste, at den tilsyneladende så rare, sjove og flinke Ronald Reagan i virkeligheden var en skruppelløs svindler, i hvis hænder vi i vesten havde lagt vores liv.

Tog lytterens indre tumult alvorligt
Det kan være svært at sætte sig ind i som ung i dag. Men det var i denne sorte virkelighed, Black Celebration kom ud. Det er intet under, at albummet er et af de mørkeste, Depeche Mode har lavet. Og måske er det derfor, mange Depeche Mode-fans anser det for at være bandets hovedværk, deres mesterstykke. En kulmination fra hvilken der heldigvis har været en meget langsomt faldende kurve nedad for den daværende kvartet fra Basildon i England.

Den sorte virkelighed blev i øvrigt ikke blot referet i titlen, men også i albummets coverdesign. En sort flade med en bred stribe i midten. På vinyludgaven er der præget symboler ind i coveret, der alle relaterer sig til albummets tekster, men hvis konkrete betydning har forundret Depeche Mode-fans i tre årtier.  Inde i midterstriben finder man et foto af et højhus med en spejlblank overflade, der kun afbrydes af den sorte vimpel, som hænger ned over facaden. Et klart billede på den iskolde jungle af beton, stål og glas, der udgjorde et moderne bymiljø i verdens storbyer i 1986. Life in the so-called space age, som der står med lillebitte skrift på selve coveret. Nederst brydes isolationen af blodrøde tulipaner, som et symbol på at der stadig er varme og liv under overfladen.

Akkurat som albummets ultimative funktion: En trøst midt i mørket, der for engangs skyld ikke var eskapistisk, men tog lytterens virkelighed alvorligt. Og dermed overbragte det vigtigste budskab: Du er ikke alene.

Albummets sange, én for én

1. Black Celebration

Det indledende titelnummer starter som nævnt med svage, forvrængede lyde, og med netop den form for industrielle metalklang, der siden gjorde Depeche Mode til en af de største inspirationskilder for hårde 90’er-bands som Nine Inch Nails, Marilyn Manson og Rammstein.

Men det er også i titelnummeret, vi får introduceret, hvad en sort fejring egentlig er for noget. Det kan lyde som en goth-fest eller en satanistisk messe. Men en sort fejring kunne ikke være fjernere fra disse. Depeche Modes hovedsangskriver, Martin Gore, giver os det hele i teksten på titelnummeret:

I look to you
How you carry on
When all hope is gone

Og senere:

Consolation
I want so much
Want to feel your touch
Tonight
Take me in your arms
Forgetting all you couldn’t do today

Den sorte fejring er det intime øjeblik, hvor to elskende kan glemme den sorte dag, der netop er gået. Kan isolere sig fra den sorte virkelighed og blot være de to. Langt de fleste af sangene på Black Celebration handler om det øjeblik. Hvor man kan være helt nøgen, både fysisk og psykisk, og lukke den, man allermest elsker, ind i sin sjæl. Uden at nogen dømmer eller skader én. Hvor man kan holde om hinanden og tale uden at tale. Svøbe sig ind i en stilhed, som Gore få år senere udødeliggjorde i et af bandets største hits, Enjoy the Silence.

Black Celebration er soundtracket til de øjeblikke. Så man kan lade musikken tale og alligvel forstå, hvad hinanden siger.

2. Fly On The Windscreen

Også albummets anden sang er om et sådan øjeblik, om end med et strøg af dybsort galgenhumor. De to første linjer blev engang anvendt af Martin Gore i et interview som et eksempel på, at bandet skam også grinede en gang i mellem:

Death is everywhere
There are flies on the windscreen for a start

Sådan kan man jo også se på det faktum, at døden syntes at være allevegne i 1986. Som nævnt ovenfor. Det så sort ud. Så sort, at det nærmest var komisk. Det understreges af de stemme-samples, der er kastet ud over sangen. Blandt andet selvsamme pladeselskabsdirektør fra før, Daniel Miller, der via telefon siger ”Over and done with!”. Eller det øjeblik, hvor en lidt overfølsom Gahan synger

Death is everywhere
The more I look, the more I see
The more I feel

Og derefter afbrydes af et citat fra en eller anden film, hvor nogen råber ”I don’t care how you feel!”

