Dansen om det varme brød

Yasmin Abdel-Hak 19.08.2021

EGYPTEN // POLITISK ANALYSE – Da den egyptiske præsident, Abdel Fatah al-Sisi, for nylig annoncerede, at han snart ville fjerne statsstøtten fra det daglige brød, der sælges til en næsten 40 år gammel fastlåst pris, udløste det straks en twitterstorm under hashtagget #anythingbutourloafbread. For det egyptiske brød har – udover i årtier at have været en fast bestanddel af den daglige kost for den fattige del af befolkningen, tillige indtaget en større politisk symbolsk rolle, som kan danne fælles fodslag mod despoter for både religiøse og ikke-religiøse grupper i landet.

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, annoncerede for nylig, at han ville fjerne noget af statsstøtten til brød. Historisk set har Egyptens befolkning i flere årtier været afhængig af statsstøtte til en lang række basale madvarer, herunder brød, ris, pasta og olie. I egyptisk sammenhæng er der tale om 72 millioner mennesker, der på nuværende tidspunkt er afhængige af det daglige brød. Når statsstøtten bliver lempet, vil prisen formentlig stige til 2-3 gange den nuværende pris. En stigning, der for mange mennesker er særdeles uoverkommelig.

Med slagordene ”Brød, frihed og retfærdighed” udviklede protesterne sig til en revolution med det resultat, at landets præsident Hosni Mubarak gik af posten efter næsten 30 år ved magten

Om end det kan lyde ganske tilforladeligt og endda forståeligt, var det ikke mindre end en særdeles varm politisk kartoffel, præsidenten rørte ved den dag. Under stor fanfare erklærede præsident Sisi, at den opgave kunne han snildt have overladt til sine ministre, men at han selv ønskede at overbringe den egyptiske befolkning denne beslutning, for at understrege vigtigheden heraf.

Umiddelbart gav det god mening, at præsidenten tog lige netop denne udmelding på sin kappe. For brød er et yderst betændt og særdeles ømt punkt i landets historie. Men udover at forsøge at understrege vigtigheden af brødet, lå der måske også en slet skjult advarsel fra præsidentens side om, at regeringen allerede på forhånd er opmærksom på en potentiel proteststorm og ikke tolererer politisk uro på baggrund af stigende brødpriser.

Det politiserede brød – dansen om det varme brød

Udover at være en vigtig grundsten i den daglige kost for de ca. 30% af landets befolkning, der lever under fattigdomsgrænsen, er brød også blevet et symbolsk omdrejningspunkt på den evige svanedans mellem befolkning og styret.

Da den tidligere præsident Anwar Sadat i 1977 forsøgte at fjerne statsstøtten på brødet, udbrød der voldsomme protester og kampe med over 80 dræbte demonstranter, over 800 sårede og over 1000 protester blev fængslet.

Det var tilsvarende brødet, der fik en prominent stilling i de folkelige protester i 2011. Med slagordene ”Brød, frihed og retfærdighed” udviklede protesterne sig til en revolution med det resultat, at landets præsident Hosni Mubarak trådte tilbage fra posten efter 30 år ved magten.

At brød skulle indtage en så katalysatorisk rolle i 2011 oprøret mod det gamle regime, giver god mening. For alt imens det kan bruges som et symbol på oprør mod et diktatur, er det samtidig et upolitisk symbol. Det kan bruges af både sekulære og religiøse grupper som et protestvåben. Men hvad der startede som en revolution med fælles fodslag – og en upolitisk fællesnævner i form af brødet som slagord – endte som en magtkamp mellem religiøse og ikke-religiøse grupper i landet.

Og selvom præsident Sisi efterfølgende erklærede det ellers parlamentarisk valgte Muslimske Broderskab for en terrororganisation, er der stadig et åbent og uudtalt sår i befolkningen om hele revolutionen, det efterfølgende tumultagtige år med Broderskabet på præsidentposten og de ligeså tumultagtige protester og militærkup mod netop Broderskabet. Der er med andre ord en meget lang vej forud for en egentlig forsoning eller heling af et åbent sår i befolkningen. Et åbent sår, som på mange måder passer en præsident med jernnæve-tendenser ganske godt.

