80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK // HISTORIE – En tysk-ungarsk officerselev stod den aften i tæt tåge ved en lagerbygning og lyste af og til omkring sig. Pludselig opdagede han, at der lige i nærheden var skrevet noget på asfalten med kridt: ”Hitler tød, tyske vernemagd kaput”. Han kunne regne ud, at ”tød” nok betød tod, og at ”vernemagd” nok betød Wehrmacht. Han skyndte sig at viske det hele ud, inden en overordnet opdagede det.
Nils-Christian Nilsons artikelserie 80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK beskriver begivenhederne i dagene op til befrielsen 5. maj 1945.
Serien adskiller sig fra traditionel historieskrivning og er baseret på flest mulige samtidige og dokumenterede vidneudsagn.
Storadmiral Karl Dönitz havde en travl nat i barakkerne i Stadtheide kaserne ved en af søerne i Plön i Holsten. Han havde fået besked om, at han var udnævnt til føreren Adolf Hitlers efterfølger med titel af rigspræsident, men han vidste ikke, at Hitler allerede havde taget sit eget liv. Det vidste Sovjetunionens diktator, Josef Stalin, flere timer før Dönitz.
For at helgardere sig mod enhver form for beskyldninger om utroskab sendte Karl Dönitz klokken 00.34 et telegram til førerbunkeren:
”Mein Führer, min troskab mod Dem vil være ufravigelig. Jeg vil derfor gøre alle forsøg på at udfri Dem af Berlin. Hvis skæbnen alligevel tvinger mig til, som den af Dem bestemte efterfølger til at føre det tyske rige, vil jeg føre krigen til ende, som det tyske folks enestående heltekamp kræver det. – Storadmiral Dönitz”
Da Karl Dönitz efter løsladelse fra fængslet i 1956 skrev sine erindringer, udelod han dette telegram.
Det passede jo ikke med hans påstand om at være en upolitisk soldat. Men han gik fx ind for hårdere straffe for ”faneflugt” end godkendt af Hitler, og han betegnes som ”den skarpeste retsformand i marinen, måske i hele værnemagten”.
Afsikret pistol på skrivebordet
Lidt senere ankom rigsføreren for SS, Heinrich Himmler, med et bevæbnet følge. Dagen før havde de haft et møde i Lübeck, hvor Himmler havde optrådt noget arrogant over for Dönitz. Nu gik de i enrum i Dönitz’ beskedne kontor, Dönitz bag sig skrivebord, Himmler på en gæstestol. Gemt under nogle papirer havde Dönitz en afsikret pistol liggende.
I førerbunkeren i Berlin gik der kun 12 timer fra Hitlers selvmord til den reelle leder, propagandaminister Joseph Goebbels, søgte en forståelse med den ”bolsjevistiske fjende”
Karl Dönitz rakte telegrammet om sin udnævnelse til Heinrich Himmler: ”Vær venlig at læse.”
Himmler, som havde regnet sig selv som den naturlige afløser for Hitler, blev bleg, rejste sig, bukkede og sagde: ”Lad mig blive andenmand i Deres stat.” Dönitz iskoldt: ”Jeg har ingen brug for Dem.”
Senere den morgen ringede udenrigsminister Joachim von Ribbentrop og bad om lov til at fortsætte, selv om Hitler havde udset østrigeren Arthur Seyss-Inquart til posten. Men Dönitz knaldede røret på og sagde til sin adjudant: ”Der ist mir zu dumm.” – Han er mig for dum.
Himmler tiggede og bad om et job
Heinrich Himmler blev i nærheden af Dönitz’ nye regering, først i Plön og nogle dage senere i Flensborg. Han blev ved med at tigge om den ene eller anden post, men blev hver gang afvist. Han blev hverken politichef eller ministerpræsident for Slesvig-Holsten.
Himmler var selve ansigtet på tysk terror og masseudryddelse, men påstod, at han havde anseelse i udlandet og derfor kunne forhandle. ”Enhver, der i et halvt sekund overvejer at forhandle med Himmler, bliver fjernet fra sit job i det næste halve sekund,” lød det i Dönitz’ omgivelser.
I førerbunkeren i Berlin gik der kun 12 timer fra Hitlers selvmord til den reelle leder, propagandaminister Joseph Goebbels, søgte en forståelse med den ”bolsjevistiske fjende”.
Ved tre-fire-tiden om natten fik general Hans Krebs ordre om at søge en våbenhvile med russerne. Med en menig med et hvidt flag som eskorte blev han ført til russernes hovedkvarter, hvor han blev modtaget af russernes lokale kommandant, marskal Vasily Chuikov, som han fortalte, at Hitler var død.
Chuikov ringede til feltmarskal Georgi Shukov, som straks kontaktede Moskva og forlangte at få diktator Stalin i røret.
