HUSET // BOGUDDRAG – Marts 2021 udkom Anna Elisabeth Jessens kritiske og satiriske roman Huset. En roman om liv og mennesker i Radiohuset og TV-Byen. En mediearbejdsplads med politiske dagsordner og ambitiøse mennesker gennem 50 år. Huset begynder i 1968 og følger en gruppe ansatte over de næste 50 år, hvor medieudviklingen globalt og i Danmark, især i de sidste tyve år, har været kolossal. POV har fået lov til at bringe et uddrag.
Kirsten, Ib
Der er kun en enkelt ledig plads tilbage i cykelstativet, selvom hun ikke er senere på den end sædvanligt.
Det er koldt om fingrene, da hun får hænderne ud af de forede, sorte cykelluffer og låser cyklen. Lufferne lader hun hænge på cykelstyret, for der er ingen fare for, at nogen vil stjæle dem, tænker Kirsten. De er så gammeldags.
Det er en onsdag morgen i december, og det er ugens mest spændende tidspunkt, når endetallet bliver udtrukket. Og det er hende, der gør det. Kirsten er stolt. En ganske almindelig kontordame som hende drejer lykkehjulet denne morgen for at finde endetallene, det er noget, hele Danmark venter på.
Kirsten kommer ind i forhallen, tager den tykke, gule strikhue af og purrer op i det store, røde hår med den ene hånd. Hun nikker til receptionisten og går videre ud til trapperne og elevatoren, den er der ikke. Hun har ingen tålmodighed til at vente på den og småløber op ad trapperne, mens hun nikker til flere, hun passerer.
Det er her i Huset, alting sker. Huset er Danmark, synes hun. Nyheder, klassisk musik, moderne musik og underholdning. Lykkehjulet og Ib Hjorts program, hvor alle de hjemmegående sidder og venter på, at deres telefonnummers endetal skal blive trukket
Det er bare et tilfælde, at det blev hende. Det kunne lige så godt have været en af de andre kontordamer, det ved hun godt. Men da der skulle tages pressefotos af Ib og hans hold, var hun den nærmeste, og nu er hun også blevet hans sekretær. Sådan en havde han ikke i begyndelsen, men hans program er blevet en stor succes. Der er så mange, der ringer og skriver ind, så han var nødt til at få kontorhjælp.
Der dufter af nyvaskede gulve på gangen. Kirsten hænger sin brune uldfrakke på knagen ude foran deres kontor, der ligger lige over for studiet. Døren er låst, Ib er ikke kommet endnu. Kirsten låser sig ind.
Inde i deres lille kontor er der pænt og ryddeligt med to skriveborde, et til hende og et til Ib, som han næsten aldrig bruger, han tager sit arbejde med hjem, siger han. På Kirstens skrivebord står der en Olivetti, der ligger en bunke papirer og nogle ordbøger, og så er der en diktafon, hun nogle gange bruger, hvis hun skal skrive breve for ham. Det kan hun bedre lide end at stenografere. Men hvis det skal gå meget hurtigt, gør hun selvfølgelig det.
Det eneste, hun ikke er så begejstret for på deres lille kontor, er den evindelige lugt af cerutter. Selvom Ib ikke er der nær så meget som hun, og selv om hun lufter ud hver eftermiddag, hænger lugten af hans Caminante på kontoret og i hendes tøj. Havde det bare været cigaretter eller endda cigarer, men det er ikke noget, hun siger til ham.
Der er også låst ind til studiet overfor. De kan først komme ind, et kvarter før programmet skal i luften, ved hjælp af en speciel studienøgle. Hun kigger på klokken, der er mere end en halv time til, hun skal sætte lykkehjulet i gang, så speakeren kan få endetallene at vide, sluttallene på de danskeres telefonnumre, der kan ringe ind senere i formiddag, når programmet sendes.
