KRIG // KRONIK – Hvad driver mennesker til at føre krig? Kampen om ressourcer og territorier, magt og indflydelsessfærer spiller en rolle. Men også forestillingen om, at krig er nødvendig for at skabe en ny og bedre fremtid. Den tanke har rødder i antikken og præger os stadig. “Det er ikke for sent at skrifte spor”, skriver Bernhard Bierlich.
Krig, dvs. organiseret krigsførelse med hære, der kæmper imod hinanden, er, fastslår Brian Ferguson, som er professor i antropologi ved Rutgers University, ikke medfødt. Det er et resultat af en social og historisk udvikling og opstod derfor, da samfund blev større og landbruget indførtes for 12.000-15.000 år siden – i forbindelse med et klima, der blev mildere og muliggjorde overgangen til agerbrug. Denne livslinje (klimaet) er vi nu ved at ødelægge med katastrofer, klimaflygtninge og kriser – med krige til følge.
Ved overgangen til agerbrug begyndte man at erhverve privatejendom, idet enkeltpersoner eller familier begyndte at eje jord, afgrøder og husdyr, der skulle beskyttes. Som et resultat af denne proces opstod en krigerisk respons og senere hen de indflydelsesrige, men også krigeriske, antikke civilisationer i Grækenland og Rom.
Helt i romersk ånd har USA prøvet at styre verden med sin økonomiske og militære magtpolitik
En stemme, der har præget denne fremstilling, er Jean-Jacques Rousseau. Når Rousseau, en superstjerne i den franske oplysningstid, taler om “råddenskab” (souvent, forbundet med forfald, korruption eller fordærvelse), refererer han primært til den moralske korruption, tab af frihed og lighed, som han ser forårsaget af samfundets, civilisationens og den private ejendomsrets udvikling.
For ham satte råddenskaben ind i det øjeblik, mennesket bosatte sig, overgik til landbrug og begyndte at indhegne sin jord og erklærede: ”Dette er mit”. “Lighed forsvandt, ejendom blev indført” – og den moderne krig opstod.
Den korruption, der havde ramt de vestlige samfund, bekræftedes af indfødte folk fra Amerika, der krydsede Atlanterhavet og kom til Europa i det 15. og 16. århundrede. For dem var Europa en mærkelig, fremmed og ofte brutal ny verden – en “vild kyst” – karakteriseret af ubegribelig stor fattigdom, store uligheder og en ufattelig koncentration af ejendom på få private hænder.
Er vi derfor ikke i virkeligheden de ”vilde”, de ”primitive”, mens vi foregiver at være det modsatte, ”civiliserede”?
Antikken i vores hoveder
Vores moderne vestlige civilisationer er på mange måder formet i skyggen af denne råddenskab og ikke mindst af antikkens grækere og romere, inklusive deres tendens til det krigeriske og tilbedelsen af krigsguden Mars, pointerer Mary Beard, pensioneret professor i klassiske studier ved universitetet i Cambridge.
Helt i romersk ånd har USA prøvet at styre verden med sin økonomiske og militære magtpolitik med tragiske konsekvenser som atombomberne over Japan og ”forever wars” i Mellemøsten (Irak og Afghanistan).
Den romerske digter Horats (1. årh. f.v.t.) udtrykte en tanke om krig, der har ledsaget os og motiveret krig igennem et par tusinde år: ”Det er sødt og passende at dø for sit fædreland”, dulce et decorum est pro patria mori.
Det er sødt og passende at dø for sit fædreland
Krig skal der til. Lige siden antikken har vi holdt fast i denne tanke: Først skal vi have ”en god omgang krig” for at kunne reetablere ordnede forhold og vækst på ny.
Platon mente simpelthen, at et samfund uden krig ikke er at regne for noget. Dette syn afspejler Platons syn på krigens betydning for samfundet. I hans værker, især i Staten, diskuterer han, hvordan konflikt og stridigheder kan føre til styrkelse af samfundet, da de tvinger det til at forene sig og styrke sine værdier.
