Israel palæstina palæstinenser

Israel-Palæstina: Kampen om narrativet

i Mellemøsten/Debat af
KONFLIKT I ISRAEL & PALÆSTINA // KRONIK – Mellemøstkonflikten har stået på i over 73 år, og tusindvis af artikler er blevet skrevet om den. Men da konflikten ofte fremstilles som en kamp mellem to ligestillede parter, er det ikke muligt hverken at forstå den eller finde en løsning på den. Det gælder også om den nuværende opblussen af konflikten, som tilmed har bredt sig til hele Israel og Palæstina, at fremstillingen stadig forsimples til en kamp mellem Israel og Hamas. En af forklaringerne er, at konflikten hovedsageligt dækkes fra konfliktens stærke part, skriver kultursociolog Birgitte Rahbek. Hun mener, at verdenssamfundet bør gribe ind for at sikre palæstinensernes menneskerettigheder.

I disse dage udspiller der sig for gud ved hvilken gang en menneskelig tragedie i Gaza. Sidste bombardement af en bygning dræbte 33, hvoraf 21 kom fra den samme familie. Dødstallet i Gaza nærmer sig de 200, og tusinder er sårede, heraf mange alvorligt. Det tilsvarende tal i Israel er ca. 10 dræbte. Også Vestbredden bløder og græder, og i selve Israel slår hadet mellem jøder og palæstinensere ud i blodige slåskampe og lynchninger.

Mediernes narrativ versus konfliktens rødder

Mon ikke de fleste danskere ryster på hovedet: Hvorfor kan de dog ikke finde ud af at leve sammen i fred og ro? Mellemøstkonflikten er formentlig den mest mediedækkede og samtidig den mindst forståede konflikt i verden. Forklaringen skal søges i, at danske medier næsten udelukkende dækker situationen i Israel og de besatte palæstinensiske områder, når der er deciderede krigshandlinger. I altovervejende grad varetages dækningen af området af dansk-israelere, dvs. journalister der i årtier har boet i Israel, og hvoraf flere har børn, der har gjort militærtjeneste i den israelske hær. Det betyder, at journalisterne mildt sagt er embedded og sjældent kan sætte sig ud over deres egne etnocentriske interesser.

Der er en interesse i at fremstille konflikten som en konflikt mellem to ligeværdige parter, der åbenbart har så svært ved at finde frem til forhandlingsbordet og derfor i stedet kaster bomber i hovedet på hinanden. Der er også en tendens til at fremstille konflikten som en meget kompliceret sag, til trods for at der reelt set er tale om en gammeldags kolonihistorie, nemlig historien om europæiske bosættere, der slår sig ned i Palæstina fra slutningen af det 19. århundrede og frem til staten Israels oprettelse i 1948.

I modsætning til hvordan Israel i dag gerne vil fremstille konflikten, har oprettelsen af staten Israel meget lidt med holocaust at gøre, for allerede inden Anden Verdenskrig havde zionisterne lagt alt til rette til oprettelsen af en stat. Derimod er holocaust formentlig den vigtigste grund til, at Israel slipper af sted med den førte politik.

Der kan være en tendens til at mene, at problemerne begyndte med Junikrigen i 1967 og Israels efterfølgende besættelse af resterne af det historiske Palæstina – eller at problemerne begyndte med den første Hamasraket i sidste uge.

Den seneste konflikt er meget belejligt blevet præsenteret som en kamp mellem Israel og Hamas, som man er så heldig at have fået på diverse terrorlister, så det ender med at være en kamp mellem en terrororganisation og Mellemøstens eneste demokrati

Versionen om at alt var godt indtil 1967, har gjort det muligt for skiftende israelske regeringer at lege fredsforhandlinger, alt imens de dag for dag beslaglægger mere og mere palæstinensisk jord og bygger bosættelser. Alt sammen er det blevet fordømt af det internationale samfund, især FN, som værende i strid med Genevekonventionen og alle mulige andre internationale konventioner. Men på intet tidspunkt er der så meget som blevet truet med at indføre sanktioner mod Israel for hverken konventionsbrud eller krigsforbrydelser. Israel blev i sin tid optaget i FN på et løfte om at ville lade de palæstinensiske flygtninge vende tilbage.

Aldrig har medierne eller det internationale samfund vovet at tage fat om ondets rod, nemlig oprettelsen af staten Israel i 1948 og den medfølgende fordrivelse af to tredjedele af den palæstinensiske befolkning, som i dag er spredt over hele verden, men som først og fremmest bor i Gaza, hvor 1,4 mio. ud af de 1,9 mio. indbyggere er flygtninge og deres efterkommere fra 1948. Atter andre bor på Vestbredden, i Østjerusalem, Libanon, Jordan og i det tidligere Syrien. 21% af Israels befolkning er også palæstinensere, og det er dem, der nu for første gang for alvor rører på sig i solidaritet ikke alene med deres landsmænd i Gaza og på Vestbredden, men også fordi de selv er forblevet andenklassesborgere i Israel.