I skærende kontrast til de galgenhumoristiske og stærkt kyniske vers, er omkvædet i Fly On The Windscreen anderledes følsomt og trøstende (titlen er formentlig i øvrigt en reference til en sang fra det komplekse Genesis-dobbeltalbum The Lamb Lies Down On Broadway, der hedder Fly On A Windscreen, eftersom fluerne i Depeche Mode-sangen ellers kun optræder i flertal).

Dave Gahan og Martin Gore deles om at synge

Come here
(Touch me)
Kiss me
(Touch Me)
NOW.

Det kan lyde som pladderpop-lyrik, men det skal forstås som et simpelt råb om trøst, om netop at kaste sig ind i den sorte fejring med sin elskede for at glemme for en stund, at vi alle kan dø i morgen. Og at det derfor haster med at vise kærligheden. ”I don’t care how you feel”-linjen fra før bliver nemlig fulgt op af

The more I feel
A sense of urgency
Tonight

Kontrasten mellem det sårbare behov for nærhed i omkvædet og versenes mørke humor er et billede på Depeche Modes fantastiske spektrum og dynamik, når det gælder at spille på ens følelsesstrenge. Det kan hurtigt skifte fra det ene til det andet. Og den trompet-synth, der spiller en blød melodi henover omkvædet og ender på en fortvivlet mol9-akkord, siger det hele.

 

3. A Question of Lust

En dokumentar, der er lavet om tilblivelsen af Black Celebration hedder The Songs Aren’t Good Enough, There Aren’t Any Singles and It’ll Never Get Played on the Radio. Det var nemlig holdningen hos visse skeptikere blandt pladeselskabsfolkene ude i verden, der havde fået lov til at smuglytte albummet, inden de gik i gang med deres lokale PR-arbejde.

Og det er da rigtigt, at Black Celebration ikke havde den hitliste-appel, som tidligere (og især senere) Depeche Mode-albums havde. I hvert fald ikke, når det gjaldt singler. Albummet som sådan opnåede en fjerdeplads i gruppens hjemland, nåede en andenplads i Tyskland og gik nummer ét i Schweiz. Det var før, Depeche Mode for alvor brød igennem i USA, så derovre kendte man dem kun som et alternativt band fra England. Men når det gælder singlerne, var Depeche Mode heldigere med forgængeren Some Great Reward, der kastede megahits som Master And Servant og People Are People af sig.

A Question Of Lust er dog en af singlerne fra Black Celebration. En ballade produceret i Phil Spectors ’Wall of Sound’-stil med rumklangsomsvøbte tambouriner på hver fjerde beat og en ultrafølsom Martin Gore i den vokale front. Måske netop fordi sangene på Black Celebration er så hudløse, må David Gahan overlade forsangerpositionen til den blødere Martin Gore på hele fire ud af 11 sange på pladen. A Question of Lust kravlede lige akkurat ind i top 30 i Storbritannien og top 10 i Tyskland. Ikke noget imponerende for så stort et band.

Den sorte fejring er i denne sang også karakteriseret ved det nøgne møde. Og især den sensitive mands behov for at kunne lægge macho-nonsens på hylden og bare være sårbar over for sin partner er i fokus:

Fragile
Like a baby in your arms
Be gentle with me
I’d never willingly do you harm

Det følges op i det svulstige ballade-omkvæd med bønnen om at bibevare den nøgne magi:

It’s a question of lust
It’s a question of trust
It’s a question of not letting what we’ve built up
Crumble to dust
It is all of these things and more
That keep us together

4. Sometimes

Nu er der jo tale om et sort-romantisk soundtrack til en stille stund alene med én man elsker, så Depeche Mode lader to ballader komme lige efter hinanden på Black Celeberation. Sometimes er den naturlige opfølger til Somebody fra Some Great Reward – en klaverballade sunget og spillet af Martin Gore. Men hvor forgængeren var et drømmende håb om kærlighed med romantiske vindeffekter og mågeskrig, gemmes Sometimes-vokalen i stedet i et delay-ekko, der får lytteren til at miste fodfæstet og blive hvivlet rundt i en emotionel karrusel. Igen handler det om muligheden for at være at være hudløs og sårbar i sin partners nærhed, isoleret fra resten af verden, og følelsen af at være accepteret for hvem man er. Det er lige præcis, hvad man har behov for at høre, når man er en teenager, der ikke kan finde ud af livet.

