Krisen mellem USA og Iran er intensiveret – er der en reel trussel for krig?

af i Mellemøsten/Politik & Samfund

ANALYSE // IRAN – De seneste uger har der været en intensivering af det i forvejen kriseramte forhold mellem USA og Iran. Siden USA´s præsident Donald Trump sidste år trak USA ud af atomaftalen mellem Iran og seks stormagter, USA, Rusland, Kina, England, Frankrig og Tyskland – en aftale, som den tidligere præsident Barack Obama var ansvarlig for – har forholdet mellem de to lande nået et nyt lavpunkt. Krisen synes på nuværende tidspunkt at være værre end nogensinde, skriver Yasmin Abdel-Hak. 

Atomaftalen blev indgået i 2015  og fik den ikke så mundrette titel The Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA). Aftalen kom først og fremmest i stand ved hjælp af den tidligere amerikanske præsident Barack Obama. Formålet med aftalen var at hindre Iran i at fremstille en atombombe mod til gengæld at blive lukket ind i det gode selskab igen i form af ophævelse af de økonomiske sanktioner mod landet.

Sidste år valgte præsident Donald Trump imidlertid at trække USA ud af aftalen. Siden da har man fra amerikansk side valgt at stramme skruen yderligere mod Iran og pålagt nye sanktioner, herunder en omfattende embargo mod eksport af olie fra Iran. Yderligere har USA for nylig sat den iranske Revolutionsgarde på sin terrorliste.

Når en krig mod Iran på sigt vil udgøre en fare for to af USA’s vigtigste interesser i Mellemøsten, Israel og Saudi-Arabien, hvad er denne krise så godt for?

EU har forsøgt at omgå de amerikanske sanktioner mod Iran ved oprettelsen af den såkaldte Instex-aftale. En måde at sikre det fortsatte samarbejde mellem europæiske lande og Iran udenom de amerikanske sanktioner. Men eftersom Instex indtil videre kun omfatter medicin og fødevarer, har programmet ikke haft nogen større effekt på en vingeskudt iransk økonomi uden olieindtægter.

Saudi-Arabien og Israel

JCPOA Signatures. Foto:Wikimedia Commons. 

Amerikansk udenrigspolitik har altid haft et særligt tæt forhold til Irans ærkefjende Saudi-Arabien. Det er heller ingen hemmelighed, at Trump – via sin svigersøn og særlige sikkerhedsrådgiver Jared Kushner og dennes venskab med Saudi-Arabiens kronprins og de facto leder, Mohammed bin Salman – har sine præferencer i saudi-arabisk favør. At indføre sanktioner mod Iran falder i god jord hos Saudi-Arabien, fordi det vil rykke magtbalancen mellem de to ærkefjender.

Saudi-Arabien var ikke overraskende en arg modstander af atomaftalen netop af frygt for, at ophævelsen af sanktionerne mod Iran ville positionere landet yderligere i regionen. Ligeledes var Israel stærkt imod aftalen også af frygt for et styrket Iran. Denne frygt er bestemt ikke ubegrundet. For faktum er, at Iran gennem de senere år reelt har styrket sin position yderligere i regionen. Men ikke på grund af atomaftalen.

Landets forstærkede position skyldes først og fremmest iransk sans for det machiavelliske spil i Mellemøsten, sammenholdt med en fremadstormende uerfaren saudiarabisk kronprins uden fingerspitzgefühl for det storpolitiske magtspil i regionen. Hvis Saudi-Arabien regner med at vinde på den lange bane overfor et Iran, der ikke er bundet af atomaftalen, gør man nok vært uden regning. For et Iran uden en atomaftale kan meget hurtigt genoptage projektet med at færdigbygge en atombombe.

