coronavirus

Kristoffer Munk: Danmark og Coronavirus – 14 dage

i Liv & Mennesker/Danmark af
CORONAVIRUS // KOMMENTAR –
For fjorten dage siden levede vi i en anden verden og i et andet Danmark. Nu lever vi i et lukket Danmark, hvor vi af gode grunde skal gemme os for en sygdom, som kan ende med at ændre vores samfund. For fjorten dage siden diskuterede vi, at en ellers uovervindelig socialdemokratisk regering havde spændt ben for sig selv i kommunale udligningsforhandlinger, og var optagede af taktiske spil om, hvor store skovsnegle der skulle spises af diverse ministre. Nu sidder en pæn del af os i vores boliger og kan i en mørk time tænke på, hvordan fanden verden nu ser ud om fjorten dage.

For fjorten dage siden var corona en øl, og så lige en virus for kinesere og italienere… Nu lever vi i et land, hvor grænserne er lukket og politiet får assistance fra militæret, når grænserne lukker, og hvor vores sundhedssystem er i færd med at gå fra behandlingsgaranti til nedgroede tånegle til behandling af livstruende sygdomme som eneste fokus.

For fjorten dage siden kunne man købe håndsprit. Det er ikke så nemt lige nu. Lige nu lever vi i en anden verden end vi gjorde for et par uger siden. I en verden, hvor denne tekst muligvis ikke er relevant om et par dage, og hvor vi måske ikke ved, hvordan verden ser ud om fjorten dage.

For fjorten dage siden var der vist ingen, der kunne forestille sig, hvor vi er i dag. Den største angst, vi alle kan forestille os lige nu, kan måske også måles ud i forhold til tallet 14. For hvad er det for et Danmark, og hvad er det for en verden, vi lever i om fjorten dage?

Det er svært at se to uger frem

Vi lever i dag i et land, hvor regeringen har fået flere magtbeføjelser, end den har haft siden anden verdenskrig. Lever vi om fjorten dage i en verden, hvor vi har en regering, der har den samme magt som en enevældig konge? Befinder vi på det tidspunkt i Danmark, hvor der ligger lig på hospitalsgangene, eller befinder vi os i et land, hvor der er rigelige mængder af gær på hylderne og masser af håndsprit i Matas. Alle håber vel det sidste og frygter det første.

De fleste af os er bekymrede, for hvem har ikke en gammel far eller mor, en ven i kemobehandling eller andre vi holder af, som er særligt truede. Mange af os kender allerede en eller anden, der lige nu befinder sig i sin bolig i fjorten dages karantæne eller som sidder i et sommerhus og skal være der i fjorten dage.

Hvad er det for et Danmark og hvad er det for en verden, vi er i om fjorten dage?

De fleste af dem vil være raske om fjorten dage, og kunne komme hjem til deres familier eller ud i virkeligheden. Bortset fra dem, der kommer til at dø. Lad os håbe at det ikke bliver alt for mange.

Vi er vant til at kigge i vores kalender og planlægge, hvad vi skal foretage os om et par uger. Lige nu lever vi i en virkelighed, hvor det vel er svært at se, hvordan verden ser ud om fjorten dage, og derfor også hvordan vores liv ser ud om fjorten dage.

Personligt håber jeg, at vi stadig har det samme samfundssind, den samme humor og afstandstagen til hamstring af gær og toiletpapir, som vi har i dag. En god ven skrev til mig efter statsministerens pressemøde fredag aften, at det næste vel var militær undtagelsestilstand og udgangsforbud. Gad vide, om det er sådan verden ser ud om fjorten dage?

Lad os håbe

Det er så dejligt populært at leve i nuet, men spørgsmålet er, om vi kan tillade os det lige nu, eller om det giver mening at prøve at tænke fjorten dage frem, og for at tage vare på det nu, der er på det tidspunkt. Angst og bekymring kommer vel dybest set fra ikke at vide, hvor vi er eller hvad der sker om et par ugers tid.

