MUSIK // ANMELDELSE – På den store skærm bag scenen, som skulle få rollen som en væsentlig karakter i aftenens forløb, tumlede fire gule ikoner omkring som antropomorfe robotter. Her på Frederiksberg var disse konstant forvandlende geometriske hieroglyffer germanske runer, der var kommet for at lege med os, skriver Dan Marmorstein om det tyske kultbands koncert i K.B. Hallen: ”Kraftwerk er i stand til at skabe solide former i rummet med deres lyde, og med måden de influerer teksturen af disse syntetiske lyde, skaber de en sansning af temperaturer, der stiger og falder”.
Mandag aften ankom POV til K.B. Hallen in the pouring rain (som sangen går: “I’m going where the sun keeps shining, in the pouring rain”), og her blev vi mødt af et syn, der bestod af sandt hav af ansigter, og endda flere kendisser fra musikverdenen og sågar politikere, som så tydeligt glædede sig til at tilbringe en næsten ceremoniel koncertoplevelse med Kraftwerk, den ret så berømte og ret så mystiske kvartet fra Tyskland.
Mellem årene 1970 og 2003 udgav Kraftwerk 10 studiealbums, der for det meste var kendetegnet ved markant korte albumlængder. Siden de første gang optrådte på en scene som Kraftwerk, i 1970 i Karlsruhe, har de givet 959 koncerter for lyttende, tryllebundne fans.
Koncertsalen var fyldt til bristepunktet. Selv før nogen viste sig på scenen, hvor fire konsollignende pulte var sat rent og stringent op side om side, så blev publikums forventningsfulde sult stilnet og dæmpet af sakrale ringmodulationer; en generøs mulighed for at finde ro i løbet af de syv minutter af nummeret “Ansage”. Dette var en slags hors d’oeuvre før selve festen.
På den store skærm bag scenen, som skulle få rollen som en væsentlig karakter i aftenens forløb, tumlede fire gule ikoner omkring som antropomorfe robotter. Her på Frederiksberg var disse konstant forvandlende geometriske hieroglyffer germanske runer, der var kommet for at lege med os.
Da “Ansage” tonede ud, trådte fire væsener ind på scenen som levende skulpturer, klædt i grønne LED-lys. Disse robotmænd hilste os med stemmer behandlet gennem Vocoders og præsenterede “Numbers”.
Mens et sandt væld af tal blev projiceret i skulpturelle variationer på skærmen, blev mine tanker ledt hen på to amerikanske konceptkunstnere: Barbara Krugers farvede udsagn – hendes ikoniske, tekstbaserede collager med hvide slogans på røde felter – og Jenny Holzers LED-tekststrømme; rullende lysbånd med politiske og poetiske udsagn i det offentlige rum.
Og trommerne, som refererede til Cliff Richards version af “Do You Wanna Dance?”, drev “Numbers” direkte ind i “Computer World”, hvor en række samfundsinstitutioner, der anvender computere til at overvåge og monitorere os, bliver oplistet.
“Home Computer” indledes med en rytme, der minder mig om temasangen til filmen Beverly Hills Cop: “I program my home computer. Beam myself into the future.”
Er det ikke netop dét, disse visionære tyskere har foretaget sig de sidste 55 år? Det siges, at ingen af medlemmerne af Kraftwerk faktisk havde en computer, da de indspillede Computer World.
Den grafiske præsentation bag de fire robotmænd viste nu en række horisontale farvefelter, der mindede om eksperimentelle animationsfilm. Men nu blev maleriet udført med pixels i stedet for olie eller akryl. Og imens begyndte musikken, som kvartetten frembragte, at blive funky.
Projektionen skiftede fra disse Harry Smith-lignende animationer – den amerikanske filmskaber, maler, mystiker og musiketnografs abstrakte, håndmalede, avantgarde-film med konstant skiftende farver og geometriske former – til et rumskib, komplet med to spolebåndoptagere.
“Spacelab” blev indledt med en parade af opadgående heltoneskalaer, der lagde sig oven på hinanden i tiltagende tempo, så spændingen steg og steg. Dette instrumentale nummer fortsatte herefter som en række korte småstykker.