Sometimes, only sometimes
I question everything
And I’m the first to admit If you catch me in a mood like this
I can be tiring, even embarassing

But you must feel the same
When you look around
You can’t tell me honestly
You’re happy with what you see
Oh sometimes you must be
As embarassing as me

 

5. It Doesn’t Matter Two

Den sang, der afslutter side 1 (de fleste af os hørte nok Black Celebration på vinyl eller kassettebånd i 1986. CD’en var så småt på vej ud til folk, meeeen langt fra til alle) er også en reference til en sang på Some Great Reward. Men hvor It Doesn’t Matter er en simpel kærlighedshyldest, indvarsler It Doesn’t Matter Two den dystre håbløshed, der præger side 2 på Black Celebration:

As I lay here with you
Shame lies with us
We talk of love and trust
That doesn’t matter

Og senere:

Wounds aren’t healing
Inside of me
Though it feels good now
I know it’s only for now

The feeling is intense
You grip me with your eyes
And then I realise
It doesn’t matter

6. A Question Of Time

Det gik lidt bedre med uptempo-nummeret A Question Of Time på hitlisterne, da den blev udsendt som tredje single fra albummet. Det var nok ikke mindst fordi singlen blev fulgt af en video, der ikke lignede noget som helst, man så på MTV eller musikkanalerne på europæisk tv. Videoen er skudt i grynet sort/hvid og viser blot en motorcyklist, der i klassisk outfit og på en gammel motorcykel med sidevogn kører bort med en lille baby, som han siden afleverer hos Depeche Mode i et flot gammelt hus et sted i det sydvestlige Amerika. Ind i mellem er der koncertoptagelser med bandet, som det hør’ og bør’ sig i en 80’er-musikvideo. Det specielle ved videoen, ud over dens billedtekstur, er at den er lavet af den hollandske mesterfotograf Anton Corbijn, der stadig til den dag i dag laver videoer til og fotograferer Depeche Mode. A Question of Time er deres første samarbejde.

Sangen følger op på en tradition, der startede med Some Great Reward, og sluttede med Violator, hvor side 2 indledes med pladens mest dansevenlige track. På Some Great Reward er det Master and Servant, på Music for the Masses er det Behind The Wheel og på Violator er det Enjoy The Silence. Først med albummet Songs Of Faith And Devotion brydes mønsteret, for der havde CD’erne elimineret turen hen til pladespilleren for at vende skiven.

Selve sangen er stadig løst forbundet til den sorte fejring rent lyrisk. Men den handler om en anden slags nærvær, hvor fortælleren vil beskytte en 15-årig pige mod mænds karakterfejl:

It’s just a question of time
And it’s running out for you
It won’t be long until you’ll do
Exactly what they want you to

Sometimes I don’t blame them
For wanting you
You look good
They need something to do
Until I look at you
And then I condemn them
I know my kind
What goes on in our minds

7. Stripped

Den første single fra albummet og et af de tre mindre hits, det kastede af sig, er samtidig et af Depeche Modes hovedværker, når det gælder enkelte sange. Nummeret er blevet genindspillet af bands som svenske Kent og tyske Rammstein. Her er den isolerede, sorte fejring tilbage i fuld form, om end det er flyttet udendørs. Men som titlen antyder er nøgenheden i centrum.

Come with me into the trees
We’ll lay on the grass and let the hours pass
Take my hand, come back to the land
Where everything’s ours – for a few hours
Let me see you stripped down to the bone.

Det specielle ved Stripped er, ud over dens åbenlyse forbindelse til albummets hovedtema, at det er i denne sang, Depeche Modes eksperimenterer med at sample lyde fra virkeligheden og integrere dem musikalsk så de går op i en højere enhed. Bandet havde gjort det i årevis, men på Stripped lykkes missionen for første gang fuldt ud. Her er lyde af bildøre, der bliver smadret. Rytmerygraden i sangen er en motor i tomgang. Der er lyde af metal, der er blevet gjort musikalske nok til at spille temaer med.

