PRISOVERRÆKKELSE // TALE – Maria Helleberg har modtaget Søren Gyldendal Prisen 2022. Ved prisoverrækkelsen d. 17. august hyldede Gyldendals forlagschef for skønlitteratur, Simon Pasternak, forfatteren i denne tale som en “virkelig stor fortæller og udvider af vores viden om, hvad det menneskelige er”.
Kære alle, kære Maria
Den amerikanske jazzsangerinde og klassiske pianist Nina Simone kunne synge én sang og spille en anden på pianoet SAMTIDIG, og det skulle være ret enestående.
Men i den konkurrence kan du sagtens være med, Maria, du kan tale om en bog, være i et slagsmål med en troll på Facebook og skrive TO BØGER OM fx 1520’ernes Sverige eller den danske provins i 1950’erne SAMTIDIG, og det er ikke engang løgn, både din redaktør Kristine Friis og jeg har set det ske, og vi tror faktisk, at vi kan strække den til det faktum, at du også er flere personer SAMTIDIG, for når man tror, man har dig fastnaglet til en stol på en bedre restaurant i København i 2022, går du i virkeligheden rundt og prøver sværd i Kalundborg i 1200-tallet, bladrer i en katolsk bønnebog fra Sverige EFTER reformationen i 1520’erne eller prøver en selskabskjole i Firenze i 1480’erne – og hvilken af dine personer, der har sit eget renæssanceorkester, ved vi ikke – endnu.
Der er fx ikke så langt selv mellem os og fx Henrik den Ottende, der godt nok står bred og med skamkapsel og hugger hovedet af sine koner
Når man begynder at lære det, der ikke kun er forfatteren, men også fænomenet Maria Helleberg at kende, begynder man at forstå, at for dig, der har skrevet mange af de bedste og mest originale og absolut mest læste historiske romaner i dansk litteratur, eksisterer TIDEN i virkeligheden måske slet ikke.
De mange forskellige TIDER, du har skrevet om – det være sig kærlighedshistorien mellem Cæsar og Kleopatra, dronningerækken af danske kvinder fra middelalder til romantik, den trojanske krig eller udrensningerne i Sovjet i 1930’erne – er i virkeligheden forskellige RUM, man kan gå ind i, hvor reglerne måske er forskellige, og hvor fysikken og kjolerne er anderledes, stolene står på en lidt anden måde, og de sociale regler er nogle andre, men hvor det essentielle er fuldstændig det samme.
At sige at du, der er stormester i research, ikke tror på TIDEN, er et radikalt udsagn, for du har et helt utroligt greb om både de mentale og fysiske forskelle, alt fra kulden i en borgestue, lugtene, kjolerne, din viden er forbi enorm, og hvis man fx har behov for at vide, hvordan verdens ældste bevarede underbukser ser ud (det er i øvrigt et par lækre sager af silke og med for af kaninskind og stadig blodplettede fra drabet på ejermanden, Svante Sture den yngre), eller hvor meget en ordentlig kleppert af et middelaldersværd vejer (ca. 1.3 kilo og lige til at hugge hovedet af en bonde med), så ved du det og svarer gerne, men for dig er alle disse ting ikke museumsgenstande og eksotisk skrammel, men en del af det, man kan kalde en EN UDVIDET NUTID, hvor de menneskelige vilkår, der sådan cirka er – kærligheden, magten, friheden og døden – vendes og drejes og afprøves i forskellige prøverum, under forskellige konditioner.
Hvordan kan man elske, hvis ens familie har valgt ens ægtefælle, hvordan overlever man mentalt, hvis ens religion bliver taget fra en? Hvordan overlever man, hvis hele ens familie er blevet slået ihjel og sjælene forsvundet i en brand? Hvordan regerer man, hvis man er helt ødelagt af tandpine og en murrende galdesten? Hvordan gør man sig gældende i en familie, hvor man er ”uægte”, eller hvis man er enebarn, og ens familie er spærret inde i 50’erne mellem fjernsynsapparater, psykofarmaka og frustrationer?
