Michael H. Clemmesen: Krige i fremtiden – #1

af i Forsvars- og sikkerhedspolitik/Politik & Samfund

KRONIKSERIE // FORSVARSPOLITIK – Kritikere har, efter en krig er afsluttet, ofte med foragt konstateret, at de tåbelige generaler har ‘udkæmpet den foregående krig’. Det kan der være noget om, for samfundet forandrer sig. Men hvordan ser fremtidens krige så ud? POV’s forsvarskommentator, Michael H. Clemmesen giver sit bud på en analyse af en ny tids krige, der er præget af løgnagtig propaganda og en konstant og brutal overtrædelse af selv den mest grundlæggende humanitære folkeret. Uheldigvis kan man ikke længere udelukke en åben konflikt mellem stater i Europa. Kronikken er den første i en serie om moderne forsvarspolitik.

Efter afslutningen af Den Kolde Krig konstaterede den pensionerede britiske general Sir Rupert Smith i bogen, “The Utility of Force” fra 2005, at fremtidens krige havde ændret karakter.

Bogen skrev han ud fra sine observationer fra Balkan under opløsningen af Jugoslavien samt under indtryk af sine oplevelser som chef for de britiske styrker i Nordirland. Hans hypotese var, at fremtidens krige vil blive ført i og om befolkningerne, dvs. ikke længere være materieldominerede krige mellem stater, som han selv tidligere havde oplevet som chef for de britiske landstyrker under Golfkrigen i 1991.

Fremtidens ”nye krige” kunne være borgerkrige næret af etniske henholdsvis sociale modsætninger eller kampe om adgangen til eksempelvis diamanter

Vestens senere oplevelser i Afghanistan og Irak syntes at bekræfte hans konklusioner, og generalens bidrag blev central i de analyser om de ”nye krige”, som civile akademikere derefter fokuserede på at beskrive og analysere.

Denne skole kan ses som liggende i forlængelse af teoridannelsen om ‘begrænsede krige’ i skyggen af kernevåbenbalancen, som havde fundet sted i 1960’erne og under Vietnamkrigen.

Man kan også se Rupert Smiths tekst som det militære tillæg til Francis Fukuyamas bestseller fra 1992, “The End of History and the Last Man”, om den nye verden efter Vestens sejr i Den Kolde Krig.

Fremtidens ”nye krige” kunne være borgerkrige næret af etniske henholdsvis sociale modsætninger eller kampe om adgangen til eksempelvis diamanter. Man ville nok før, man blev politisk korrekte, have omtalt dem som konflikter uden for civilisationen.

Men nye krige kunne også være ydre interventioner for at fjerne uønskede regimer eller standse borgerkrige og derefter stabilisere situationen for at skabe rammen for genopbygning af staten som på Balkan, i Afghanistan, Irak eller Libyen.

Korte krige: en fodboldkamp med droner og jura

Krige ville herefter blive indledt med en kort fase, hvor man smadrer de underlegne militære styrker fra de stater, der modsætter sig interventionen, så nænsomt som muligt.

Besættelsesprojektet fortsætter indtil situationen bliver så rolig, at værtsregeringen kan overtage, og alle bortset fra rådgivere og instruktører kan rejse hjem

Derefter bliver indsatsen en besættelsesmagts statsbygningshjælp, der – når nødvendigt – støttes og beskyttes af en muskuløs gendarmeriindsats. Besættelsesprojektet fortsætter indtil situationen bliver så rolig, at værtsregeringen kan overtage, og alle bortset fra rådgivere og instruktører kan rejse hjem.

Der er ingen kvalificerede modstandere i luften eller på havet, så evnen til egentlig luft- og søkrig kan bortspares. Landstyrker behøver heller ikke at bevare evnen til at kunne kæmpe mod en ligeværdig modstander.

Ganske vist må man forvente at modstanderen pga. sin svaghed kæmper beskidt, terroristisk og uden hensyn til krigens love, men for at gøre besættelsesindsatsen acceptabel i de hjemlige fredstidssamfund, skal styrkerne reagere med minimal magtanvendelse, selv om dette øger risikoen for besættelsesstyrkerne.

Det sikres af et korps af jurister, der, uden selv at løbe nogen risiko, regulerer den lawfare, altså juridiske ramme, som er rammen for de nye krige.

For at mindske risikoen for mandskabet så meget så muligt under denne stramt regelregulerede besættelsesindsats, anvendes moderne overvågningsteknologi og herunder ikke mindst droner så meget som muligt.

I det omfang der fortsat findes modsætninger mellem stater, vil de krigsførende parter forventeligt anvende de muligheder, som svaghederne i den digitale infrastruktur giver for at gennemføre strategiske cyberangreb direkte mod modstanderens hjemland.

Brutaliteten under krigen nåede sit højdepunkt i Syrien med styrets anvendelse af krigsgas mod civilbefolkningen, og både de syriske regeringsstyrker og de støttende russiske styrkers bevidste angreb på modparternes hospitaler blev dækket af løgnagtig propaganda

I det tilfælde, at det ikke er tilstrækkeligt til at skabe fornuft og få standset fjendtlighederne, kan man vel, uden at det er blevet gennemanalyseret systematisk i rammen af krigsspil, forestille sig en højteknologisk maskinkrig, hvor ubemandede droner gennemførte og afgjorde krigen. Og at resultatet var et, modstanderne måtte forventes at acceptere, som hvis krigen var blevet afgjort ved en fodboldkamp.