En flyvende tallerken dukkede op, og i overensstemmelse med, hvad et GPS-lignende sporingsfoto ville vise, zoomede vi ind på Danmark, derefter København, og til sidst landede dette UFO-lignende fartøj lige foran – ja, du har gættet det – K.B. Hallen. Gaming for sofistikerede voksne.
Derefter blev en række sort-hvide sinusbølger projiceret, og vi hørte “Airwaves”, som efter min opfattelse lød, som om de blev genereret af en Buchla-synthesizer. “When airwaves sing, distant voices sing.”
De fire herrer fra Tyskland stod dér, fuldstændig disciplinerede og beherskede, som fire bønder på et skakbræt, som Apokalypsens fire ryttere, som fire af Søren Kierkegaards “troens riddere”.
Nummeret udviklede sig til en udvidet jam-session. Det er dansabelt. Og igen funky. Og alt sammen i sort-hvid.
Albummet The Man-Machine blev skabt i 1978 på et tidspunkt, hvor Kraftwerk var optaget af at undersøge, om de virkelig kunne skabe noget modernistisk ud fra mulighederne i synthesizermusik.
Som på albumcoveret var scenen badet i konstruktivismens røde og sorte farvetoner og de 3D-lignende geometriske former, der kan ses i Aleksander Mikhailovich Rodtjenkos værker. Kraftwerk fremførte et soundtrack til afvejningen af ordene “menneske” og “maskine”, og sidstnævnte fik den prominente position.
Sangen “Electric Café” blev skabet i 1986, relativ sent i gruppens oeuvre. Den underliggende rytme mindede om pulsen fra “Trans-Europe Express”.
Vi ser en Volkswagen Boble på skærmen og hører lydene af bilen, der startede. Så lyder hornet, og vi er på vej ud på en tur langs “Autobahn”, et af gruppens tidligste værker. Det ikoniske blå-hvide albumcover, designet af maleren og digteren Emil Schult, blev projiceret, og det kan siges at indkapsle essensen af Kraftwerks minimalistiske etik. “Clean as country water”, som The Lovin’ Spoonful engang sang: både Schults coverkunst og gruppens synthesizermusik bærer dette præg.
Vi fik en lang og fornøjelig tur på motorvejen – et Road Trip. Og vi fik et udvidet og percussionrigt magnum opus. Tilfredsstillende. Nummeret “Computer Love” udkom i 1981 og forudsiger næsten clairvoyant den måde, mennesker i dag møder hinanden socialt: “I call this number, for a date. I don’t know what to do. I need a rendezvous.”
Lilla farver svøbte hele scenen, og kvartetten indgik nu som lilla komponenter i denne levende skulpturelle installation.
Da en sort-hvid collage af catwalk-modeller fra 1950’erne og 1960’erne blev projiceret, fremførte gruppen et af deres mest kendte numre: “The Model”. Teksten blev skrevet af Emil Schult, hvis samarbejde med Kraftwerk-grundlæggere Ralf Hütter og (afdøde) Florian Schneider går tilbage til 1972.
Efter min mening var det smukkeste nummer denne aften “Neon Lights”. Det elskelige nummer – ledsaget af projektioner af neonskilte og fluorescerende symboler – hylder byens nattelige lys; dens Calcium Night Light.
Farveprojektionen til “Neon Lights” var også aftenens smukkeste visuelle oplevelse for mig, med sine vertikale søjler af mættede farver, som fluorescerende lysrør skabt af Dan Flavin eller James Turrell. Alle de forudfattede fordomme, jeg måtte have haft om at lade syntetisk musik bevæge mig eller endda få mig til at danse, forsvandt, da jeg hørte det udsøgte “Neon Lights”.
Aftenens korteste nummer var “Metropolis”. Dronende synthesizertoner tegnede et billede af bevægelse gennem en urban labyrint. Vi blev præsenteret for et grafisk landskab af højhuskomplekser, der fremstod som arkitektoniske hieroglyffer. Og så projiceredes ordet “Metropolis”, hvilket fik mig til at mindes Fritz Langs ekspressionistiske film fra 1927 og sammenkoble Kraftwerks musik med hele Bauhaus-æstetikken.