Israels fremfærd og tostatsløsningens død

FN har igen og igen vedtaget en resolution (194), der går ud på, at de palæstinensiske flygtninge skal have lov til at vende tilbage til det historiske Palæstina. Det er der næppe nogen, der for alvor tror på i dag, men hvis man virkelig vil til roden af denne konflikt, så er det nødvendigt at lade nogle af de palæstinensiske flygtninge vende tilbage og give andre kompensation og mulighed for et værdigt liv, der hvor de bor.

Problemet er, at ingen israelske politikere har haft mod til at tage fat på denne diskussion, heller ikke før det israelske samfund drejede så langt til højre, som det er i dag med apartheidlignende forhold og råb om ’Død over araberne’. Men uden indrømmelser til de palæstinensiske flygtninge og palæstinenserne i det hele taget vil denne konflikt blusse op igen og igen, for selvom Israel aldrig kan få nok af palæstinensisk jord og ejendom, så har de seneste 73 år vist, at palæstinenserne går ingen vegne. Og det er ikke kun, fordi de ingen steder har at tage hen.

Israels fremfærd har i dag bevirket, at enhver tale om en tostatsløsning ingen gang har på jorden. Tilbage står en fælles stat for jøder og palæstinensere. Men det har unægtelig lange udsigter.

Den seneste konflikt er meget belejligt blevet præsenteret som en kamp mellem Israel og Hamas, som man er så heldig at have fået på diverse terrorlister, så det ender med at være en kamp mellem en terrororganisation og Mellemøstens eneste demokrati.

Israel palæstina palæstinenser
Gilbert Checkpoint i Hebrons Tel Rumeida-kvarter. Civile palæstinensere, inklusiv skolebørn på vej til skole, standses og tjekkes af israelske soldater, hver gang de ønsker at passere. På fotoet ses en palæstinensisk mand blive kropsvisiteret ved husmuren. Israelere kan bevæge sig frit omkring. Foto: Pixabay

Tempelbjerget og Sheikh Jarrah

Konflikten begyndte heller ikke denne gang med Hamas’ raketter mod Jerusalem og andre mål. Konflikten tog sit udgangspunkt i Jerusalem på ramadanens første aften på pladsen foran al Aqsa- moskeen på Tempelbjerget. En israelsk politipatrulje trængte ind på pladsen og klippede ledningerne til højtalerne over, fordi man var bange for at kaldet til bøn ville overdøve den israelske præsidents tale ved Grædemuren i anledning af den israelske mindedag for faldne soldater.

Denne episode blev senere fulgt op af andre tilfælde i slutningen af ramadanen, hvor israelsk politi trængte ind på tempelpladsen og overfaldt bedende palæstinensere med tåregas, stungranater og gummikugler. Palæstinenserne svarede igen med stenkast, og billeder af sammenstødene gik verden rundt, og begivenhederne gentog sig tre dage i træk. Politiet havde desuden i begyndelsen af ramadanen lukket pladsen foran Damaskusporten, hvor unge palæstinensere plejede at samles om aftenen i ramadanen. Den blev senere genåbnet, men da var opmærksomheden blevet rettet mod begivenhederne i Sheikh Jarrah-kvarteret i Jerusalem, hvor israelske bosættere med rettens hjælp prøvede at smide palæstinensere ud af de huse, som de har beboet siden 1956.

Nogle journalister har kaldt det en boligstrid. Det drejer sig om, at nogle af husene i Sheikh Jarrah var ejet af jøder indtil 1948, hvor Jerusalem bliver delt, og Sheikh Jarrah ligger i den arabiske del.  Indtil 1967 var området styret af Jordan. Jøderne fra Sheikh Jarrah flyttede til Vestjerusalem, som indtil krigen for 40%’s vedkommende var palæstinensisk. I 1956 overdragede Jordan og FN husene i Sheikh Jarrah til palæstinensere, der var blevet fordrevet fra andre dele af Palæstina.

Enhver der har oplevet, hvad palæstinenserne bliver udsat for på den besatte Vestbred, for slet ikke at tale om Gaza, der med rette er betegnet som verdens største friluftsfængsel, må undres over, at der ikke hele tiden er opstande som de nuværende

Det forløb fredeligt indtil tre år efter Junikrigen, hvor Israel vedtog en lov, The Legal and Administrative Matters Law, som giver jøder ret til at lægge sag an mod palæstinensere for at få ejendom og jord, som de påstår tilhørte jøder før 1948, tilbage. Palæstinenserne fik selvsagt ikke den samme ret til at kræve deres gamle ejendomme og jorde tilbage. Men de israelske domstole, der sjældent giver palæstinensere ret i noget som helst, har gavmildt overgivet palæstinensisk ejendom til jødiske fordringshavere, der derefter ofte sælger dem videre til bosætterorganisationer.

