DAGENS POV // POLITIK – Hvordan opnår et parti mest mulig politisk indflydelse? Vandene deles både imellem og ofte også internt i partierne, når man skal vurdere, hvordan der opnås mest mulig politisk indflydelse ved eller væk fra forhandlingsbordene. Efter junivalget er nye muligheder og faldgruber opstået, skriver medlem af Alternativet, Marianne Victor Hansen, og det er måske godt nyt for klimaet.
Forståelsespapiret mellem regeringen og de tre støttepartier er en ny måde at sætte en visionær og overordnet ramme for en politisk kurs i en regeringsperiode. Selvom partierne er blevet enige om papiret med både de store fælles linjer og nogle konkrete tiltag, så skal samarbejdet kunne rumme, at partierne fortsat udtrykker deres egne positioner, også hvor de adskiller sig fra papirets erklæringer uden dog at være i direkte modstrid med det. Det er en balance på en knivsæg.
Sommergruppemøderne blev en demonstration af, at de enkelte partier ikke er forpligtede til at ”nøjes” med at ville realisere det, de fire partier er blevet enige om. SF’s forkvinde Pia Olsen Dyhr giver udtryk for, at megen økonomisk politik bedre kan gennemføres med DF end med De Radikale, Enhedslisten går ud med krav om højere udviklingsbistand og stop for udvinding af fossile brændstoffer i Nordsøen, og De Radikale ønsker at indføre flyafgifter. Interessante udmeldinger fra partier, som understreger, at partierne udover at arbejde for de politiske tiltag, som forståelsespapiret rummer, også vil sætte hver deres dagsorden.
Gennemsigtighed om uenigheder og kompromisser
Det er nu helt synligt for vælgerne, at papiret indeholder kompromisser, som partierne har forhandlet sig frem til med skyldig hensyntagen til, hvad der er vigtigt for hvert parti. Flere tiltag er allerede sat i værk, men de kommende måneder vil teste den nye politiske forståelse: Kan der opnås enighed om en klimalov, om finansieringen af aftalerne og ikke mindst om en finanslov for 2019?
Efterårets forhandlinger om udmøntning og finansiering af forståelsespapirets politiske visioner vil vise, om der blæser nye vinde i det danske folkestyre
Forståelsespapiret udfordrer alle deltagende partier og opsætter også nye betingelser for både den blå opposition og den ”frie politiske stemme”, som Alternativet ønsker at udgøre. Bliver der plads til forlig henover midten eller vil det etablerede flertal i rød blok ikke kunne strække sig mod blå blok uden at bryde sammen. Vil aftaler om andre områder end dem forståelsespapiret indeholder kunne indgås i andre konstellationer uden at skade samarbejdet mellem regering og støttepartier?
Der er også Alternativet
Alternativet valgte i forsommeren 2018 at pege på sin politiske leder Uffe Elbæk som statsministerkandidat fremfor at pege på enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen. Klimaudfordringen og nødvendigheden af en radikal grøn politik som ingen af de to kandidater stod for, var begrundelsen for udmeldingen. Alternativet ville skabe et grønt alternativ til rød og blå blok. Det viste sig hurtigt ikke at vække stor opbakning fra andre politiske kræfter og isolerede i praksis partiet fremfor at skabe den tværgående grønne kraft, der var hensigten.
Selvom valget i juni 2019 blev et klimavalg gik partiet, der blev dannet for at sætte klimaet øverst på dagsordenen, voldsomt tilbage. En tolkning er, at Alternative vælgere ikke ønskede at risikere endnu en periode med Lars Løkke som statsminister, fordi Alternativet ikke ville pege på Mette Frederiksen. En anden tolkning er, at vælgerne ønsker samarbejde og kompromis, og derfor så Alternativets vej som en enegang, der ikke ville føre til de ønskede forandringer.
Alternativets muligheder for at opnå indflydelse
Efter valget har rød blok flertal uden Alternativet og med en halvering af antallet af mandater skal partiet vælge, hvilken parlamentarisk strategi man vil bruge for at øve indflydelse. Alternativet takkede nej til at indgå i forhandlingerne om forståelsespapiret, som partiet efterfølgende kommenterede med lige dele positiv afventen og forbeholden kritisk attitude overfor finansiering og konkret udmøntning. Hvilken strategi partiet vil anlægge for at øve indflydelse i efterårets forhandlinger, står endnu ikke klart.
