ROSKILDE FESTIVAL // ANMELDELSER – Indløbet fra lørdagen inden festivalpladsen åbner, er også del af Roskilde Festival. Her mærkede Garbi Schmidt det magiske nærvær fra Brimheim og en soulet, varm oplevelse med Black Pumas, der dog burde slække lidt på deres perfektion.
Brimheim – en musikalsk slangetæmmer
Roskilde Orange Scene har sin magi. De fleste festivalgængere, som i foråret 2020 måtte sande, at de stædige drømme om årets festival var pulveriseret til corona-atomer, husker sikkert sangerinden Jadas Instagram-skrig, da hun alligevel ikke fik lov til at åbne Orange. For Orange Scene er og bliver festivalens katedral.
Men mindre kan gøre det. Og festivalens mindre scener er, hvis man er heldig, som helt intime rum, hvor man kan få lov til at komme helt tæt på både kunstner og musik. Det er her, en helt særlig magi opstår.
Stilen er langt fra den samme, men evnen til at bruge stemmen både besnærende, forførende og med skarphed som en nysleben kniv gjorde sammenligningen nærliggende
Tirsdag aften var selve pladsen fortsat lukket land (med en intens aktivitet af spraymalende kunstnere, håndværkere, der byggede boder, og frivillige på vej til arbejde. Tak til sidstnævnte, i øvrigt). Men musikken var nærværende på de små scener i campingområdet. Én af de koncerter, hvor nærværet var mærkbart, var koncerten med Brimheim.
Brimheim udgav sit første album i foråret 2022 og markerede sig allerede der som en bemærkelsesværdig og helstøbt kunstner. Der er et mørke i musikken, som er både sært opløftende og dragende. Intet under at Roskilde Festival måtte give plads til hende og hendes kompetente band ved årets festival. Og Brimheim har helt tydeligt allerede et dedikeret publikum, som kan skråle med på samtlige numre.
Brimheim er absolut bedst, når Helena Heinesen Rebensdorff (som er kunstnerens borgerlige navn), giver plads til vokal og vildskab. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Kate Bush under koncerten på Rising scenen tirsdag aften. Stilen er langt fra den samme, men evnen til at bruge stemmen både besnærende, forførende og med skarphed som en nysleben kniv gjorde sammenligningen nærliggende. Fremførelsen af nummeret “Poison Fizzing on a Tongue” var et eksempel herpå.
Koncerten blev ramt af et uheldigt strømnedbrud, der gjorde, at Brimheim måtte forlade scenen i flere minutter. Det var virkelig synd for et band, som kun havde 45 minutter til rådighed til at lade deres publikum forelske sig. Men Brimheim lod sig ikke ryste og greb hænder og hjerter, både med hjerte, men også med hjerne, da hun henviste til USA’s højesterets afskaffelse af retten til fri abort og lige fik skudt ind, at fri abort heller ikke findes på Færøerne.
Det politiske budskab, leveret af en kunstner, som selv har rødder i det færøske, var ikke til at tage fejl af og blev mødt med bifald og rejste håndflader. At Brimheim herefter fortsatte direkte med det intense nummer ”Hey Amanda”, gav god mening:
Keep going
Even though it’s hard
To even breathe and be alive
Brimhem afsluttede koncerten med afskedssalutten ”Vi ses på Orange” næste år. Drømmen synes ikke umulig, heller ikke selvom hun på ingen måde er en publikum-pleaser som Dopha, der kort efter spillede på Countdown scenen. Brimheim er en slangetæmmer (som hendes håndtering af ledningen til hendes mikrofon på et tidspunkt understregede), og hun er slangen.
Også denne aften på Roskilde.
Brimheim, Rising
Tirsdag aften, 28.6.22
I en klasse for sig, men næsten for perfekt
Et band, jeg personligt havde glædet mig til at opleve på Roskilde, lige siden deres navn dukkede op på festivalens program, var Texas-bandet Black Pumas. Der er tale om et band med en forholdsvis kort, men ikke desto mindre allerede glorværdig karriere bag sig. Black Pumas gjorde sig blandt andet bemærket ved at optræde (online, på grund af corona) under Joe Bidens præsidentindsættelse, hvor de spillede nummeret ”Colors”.
Hvad jeg kunne have tænkt mig ved koncerten, var sårbarhed. Ridser i lakken
”Colors” fik også Roskildes publikum til at danse og skråle. Det er svært ikke at falde for bandets svedige psykedeliske soul, som på sådan en sommeraften på Roskilde uden problemer kunne danne et fløjlsblødt lydtæppe for at se sin kæreste dybt i øjnene. Varmt og tæt var der også i Avalon-teltet. En gruppe festivaldeltagere havde taget Black Pumas psykedeliske lyd så meget til sig, at de havde medbragt, hvad der må være festivalens største joint: sådan ca. 50 cm høj. Vi, der stod lidt længere væk, troede først, at det var en joke. Indtil duften af ret så stærk tobak bredte sig.
Black Pumas havde publikum i deres hænder fra det allerførste nummer, men noget skete undervejs. At bede publikum om at løfte deres hænder og at holde lange pauser, der kunne bruges til at hylde bandet og håbe på mere, forekom en anelse klichéagtigt. Særligt pauserne, som der kom nogle stykker af henimod koncertens afslutning, var ret distraherende.
Black Pumas kan deres kram og har et musikalsk format, der går direkte i blodet. Deres tekniske kunnen, om der er tale om vokal eller guitar, er i en klasse for sig. Men perfektion kan af og til blive for meget og fladt. Hvad jeg kunne have tænkt mig ved koncerten, var sårbarhed. Ridser i lakken.
Sårbarhed og ridser fik vi nogle timer senere ved koncerten med engelske Anna B Savage. Men det er så en anden – og rørende – historie.
Black Pumas, Avalon
Onsdag aften, 29.6.22
Læs mere fra Roskilde Festival 2022 på POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her