Flere af husene i Sheikh Jarrah blev i 00’erne overtaget af jødiske bosættere, og i februar i år gav den israelske højesteret endnu engang bosættere lov til at overtage endnu flere huse i kvarteret, som på denne måde blev symbolet på den fortsatte etniske udrensning af Palæstina. Dommen blev anket og skulle have været genbehandlet i begyndelsen af maj, men på grund af urolighederne valgte Højesteret at udskyde afgørelsen.

Inden alt dette sker i slutningen af ramadanen, har Mahmoud Abbas, den selvforlængede leder af det palæstinensiske selvstyre, endnu engang udskudt de palæstinensiske valg, der skulle have fundet sted i maj og juni. Hermed er stillingen som Jerusalems forsvarer blevet ledig, og Hamas truer Israel med raketter mod Jerusalem, hvis de ikke indstiller udsættelsen af de palæstinensiske familier i Sheikh Jarrah. Da dette ikke sker, lander Hamas’ raketter til manges overraskelse i og omkring israelske byer.

Daglige overgreb også i ”fredstid”

Nu kan man mene, at ovennævnte episoder og forklaringer ikke retfærdiggør en decideret krig, eller rettere at Hamas udfordrer Israel, hvis slagkraft jo er tusindfold stærkere end Hamas’. Men det brændstof, der får området til at stå i brand, skal da også søges i årtiers ubegribelige undertrykkelse.

Jeg tror, at ingen danske journalister, de være sig bosiddende i Israel eller ej, kan forestille sig, hvad det vil sige at leve under Israels daglige og konstante undertrykkelse og chikane. Det palæstinensiske folks mest fremtrædende karaktertæk er tålmodighed, og det til trods for at det efter 11. september 2001 lykkedes den israelske regering at få sidestillet palæstinensere med terrorister. Enhver der har oplevet, hvad palæstinenserne bliver udsat for på den besatte Vestbred, for slet ikke at tale om Gaza, der med rette er betegnet som verdens største friluftsfængsel, må undres over, at der ikke hele tiden er opstande som de nuværende.

En almindelig uge, f.eks. den sidste i marts i år, ser ifølge Palestinian Centre for Human Rights således ud:

Israeli Human Rights Violations in the Occupied Palestinian Territory 25 – 31 March 2021

  • IOF (Israeli Occupation Force) excessive use of force in the West Bank and occupied East Jerusalem: 4 Palestinians wounded, including 2 children
  • Three IOF shootings reported at agricultural areas (east) and three others on fishing boats in Gaza sea
  • In 121 IOF incursions into the West Bank, including occupied East Jerusalem: 62 civilians arrested, including 3 children and 2 women
  • IOF delivers cease-construction notice against a retainment wall and a house in Hebron and Bethlehem
  • Settler-attacks: Palestinian civilian wounded, and assault on a vehicle; stone chains destroyed, and olive trees cut in Salfit and Bethlehem
  • IOF established 55 temporary military checkpoints in the West Bank and arrested 3 Palestinian civilians on said checkpoints

Bemærk, at bortset fra angrebene på fiskerbådene er der tale om Vestbredden og Østjerusalem, hvor den israelske hær i løbet af blot en uge 121 gange trængte ind i området og arresterede 62 civile, inklusive 3 børn og 2 kvinder.

Israel palæstina palæstinenser
FN beskriver forholdene i Gaza som en humanitær katastrofe for den afsondrede befolkning, hvoraf mere end 50% er børn, skriver Birgitte Rahbek. Foto: Pixabay

Valget mellem den hurtige eller den langsomme død

Ingen vestlig journalist, heller ikke jeg, har fantasi til at forestille sig, hvordan det er at leve i Gaza, en lille overbefolket landstribe med udrikkeligt vand, ringe adgang til elektricitet og først og fremmest ingen fremtidsudsigter.

Israel bestemmer suverænt hvad og hvem, der kommer ind og ud af området, og selvom verdenssamfundet formentlig vil yde økonomisk støtte til genopbygning af Gazas boliger og vitale infrastruktur, er det langt fra sikkert, at Israel vil lade materialerne komme ind. Israels ulovlige blokade af Gaza har holdt området på et eksistensminimum, smadret økonomien og har sammen med de militære ødelæggelser ledet FN til at beskrive forholdene som en humanitær katastrofe for den afsondrede befolkning, hvoraf over 50 % er børn. Rundt omkring i området lever folk stadig i ruinerne af de tidligere krige.

