ESSAY – Hvilket land at stifte bekendtskab med, hvilken mand at have truffet. Stemninger kan vende på et øjeblik, gamle historier kan spøge, man kan træde hinanden over tæerne og generes af hinandens ånde. Men i det øjeblik, man skal sige farvel, ved man, om man skal blive eller ej, skriver Ulrik Frost.
Vores første date var så modbydelig, at han fik et angstanfald, og jeg fik en dundrende hovedpine. I de 48 timer, vi var sammen, føltes det aldeles umuligt at nærme sig hinanden samtidig med, at vi var fanget under samme tag. Det var først, da vi endelig sagde farvel, at Amor forbarmede sig over os.
Min kæreste, en fremstående svensk organist og dedikeret langdistanceløber, har taget mig med på en besigtigelse af sit hjemland, hvor de spiser tyttebærsyltetøj til havregrød, kartoffelmos og alle former for fars, hvor vildsvin raserer køkkenhaver, og hvor selv de mest hærdede gangsters sidder ned og tisser.
Kærestetur til Sverige
Først skal vi til Stockholm. Vi sidder i togets restaurantvogn og spiser frokost, mens de uendelige skove og dybe søer suser forbi. Snart kører vi ind over Gamla Stan, og byen viser sig frem i sin majestætiske storhed med eftermiddagssolen hvilende på sig. Hvilken lykke der har ramt lige præcis mig, tænker jeg, da vi går hånd i hånd ned ad Drottninggatan, drejer om ad Sergels Torg og videre ind i NK for at få fingeren på pulsen. Min idealiserede bedre halvdel er blevet til virkelighed.
På en fortovscafé på de unge og smartes højborg, Södermalm, nyder vi en iskold fadøl og en schnitzel a la suédois med pommes frites og remouladesovs. Ved bordet ved siden af er en snes kvinder udklædte som Marie Antoinetter i gang med at fejre polterabend. Jeg ser fra dem over på min kæreste og tænker: Er vores forhold et udslag af skæbnen, et bevidst valg, en nødvendighed eller krymmel på en softice?
Jeg husker, hvordan vi på en af vores første dates med fuldkommen klarhed snakkede om, at det at gå videre herfra ville blive hårdere, end vi kunne gøre os forestillinger om
Jeg husker, hvordan vi på en af vores første dates med fuldkommen klarhed snakkede om, at det at gå videre herfra ville blive hårdere, end vi kunne gøre os forestillinger om, fordi det at skabe et par betyder, at man skal acceptere ikke alene en anden persons dårlige ånde, men også sin egen. Vi fik syn for sagn, og ved siden af os er den vordende brud begyndt at spise kage.
De snøftede om kap i deres lommetørklæder, da Max Regers variationer i fis-mol tonede ud. Det var den 1. juni 2007 i Oscarskyrkan på det mondæne Östermalm, hvor min kæreste gav eksamenskoncert på deres pragteksemplar af et sønderjysk Marcussen & Søn-orgel fra 1949 med en et-fods rørfløjte i pedalet. Nu står han her igen. Med mig. Vi betragter orgelet. Kærlighedens uransagelige veje har ført os sammen.
Det føles bestemt fra et andet sted, og derfor føles det stort. Der er så meget ved hans karakter, der overrasker og fascinerer mig. Som hans rolige og præcise åndedræt, når han vækker et værk på orgelet til live. Det knirker bag os, og vi vender os om. En dame, der har knælet ved alteret, rejser sig, finder et lyserødt lommetørklæde i sin Birkin, pudser næsen, slår korsets tegn og forlader kirken.
Nu går turen til Uppsala. Den eviga ungdomens stad. Det var her, biskoppen pryglede kærligheden ind i Alexander med en tæppebanker i Bergmans klassiker fra 1982. Men domkirken gav han os ikke et retvisende billede af. Det er den, min kæreste vil vise mig. Nordens største kirke, der er brændt ned flere gange og bygget op igen.
Hvad er meningen med denne enorme rummelige salighed? Skal jeg fatte, hvor stor Gud er, eller skal Gud se, hvor lille jeg er? Er de ubegribelige menneskelige ressourcer af viden, kunst og hårdt arbejde, der er gået til på dette projekt, for Guds skyld eller for min skyld? Hvad vil vi mennesker dog bevise?
Men jeg må bøje mig i ydmyghed. Dette overgår min forstand. Så var der alligevel en mening med angsten og hovedpinen.
Vi finder en bænk i skyggen af Linnés orangeri og slår os ned. Hvilket land at stifte bekendtskab med, hvilken mand at have truffet. Stemninger kan vende på et øjeblik, gamle historier kan spøge, man kan træde hinanden over tæerne og generes af hinandens ånde.
Men i det øjeblik, man skal sige farvel, ved man, om man skal blive eller ej.
Det er et valg, og ethvert valg er en bekræftelse af ens indre styrke.
Jeg vælger ham til hele tiden at holde det spejl op foran mig, som jeg skal se mig selv i, fordi jeg tror på, at han tror på mig. Vi snakker om skånske elge, norrlandske fjelde og Göta Kanalens sluser. Hvor Sverige er stort og fuldt af erkendelser. Hvor er jeg lille og uudforsket.
Læs mere af Ulrik Frost her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