Stalin forlangte kapitulation
Josef Stalin forbød enhver forhandling om en våbenstilstand. Kun en betingelsesløs kapitulation kunne komme på tale. Om Hitlers død sagde han: ”Nu har han fået det. En skam, vi ikke kunne tage ham i live. Hvor er Hitlers lig?”
Hans Krebs måtte vende tilbage til førerbunkeren med besked om, at hvis Goebbels og Hitlers nærmeste, Martin Bormann, ikke havde overgivet sig senest kl. 10.15, ville Berlin blive ”sprængt til ruiner”. Der kom ikke svar i tide, men der var blevet trukket en telefonlinje, så der var direkte kontakt.
Vi stødte på udmattede tyske tropper med sønderflået tøj. De sad ved vejsiden og havde kastet deres våben fra sig og ventede på at blive ført bort i fangenskab af vores tropper …
Krebs selv vendte tilbage til det russiske hovedkvarter med en undskyldning om at han ”havde glemt sine handsker”. Russerne grinede noget over den forklaring og sendte ham retur. Senere den dag begik Hans Krebs selvmord.
Efter de mislykkede forhandlinger øgede russerne bombardementet af Berlin, der blev forvandlet til en ruinbunke ”indhyllet i røg og støv”. Modstanden var mest koncentreret om fremmede SS-styrker, fx fra Division Nordland, der bestod af danskere, nordmænd og tyskere.
Den russiske soldat Peter Seveljov beskrev sceneriet i et brev til sine forældre: ”Vi stødte på udmattede tyske tropper med sønderflået tøj. De sad ved vejsiden og havde kastet deres våben fra sig og ventede på at blive ført bort i fangenskab af vores tropper … mens jeg sidder og skriver dette brev, kan jeg igennem et vindue se en af vores soldater, der deler en flaske brændevin med en tysk soldat, mens de gestikulerer vildt og forsøger at indlede en samtale.”
Ville anholde Goebbels og Bormann
I Plön fik storadmiral Karl Dönitz først besked om Hitlers selvmord i et telegram fra Martin Bormann, der blev modtaget kl. 10.55:
”Storadmiral Dönitz (chefsag). Testamentet i kraft. Jeg vil komme til Dem så hurtigt som muligt. Indtil da, efter min mening, afvente med offentliggørelse. – Bormann”
15.18 kom der et nyt telegram, hvor makkerparret i førerbunkeren, Joseph Goebbels og Martin Bormann meddelte Dönitz, at de skulle være henholdsvis rigskansler og partiminister.
Karl Dönitz’ umiddelbare reaktion var en ordre om, at de to skulle fængsles, hvis de viste sig i hans hovedkvarter. Men Goebbels var på vej i døden efter 29 timer som ”rigskansler”.
Først hen under midnat meddelte Karl Dönitz omverdenen, at føreren var død
Joseph Goebbels og hans hustru, Magda, fik en SS-tandlæge til at give deres seks fællesbørn en bedøvende morfinindsprøjtning, hvorefter en SS-læge pressede en dødelig dosis cyanid ind i deres mund. Joseph og Magda selv forlod bunkeren kl. 20.30 og tog cyanid i nærheden af det sted, hvor Hitlers lig var blevet brændt. Martin Bormann begik selvmord under et flugtforsøg dagen efter.
Først hen under midnat meddelte Karl Dönitz omverdenen, at føreren var død. Hans oplæsning af erklæringen er blevet kaldt farveløs og hakkende. Og den var også løgnagtig: ”Vores fører, Adolf Hitler, er faldet. Det tyske folk bøjer sig i den dybeste sorg og ærefrygt. Han har tidligt erkendt bolsjevismens forfærdelige fare og viet sin tilværelse til denne kamp. Som slutning på denne kamp og hans målrettede livsløb står hans heltedød i det tyske riges hovedstad.” I en melding til tropperne sagde han, at Hitler havde fundet heltedøden. ”Med ham er en af de største helte i den tyske historie gået bort.”
”Hitler tød, tyske vernemagd kaput”
Meldingen var helt frisk, da den nåede til Næstved. Den 17-årige tysk-ungarer Josef-Gerhard Farkas var officerselev på Gardehusar Kasernen og havde 30. april lånt 5 Reichsmark (knap 200 kr.) til en kammerat, der ville i byen i Næstved.
Han så hverken penge eller kammerat senere, for kammeratens lig drev i land i byens kanal 1. maj med halsen skåret over. Værnemagten reagerede ved at lukke en del af byens butikker og sætte ekstra vagt op ved lagerbygningerne ved havnen i Næstved.
Joseph-Gerhard Farkas stod den aften i tæt tåge ved en lagerbygning og lyste af og til omkring sig.