Da palæstinenserne for et par år siden hver uge demonstrerede fredeligt i Gaza i the march of return, svarede den israelske hær igen med at dræbe i hundredvis og såre i tusindvis

Sådan er livet der, når der ikke er åben krig, så for Gazas indbyggere er det valget mellem den hurtige eller den langsomme død. Det hedder altid, at Israel har lov til at forsvare sig imod Hamas’ raketter. Det siger sig selv, men det eneste virksomme forsvar ville være at give palæstinenserne deres menneskerettigheder på lige fod med de israelske jøder. Så ville man også undgå at styrke Hamas, som ellers ikke var særligt populær i Gaza, men som nu for mange palæstinensere fremstår som den eneste sande modstandsbevægelse.

Nogle foreslår, at palæstinenserne i stedet for raketter bruger civil ulydighed og ikke voldelig modstand. God idé. Men da palæstinenserne for et par år siden hver uge demonstrerede fredeligt i Gaza i the march of return, svarede den israelske hær igen med at dræbe i hundredvis og såre i tusindvis.

Det, der foregår nu, er uden tvivl krigsforbrydelser – fra begge parters side – men man skal ikke tage fejl af de enorme økonomiske fordele, som Israel har ved med års mellemrum at afprøve nye mere og mere dødbringende våbensystemer, som de derefter kan sælge som ’testet i marken’.

Til slut: Endnu engang minder billederne fra Gaza mig om, at intet er mere forurenende end krig, så alene af den grund burde verdenssamfundet gribe ind og få Israel til at opfylde sine internationale forpligtelser.

Desværre vil palæstinenserne til det svare: wa bukra fi mish mish – på dansk: og i morgen er der abrikoser, dvs. at det kommer ikke til at ske.


LÆS MERE I POV OM PALÆSTINA HER


Topillustration: Konflikten mellem Israel og Palæstina fortsætter. Verdenssamfundet bør gribe ind og sikre palæstinenserne menneskerettigheder. Her ses en gruppe mænd forberede et måltid under ramadanen. Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Min interesse for Mellemøsten går tilbage til mit første besøg i Libanon i 1968. Jeg kom der som turist ved et tilfælde, men dette første møde med det brogede og gæstfrie land skulle blive afgørende for meget af det, der skete senere i mit liv. Jeg kom dertil uden interesse for eller kendskab til Mellemøstkonflikten, men det blev der rettet op på et par år senere, da jeg gik på det Amerikanske Universitet i Beirut og der blev undervist af nogle af de mest fremtrædende palæstinensiske og libanesiske professorer, bl.a. Walid Khalidi, Hisham Sharabi, Halim Barakat og Samir Khalaf.

Min uddannelsesmæssige baggrund går fra en tresproglig (engelsk, tysk og fransk) korrespondenteksamen fra Århus Handelshøjskole, over et bifag i fransk fra Københavns Universitet til en magistergrad i kultursociologi samme sted med konferens om arabiske kvindekår (senere udkommet som bog af samme navn i 1982) - videre til en licentiatgrad (Phd) i pædagogik fra Danmarks Lærerhøjskole (nu Danmarks Pædagogiske Universitet) om de sociokulturelle, pædagogiske og psykologiske aspekter ved indvandrerundervisning, med afhandlingen "Børn mellem 2 kulturer" (udgivet som bog i 1987). Endelig har jeg taget en fireårig uddannelse som psykoterapeut fra Psykoterapeutisk Institut i København og en grunduddannelse i konfliktløsning ved Center for Konfliktløsning.

Jeg var ansat i Danmarks Radio i 23 år, hvor jeg har lavet montager, dokumentarprogrammer, portrætter, reportager, ”Den europæiske filosofis historie” i 37 afsnit á 1 time, (udkommet som bogen "Når mennesket undrer sig").

Jeg var i 7 år redaktør af det samfundsvidenskabelige magasinprogram "Synsfeltet". Mine sidste serier i DR handlede om den Menneskelige psyke, Danmarks industrialisering og Traditionel konfliktløsning. Se desuden her - artikel af Leif Hjernøe.
I hele perioden har jeg holdt min interesse for og viden om Mellemøsten ved lige, og har foruden mange artikler og foredrag udgivet bøger om dette og andre emner: Se venligst under menupunktet 'Bøger'.

Jeg har boet et par år i Libanon, hvor jeg bl.a. læste political science, historie, sociologi og antropologi på Det amerikanske Universitet (AUB), desuden har jeg rejst i mange af de andre arabiske lande, ikke mindst i Israel og de besatte palæstinensiske områder.

Endvidere har jeg boet et år i Paris og et halvt år i USA.

Læs mere på www.birgitterahbek.dk

Seneste artikler om Mellemøsten

Netanyahu

Netanyahus hævntogt

ISRAEL // KOMMENTAR – Optimismen er på vej og israelere taler forsigtigt