DE SVÆRE SAMTALEEMNER // TAXAMANDENS KLUMME – Han har talt om, diskuteret og skrevet om stort set alt i sine mere end 10 år i taxien. Om døden og kærligheden. Om profit og forarmelse. Jesper Grunwald har mødt den prostituerede, der ville vide, hvor langt han ville køre på et blowjob. Og kørt med lille ”My” fra fødeafdelingen – den smukkeste baby, der kun havde levet her på jorden i fire timer. Den overrislede ægtemand, der ikke kunne holde ”kællingen” ud og rakte Taxamanden telefonen, for at han skulle tage konflikten. Hadet og kærligheden. Men krigen i Mellemøsten? Er det virkelig et taxa-emne?
Han er præmie-eksemplet, min unge kollega, på en fremmed kulturs integration i selv det fremmed-forbeholdne Danmark. Godt begavet. På vej til at blive veluddannet. Veltalende uden det mindste anstrøg af ”ghetto-accent”, som er velkendt i alle kulturer med indvandring – fra Ishøjs arabiske til Manhattans italienske.
Og så kører han taxi, indtil han er færdig med studietiden. Han har ikke middelstandsforældre, der har råd til at finansiere hans private liv. Han sætter mig af foran min lejlighed på københavnske Østerbro.
Det bliver en kollegasnak i nattemørket mellem den unge tænksomme mand fra Mellemøsten og den gamle Taxamand, der kunne være hans bedstefar. Det er givetvis min fortid i medie-Danmark, der åbner ham.
”Jeg siger ikke, at vi har censur i Danmark. Vi har demokrati – og det var det, mine forældre flygtede til. Men jeg er skuffet over, at de store radio- og tv-stationer er så forsigtige med at melde ud om det reelle folkedrab, der finder sted i Palæstina. Det gør mig ondt dybt, dybt inde, at det folk, der er tættest på mig og min kultur, hele tiden bliver set som barbariske horder, fordi vi ikke har en regering, der passer ind i Vestens værdier.”
Karl Frederik, indvandreren, blev sat op på ladet af lastvognen med de andre ”stikkersvin”
Jeg tænker endnu en gang på min farfar, jeg aldrig mødte. Og på verdensmennesket, min dengang 14-årige far, der aldrig glemte, da modstandsbevægelsen hentede hans far på villavejen i Odense den 5. maj 1945.
Karl Frederik, indvandreren, blev sat op på ladet af lastvognen med de andre ”stikkersvin” og kørt til ugevis af internering og afhøring. Men den østprøjsiske veteran fra første verdenskrig på både østfronten og vestfronten blev aldrig anklaget eller dømt. Han var tysker, og det var nok.
Jeg ryger i en slags forsvar for skrøbeligheden i visionen om retfærdighed i min snak med min unge, sorthårede kollega.
Jeg fortæller, hvor lang tid det tog på min fødeø, Bornholm, før det blev legitimt at kritisere amerikanernes katastrofale krig i Vietnam i 60’erne – uden at blive betragtet som kommunist. Både min officers-far og de, der huskede angsten efter de sovjetiske bombninger og ”befrielse” af klippeøen i 1945, ville gå langt for at stoppe den røde fare – over hele verden!
Vietnamkrigen var en retfærdig kamp mod kommunistisk tyranni. (Den tog halvandet årti, kostede knap 60.000 amerikanere livet – og anslået tre millioner vietnamesere, hvor langt størstedelen var civile.) Og for lige at gøre regnskabet op: Nordvietnam invaderede Sydvietnam – og det samlede land er fortsat kommunistisk.
Først da ’68, fredsbevægelserne og ungdomsoprøret blev en realitet, kom den fulde, modbydelige krigs-virkelighed i medierne – herunder beretningerne om amerikanernes overgreb ved massakren på landsbyen Mai Lai.
Han forstår ikke proportionerne i den krig, der foregår lige nu
Han lytter, min unge kollega. Også da jeg fortæller om det holocaust, som er baggrunden for opbakningen til dannelsen af den israelske stat. Det nazistiske folkemord på millioner af jøder. Og terrorangreb fra Hamas og andre religionsforstyrrede organisationer og stater i Mellemøsten
Men han forstår ikke proportionerne i den krig, der foregår lige nu – trods det terrorangreb, der gik forud. Jeg lytter til ham. I øjeblikket lidt flov over mit forsøg på en forklaring, som i andre ører måske lyder som en bortforklaring.
Så kigger jeg på ham i taxiens svage nattebelysning, inden vi siger ”god jagt”, som er taxichaufførernes slang for ”at tjene kassen” – og slutter:
”Jeg forstår det sgu heller ikke. Ikke længere.”
Jeg mærker den vemodige vrede boble i mig. Sorgen over vold mod en befolkning, som er personlige ofre uanset det regime, som fører deres krig. Og vreden mod dem, som understøtter udstødelsen og pariagørelsen af de kulturer, som er ofrene lige nu.