Den romerske digter Horats (1.årh. f.v.t.) udtrykte en tanke om krig, der har ledsaget os og motiveret krig igennem et par tusinde år: ”Det er sødt og passende at dø for sit fædreland”, dolce et decorum est pro patria mori.
Trækker vi tråden fra antikken via middelalderen – korsridderne så sig som ”[Krigsguden] Mars Soldater” – op til i dag, ser vi, hvordan generationer med disse ord – ”Det er sødt og passende at dø for sit fædreland” – indprentet i deres sind og indlejret i deres hjerter er draget i krig.
En nøgtern og dog insisterende beskrivelse af denne krigsfeber og krigens rædsler op til og under første verdenskrig finder vi i Erich Maria Remarques store roman fra 1929 Intet nyt fra Vestfronten.
”Meteorologen havde ret. Det var en smuk dag, solen skinnede. Hvor der var græs, var det flammende grønt. Vi skulle have taget på picnic og ikke gjort det, vi skulle gøre,” skrev Willi Siebert, en af de soldater, der åbnede de seks tusinde beholdere med klorgas, som tyskerne udsendte den morgen i Ypres.”
Vi er ikke blevet klogere og lever stadig i skyggen af krig som noget nødvendigt, indtil vi oplever dens rædsler
Det første giftgasangreb, det første masseødelæggelsesvåben, mod franske tropper fandt sted torsdag den 22. april 1915 ved den lille belgiske by Ypres. Den rene massakre, 5000 døde franske soldater.
Verden blev sønderslidt af, hvad der viste sig ikke at være den sidste verdenskrig. Ideen om, at krig skal der til for ”at rense luften” (løse spændinger, som diplomati angiveligt ikke kunne, ifølge visse militærfolk og tænkere i 1914), er i lyset af krigens horrible realiteter ikke andet end afskyelig. Men desværre sejlivet.
Vi tilbeder stadig krigens gud, Mars
Krig skal der til for at sikre en bedre fremtid. Det mente antikkens grækere og romere. Den tanke har sat sig fast og hører også hjemme i vores tid.
Nu, hvor USA trækker sig ud af Europa, reagerer kontinentet ikke ved at benytte lejligheden til afspænding og opbygge fredssystemer, men tværtimod ved at ”fylde hullet” og ruste op og tale om atomar afskrækkelse, en snak, der minder alt for meget om den kolde krigs tid.
Og atter har vi skyttegravskrige med frygtelige tab af menneskeliv. Således skriver Steffen Kretz i begyndelsen af maj på dr.dk: ”Krigsform [skyttegravene] fra første verdenskrig er vendt tilbage i Ukraine – tilsat droner”. Der er ingen udsigt til fred, snarere ser man en “opmuntret Zelenskyj og Vesten” som følge af dronesucceser og Ukraines udvikling af sin egen militærindustri.
Det er dog ikke for sent at skifte spor
Hvor opmuntrende og ”civiliseret”: Ukrainekrigen er som et “computerspil”, hvor man kan optjene point ved at dræbe en russisk soldat. Ifølge CIA-direktør John Ratcliffe overlever en ny russisk soldat i gennemsnit kun mellem 20 og 30 minutter ved fronten. “Det skyldes, at AI-drevne droner er blevet så specialiserede og billige dræbermaskiner,” sagde Ratcliffe på en forsvarskonference i USA.
Frem for kritisk og seriøs analyse og søgen efter fred fortsætter man med at dræbe hinanden. Det seneste NATO-topmøde i Tyrkiet 7.-8. juli bekræftede oprustning og fortsat støtte til Ukraine i krigen.
”Er det ikke muligt,” spørger Chris Hann, emeritusdirektør for Max Planck Institute for Social Anthropology, ”at vende tilbage til Gorbatjovs vision [om et ”fælles europæisk hjem, spændende fra Vladivostok i øst til Lissabon i vest”] og forhandle nye veje til et virkelig forenet Europa, et Europa, der ville tillade reduktion af militærudgifter overalt?”