Men hovedtemaet kommer først til sidst i sangen, en vokallyd/synth, der spiller fire længselsfulde, lange, opadgående toner for til sidst, med septimen og tertsen i molskalaen at markere en slags dur-fornemmelse midt i alle mol-akkorderne. Et øjeblik af optimisme, inden temaet og akkordrundgangen starter forfra og vi er nede i tragedien igen. Som Sisyfos, der ruller stenen op, har et kort øjebliks glæde, mens stenen ruller ned, inden det hele starter forfra. Som Daniel Millers Churchill-parodi, der indleder pladen: ”A brief period of rejoicing”.  Mesterligt.

8. Here Is The House

Af alle Depeche Modes sange er denne nok den mest undervurderede efter undertegnedes mening. Den holder sig til det sorte fejrings-tema om isoleret tosomhed:

Here is the house
Where it all happens
Those tender moments
Under this roof
Body and soul come together
As we come closer together

Og senere:

And I feel your warmth
And it feels like home…
…And I have so much to confide to you
With or without words I’ll confide everything.

Men det er i det musikalske, det geniale ligger. I sangskrivnings-kunsten taler man om et ’hook’. Det er den musikalske linje, det er svært at få ud af hovedet igen, en melodi der ofte gentages mange gange i en popsang for at hamre budskabet hjem og gøre det umuligt for hook’et at undslippe ens hjerne, når den først sidder der. Alle hits har ét godt hook. Nogle gange er der to.

Depeche Mode baserede al deres tidlige sangskrivning på korte, minimalistiske og ofte gentagede hooks – akkurat som deres store idoler, Kraftwerk.

Men i Here is the House er der et overflødighedshorn af hooks. Og det er måske derfor, sangen aldrig blev valgt som en single. Det kan være svært at finde ud af, hvilken melodi, man skal synge med på, for der er så mange, der kræver opmærksomhed.

De små hooks er dog alle længselsfulde og sørgelige mol-hooks. Sangen starter, ligesom så mange andre sange på albummet med en sample, der virker som percussion hele vejen igennem sangen, denne gang er det et tikkende ur.

Men hvilke af melodierne skal man fokusere på? Skal man synge med på hovedmelodien? Eller det samplede guitarriff, der sammen med den dynamiske bas virker kontrapunktisk mod hovedmelodien? Eller er det i virkeligheden den uhyggeligt smukke melodilinje, der spilles med en tindrende, spinkel synth-lyd som en slags omkvæd efter andet vers? Eller hvad med Martin Gores smukke, ordløse vokallinje, der kommer oven i selv samme synth-omkvædsmelodi efter tredje vers? Der er nok at vælge imellem, inden sangens smukke, dramatiske tutti-klimaks nås og melodierne én efter én falder fra, efterladende blot det tikkende ur.

9. World Full Of Nothing

Denne sang kunne lige så godt have været titelnummeret på pladen. Titlen er i hvert fald en stærk indikation af den Zeitgeist, som Black Celebration fødes ind i. Men hvis den fortjener albumtitel-status, så er det fordi, den opsummerer essensen af hele pladen og dens tema på to minutter og 50 sekunder.

Her er vi helt inde i det lille rum, hvor der er mørkt og stearinlysene blafrer, mens Depeche Mode spiller på anlægget. Hvor to unge elskende netop har haft deres første seksuelle oplevelse og derfor er mere nøgne over for et andet menneske, end de nogensinde har været før. Det er en ny verden, men den er fyldt med intet. Kun de følelser, de har for hinanden eksisterer. Og det er ikke kærlighed. Endnu. Men det betyder alligevel en hel del.

Close
Naked
Skin on skin
Tears are falling
Tears of joy
Her first boy
His first girl
Makes a change
In a world full of nothing
Though it’s not love
It means something

She doesn’t trust him
Nothing is true
But he will do
In a world full of nothing

Lydsiden til denne inderlige sangtekst er spinkel. Et enkelt percussion-spor. Et par simple synthesizere og en klavermelodi under omkvædet. I selskab med Martin Gores stemme er det musikalske akkompagnement lige så intimt som situationen, teksten beskriver.