Lad os håbe, at det hele ender med en verden, hvor vi om fjorten dage er lidt klogere på, at de næste fjorten dage derfra kommer til at se lidt lysere ud. At verden måske åbner op igen, og at vi kan grine af Donald Trump, i stedet for at frygte, hvad han nu finder på. Lad os håbe, at ikke for mange af os er blevet arbejdsløse eller er gået på røven, og vigtigst af alt, at der ikke er for mange af os, der har mistet en vi holder af.

Personligt håber jeg, at der om fjorten dage er plads til lidt krænkelsesdebat igen, og lidt politisk spilfægteri. Det ville lige nu være dejligt at se Astrid Krag og Nicolai Wammen spise skovsnegle fra Jacob Ellemanns pind, mens Søren Pape sidder bagved og overvejer, hvordan han kunne blive statsminister, imens Dansk Folkeparti genopfører sangen om de ti små cyklister, som forsvinder en efter en.

Mit største håb er, at vi om fjorten måneder lever i en verden, hvor vi alle sammen er blevet lidt klogere og klar over, hvad der i virkeligheden er vigtigt for et samfund

Problemet er, at det nok ikke kommer til at ske, med mindre coronavirussen lige pludselig bliver markant mindre farlig. Om fjorten dage ser det formentlig ikke bedre ud, end det ser ud i dag. Ingen ved, hvordan verden ser ud om fjorten dage lige nu.

Vi ved heller ikke, hvordan den ser ud om fjorten uger, men lad os håbe, at den ser lidt bedre ud. At der ikke er for mange, som er døde, og at konsekvenserne af et nedlukket Danmark ikke er blevet for store. At vi kan rejse på sommerferie og have en realistisk forestilling om, hvordan verden ser ud, når der er gået et par uger.

Vi skal skabe en mindre sårbar verden

Mit største håb er, at vi om fjorten måneder lever i en verden, hvor vi alle sammen er blevet lidt klogere og klar over, hvad der i virkeligheden er vigtigt for et samfund. At vi stadig er i stand til at hjælpe hinanden, når der er kriser. At verdensøkonomien bliver sårbar af ukontrolleret spekulation, som gør, at det er muligt for nogle at tjene penge på at børskurserne i Danmark går ned med 9% den ene dag, for den næste at tjene penge på, at de stiger med 6%. At de virkelige kriser ikke er, hvem der på en given dag bliver ramt af en shitstorm, men i stedet er situationer som denne, hvor vores liv, som vi kender dem, bliver bragt i fare, og hvor det bliver tydeligt, hvor sårbart vores samfund er i dag.

Jeg havde engang som offentligt ansat en chef, der i et fortroligt øjeblik (muligvis påvirket af lidt rødvin) sagde, at danske politikere mindede om en flok chimpanser i en F16 jæger. Ingen af dem vidste for alvor, hvad de havde gang i, og hvor de skulle hen. Man kunne dog regne med, at de på et tidspunkt ville lande med et brag et tilfældigt sted, og at intet herefter ville blive som før.

Heldigvis tog han fejl. Vi ser lige nu krisestyring og politikere, der tager både i dag og om fjorten dage alvorligt. Langt de fleste af os vil også være der om fjorten dage og om fjorten uger. Et spinkelt håb for coronavirussen, og det den gør ved vores samfund og ved verden er, at om fjorten måneder vil vi leve i et samfund, hvor vi ikke bekymrer os om, hvem der har kvajet sig i de sidste fjorten dage. I stedet lever vi i et samfund, hvor vi er klar over, at vi skal prøve at skabe en verden, der er mindre sårbar og mere bæredygtig end den verden, vi lever i nu – og de næste fjorten dage, som nok ikke bliver mindre begivenhedsrige og alvorlige…


Foto: Jumpstory.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Liv & Mennesker