Samme præsident Sisi er ganske godt bekendt med landets noget betændte forhold til stigende brødpriser. Hans regering prøvede allerede i 2014 at få ryddet op i statsstøtten til brødet. Stramningerne – som var et krav fra IMF forud for et lån på 12 mia. US dollars – betød, at flere millioner egyptere blev fjernet fra listen og således ikke ville kunne købe det statsstøttede brød. Samme stramninger medførte også, at antallet af mennesker under fattigdomsgrænsen pludselig steg til 30% af det samlede befolkningstal.

Stramningerne medførte ikke overraskende voldsomme protester. I en sådan grad at regeringen ret hurtigt trak stramningerne tilbage og straks tillod 1,8 mio. egyptere tilbage på listen over borgere med ret til at købe det statsstøttede brød. Tre år senere – i 2017 – prøvede regeringen igen at skære i statsstøtten til brødet. Vanen tro kom det endnu engang til voldsomme protester, hvorpå regeringen trak beslutningen tilbage.

Kampen om brødet er på mange måder blevet en symbolsk kamp for befolkningen – det ligger i kortene, at til trods for et tiltagende diktatur, der stadig strammer grebet om en befolkning nu på 10. år efter revolutionen i 2011, er der en uudtalt bevidsthed om, at brødet ikke røres. Det er ikke uden grund, at præsident Sisis annoncering om at røre brødprisen straks resulterede i en twitterstorm under hashtagget #anythingbutourloafbread.

Netop brødet blev i al sin politiske uskyld et bindemiddel for både tilhængere og modstandere af blandt andet Det Muslimske Broderskab og andre religiøse grupper samt ikke-religiøse grupper i befolkningen

Præsidenten annoncerede ved samme lejlighed, at besparelsen, regeringen ville opnå ved at fjerne statsstøtten på brødet, i stedet skal gå til at finansiere skolefrokostordninger for op til 12 millioner skolebørn. Det er såmænd prisværdigt i sig selv, men ligesom problemet var i England under lockdown med lukkede skoler og dermed manglende mad til fattige familier, vil det samme gøre sig sørgeligt gældende i et land som Egypten med over tre måneders sommerferie. Hvad familier så skal brødføde deres skolebørn med i disse måneder, undlod præsidenten at forholde sig til.

Det religiøse brød

Regeringstro kilder var derimod positivt stemt overfor ændringen, blandt andet en professor fra det islamiske universitet, Al Azhar i Cairo, der anførte, at bønder på landet angiveligt brugte gammelt brød til at lave alkoholiske – og dermed forbudte – drikkevarer. Det er tankevækkende at se, hvorledes et brød kan bruges til et hvilket som helst narrativ, det være sig religiøst eller politisk.

Også Cairos bagerlaug hilste beslutningen velkommen. En beslutning lauget har efterlyst gennem flere år, dels fordi hvedeprisen er steget, dels fordi det ganske enkelt ikke længere er økonomisk muligt at levere brød til en fastlåst pris, der ligger næsten 40 år tilbage i tid. Og selvom bagerne gennem de seneste år har fået besked på at bruge mindre hvedemel, så et pitabrød i dag skal veje 110 gram mod tidligere 130, har det været en stadig større udfordring at skulle levere varen med en fastsat pris, der ikke har rod i virkelighedens verden.

Adgangen til et urealistisk billigt brød synes at være det eneste, der binder en splittet befolkning

Præsidenten har varslet, at statsstøtten forventes fjernet indenfor de næste par måneder. Om brødet endnu engang vil indtage en prominent rolle i en proteststorm, som landet efterhånden har tradition for, når brødpriserne stiger, vil tiden vise. For adgangen til et urealistisk billigt brød synes at være det eneste, der binder en splittet befolkning, der 10 år efter den tabte revolution stadig ikke har fundet fælles fodslag til et større oprør mod et endnu strammere jerngreb end nogensinde før.

LÆS MERE AF YASMIN ABDEL-HAK HER

Topfoto: Wikimedia Commons

Yasmin Abdel-Hak

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making.