Først i C-stykket kommer der en baslyd ind og bringer os ud af illusionen, hvilket også er meningen:

It’s easy to slip away and believe it all.

Det vidner om rækkevidden af Depeche Modes musikalske inspiration, at et af de få mennesker, der har lavet en cover af denne emotionelle flodbølge i miniformat er Red Hot Chili Peppers-guitaristen John Frusciante, der kunne finde på at spille den live i pauser ved bandets koncerter. Der er næppe noget mere forskelligt end Red Hot Chili Peppers festlige Californier-funk og Depeche Modes britiske tristesse. Men sorte fejringer er universelle.

10. Dressed in Black

Hvis man overhovedet kan tale om en såkaldt filler (altså et track, der godt kunne have været undværet på et album), på Black Celebration, er det Dressed in Black. Det er langt fra noget dårligt nummer. Det er bare det mindst gode på albummet. Her blander Martin Gore det sorte fejringstema sammen med et tema, han har udforsket på både tidligere og senere albums, nemlig hans hang til sadomasochisme. Dressed in Black handler også om en intim stund, men denne gang er det en tur i S/M-rummet. Eller måske det psykiske S/M-rum. I hvert fald lægger han sig under for en kvindes dominans i sangen:

She’s dressed in black again
And I’m falling down again
Down to the floor again
I’m begging for more again

Men man skal ikke tro, at Gore bare piller navle her. Hans fascination af sadomasochisme handler om S/M som et billede af verden. S/M-sangen Master and Servant fra Some Great Reward åbner med linjen It’s a lot like life og senere følges den linje op af …Forget all about equality. I Dressed in Black siger han det dog direkte:

She’s a picture of the world
A reflection of you
A reflection of me
.

11. New Dress

Depeche Mode gemte den eneste sang, der træder helt uden for det sorte fejringstema til sidst, da de lavede rækkefølgen på Black Celebration. Men det betyder ikke, at sangen er mindre sort. Eller mindre samfundskritisk. Faktisk er det en af de bedste protestsange, firserne nogensinde bød på, drejet i minimalistiske jernstykker, småbidder af virkeligheden, der taler for sig selv.

Sangen indledes med en knytnævehård stortromme og en aggressiv synthbas, der har et kaotisk element – vi ved ikke rigtig, hvor vi er på vej hen musikalsk. Fire takter inde straffes vores ører af en lilletromme i form af en forvrænget laser-lyd, et trick Depeche Mode har hentet fra idolerne hos Kraftwerk. Og så begynder David Gahan at messe. Hans ord er overskrifter hentet fra de britiske aviser. Som jeg indledningsvis skrev, så udkom Black Celebration i en tid fyldt med forfærdeligheder. De udvalgte overskrifter siger det hele. Det sydkoreanske fly, der blev skudt ned. Uroligheder i Sydafrika. Terrorbomber. Hungersnød.

Sex jibe, husband murders wife
Bomb blast victim fights for life
Girl, 13, attacked with knife

Jet airliner shot from sky
Famine horror, millions die
Earthquake terror, figures rise

Og hver gang sluttes verset af med den horrible og dobbeltmoralske kontrast, der også er at finde i overskrifterne:

Princess Di is wearing a new dress.

På sin vis er New Dress alligevel lidt forbundet til pladens generelle tema. Black Celebration er jo netop et opgør med eskapismen som trøst i en grum tid. Og den afsluttende sang udstiller netop eskapismen som undertrykker. Hvordan eskapisme kan bruges af magthavere til at fjerne opmærksomheden på de ting, der er galt med verden.