Hun kan sagtens nå at hente en bakke med kaffe og rundstykker til ham nede i kantinen. Det sætter han pris på. Kirsten er blevet udlært i Huset, og hun kender de fleste af dets hjørner og ansatte, selvom hun kun er 20 år. Hun har været heldigere end sine store søskende, synes hun. Det er, som om de er blegere og klejnere i det, de, der blev født under krigen, som om de har manglet mad, det tror hun nu ikke. Men de har ikke de samme ambitioner, som hun har.
Kirsten er gået den lige vej. Efter realeksamen fik hun med det samme en læreplads, og til sin egen forbavselse blev hun tilbudt arbejde i Huset, straks efter hun fik sit lærebrev.
Det er her i Huset, alting sker. Huset er Danmark, synes hun. Nyheder, klassisk musik, moderne musik og underholdning. Lykkehjulet og Ib Hjorts program, hvor alle de hjemmegående sidder og venter på, at deres telefonnummers endetal skal blive trukket, er ren og skær underholdning. Det er et mærkeligt ord. Underholdning. Men hun er en vigtig brik i et underholdningsprogram, og det passer hende godt.
Det hele går meget hurtigere i pressens radioavis, og fjernsynet, det er slet ikke hende, for hun er ikke pæn nok til fjernsynet, synes hun selv. Hun passer bedre til radio.
– Sikke noget sludder og vrøvl, sagde Ole i går, hendes kæreste, da hun sagde til ham, at det var sådan, hun så på sig selv.
– Ikke pæn nok til fjernsyn.
– Hvad mener du med det? vrængede han nærmest.
Han lever i en anden verden, end hun gør. Han læser psykologi. Og han er et rodehoved. Kirsten elsker ordenen i Huset, systemerne, nøglerne, stakkene af hvidt papir, den grå Olivettiskrivemaskine med nyt farvebånd i, friserede mænd og kvinder i pænt og ordentligt tøj, der kommer udsovede til tiden og passer deres arbejde, som er at forsyne danskerne med nyheder, oplysning, musik og underholdning til at skylle det hele ned med, som Kirsten kalder det. Ligesom en klat syltetøj oven i den opløste albyl i en skefuld vand, som hun fik som barn, når hun var syg.
Kirsten får kaffen og de to rundstykker skrevet på regning i kantinen på programmets nummer, som hun plejer. Hver onsdag bliver hun ramt af et lille stik af dårlig samvittighed over, at også hun har adgang til den gratis kaffe og rundstykket med smør, men det er kun på sendedagen, de tillader sig den luksus. De andre dage er der ikke fri fortæring af nogen slags, og Kirsten har madpakke med til frokost.
Hun ser altid frem til at spise frokosten i kantinen, og om onsdagen kan hun glæde sig to gange. Her til morgen er der ikke så mange derinde endnu, så der er frit udsyn til kantinens store endemaleri, som hun elsker. Manden til højre i billedet med kasketten og tasken i hånden er på vej hjem fra sit arbejde på skibsværftet. Det er hendes far. Sådan har hun tænkt, fra allerførste dag hun begyndte i Huset som lille, forskræmt kontorelev. Da hun fik øje på ham, kunne hun slappe af.
Ib har sendt sit program et par måneder nu. I begyndelsen gik det helt galt, de lod kun lykkehjulet spinne én gang for at finde frem til et enkelt tal som endetal, så op til flere telefoncentraler brød sammen, fordi der var så mange, der ringede ind
Hendes far, B&W-arbejderen, hænger herinde i den flotte kantine i hjertet af det hele. Og det er ham og alle de andre arbejdere, vi sender til. Sådan tænker hun. Hun ser lydbølgerne som noget fysisk og synligt ligesom den gamle kaffereklame inde på kaffebaren ikke så langt fra Psykologisk Institut, hvor hun tit kommer sammen med Ole.