At Saudi-Arabien i egne aviser i stærke vendinger plæderer for et angreb på Iran, vidner kun om landets svage forståelse for det storpolitiske spil i Mellemøsten

Dertil skal lægges, at Irans støttede styrker i både Libanon, Syrien, Irak og Yemen i dag er langt stærkere end tidligere. I en krigssituation vil man ikke kunne forvente, at disse blot stiltiende vil se Iran blive angrebet.

En krig mod Iran vil paradoksalt nok heller ikke komme Israel til gode. Paradoksalt, fordi selvom Iran er den stærkeste fjende/den største trussel Israel har, vil et Iran i sin nuværende position være at foretrække fremfor et Iran i krig.

Fra et israelsk synspunkt vil den største trussel ligge i, at Iran trækker sig helt ud af atomaftalen, og genoptager sit forehavende med at bygge en atombombe. Et Iran i krig vil som det første lange ud efter Israel, måske ikke i decideret aktiv krigsførelse mod landet. Men i form af de mange proxy-støtter Iran gennem de seneste år har formået af placere i både Syrien, Irak, Hizbollah i Libanon, Houthi-stammen Yemen, samt Hamasbevægelsen i Palæstina først og fremmest.

Iran har i de seneste år formået at placere proxy-støtter i både Syrien, Irak, Hizbollah i Libanon, Houthi-stammen Yemen og først og fremmest Hamasbevægelsen i Palæstina. Wikimedia Commons.

Dermed står de stærkeste modstandere af atomaftalen, Saudi-Arabien og Israel, i den noget prekære situation, at en krig mod Iran på sigt ikke tjener deres interesser. Tværtimod synes en fastholdelse af den forhadte atomaftale at være bedste scenarie for dem begge på nuværende tidspunkt. At Saudi-Arabien i egne aviser i stærke vendinger plæderer for et angreb på Iran, vidner kun om landets svage forståelse for det storpolitiske spil i Mellemøsten, og understreger endnu en gang den afgrundsdybe mangel på politiske vid og tæft hos kronprins Mohammed bin Salman. For kronprinsen har stadig ikke forstået, at et Iran uden en atomaftale er en større trussel end Iran i sin nuværende form.

Er der en reel trussel for krig?

Når en krig mod Iran på sigt vil udgøre en fare for to af USA’s vigtigste interesser i Mellemøsten, Israel og Saudi-Arabien, hvad er denne krise så godt for? Vil USA gå i krig velvidende, at det udsætter både Israel og Saudi-Arabien for en reel fare? Er det i virkeligheden et spil for galleriet? Det er det næppe. For selvom diplomater tæt på Donald Trump mener, at Trump umiddelbart ikke er opsat på en egentlig krig mod Iran, så er hans nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton meget opsat på sådan en.

Bolton er kendt som en udenrigspolitisk høg og har i over 20 år plæderet for et regimeskifte i Iran. Det er med Bolton ved roret, at USA er trådt ud af atomaftalen og indført de stramme økonomiske sanktioner mod Iran. Spørgsmålet er, om Bolton kan få overbevist Trump om rigtigheden af en krig mod Iran.

Det afgørende spørgsmål i denne krise er måske i virkeligheden, om det er hensigtsmæssigt for Trump at starte en krig på nuværende tidspunkt med næste valgperiode rundt om hjørnet

EU har ikke lagt skjul på en stærk modvilje mod den amerikanske spillen med muskler overfor Iran. Da Mike Pompeo uventet kom på besøg i Europa fornylig var der ingen europæisk good will til at ville stille op til fotografering med Pompeo for at signalere fælles fodslag. Hvis Pompeo havde håbet på at kunne spille kortet om europæisk/amerikansk enighed tog han tydeligvis fejl. EU’s udenrigspolitiske chef Frederica Mogherini lagde ikke skjul på sin irritation over det amerikanske håndtering af krisen.

I det hele taget synes det svært at mobilisere europæisk opbakning til den eskalerende krise, både overfor USA og Iran. For hvis nogen af parterne havde håbet på europæisk forståelse, blev de begge skuffede. EU har frarådet begge lande at optrappe krisen samt at indføre sanktioner, hvis Iran skulle udtræde af aftalen.

