DEBATLITTERATUR // ANMELDELSE – Vesten taber sine krige, samfundene splittes indefra og naturkatastroferne nærmer sig år for år. I sin nye bog Fragmenter fra malstrømmen kaster Kasper Støvring sig frygtløst ud på det dybe og mørke vand for at give os et indblik i undergangens dynamikker. Det er en velskrevet og følsom lille bog, der formentlig vil forarge lige så meget, som den vil imponere.
Efter murens fald og den kolde krigs afslutning troede mange, at Vesten ville kunne gøre verden til et friere og fredeligere sted. Det globale marked ville føre mennesker sammen, grænser og nationalstater ville blive nedlagt, og den teknologiske udvikling ville sørge for at råde bod på alle andre problemer.
Igennem denne mosaik af digte, dagbogsnotater og prosalyriske beskrivelser konfronteres læserne, hvis ikke med deres egne synder, så i hvert fald alle de onder, som over tid har ophobet sig i det liberale samfund
Men sådan er det bare ikke gået.
I stedet for at bevæge os mod et planetarisk verdensrige bygget på liberalisme og demokrati, har vi de sidste tyve år kunne følge, hvordan en gammel og konfliktfyldt verdensorden stille og roligt er ved at vende tilbage. Lande som Kina, Rusland og Tyrkiet er ikke bange for at udfordre det universelle i Vestens værdisystemer, og også internt peger lande som England, Ungarn og Polen på, at man kan gøre tingene anderledes.
Samtidig har det teknologiske fremskridt og det kapitalistiske marked vist sig at være en giftig og dødbringende cocktail. Hvert år nærmer de mareridtsagtige naturkatastrofer sig mere og mere, og vi ved nu med sikkerhed, at menneskets verden vil gå under, hvis hele jordens befolkning skal leve med den samme livstil og det samme høje forbrug, som vi har.
I sin nye bog forholder den konservative tænker Kasper Støvring sig endnu engang til denne tumultariske tid i det vestlige menneskes historie, hvor vi ikke længere er i fremgang men i vildrede, og gennem en tekstuel rejse forsøger han, som en anden Vergil, at guide sine læsere gennem, ikke helvede, men det han beskriver, som en altopslugende malstrøm.
Det er en kaotisk og smuk nedfart, som grundlæggende peger på, at det kræver en kraftig selvransagelse og omlægning af vores liberale livsstil og verdenssyn, hvis vi skal komme styrket ud af tidens mange kriser.
Nedfarten
Den lille sorte bog på blot 126 sider er en form for hybrid, der med inspiration fra forfattere som blandt andet Ernst Jünger, Botho Strauss, Walter Benjamin, Theodor W. Adorno og Friedrich Nietzsche blander forskelligartede tekststykker eller fragmenter, så de til sammen danner et dynamisk eller – med Støvrings ord – et kalejdoskopisk billede af den tid, vi lever i.
Igennem denne mosaik af digte, dagbogsnotater og prosalyriske beskrivelser konfronteres læserne, hvis ikke med deres egne synder, så i hvert fald alle de onder, som over tid har ophobet sig i det liberale samfund.
I første del møder man blandt andet blodfattige akademikere, der er så hæmmede af frygt for deres karrierer, at de ikke tør at skrive noget sandt, allestedsfraværende politikere, der er så rationelle og kliniske, at de ikke kan tilbyde folket andet end tomme løfter, og spøgelsesagtige moralister, der skrigende svæver så højt over skyerne, at det er svært at se, om de er levende eller døde.
Det er en god og givende tanke, som kunne inspirere nogle af de moderne konservative, som ikke ved, hvad de skal bruge naturen til
Senere bevæger teksterne sig gennem coronakrisen, gale menneskemasser, som vælter statuer og nogle triste, men meget flotte beskrivelser af byer og landskaber i forfald, indtil Kasper Støvring i anden del cirkulerer afventende omkring det, som han kalder den terminale fase.
Naturen kalder på os
Den åbne slutning er en pointe hos Støvring, så hvordan mennesket helt præcist skal komme videre, vil han ikke konkludere.
Gennem bogen bruger han billedet af det vægtløse menneske og taler gentagende gange om vigtigheden af naturforståelse og jordbundethed. Derfor må man vælge at udlægge det sådan, at Kasper Støvring grundlæggende ønsker, at vi giver slip på de abstrakte liberale værdier, og i stedet vender blikket mod den natur, som findes inden i og omkring os.
Det er en god og givende tanke, som kunne inspirere nogle af de moderne konservative, som ikke ved, hvad de skal bruge naturen til.
Nye toner
Fragmenter fra malstrømmen er uden sammenligning den mest interessante og poetiske udgivelse, Støvring har lavet til dato, og den viser tydeligt, at den konservative tænker formår at skrive værker, som går i en meget mere skønlitterær retning.
Da vi har mangel på den slags kunstnerisk kulturkritik i Danmark, kan man derfor kun håbe, at værket markerer en ny retning i Støvrings fremtidige forfatterskab
LÆS FLERE INDLÆG AF JONAS M. HOECK HER
Fragmenter fra malstrømmen
Kasper Støvring
Forlaget Fønix, 126 sider, 179 kr.
Topfoto: Harry Clarke‘s 1919, illustration fra Edgar Allan Poe’s fortælling “Descent into the Maelstrom”, Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her