Derinde på caféen er der et vægmaleri af den kongelige livgarde, der trækker op i kongens København. Billedet forestiller garderne marchere forbi kaffebaren og blive ramt af de dejlige lugtbølger af kaffe derindefra. Hver gang hun ser reklamen, smiler hun, ligesom hun smiler til arbejderen på maleriet i kantinen. Han skal rammes af oplysende radiobølger sendt herinde fra Huset.
Lykkehjulet er placeret inde i studiet, og da hun balancerer hen ad gangen med bakken, ser hun, at døren står åben. Ib er kommet. Det er ikke velset at tage mad og drikke med i studiet, så Kirsten tømmer bakken og placerer tingene på det lille runde bord i hjørnet af kontoret.
– Vi har lige tid til en kop kaffe og et rundstykke, mumler Ib, og måske en enkelt Caminante, inden De snurrer med hjulet, frøken Pedersen, siger han.
De sætter sig over for hinanden. Kirsten skænker op fra termokanden og skærer også rundstykket over for Ib og smører det. Så griser det ikke så meget.
– Spændende i dag, ikke, frøken Pedersen? Vi har forberedt de fineste spørgsmål, både nemme og svære, til Danmarks bedste lyttere, siger han. Han trækker to kuverter op af den firkantede, brune lædertaske, han altid går rundt med. På kuverterne står der skrevet Lige klokkeslæt på den ene og Ulige klokkeslæt på den anden.
Ib har sendt sit program et par måneder nu. I begyndelsen gik det helt galt, de lod kun lykkehjulet spinne én gang for at finde frem til et enkelt tal som endetal, så op til flere telefoncentraler brød sammen, fordi der var så mange, der ringede ind. Alt for mange telefonabonnenter har det samme endetal i Danmark, og alle ville tilsyneladende ringe til Ib Hjort.
Ledelsen var forbløffet over den store succes. Og så fandt de ud af, at det var bedre at have to endetal, så det ikke var muligt for så mange lyttere at ringe ind, og så også at lade endetallene annoncere tidligere på dagen. Sådan gør de det nu. Allerede her efter et par måneder er der stille, roligt og civiliseret, når de går i luften. Ikke som i starten, hvor Kirsten fik ondt i maven over, om hun nu kom til at fumle med lykkehjulet, eller der skete sammenbrud i centralerne.
Kirsten rejser sig. Det er snart på tide.
– Åh, er det virkelig så koldt? spørger Ib, at De må have slacks på. Godt, vi ikke er i fjernsynet, hvad?
Kirsten har grønne strækbukser på, der har en rem ned under foden, så underbenet bliver smalt, og da der var koldt her til morgen, har hun en hjemmestrikket gul trøje med grønt mønster på med lynlås, hun kan lyne op og lade stå åben, hvis det bliver for varmt.
Ib er ulasteligt klædt i jakkesæt, men også han har en striktrøje under. Fint nok, det jakkesæt, til at komme i fjernsynet, tænker Kirsten og bliver med det samme irriteret på sig selv over tanken, fordi Ole og hun dagen før småskændtes om det der med at være køn nok til fjernsynet.
Ole ville ikke kunne komme i fjernsynet, han er langhåret, nogle vil måske kalde ham usoigneret, det synes hun så ikke, han er, men hans skjorter og jakker er altid krøllede, og hun nægter at stryge dem, for han er fuldstændig ligeglad.
Kirsten har kendt Ole i to år nu, og hun håber, at han bliver lidt mere organiseret, når han er færdig med studiet. Så skal de giftes, forloves vil han ikke, men giftes skal de, hvis de skal have en lejlighed. Sådan som han bor nu sammen med fem andre i et kollektiv, det mister han vel lysten til, når de får råd til noget andet.
Selv bor Kirsten ikke så langt fra Radiohuset. Hun har et værelse med adgang til køkken og bad hos fru Bang, og det er godt nok til hende. Kirsten har sjældent Ole på besøg, så fru Bang har ikke noget at klage over.
Kirsten drejer hjulet.
– Første endetal er fem, siger hun.
