KOMMENTAR – Det er OK at italesætte sine følelser og også at føle sig krænket over noget som vel kun ganske få føler sig krænket over, skriver psykolog Kristoffer Munk i dette indlæg i krænkelsesdebatten. Man må dog også kunne tåle en modstand og være parat med argumenter, hvis man skal lave om på noget. Lad os skabe forandring gennem dialog.
Dette er skrevet på dagen hvor historien om at den danske sang er en ung blond, krænkende pige på CBS er kommet frem.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan tingene er foregået på CBS og på hvad de enkelte personers handlinger i den givne situation har været motiveret af. Det er der vist nok, der allerede har gjort. Personligt er jeg ikke så klog at jeg ved hvad der er sket i et rum, hvor jeg ikke har været tilstede.
Jeg blev ikke chokeret som landets statsminister, men kan da undre mig lidt over at han har taget nyhederne om Skats kollaps og Danske Banks hvidvaskefabrik i Baltikum med mindre dramatiske reaktioner som følge. Jeg har heller ikke brug for at kalde nogle for idioter eller noget for idiotisk. Hvis jeg føler mig noget, er det lige dele træt og underholdt af en absurd debat. Det er i øvrigt temmelig ligegyldigt, hvad jeg føler i den sammenhæng.
Hvis jeg føler mig noget, er det lige dele træt og underholdt af en absurd debat. Det er i øvrigt temmelig ligegyldigt, hvad jeg føler i den sammenhæng
Det er i øvrigt også ligegyldigt hvad deltagerne i fællessangen har følt i den givne situation. Selvfølgelig har man ret til at synge en sang ved et personalearrangement på en uddannelsesinstitution. Det er der vist i øvrigt ikke nogen som betvivler.
Det med følelser
For mig at se mangler debatten om krænkelser i det offentlige rum en mere nuanceret forholdemåde. Vi bør have – og har vel også lovgivningsmæssigt – en ret til ikke at blive udsat for krænkende handlinger rettet mod vores person. Det er ikke tilladt, at vi aktivt diskriminerer, bliver slået, truet eller lignende. Det har vi gennem længere tid haft en lovgivning som sætter nogle ganske klare rammer for. Dem har vi en ret til at blive forsvaret imod og beskyttet imod.
Følelser er noget andet. Der findes personer, der føler sig krænket over at Brøndby løber på banen i betonslummen på pestegnen, personer der føler sig krænket over brugen af ordet neger i en tekst og tilsyneladende også personer, der kan føle sig krænket over Højskolesangbogen. Følelser er ikke logiske og derfor vil ethvert forsøg på at regulere det offentlige rum med udgangspunkt i at undgå at mennesker føler sig krænket være dømt til at fejle.
Jeg er sikker på at der var en del mænd, der følte sig krænket, da man gav kvinder stemmeret. Godt at man ikke lukkede ned for den debat for ikke at krænke et følsomt mandesind dengang…
Det kedelige logiske Erasmus Montanus-argument for dette er, at hvis jeg føler mig krænket over at der udøves restriktiv selvcensur i min nærhed, har jeg jo logisk set også retten til at blive set, mødt, hørt og modtage en undskyldning herfor. Samt et krav på at denne krænkende praksis ophører.
Efter min mening har man krav på en dialog. Det er OK at italesætte sine følelser og også at føle sig krænket over noget som vel kun ganske få føler sig krænket over. Man må dog også kunne tåle en modstand og være parat med argumenter, hvis man skal lave om på noget.
Forandring og fremskridt
Går man 150 år tilbage, var det vist nok en almen holdning at kvinder var småtbegavede og ikke egnet til at betro spørgsmål om videnskab, økonomi eller lignende. Madlavning, avl og børnepasning var passende kvindelige roller i samfundet. De kunne også godt bruges til at lappe huller i sokker og andet lignende arbejde. Det har da heldigvis ændret sig, også selvom jeg er sikker på at der var en del mænd, der følte sig krænket, da man gav kvinder stemmeret. Godt at man ikke lukkede ned for den debat for ikke at krænke et følsomt mandesind dengang…
Pointen er at vi alle sammen kan føle os krænkede over ting i samfundet, kulturelle praksisser eller sprogbrug. Mon ikke der sad en seksualforskrækket præst eller 14 i Søndre Pikhede sogn og var svært forarget over kvindefrigørelse og hippie-love i omegnen af 1968? Også godt at vi ikke lyttede til hans følelse af at være krænket på sin anstændighed.
Begge er eksempler på, at vi har flyttet os og at samfundet har transformeret sig ved at vi ikke gav efter for følelser af krænkelser og afstod fra at forandre reaktionære synspunkter, gennem dialog og handling frem for selvcensur.
Har der været uenigheder og konflikter forbundet med at kvinder fik stemmeret og at gamle seksualnormer, fra en tilfældigt sammensat bunke af gamle religiøse skriblerier fra en flok dårligt uddannede ørkennomader i Jerusalem og omegn, ikke længere skulle være gældende i et moderne, oplyst samfund. Ja, det har der da. Heldigvis. Det er herigennem vi er blevet klogere.
Undgå en falsk sandhed
Selvcensur fører til at der bliver etableret et offentligt rum, hvor der er en redigeret, falsk og overfladisk sandhed. Omme bagved den opstår der et andet rum, hvor de ikke-tilladte tanker og holdninger bliver legale.
