KRONIKSERIE // FORSVARSPOLITIK – Hvordan ser fremtidens krige ud? POV’s forsvarskommentator, Michael H. Clemmesen, giver sit bud på en analyse af en ny tids krige. Han frygter for, at Vesten har anbragt sig selv i en fatalt ustabil situation især overfor Rusland. Kronikken er den sidste i en miniserie i to afsnit om moderne forsvarspolitik.
Den regulære konfliktmulighed, som teorierne om de nye krige afskaffede, er åbenlyst klart accepteret i Rusland, hvor årene efter 2014 er præget af målrettede forberedelser til en eventuel generel hurtig storkrig med Vesten.
De russiske øvelser er blevet gjort stadig mere krævende og omfattende. De logistiske mobiliseringssystemer, der kun er relevante i en længerevarende storkrig, genopbygges og afprøves.
Alle typer russisk elektronisk krigsførelse og cyberindsats forberedes, herunder indsats til afbrydelse af Vestens datakabelforbindelser og angreb på satellitter
Evnen til strategisk overraskelsesangreb opbygges og øves. Kommandostrukturen udsættes for uvarslede inspektioner og mindre motiverede og kvalificerede ledere fjernes konsekvent.
Alle typer elektronisk krigsførelse og cyberindsats forberedes, herunder indsats til afbrydelse af Vestens datakabelforbindelser og angreb på satellitter.
Alle dele af kernevåbenstyrkerne opbygges og gives en synlig rolle i krigsforberedelserne.
Dele af det samme sker så småt i Vesten, men da kapabiliteter, der ikke kun er relevante i ”nye krige”, er sparet væk eller reduceret væsentligt i løbet af de sidste tyve år i alle andre end de amerikanske styrker, er det meget begrænset, hvor realistisk man kan øve generel krigsførelse.
I Europa er man også hæmmet af, at den teoridannelse om fremtidige krige, der har afløst professionelle studier, er uændret. Som lemminger kører en ikke triviel andel af officerskorpsene, forskere og politikere videre i det ”nye krige”-spor, som blev fastlagt i 00’erne.
Da civile akademikere, som især Europas militære og strategiske tænkning nu hviler på, sjældent har forudsætninger for at forstå eller analysere generel konventionel krig endsige mulig kernevåbenanvendelse, er det nu dem, der låser de militære styrker fast i en anakronistisk krigsopfattelse, uanset, om man beslutter at anvende flere penge til at øge og forstærke dem.
Generalerne kan heller ikke hjælpe, da de som hovedregel heller ikke har markeret synlig interesse eller selvstændig tænkning uden for ”nye krige”-rammen (og ofte heller ikke inden for denne ramme).
De har koncentreret sig om loyal, uselvkritisk forvaltning efter den offentlige sektors standardregler af de styrker, de har fået stillet til rådighed.
Ingen af de to sider kan komme i nærheden af at dække den samlede konfrontationslinjes afgørende sektorer med en sikringsskærm for slet ikke at tale om et sammenhængende forsvar
Der er dog én afgørende faktor, der må ses i øjnene som det allerførste og kritiske problem i forbindelse med muligheden og afskrækkelsen af en generel konflikt.
Det er, at antallet af enheder på begge sider er dramatisk nedskåret i antal i forhold til under Den Kolde Krig.
Dette betyder, at ingen af de to sider kan komme i nærheden af at dække den samlede konfrontationslinjes afgørende sektorer med en sikringsskærm for slet ikke at tale om et sammenhængende forsvar.
LÆS OGSÅ: FØRSTE AFSNIT AF FREMTIDENS KRIGE – #1
Dette gælder både i Europa og mange andre steder i verden – også steder, hvor klimaforandringer, kombineret med en stor befolkningstæthed og stadig mere radikal nationalisme dramatisk øger risikoen for konflikt mellem naboer.
Den lave troppetæthed betyder, at den side, der kan tage initiativet for at opnå overraskelse kan sikre sig afgørende fordele. Han kan søge en hurtig afgørelse ved at gå uden om den forsvarendes sides styrker meget hurtigt, måske inden for et døgn.
Derved fremkaldes en krise, hvor forsvareren har valget mellem at overgive sig uden betingelser eller på den anden side optrappe til anvendelse af kernevåben.
Europa har placeret sig i en potentiel fatalt ustabil situation
Det betyder blandt andet, at man med den nuværende situation i Europa har placeret sig i en potentiel fatalt ustabil situation.
Efter de sidste ti års erfaringer må vi forvente, at en sådan eventuel krig, som ligner de første operationer i det østlige Ukraine, vil kombinere en anvendelse af konventionel indsats med en opbygning med disinformations-kampagne, cyberkrig på kamppladsen mod hjemlandet med internationale kabler samt en massiv anvendelse af forskellige typer droner til støtte for præcisionsangreb og angreb på navigations- og kommandosystemer.
En sådan konflikt er hverken gennemtænkt af generalerne eller de civile teoretiserende akademikere i Vesten. De kunne med fordel blive inspireret af tænkningen i Valerij Gerasimovs russiske generalstab.
Hvis konflikten ikke bliver afgjort hurtigt ved at den ene side accepterer sit nederlag eller med en gensidigt selvmorderisk kernevåbenkrig (de steder i verden, hvor modstanderne begge har kernevåben), vil den meget vel kunne udvikle sig som de foregående to verdenskrige i en længerevarende, pulserende nedslidningsindsats, hvor både traditionelle, nye og nu ukendte typer våben og enheder bliver anvendt i samspil, som det altid har været tilfældet.
Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er, 00’erne teoribølge for de såkaldte nye krige var, er og vil være irrelevant.
Det er på tide at standse med at bruge penge og grå celler i det spor, også fordi det blokerer for nødvendig erkendelse af nogle af fremtidens alvorlige udfordringer.
KRONIKSERIE: Krige i fremtiden
Topillustration: Pexels.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