En uholdbar teori

Teorien bag de ”nye krige” viste sig imidlertid at være uholdbar på flere centrale punkter.

For det første viste vestlige lande sig ganske uegnede til at føre sådanne interventionskrige af flere årsager. Man var alt for utålmodige som besættelsesmagter.

For det andet viste man sig ikke i stand til at sikre en effektiv enhedsledelse af de militære og civile elementer af besættelsesmagten.

For det tredje var man – som man så med amerikanerne i Vietnam – ikke i stand til at være så sofistikerede og beslutsomme, at man kunne sikre sig et bedre, legitimt regime til afløsningen af besættelsen.

Indsatsen i disse krige blev derfor så belastende, at de europæiske landes militære styrker, der skulle være specialiseret i disse operationer, efter den økonomiske 2008-krise snart blev beskåret til et lavere niveau, hvor en sådan indsats var endnu mere urealistisk.

Korrektionen fra 10 år med krig i Mellemøsten og Ukraine

Så fulgte borgerkrigen i Syrien, den hurtige opblussen af Islamisk Stat i den ny lovløse ramme der og dennes dramatiske overtagelse af store dele af Irak.

Både IS-operationerne og modoffensiven i begge lande blev præget af en uhæmmet brug af alle typer våben uden synlig hensyntagen til krigens love. Alle anvendte lejesoldater og stedfortræderstyrker.

Mens man i Vesten diskuterede ”lawfare” teoretisk, blev selv de mest grundlæggende regler fra den humanitære folkeret upåtalt konstant overtrådt specielt i Syrien

Brutaliteten under krigen nåede sit højdepunkt i Syrien med styrets anvendelse af krigsgas mod civilbefolkningen, og både de syriske regeringsstyrker og de støttende russiske styrkers bevidste angreb på modparternes hospitaler blev dækket af løgnagtig propaganda, uden at det internationale samfund viser nogen vilje til at reagere.

Mens man i Vesten fortsat diskuterede lawfare teoretisk (efter at man selv havde trukket sig ud af kampene) blev selv de mest grundlæggende regler fra den humanitære folkeret upåtalt konstant overtrådt specielt i Syrien.

Fuldstændig samme ekstreme brutalisering af krigsførelsen så vi under den borgerkrig i Yemen, der brød ud i foråret 2015, og som i meget stor udstrækning blev næret af at være en stedfortræderkrig mellem de to regionale stormagter: Iran og Saudi-Arabien.

I dag har den udviklet sig og har karakter af at være en stedfortræderkrig mellem USA og Iran.

Både konflikten i Levanten og i Yemen omfatter ud over stedfortræderindsats også anvendelse af moderne teknologi som droner, både på kamppladsen og i direkte angreb på modpartens værdier samt inddragelse af verdenssamfundet gennem angreb på olieforsyningen. Alt bliver sikret af en robust anvendelse af propaganda og løgn.

Det samme så vi under den åbne krig mellem staterne Rusland og Ukraine, der indledtes i 2014.

Konflikten har dels omfattet, hvad Rupert Smith ville karakterisere som en traditionel industriel krig mellem de to landes regulære hærstyrker, dels skabelsen og indsatsen af stedfortrædermilitser og styrker af lejesoldater fra Ruslands side.

Den konfrontation mellem Vesten og Rusland, der fulgte konflikten om Ukraine, gør at man ikke længere kan ignorere risikoen for en åben konflikt mellem stater i Europa

Mens kampene var lidt bevægelige i de første faser, er der nu tale om lavintensiv stillingskrig.

Russisk succes blev indledningsvis sikret ved en integreret anvendelse af moderne materiel som droner, cyberangreb og elektroniske angrebsmidler med traditinal anvendelse af et slagkraftigt feltartilleri.

Den konfrontation mellem Vesten og Rusland, der fulgte konflikten om Ukraine, gør, at man ikke længere kan ignorere risikoen for en åben konflikt mellem stater i Europa.


Foto: Creative Commons – International Mine Action Center in Syria (Aleppo).

Michael Hesselholt Clemmesen er, fhv. brigadegeneral og historiker. Han er født 12. december 1944 i Københav. Clemmesen gik ind i Forsvaret i 1964, var på Hærens Officersskole 1965-68 og har været linjeofficer i Hærens kamptropper siden 1968, fra 1979 som generalstabsofficer, og blev pensioneret som brigadegeneral 2004. Han er tillige uddannet historiker fra Københavns Universitet i 1981.
I de sidste ti år af sin tjeneste arbejdede han som udsendt med dansk og international forsvarsstøtte til Baltikum og deltog i opbyggelsen og stod senere for ledelsen af det baltiske forsvarsakademi. I 2005 blev han ansat i Forsvarsakademiets Center for Militærhistorie, hvor han har forsket i og nyskrevet dansk militærhistorie. Han stoppede som seniorforsker i 2016. Michael H. Clemmesen var medlem af Forsvarskommissionen af 1988 og deltager ofte i den offentlige debat om Forsvaret. I marts 2010 udgav han bogen 'Den lange vej mod 9. april' om dansk forsvarspolitik i mellemkrigstiden. I 1999 blev han Kommandør af Dannebrog. Han bærer også Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren, Trestjerneordenen samt en lang række udenlandske medaljer og hædersbevisninger.

Seneste artikler om Forsvars- og sikkerhedspolitik