Safe spaces fører til en offentlig kultur, hvor ingen kan tillade sig at krænke nogle.
Samfundet har transformeret sig ved at vi ikke gav efter for følelser af krænkelser og afstod fra at forandre reaktionære synspunkter, gennem dialog og handling frem for selvcensur
Skinke-tegningen af Inger Støjberg er et eksempel på det. Jeg er da sikker på, at der er nogle, der har følt at den var krænkende. Det er en grov karikatur. Den er også relevant, og kom så vidt jeg husker det nogenlunde samtidig med hendes strammerkage og samtidig med at det i ramme alvor blev diskuteret at vi som samfund skulle til at regulere adgangen til penicillinholdigt tørstegt grisekød i danske daginstitutioner (hvis du føler dig krænket over dette udsagn, så frem med de gode argumenter for en sådan detailstyring og skaf mig et stykke penicillinfrit grisekød solgt i Danmark).
Den tegning var ikke blevet trykt i et krænkelsesfrit offentligt rum. Hvis vi giver efter for en dybt misforstået tanke om, at man har ret til at gå ud i det offentlige rum, uden at føle sig krænket over noget, man ser, hører eller oplever, kommer vi til at leve i et samfund, der minder om 1984. Herudover er der en rigtig stor risiko for, at et krænkelsesfrit offentligt rum i sit design vil blive udformet af magthavere, der gerne vil undgå kritik, og at det vil ende som noget reaktionært og totalitært, hvor det ikke er så sjovt at være en religiøs, etnisk eller seksuel minoritetsperson.
Du har krav på dialog
Lad os i stedet få en dialog, som vi i øvrigt har haft i forhold til ordet neger. Det er rent faktisk lykkedes at skifte holdning hos mange mennesker i forhold til at bruge dette ord i daglig tale, ved at der er nogle personer, der har taget diskussionen, ændret på sproglig praksis og forklaret, hvad der præcist er krænkende ved at kalde andre for negre.
Har man ret til at bruge det stadig? Ja. Er det i orden? Nej.
Baggrunden for dette er, at der er nogle mennesker, der har taget en dialog, har forklaret, diskuteret, skændtes og lyttet til hinanden. Ikke at der er nogle, der i stedet er gået i selvcensur-selvsving. Derfor er det i min optik fair nok at Pippis far er blevet sydhavskonge, eller hvad han er endt som, så længe de ikke gør den stakkels mand til formand for Løkkefonden, den sicilianske mafia, Illuminati eller et tilsvarende skummelt foretagende. I øvrigt er det min personlige holdning, at det er ok at skrive neger i en tekst som denne, da der er et formål med at vise udviklingen i sproget, ikke at kalde nogen for neger.
En anden uheldig tendens af at lytte til alle krænkelsesfølelser i det offentlige rum er, at det bare giver verdens bedste legeplads for reaktionære og populistiske kræfter, der gerne vil profilere sig. Det kan i min optik lykkes for selv ganske store solformørkelser at lyde helt fornuftige, når det lykkes at få krænkelseskortet spillet godt ud.
Det er da lidt paradoksalt at USA, der vel om nogen i universitetsverdenen er gået foran med safe spaces, trigger warnings og så videre, har fået valgt en præsident som Donald Trump, der vel er det mest politisk ukorrekte man kan forestille sig. Hvis vi etablerer en kultur præget af vaghed, selvcensur og evigt uld-i-mund, risikerer vi at få en politiker som ham, der kommer til at se fornuftig ud i et opgør mod verdensfjern frelsthed.
Du har ikke ret til at slippe for at føle dig krænket. Du har ret til ikke at blive krænket. Der er en forskel
Derfor, lad os få et samfund, hvor det ikke er tilladt at udsætte andre for krænkende handlinger, men hvor det vi i stedet for at føre en krænkelsesdebat, der starter med at nogle hyler op over en følelse af at være blevet krænket, og andre så får lov at hyle op om civilisationens endeligt.
Fair nok at vi alle har behov for at reagere, men lad os da tage en dialog og en diskussion og undersøge hinandens holdninger, og prøve at se om vi kan skabe reelle forandringer og holdningsændringer ved at lytte til hinandens argumenter.
Så kan det være at der kommer noget konstruktivt ud af følelsen af at være krænket over noget i stedet for en debat, der alt for let går i selvsving.
Derfor: Du har ikke ret til at slippe for at føle dig krænket. Du har ret til ikke at blive krænket. Der er en forskel, og hvis vi alle sammen skal slippe for at føle os krænket, får vi etableret et temmelig skidt samfund. Brug følelsen til at finde argumenterne. Hvis de så er gode, så kan det jo være at der er nogle der lytter. Hvis det så viser sig at argumenterne ikke er der, så kunne det jo være at følelsen måske skulle pakkes væk indtil der dukkede et ordentligt argument op.
PS hvis vi skal tage et opgør med racistiske sange, hvorfor fanden er der så ikke nogle, der tager fat i Shu-bi-duas Danmarkssang 😉
PPS det var ironi, ikke en opfordring, lad være med at lytte til den hvis du ikke kan lide den.
Foto: Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