Hvilke kompromisser Alternativet er villige til at indgå, og hvornår partiet vurderer, at kompromisser bliver kompromitterende, vil efterårets forhandlinger afklare
Klimaudfordringernes presserende karakter udgør, især for Alternativet, et bagtæppe for kompromisernes svære kunst. Når FN’s klimapanel og Paris-aftalen kræver radikale svar og handlinger for at reducere klimabelastningen, er det så overhovedet værd at deltage i kompromisser, som kun fører til små fremskridt og tiltag? Skal man være med til at forbyde tynde plasticposer, når man ønsker et forbud mod alle plasticposer? Skal man stemme for en klimalov, der næppe bliver så ambitiøs som man ønsker sig og som en række danske organisationer har stillet forslag om. Kan man overhovedet indgå aftaler og forlig, hvis ikke Danmark stopper for udvinding af fossile brændstoffer i Nordsøen?
Uffe Elbæk meddelte i forbindelse med partiets sommergruppemøde, at ”vi gerne indgår kompromiser, men vi vil ikke kompromitteres”. En udmelding som ikke består den simple negationstest, for ingen vil kompromitteres, og udmeldingen siger heller ikke noget om, hvor grænserne går.
Hvilke kompromisser Alternativet er villige til at indgå, og hvornår partiet vurderer, at kompromisser bliver kompromitterende, vil efterårets forhandlinger afklare.
Enhedslistens veje til indflydelse
Igennem 00’erne lød det ofte i nyhederne: ”I dag har alle folketingets partier undtagen Enhedslisten indgået en aftale om…”. Partiet blev ofte beskyldt for at sætte sig udenfor indflydelse og ikke gøre en forskel i Folketinget. Partiets vedtagne tilgang lød: ”Vi stemmer for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse”, og folketingsgruppen blev overalt stillet til ansvar overfor denne målestok.
I 2010’erne og især under Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode indgik partiet i flere forlig efter hårde forhandlinger. Et kardinalpunkt var, at nye politikker ikke førte til større ulighed i samfundet. Enhedslistens opnåede indflydelse ved at indgå kompromis blev ofte diskuteret heftigt internt, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved, om de opnåede resultater var store nok til at lægge navn til de politiske aftaler og forlig. Der blev udtrykt tvivl om hvorvidt de indgåede aftaler kompromitterede partiet.
Skal klimaudfordringerne løses, er der på den ene side brug for kompromisser for at få alle med til at indgå aftaler, der holder efter næste valg, og på den anden side brug for så radikale løsninger, at netop det kan blive svært
Finansloven for 2013, hvor Enhedslisten modstræbende indgik aftale med den daværende S-R-SF regering, repræsenterede et nybrud i dansk politik. I stedet for stolt at møde pressen i samlet forligsflok valgte Enhedslisten at melde åbent ud, at denne finanslov ikke var noget at råbe hurra for, men det bedste der kunne opnås, og det værre alternativ ville være en finanslov med blå blok.
Især spørgsmålet om dagpengeforringelser drev Enhedslisten mod at forhindre en ”værre finanslov” for de arbejdsløse. En ærlig udmelding, hvor vælgerne kunne se, hvor dyrt et kompromis kan være. Enhedslisten indgår nu i forståelsespapiret, men vil i efteråret også slå på tromme for sine egne positioner.
SF’s historiske kameler
SF har en klar strategi om at tage medansvar og opnå indflydelse ved at indgå kompromisser og aftaler. Da partiet i 2011-2013 indgik i regering med Socialdemokratiet og De Radikale, blev partiet splittet på spørgsmålet om det gav tilstrækkelig indflydelse og mulighed for at trække regeringens politik i partiets retning. Det endte som bekendt med et brag, hvor SF trak sig ud af regeringen og den nuværende politisk ordfører, Karsten Hønge, udtalte om den udløsende DONG-sag, at ”denne sag stiller sig oven på bunken af kameler, som er blevet slugt af SF”.
At de indgåede kompromiser kompromitterede partiet, var ikke alle enige om, og en del af de SF’ere, der ville være fortsat i regeringen, valgte at forlade partiet. Debatten om parlamentarisk strategi har floreret siden, men SF har for nylig meldt sig klar til igen at indgå i regering. Op til valget i juni 2019 fremsatte SF to ultimative krav til en ny regering. Krav der stadig forhandles om og som næppe bliver indfriet fuldt ud, men som med sin signalværdi forud for forhandlingerne om forståelsespapiret, formentlig nok påvirkede indholdet af aftalen.
Det danske efterår
Efterårets forhandlinger om udmøntning og finansiering af forståelsespapirets politiske visioner vil vise om der blæser nye vinde i det danske folkestyre. Skal klimaudfordringerne løses, er der på den ene side brug for kompromisser for at få alle med til at indgå aftaler, der holder efter næste valg, og på den anden side brug for så radikale løsninger, at netop det kan blive svært.
Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