Pludselig opdagede han, at der lige i nærheden var skrevet noget på asfalten med kridt: ’’Hitler tød, tyske vernemagd kaput.” Han (senere professor i sprog) kunne regne ud, at ”tød” nok betød tod, og at ”vernemagd” nok betød Wehrmacht. Han skyndte sig at viske det hele ud, inden en overordnet opdagede det.
A.P. Møller måtte finansiere våbenkøb
På et møde mellem den reelle politiske leder, fhv. statsminister Vilhelm Buhl (S), og Frode Jakobsen fra Danmarks Frihedsråd blev der efter måneders tovtrækkeri enighed om sammensætningen af en befrielsesregering. Men meget kunne være gået galt, hvis befrielsen ikke var kommet få dage efter.
Både modstandsbevægelsen, det britiske udenrigsministerium og SOE, der hjalp modstandsbevægelserne i besatte lande var rasende på den danske hær.
Den unge modstandsmand, Ole Lippmann, havde i november 1944 taget initiativ til levering af 3.000 svenske maskinpistoler. Han opsøgte en svensk bank, stadig drivvåd efter at være blevet sejlet over, skjult i bunden af en fiskerbåd. Banken ville godt låne 3 mio. kr. (75 mio. i nutidspenge) til formålet, hvis Vilhelm Buhl bare skrev under på, at han ”ville bestræbe sig på”, at Danmark betalte tilbage. Det ville Buhl ikke, men så trådte A.P. Møller til.
Det gik straks galt, da våbenleverancerne kom i gang. Modstandsbevægelsen følte sig snydt og følte, at våbnene bare gik til hærens såkaldte ventegrupper, som ikke deltog i modstandskampen. Fordelingen af våbnene var gledet Frihedsrådet af hænde og var blevet overladt til hærens ”lille generalstab”, repræsenteret ved den tidligere nazist, kaptajn Svend Schjødt-Eriksen.
Overvejede at likvidere officer
Der var hele tiden vanskeligheder, når Schjødt-Eriksens folk skulle overlade våben til modstandsbevægelsen. De var ikke blevet samlede, man var ikke nået frem osv. Et fremtrædende medlem af Frihedsrådet, dæknavn Hum-Hum, sagde, at Schjødt-Eriksen ville være blevet likvideret, hvis krigen havde varet en måned længere. Hum-Hum var den senere landskendte læge og professor Erik Husfeldt.
Englænderne var rasende over, at nedkastningen af våben og sprængstof havde kostet både dem og modstandsbevægelsen store ofre
Denne 1. maj opsøgte Ole Lippmann igen Vilhelm Buhl. Lippmann var nu repræsentant for SOE, britisk special operations, og dermed de allieredes repræsentant i Danmark. Lippmann var 29 år, Buhl 64 år, og Lippmann spurgte ret forsigtigt, hvad Buhl ville gøre for at rette op på sagerne.
Vilhelm Buhl eksploderede, han betragtede Lippmann som en ung fløs, der ikke skulle blande sig. Ifølge Lippmann kom der en sværm af ukvemsord, mens Buhl nærmest opførte en krigsdans. Lippmann tog en notesbog frem og begyndte at notere. ”Hvad er det, De foretager Dem?” råbte Buhl. ”Jeg sidder blot og noterer, hvad jeg skal fortælle Foreign Office,” svarede Lippmann.
Så faldt det lidt til ro.
Briterne advarede dansk general
Briterne mente det alvorligt. Politikerne i Nimandsudvalget havde udpeget generalløjtnant Ebbe Gørtz til øverstbefalende efter en befrielse. Det vakte raseri i dele af modstandsbevægelsen, som mente, at han i stedet burde anklages for landsforræderi.
Baggrunden er, at da tyskerne 29. august 1943 afvæbnede værnene, søgte flåden at sænke flest mulige af sine skibe, mens hæren under kommando af Ebbe Gørtz afleverede alle våben. Så at sige til sidste patron. Og nu oplevede englænderne, at ”Bedstefar”, det var Gørtz’ dæknavn, var ansvarlig for den skæve våbenfordeling. I et telegram, også 1. maj, fik han at vide, at han ikke ville blive anerkendt, hvis han ikke sørgede for en bedre våbenfordeling.
Som modstandsbevægelsen var englænderne rasende over, at nedkastningen af våben og sprængstof havde kostet både dem og modstandsbevægelsen store ofre, og nu havde militærets passive grupper op til 70 pct. af de nødvendige våben, mens andre aktive grupper var voldsomt i bekneb. ”Denne sag må løses, inden ’Bedstefar’ overtager den operative kommando,” skrev Special Forces.
Hverken ”Bedstefar” Gørtz eller ”Onkel” Buhl nåede at rette op på tingene, fordi befrielsen kom nogle dage senere. Og man kan også betvivle, om de ville have gjort det. Det mest fredelige denne 1. maj var enigheden om regeringsdannelsen, der blev opnået på Vilhelm Buhls kontor på Christiansborg.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og