Sabotage fuldender trusselsbilledet

Da to saudiarabiske olietankere og et norsk fartøj samtidig blev udsat for sabotage ud for havnebyen Fujairah i Emiraterne, syntes trusselsbilledet komplet set med amerikansk optik. Men den britiske talsmand, Generalmajor Ghika, som er ansvarlig for koalitionsgruppen i området, modsagde det amerikanske udsagn; at der ikke var en intensiveret iransk trussel. Samtidig blev der foretaget en delvis evakuering af personale fra den amerikanske ambassade i Bagdad og konsulatet i Erbil som en understregning af sagens alvor.

Et presset Iran

Også Iran har haft travlt i disse dage med at sikre sig sympati-tilkendegivelser fra andre supermagter, der har underskrevet atomaftalen. Men selvom Kina skulle ønske at støtte Iran – og det er bestemt ikke utænkeligt al den stund Kina ligger i en handelskrig med Trumps USA – vil kinesisk/iransk samhandel stadig ikke kunne redde Iran fra den økonomiske krise landet undergår på grund af de amerikanske sanktioner.

Seneste forlydender går så vidt som til at indikere, at Trump ligefrem skulle være blevet træt af Boltons krigsretorik. Det kunne derfor tyde på, at Trump selv hælder til den mere dialogbaserede løsning

Rusland synes tilsyneladende at forholde sig lidt mere tilbagelænet i krisen, og udviser ikke den store iver efter at kæmpe med næb og klør for Iran. Snarere ser det ud som om, at Ruslands præsident Vladimir Putin hellere vil stille sig mere afventende. Putins egen dagsorden har nemlig et andet punkt for øje: Hvis den russiske præsident spiller sine kort rigtigt i Iran-krisen, kan dette være vejen ind til genoptagelse af tidligere tiders forbindelse med Trump. Derfor var det heller ikke en overraskelse, at Putin advarede Iran mod at trække sig fra atomaftalen. Det er med andre ord svært for Iran at mobilisere ubetinget støtte i krisen.

Også på indenrigsfronten er Iran presset – ikke kun økonomisk på grund af sanktionerne, men ligeledes politisk fra de hjemlige hardlinere, der ønsker at Iran skal træde ud af atomaftalen. Den iranske præsident Hassan Rouhani var selv med i udarbejdelsen af atomaftalen og har således sin egen politiske troværdighed på spil ved en udtræden af aftalen. Men en presset præsident kan på sigt føle sig nødsaget til at følge hardlinernes politiske linje.

Spørgsmålet om valg og krig

Det afgørende spørgsmål i denne krise er måske i virkeligheden, om det er hensigtsmæssigt for Trump at starte en krig på nuværende tidspunkt med næste valgperiode rundt om hjørnet. Historisk set har USA ikke den store succesrate med deres krigsførelse i regionen. Vil endnu en – fejlslagen – krig i området styrke Trumps muligheder for genvalg? Næppe. Hvis Trump er opsat på genvalg, vil han forhåbentlig have rådgivere omkring sig til at fraråde en krig så tæt på næste valgrunde.

Seneste forlydender går så vidt som til at indikere, at Trump ligefrem skulle være blevet træt af Boltons krigsretorik. Det kunne derfor tyde på, at Trump selv hælder til den mere dialogbaserede løsning. Han har for nylig opfordret Iran til dialog. Selvom Iran lidt vel friskt i første omgang afviste tilbuddet, bliver det formentligt det endelige udkom af krisen. At tilspidse situationen for så at gå til forhandlingsbordet. Og finde en løsning med et Iran, der ikke træder ud af atomaftalen.

For det er alle regionens lande bedst tjent med, både Iran selv og dets fjender.


Topfoto: JCPOA Signatures, Wikimedia Commons 

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.

Seneste artikler om Mellemøsten