Dine bøger handler om det essentielle, og de er øvelser til livet.
At holde pulsen over 8-900 sider eller i store romanserier er ikke kun en bedrift, men siger også noget, tror jeg, om den måde, du tænker mennesket på
Og heri er du enig med Lev Tolstoj – en anden forfatter, der skrev historiske romaner – og som også skrev en lille bog i 1898, der hedder Hvad er kunst, hvor han bruger mest tid på at forklare, hvad dårlig kunst er – og her har han et par grundlæggende måder, historiske romaner kan være dårlige på: Det ene er det, han kalder ”det poetiske”, hvor det gælder om at klæde folk ud i poetiske dragter og spændende gevandter, gerne garneret med et væld af citater, og det andet er ”det interessante”, hvor man glemmer meddelelsen og det menneskelige i et virvar af interessante, intrigante detaljer og spændende eksotisk viden eller snedige plots, der forvirrer sanserne og får en til at tro, at man midt i interessen for et sværdskæfte eller en borgbygning eller høvisk tale har med litteratur at gøre.
Og selvom Tolstoj på mange måder tager fejl i Hvad er kunst; bl.a. afskriver han Shakespeare og sine egne bedste romaner enhver værdi; så har han vel grundlæggende ret i, at litteratur handler om, hvad det helt fundamentalt vil sige at være menneske. For Tolstoj og dig er litteratur livsøvelser eller afskrælninger af, hvad det væsentlige er.
Der er fx ikke så langt selv mellem os og fx Henrik den Ottende, der godt nok står bred og med skamkapsel og hugger hovedet af sine koner, men han er også bare en stakkels kolerisk diabetiker med et ulægeligt skinnebenssår og en hjerneskade efter et fald til en ridderturnering. Gustav Vasa skaber den svenske nation, men er også del af en familie i en tid, hvor familien betød alt, og bare en forelsket teenager med rystende knæ.
Det er umuligt at leve et indholdsrigt liv uden at begå et par dødssynder
Maria Helleberg
Du går grundigt ind i alle dine karakterer, vender og drejer dem og vrister det menneskelige ud af de mange historiske former – og viser os de uendelige muligheder, mennesket har.
Og så er du en virkelig på enhver måde STOR fortæller; du skriver – ikke altid, men ofte – ENORME romaner eller romankomplekser, og at holde pulsen over 8-900 sider eller i store romanserier er ikke kun en bedrift, men siger også noget, tror jeg, om den måde, du tænker mennesket på. Nemlig at de ofte også lever mange liv – politiske liv, intime liv, religiøse liv – og måske er plottene endnu en måde at dreje og vride dine karakterer på.
Og du skriver ikke kun den almindelige intime danske roman, du skriver MAGTERNES historier – de små og store – politikken, religionens, følelsernes magter, og det er måske i virkeligheden det, det historiske er: Et åbent felt, et uendeligt mulighedsrum for det menneskelige, at mennesket midt i de historiske begrænsninger netop ikke er begrænset, men kan laves på et uendeligt antal måder og allerede er blevet det.
Så hvis vi – læserne – tror, at tingene er på en bestemt måde, så tror vi fejl, og her ligger også et stort frihedsbudskab i dine bøger, for mænd som kvinder: Vær som du kan! Lev fuldt ud! Der har altid og vil altid være uendelige måder at være til på – også din. Med eller uden renæssanceorkester.
For som du siger et sted: ”Det er umuligt at leve et indholdsrigt liv uden at begå et par dødssynder.”
Derfor – som en virkelig stor fortæller og udvider af vores viden om, hvad det menneskelige er – skal du have Søren Gyldendal Prisen for 2022, der gives til en forfatter ”midt i en stærk og særpræget skabergerning.”
Tillykke fra alle os på Gyldendal.
Søren Gyldendals Skønlitteraturpris 2022
Prisen blev i år overrakt til:
- Maria Helleberg
- Jesper Wung-Sung
- Frederik Stjernfeldt
Maria Helleberg er skribent hos POV, hvor hun har bidraget med mere end 100 artikler. Du kan finde dem her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her