MØ // ANMELDELSE – Den danske verdensstjerne MØ, døbt Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen, måtte igennem en længere krise for at finde overskud til sit nye album Motordrome. Det har været værd at vente på for hende selv og hendes lyttere, mener POV’s Henning Høeg: “Hele vejen igennem Motordrome leges der med rum, farver, opløsning og stemme. Uden at virke manipulerende guider MØ og hendes internationale producerhold os rundt i deres eget soniske rum”.
Da pandemien satte en stopklods for alting i 2020, faldt den danske hitskaber MØ til jorden med et lydløst brag. Men efter en velfortjent pause og genoptræning af både stemme og sjæl er hun tilbage med sit tredje album Motordrome, hvor ambitionsniveauet kun overgås af evnen til forløsning.
For en gammel rockrotte, der vokset op med et ufravigeligt krav om bas, tromme og guitar, er MØ en stimulerende udfordring. Således åbner Motordrome med den stort set trommeløse “Kindness”.
I stedet for et fast underliggende beat opstår sangens spændstige groove i et drillende sammenspil imellem synth, akustiske guitarer, fornemme strygere og ikke mindst MØs egen vokal, der i sig selv er som et lille rytmecirkus.
Her – og hele vejen igennem Motordrome – leges der med rum, farver, opløsning og stemme. Uden at virke manipulerende guider MØ og hendes internationale producerhold os rundt i deres eget soniske rum. Den ofte helt enkle sangkerne – vokal og synth – omgives af et smukt opløseligt univers af strygere, kor og (til tider) stålsat groove.
Stemmen var skadet, og succesen og den pludselige stilhed førte ifølge MØ selv til panik- og angstanfald
Stilheden er dog aldrig langt væk, og det faktum drager MØ maksimal effekt af, når hun præcis to minutter og et sekund inde i startsangen stopper op, sætter tiden i stå og på et sekund uden så meget som hvid støj suger sin lytter helt ind i musikkens centrum.
Dette er for mig albummets “point of no return”. Og i de resterende ni sange er jeg, som Bryan Ferry engang for længe siden sang, “slave to love” – en villig slave af MØs kærlighed til musikken – en kærlighed, hun gavmildt deler på Motordrome.
I årene og månederne op til Covid-pandemien (måske har du hørt om den …) var MØs verden som en hvirvelvind af succes. Verdensnavne som Justin Bieber og Charli XCX stod i kø for at samarbejde. Døren til alverdens talkshows stod vidt åben. Og som i den legendariske, om end livsfarlige dødsdrome (to toptunede motorcykler i en kæmpemæssig tønde), der for mange år siden udgjorde centrum i mangt et omrejsende tivoli, gik det bare hurtigere, hurtigere og hurtigere rundt og rundt i ring.
Magtesløs MØ fik panikanfald
MØ indså angiveligt ikke, hvor høj hastigheden var blevet, før alting stoppede. Stemmen var skadet, og succesen og den pludselige stilhed førte ifølge MØ selv til panik- og angstanfald. Og det var under en snak med sin mor, at MØ kom i tanke om dødsdrome-metaforen.
Ligesom så mange andre i en hurtigt spinnende verden følte MØ sig magtesløs. Men efter faldet og genrejsningen er det på Motordrome tydeligt, at MØ er tilbage i førersædet.
Således fedter ingen af de ti nye sange for nogen. Det her er MØ på MØs egne betingelser. Og selvom Motordrome er så moderne, som moderne pop bliver, så bliver der også trukket elegante tråde tilbage til både 50’erne og 60’erne, der ligesom alle de andre mellemliggende årtier har været med til at støbe byggestenene til den MØ, vi hører i dag.
Men uden ord havde MØ ikke meget at bruge sin stærke stemme til. Og heldigvis har tekstforfatteren MØ heller ikke ligget på den lade side
Således kunne “Hip Bone” med sin “Leader of the Pack”-rytme og elegante harmonier sagtens være en nyindspilning af et ukendt Ronettes-nummer. Og på albummets sidste track “Punches” mødes fremtid og fortid til maksimal effekt, når den Shadows-agtige guitar svøber sig om solistens vokal, der med sin kompressor-effekt umiskendeligt hører til i 2022.
Som sagt var det ikke bare sjælen, men også stemmen, der skulle hjælpes på ret køl igen. Og på sange som “Youth is Lost” og “Goose Bumps” står MØs vokal stærkere end nogensinde – på en gang rå, melodisk og forførende.
Men uden ord havde MØ ikke meget at bruge sin stærke stemme til. Og heldigvis har tekstforfatteren MØ heller ikke ligget på den lade side. På højde med det svimlende ambitionsniveau i produktionsafdelingen, viser teksterne på Motordrome således alle aspekter af MØs talent for at omsætte virkeligheden til dynamisk pop-lyrik.
Således varierer teksterne fra lakoniske observationer som “My truck is on fire, I let that shit burn” (“Wheelspin”) via humor som “I’m your Juliet, You’re my Brad Pitt” (Brad Pitt) og endelig til de øjeblikke, hvor MØ bare hiver det hele til side og viser os sit blødende hjerte “I never thought something could hurt so much (“Goosebumps”).
Som få af sine samtidige forstår MØ desuden at begrænse sig. Således består Motordrome af blot ti sange. Til gengæld er kvaliteten i top fra start til slut – all killer no filler. Og trods den relativt korte spilletid, er der masser af materiale. Hver sang på albummet er nemlig mættet med materiale; melodisk, lyrisk og produktionsmæssigt.
Mø udklædt som sit gymnasie-crush Brad Pitt – sort of:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