Hovedrysten af den småracistiske højrefløj, folketingsmedlemmet Mette Thiesen (for tiden medlem af DF), som i julen sidste år stillede transportministeren spørgsmålet, hvordan han ville skabe tryghed for de kvindelige taxi-kunder, der er utrygge ved at køre med indvandrere.
Spørgsmålets etiske standard blev lykkeligvis imødegået af både taxibranchefolk og anstændige politikere. Og selvfølgelig forsvaret af DF-politikerne, fordi de nu engang må fastholde et problem for at understrege partiets eksistensberettigelse.
Og pariagørelsen virker, fordi den politiske virkelighed ikke kræver mere end blot et par eksempler på noget urimeligt for at fastholde angsten for en hel befolkning. Det handler om pestilens – ikke evidens! Også jeg har tøvet, hvor jeg burde melde klart ud.
Jeg husker min kunde fra lufthavnen en klam vinteraften sidste år – Sverige mod højre og de moderne ejerboliger på venstre. Hendes telefon ringer, og jeg trækker mig fra snakken med en håndbevægelse. Jeg genkender ikke ordene – men jeg genkender sproget. Hun taler hebraisk. Hun taler nærmest lidt hemmelighedsfuldt, lavt og slutter samtalen ret hurtigt.
”Arh, du er fra Israel. Jeg har altid haft et ønske om at besøge ’Det Hellige Land’ – på tværs af grænserne,” siger Taxamanden, der i sine unge dage drømte om at læse teologi.
Jeg ser i bakspejlet, at hun tøver over for min lidt for friske friskhed. Og først nu dæmrer det, som jeg har fortalt mine tilhørere flere gange gennem de sidste år i taxien: Hvis udenlandske kunder tøver med at nævne deres nationalitet, kan jeg med ret stor træfsikkerhed sige, at de enten er russere eller israelere. Man skilter ikke med sin herkomst i de to krigsførende zoner.
Min israelske kunde forklarer sin tøven, da jeg spørger ind til den. Sidste gang hun besøgte København, blev hun sat af i aftenmørket, da den formentlig arabisk afstammende chauffør genkendte hendes israelske herkomst på en hebraisk telefonsamtale.
Jeg bliver rasende på min branches vegne. Bruger alle mine journalistiske metoder til at sikre mig hendes troværdighed. Er ikke et sekund i tvivl – men kan ikke finde frem til, hvilket selskab hun havde kørt med.
Hun indrømmer, at hun i en slags opgivenhed og angst havde undladt at klage, fordi afsætningen på den ensomme strandvej var meget ubehagelig. Jeg giver hende mit private visitkort, så hun kunne maile eller sms’e mig, hvis hun oplever noget lignende en anden gang. Jeg ville sætte en ære i at få sådan en kollega smidt ud øjeblikkeligt.
Krigen sidder stadigvæk i mig, selv om jeg tøver med at skrive om den, fordi stemningen ikke mindst på de sociale medier fortsat er ædende ond og næsten altid lægger op til kravet om den ultimative stillingtagen. Hvem holder du med?
Er du én af de der naive humanister, der har glemt holocaust og folkemordet på jøderne? Støtter du Islams fundamentalisme og glemmer, at palæstinenserne reelt forsvares af et broderskab af religiøse fanatikere? Har du glemt terrorangrebet, der startede det hele?
Er du én af de der zionistiske lakajer, der støtter den højreorienterede Netanyahu-regering – premierministeren, der efter alt at dømme kommer i fængsel for korruption, hvis han slipper magten? Har du glemt de jødiske bosættelser i landområder, som statsretsligt ikke tilhører Israel?
En tredje kunde i taxien, en jødisk professor fra et af USA’s store universiteter, blev anledningen til, at jeg skrev denne klumme. Ikke i en forløsning – men i en slags ny erkendelse af konfliktknuden. Vi deler værdier.
Hun er ”liberal” i amerikansk betydning – blødt venstreorienteret. Hun er dybt bekymret for både risikoen for Donald Trumps tilbagevenden og den højreorienterede, israelske regerings bosættelsespolitik. Men hun mangler tillid til, at de palæstinensiske ledere og de arabiske regimer reelt ønsker fred.
”Det er noget historisk for os jøder,” siger hun og mindes formentlig, hvordan stormuftien af Jerusalem, det muslimske overhoved i den evige stad for tre af verdens tre store religioner under 2. verdenskrig, dyrkede Hitler, som var han en profet.
”Og efter verdenskrigen. Det fortsatte med trusler om jødernes udslettelse,” siger hun. ”De var der ikke, da vi havde brug for dem.”
Jeg kan ikke svare, men tænker på min arabiske kollega, der synes, at vi – danskerne – ikke er der, når hans folk har brug for os.
Billeder: Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