Spændende. Det er næstsidste tal i hendes forældres nummer.
– Fem, gentager Ib meget højt, og det bliver noteret ned.
– Sidste endetal er nul.
– Nul, siger Ib højt. Altså, endetallet er halvtreds.
Det er det tal, de skal meddele i radioen, så lyttere med de rigtige endetal kan ringe ind, når programmet går i luften om en time. Kirsten kan mærke sin puls. Det er deres endetal derhjemme. Bare hendes mor hører det her.
Da Ole har lagt røret på, er Kirsten helt varm ned ad halsen. Hun rødmer af skam. Det er ikke muligt. Et barn ville kunne svare på det spørgsmål
– Det er vores endetal derhjemme, udbryder hun.
– Jamen så må vi håbe, frøken Pedersen, at Deres forældre sidder klar ved apparatet, siger Ib.
– Min far er på arbejde, men min mor er hjemmegående. Bare hun hører det.
– De kunne jo lige ringe hjem og advisere hende, foreslår Ib.
– Er det lovligt? Mener De det? Tak.
Kirsten småløber ind på deres kontor og ringer hjem, men der er ingen, der tager telefonen. Det er jo bare fjollet, det her, tænker hun. Måske er der nogen i kollektivet, der sover længe? En søvnig stemme tager telefonen. Kirsten spørger efter Ole.
Ole sover endnu, men bliver hentet til røret. Han er godt nok langsom i optrækket. Kirsten vil have, at han cykler hjem til hendes far og mor på Amager, og hvis hendes mor ikke er der, skal han tage nøglen på gemmestedet og bare gå ind og ringe til programmet.
– Er du blevet tosset? udbryder Ole. Men Kirsten insisterer.
– Nu er det jo ikke sikkert, at Deres mor kommer igennem, det kan jeg jo ikke garantere, frøken Pedersen, siger Ib.
Kirsten er spændt, men også sikker. Og ganske rigtigt. Efter fire damer er der en ung mand, der kommer igennem.
– Og hvad går De så og laver sådan en onsdag formiddag, unge mand?
Ole mumler noget om, at han er studerende.
– Og hvad skal vi spille for Ole?
Ole vil gerne høre Yesterday.
– Ja, Beatles er en dejlig gruppe af unge mænd. Teksterne er gode, siger Ib. Man kan diskutere, om de alle kan synge.
– Men er De ikke til forelæsning denne morgen? spørger Ib. Ole forklarer noget om, hvad der sker i øjeblikket på Psykologisk Institut. Instituttet er blevet besat af de studerende, han er også med, men lige hjemme at vende for at sove. Det handler om at bryde professorvældet.
– Hvad vil De stille op uden professorer? Ib morer sig næsten.
– Så kan De jo ikke lære noget, siger han.
Men så konkluderer han venligt, at det er godt, de unge har idéer. Og nu skal vi høre, hvad frøken Klokken siger.
– 10.48.
– Det var vel nok dejligt, siger Ib. Et nemt spørgsmål til den unge psykologiprofessor.
Da Ole har lagt røret på, er Kirsten helt varm ned ad halsen. Hun rødmer af skam. Det er ikke muligt. Et barn ville kunne svare på det spørgsmål. Og så svarede Ole forkert. Har han aldrig været på landet? Har han aldrig været uden for København?
Hvordan kunne han kalde andens afkom for gæslinger? Det var det nemme spørgsmål, han skulle svare på.
– Hvad hedder andens afkom?
Det er så pinligt.
– Hvor var det skammeligt, at Deres mor ikke kom igennem, siger Ib, da de bagefter sidder over for hinanden på det lille kontor. Kirsten er i gang med at notere numrene på de plader, der er blevet ønsket og spillet, på en liste.
Hun nikker bare.
LÆS MONICA KROG-MEYERS ANMELDELSE AF HUSET HER
Topillustration: Forside af romanen ‘Huset’, Gyldendal.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