Det fænomen findes ikke længere, i hvert fald ikke helt på samme måde. Efter Internet-revolutionen er det svært at skjule noget som helst. Men i 1986 var det anderledes, og i Thatchers England vendte man tit et blindt øje til, hvis man spørger Depeche Mode og Martin Gore, der slutter det sidste vers på pladen af med en kaustisk sarkasme:

In black townships fires blaze
Prospects better premier says
Within sight are golden days

Men det, der gør New Dress så genial er, at den nærmest holder den dag i dag. Internet-revolutionen har gjort det nemmere at få skabt opmærksomhed om problemerne i verden. Men princippet bag, som Depeche Mode beskriver i omkvædet, er stadig i live. Faktisk er det så meget i live, at det slår vejrmøller over hele den vestlige verden og vores mediebillede konstant. Prøv f.eks. at sammenligne den igangværende primærvalgkamp i USA med Martin Gores linjer:

You can’t change the world
But you can change the facts
And when you change the facts
You change points of view
If you change points of view
You may change a vote
And when you change a vote
You may change the world

Martin Gore var blot 24 år gammel, da han skrev og indspillede sangene til Black Celebration med Depeche Mode. Han må være en old soul, som man siger her i USA. Den modenhed, han viser, ved henover 10-11 sange at reflektere over verdens fortrædeligheder og behovet for at kravle ind i en intim, sort fejring for at finde frem til noget virkeligt, noget sandt, noget inderligt, er helt utrolig.

Men måske handler det om noget helt andet. Om at sorte fejringer er universelle, og i visse situationer er der mere behov for dem end andre. Jeg har aldrig hørt et andet album, der så fuldkomment kunne beskrive disse følelser og tanker om sensitiv maskulinitet, ensomhed, tosomhed, eskapisme og at komme ind til kernen af, hvad det vil sige at være i live i en hård verden.

Depeche Mode indspillede albummet på en måde, de aldrig havde prøvet før. De tog ned til det daværende Vestberlin (hvilket i sig selv må have haft en mørk indflydelse på dem) og indspillede albummet i Hansa-studiet over tre kolde måneder fra november 1985 til januar 1986. I modsætning til deres andre indspilninger, hvor det ofte kun har været det bandmedlem, der skulle indspille, der var til stede i studiet, tvang de alle fire hinanden til at være til stede hele tiden. Fire musikalske egoer mast sammen på meget lidt plads i tre måneder, hvor det var for koldt at være udenfor.

Der er ikke noget at sige til Black Celebration er et af musikhistoriens stærkeste udtryk for desperation, følelsesmæssig tumult, isolation og intimitet.

Selv 30 år efter.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Morten Bay er en prisvindende forfatter, journalist og teknologiforsker. Han er kommende Ph.D. i informationsvidenskab fra UCLA i Los Angeles, hvor han har boet siden 2008. Han forsker primært i national cybersikkerhedspolitik og Internet-historie, senest i et to-årigt projekt for DARPA sammen med en af Internets fædre, Dr. Leonard Kleinrock.

Ud over studierne arbejder han som journalist for en række medier, primært Politiken og Rec.dk, hvor han skriver om digital livsstil og tech-økonomien. Han er forfatter til fem bøger, hvoraf tre handler om mødet mellem mennesker og teknologi og livet i netværkssamfundet: ’Generation Netværk’ (2006), ’Homo Conexus’ (2009) og ’Velkommen til Computopia’ (2014).

Før han emigrerede til USA, arbejdede Morten Bay som rådgiver for en række digitale medievirksomheder og startups, herunder Aller Media, hvor han var med til at lede en relancering af hele forlagets digitale magasinportefølje. Han har også selv været involveret i startups, og var i den forbindelse først i den vestlige verden med at skabe en mobil musikdownload-tjeneste i 2004 og lancerede også Danmarks første, egentlige recommendation engine med Findengave.dk i 2005. Han har været redaktør eller redigerende på en lang række magasiner (hvoraf de fleste – formentlig urelateret, men man kan aldrig vide – gik ned, efter han forlod dem): GEAR, T3, Alt om DATA, Tidens Mand, Mix, Privat Computer m.fl.

Han har en fortid i både organisations- og partipolitik og rådgav i en årrække folketingsmedlemmer fra Det Radikale Venstre, hvor han også selv var folketingskandidat. Derudover har han også en musikkarriere bag sig med pladeudgivelser på Sony Music og EMI/Noiz, der kan udgraves fra de store streamingtjenester, hvis man orker. Han spiller stadig guitar og keyboards i Los Angeles’ musikmiljø, men kun for sjov. Morten Bay fik Fremtidsprisen fra Akademiet for Fremtidsforsknings i 2008 og Ravn-Joensen-prisen fra DPA i 2004.