At sige farvel til Mars
Det er svært at sige farvel nu, hvor vi har tilbedt krigens gud så længe. Vi har bildt os ind, at krig er naturgiven, nødvendig – en del af vores menneskelige natur. Men den holder ikke i lyset af vores store appetit på at høre til et fællesskab og at samarbejde. Stik imod dette har vi stadig antikken (Horats) i vores hoveder, opruster, forbereder os på krig (”prepper”), men glemmer alt om krigens virkelige rædsler – vi lever i en form for ”evig selvhypnose”.
Ligesom romerne, der vandt deres territorier med sværdet, prioriterer vi stadig krig og territorier. Vi synes ikke i stand til at leve uden krig. Vi lever i en evig cyklus, hvor vi først skal bekrige hinanden og skabe store ødelæggelser for derefter at generobre freden og genopbygge det ødelagte, men som jo var helt til at begynde med. Det er denne råddenskab, Rousseau identificerede.
Vores menneskelige natur bliver desværre gang på gang på tragisk vis manipuleret af nationalistiske og geopolitiske hensyn til at være imod hinanden
Vi er ikke blevet klogere og lever stadig i skyggen af krig som noget nødvendigt, indtil vi oplever dens rædsler, men dem sender vi skyndsomst i glemmebogen, selv efter den ødelæggende Trediveårskrig i det 17. århundrede, to verdenskrige og atombomberne over Japan i forrige århundrede.
No pain, no gain, ”uden smerte er der ingen forbedring”, siger vi. Vi er nødt til at ofre os for at opnå succes eller fremskridt. Det værdifulde resultat (hvad det så end er) kræver indsats (i yderste konsekvens krigsførelse). Det er en tung arv, vi bærer rundt på: Det er sødt og passende at dø for sit fædreland.
Det er dog ikke for sent at skifte spor.
Fred indfinder sig, når mennesket er helt
Fred opstår, når mennesket er i balance. I forlængelse af Rousseau har tænkere lænet sig op ad tanken om socialt og moralsk råddenskab, blandt andet filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900), som så det samfund, han levede i, som meningsløst, ude af balance og præget af en dyb krise, hvor mennesket ikke kunne udfolde hele sit væsen. Det antikke Grækenland, mente han, bød i Dionysos, guden for vin og ekstase – og måske nok den mest spændende og usædvanlige af alle græske guder – netop på det, der holdt det moderne menneske tilbage: udfoldelsen af det kreative, det irrationelle og ekstatiske, som guden Dionysos nærer i os.
Guden opfordrer os nemlig til at træde uden for vores rationelle daglige selv og søge vores irrationelle, kreative side, det aspekt af selvet (vores dybe tilknytning til naturen, det vilde og utæmmede i os alle), som intet kan erstatte – slet ikke den kolde rationalitet bag kunstig intelligens (AI), maskinens og algoritmernes rationalitet.
Det irrationelle er ganske enkelt uundværligt: tænk på LEGEN, en lystbetonet og kreativ aktivitet, der er afgørende for børns udvikling af fornødne kompetencer og deltagelse i det sociale liv, som også er vejen til virkelig frihed.
Det irrationelle udtrykker vores mest fundamentale menneskelige behov for fællesskab, for at være sammen og høre til en gruppe og for at respektere naturen/biosfæren, vi er en del af. Vores menneskelige natur bliver desværre gang på gang på tragisk vis manipuleret af nationalistiske og geopolitiske hensyn til at være imod hinanden.
Det irrationelle gør mennesket helt, regulerer os og danner modvægten til vores krigeriske og teknologiorienterede snusfornuft – jf. vores blodtørstige og tragiske fascination af AI-drevne droner, som i bund og grund blot er ”billige og supereffektive dræbermaskiner”.
De indfødte fra Amerika havde ret. At gøre op med vores ældgamle krigsfeber, ”Hiroshima og Nagasaki-syndromet”, og vores råddenskab (= vildskab) er at acceptere og værdsætte sameksistensen af det rationelle og irrationelle. Sagt på en anden måde: yin-yang, tese-antitese-syntese.
Læs mere af Bernhard Bierlich her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og