Den eneste gang nogen fra gruppen talte til publikum denne aften, var da vi hørte Ralf Hütter fremføre en hyldest til Ryuichi Sakamoto, som han mødte i Tokyo i 1981: “We have been friends forever.”
Ved elklaveret og syngende ordløse vokaler gennem en Vocoder fremførte Hütter sin vens nummer “Merry Christmas, Mr. Lawrence”, titelsangen til filmen fra 1983. Umiddelbart efter hørte vi “Geiger Counter” med sine insisterende beats og sin behandling af radioaktive ulykker og atomare nedsmeltninger rundt omkring i verden.
Projektionen viste kunstnerisk formede morsekoder, og snart gled vi over i aftenens eneste klart politiske nummer, “Radioactivity”, med sit budskab om modstand mod udbredelsen af radioaktivitet i alle dets former: “It’s in the air, for you and me.” “Discovered by Madame Curie.” “Chain Reaction.” “Contamination of the population.” samt en strofe sunget på japansk, skrevet af Ryuichi Sakamoto.
Herefter fulgte en hyldest til det evige “Tour de France”-løb, i form af sanseligt elektro-perkussiv musik med stigende bølger af synthesizerlyde og fransksprogede vokaler. I gruppens kompositionskatalog er dette endnu et relativt sent værk.
Vi blev præsenteret for sort-hvide optagelser af Tour de France-løb fra, hvad jeg formoder, er 1950’erne. Lydene i nummeret henviser ofte til mekaniske cykellyde. De synkoperede danserytmer inspirerede publikum i K.B. Hallen til – for eneste gang i koncerten – at klappe med i takt.
Musikken gled over i “La Forme”, hvor vi hørte om alt det, man kan møde i et cykelløb: “inspiration”,“expiration”, “contraction” og “decontraction”. De 3D-lignende stoflige former, skabt af blå prikker, var smukke rumlige skulpturer. Endnu engang står det klart, at den uløselige forbindelse mellem syntetiske lyde og syntetiske rum er et gennemgående tema i Kraftwerks værk.
Og således fik vi en kompakt version af et andet Kraftwerk-hovedværk: suiten bestående af “Trans-Europe Express”, “Metal on Metal” og “Abzug”.
I aftenens version fornemmede jeg, at de fire musikere – Henning Schmitz, Falk Grieffenhagen, Georg Bongartz og Kraftwerks medstifter Ralf Hütter – faktisk improviserede over de komponerede værker. Særligt kraftfuld var “Metal on Metal”-delen. Projektionen lignede en musikvideo produceret specifikt til “Metal on Metal” og udgivet af Kling Klang, som også er navnet på Kraftwerks studie.
Det sprælske “Planet of Visions” kom derefter. Og koncertens afslutning var en medley af de berømte “Boing Boom Tschak / Techno Pop / Musique Non Stop”.
Her kunne man tydeligt høre forbindelserne mellem techno-genren og Kraftwerks syntetiske lydverden. For mig var denne medley mindre dragende end meget af det øvrige musik denne mandag aften. Jeg fandt lyden mere uklar end “clear as country water”. For første gang så vi den ikoniske robotmaske projiceret på skærmen. Og mens suiten ebbede ud, forlod musikerne én for én scenen – med et minuts mellemrum – som i Haydns Farvel-symfoni.
Og det var dét!
Efter vedvarende applaus kom Schmitz, Grieffenhagen, Bongartz og Hütter tilbage på scenen, nu badet i Rodtjenko-rød, og gav en kort, men generøs version af endnu et mesterværk: “The Robots”.
Nummeret blev indledt med spørgsmål og svar: termometeret stiger og falder. Kraftwerk er i stand til at skabe solide former i rummet med deres lyde, og med måden de influerer teksturen af disse syntetiske lyde, skaber de en sansning af temperaturer, der stiger og falder. Bare lyt til dette nummer! Meget generøst: det hele.
Tak, Kraftwerk, for jeres statsbesøg i K.B. Hallen og for at gøre det på så uprætentiøs og jordnær vis.
Jeres musik kunne pege mod himlen og rummet, men I fire herrer var her hos os, nede på jorden. Jeg løfter et glas for mange flere sæsoner med fornøjelse og for den berigende musik, I har spundet frem på jeres snurrende hjul.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og