Alle vil have en bid af 'skønhedens ø' - betragtninger fra Korsika • POV International

Maria Loizou Brændbjerg 05.08.2019

REJSEBREV – “Når trafikken slipper sit tag, og Bastia forsvinder i bagruden, så opdager man hvorfor Korsika bliver kaldt skønhedens ø.” Maria Loizou Brændbjerg har tilbragt syv dage på den franske ø i Middelhavet. Øen, der er på størrelse med Sjælland, er kendt for sin smukke, uberørte natur og sine mange kulinariske specialiteter.

Klik, klik, klikklik, klik…. De smukke gadelampers skær lyser byens midtpunkt op. Hvor man andre steder ville have lavet en fin belægning af granit eller fliser, så er byens torv belagt med grus. Det er nødvendigt, for det fungerer som én stor petanquebane. Kliklydene kommer fra petanquekuglerne som støder mod hinanden. Pladsen er fyldt, der er måske 10 forskellige spil igang og alle spiller med på trods og på tværs af nationalitet. Sproget er universelt: At komme nærmest den lille farvede kugle og få flest point.

Corse, Corsica… som på ethvert vejskilt man ser på øen, står navne på byer og veje både på fransk og på korsikansk.

Jeg skal ikke antyde, at jeg på nogen måde kan gøre mig klog på en kompliceret og lang historie med skiftende magtforhold og national identitet efter kun at have stukket snablen i den korsikanske muld i syv dage og læst lidt i Turen går til Korsika, men lidt amatørbetragtninger har man vel lov til at gøre sig.

Det kræver en stærk mave og en veldefineret lyst til at udforske øen, som er mere påtrængende end lysten til at slikke sol ved strand eller pool. Vi nåede en god kombi på en uge

Hvad når man på en uge, når man også gerne vil nå at opbygge en anstændig tan, som kan holde hen i efteråret? At kradse lidt i overfladen, og hvis man gør sig rigtigt umage: at undgå de værste turistfælder.

Vi vidste, at færgeoverfarten fra Nice til Bastia ville tage fem timer. Som altid havde jeg frygtet det værste. Hvis man forestiller sig fem timer på åbent oprørt hav på en plimsoller af en turistskude, så kan man næsten kun blive positivt overrasket. Det blev jeg! En mastodont af en skude ankom til færgelejet i Nice. ‘Mega Express’ med plads til 700 biler og 2200 passagerer. Overfarten forløb nemt og mastodontskibet gled igennem bølgerne som en kniv igennem blødt smør.

Det første, der møder én, når man træder i land, er infrastrukturen. Øen er lille og vejene er små og smalle. Korsika er også neonskilte og grimme, nye bygninger og alt for mange butikker, men lige meget hvor man vender ansigtet, så ser man uberørt bjerglandskab, og det giver håb, når man stadig holder i kø 20 minutter efter at bilen har forladt færgelejet.

Når trafikken slipper sit tag og Bastia forsvinder i bagruden, så opdager man hvorfor Korsika bliver kaldt skønhedens ø. 180 graders uspoleret havudsigt, når ellers makien tillader det. Makien er tætbevokset buskads bestående af planter, små træer og krydderurter, som har affundet sig med bjergenes hårdhed og årstidernes skift mellem sommerens brændende hede og vinterens frost.

Man kan komme, hvorhen man vil på Korsika, men kilometerne bliver ikke tilbagelagt med samme hastighed, som de fleste andre steder i Europa. Terrænet er kuperet og vejene snor sig i hårnålesving igennem bjergene. Det kræver en stærk mave og en veldefineret lyst til at udforske øen, som er mere påtrængende end lysten til at slikke sol ved strand eller pool. Vi nåede en god kombi på en uge.

Korsika er en granit- og skiferø midt i Middelhavet på størrelse med Sjælland. 180 km til Frankrig og 83 km til Italien, hvis ikke man tæller Sardinien med, som ligger et stenkast stik syd. Den karakteristiske kontur af øen ser man overalt. På sugerør, graffiti på vægge, strandhåndklæder, flag og smykker. Konturen af øen som med lidt god vilje ligner profilen af den maurer med pandebånd, som er symbolet på den korsikanske frihedstrang. Historisk har korsikanerne haft det svært med invasioner alle steder fra.

Deres mundheld: ‘Intet godt fra havet’ forstår man, når man læser lidt op på korsikanernes uheld igennem tiden. Maurerne, som beboede den Iberiske halvø og det, der nu er Marokko, invaderede bl.a. øen. De tog korsikanerne med sig som slaver, men legenden siger, at korsikanerne vandt det afgørende slag og gik fra by til by med maurernes leders afhuggede hoved på en stang.

Symbolet har overlevet invasion af romere, grækere, genovesere og englændere og selv under fransk herredømme siden 1768 lever maureren som symbol på korsikansk stolthed og frihed. Der er ingen tvivl om, at den korsikanske ånd lever stærkt. Som så mange andre isolerede samfund, så har der igennem tiden hersket et mere eller mindre realistisk ønske om selvstændighed.

Pascal Paoli har ikke levet forgæves, og selvom man kalder ham fædrelandets far, så lykkedes det ham ikke at gøre Korsika selvstændigt. Han fik skubbet genoveserne på porten, som så i mellemtiden gav Frankrig Korsika i pant. Pascal Paoli gik i eksil, og selv ikke med Englands støtte lykkedes hans kamp, og Korsika forblev på franske hænder.

Livet var lettere, da man kunne fylde håndbagagen til flyturen med alle de dejlige flasker. Hvor skal jeg gøre af alle de korsikanske specialiteter?

I dag lever øen af turisme, selvom det dog er lykkedes at holde store investeringsselskaber fra døren. Skønhedens ø tiltrækker rige franskmand og italienere i dyre både, trekkere, bjergbestigere, løbere, vandrere, cykelryttere, børnefamilier, elskende, ældre og unge. Alle vil gerne have en bid af den uberørte, smukke ø midt i Middelhavet.

Som gæst på øen fornemmer man tydeligt, at man ikke er i Frankrig. Selvom fransk er hovedsproget, så hører man lige så tit, at der bliver talt italiensk eller en blanding af begge sprog. Man fornemmer også klart et andet folk og en anden stemning. Man kommer klart længst hos korsikanerne med lidt franske gloser.

Man kan være heldig at støde på velvilligt engelsktalende folk, men det kan nærmest virke som en rød klud, hvis man forventer, at samtalen kan afvikles på engelsk. Således måtte jeg forlade et bisqueterie med nybagte og yderst velduftende kager, fordi damen ikke ville betjene mig på andet end fransk. Korsikansk emsighed møder cypriotisk stædighed og mangel på franskkundskaber – skidt kombi! Ved nærmere eftertanke kan jeg godt lide det! Hun ville fandeme ikke sælge mig de kager for enhver pris. Er det måske ikke mig selv, der forlanger autencitet for enhver pris?

Hvem vidste, at korsikanerne kunne lave vin? En tur til Saint-Florent fik mig overbevist. Patrimonio-regionen har øens mest gunstige forhold til vindyrkning og viljen til at gøre korsikansk vin god. Så god at vi i skrivende stund netop har indkøbt ekstra kuffert til flyturen hjem i morgen. Livet var lettere, da man kunne fylde håndbagagen til flyturen med alle de dejlige flasker. Hvor skal jeg gøre af alle de korsikanske specialiteter?

Oste fra geder og får, syltede figner, friske citroner, tørrede pølser, limoncello, tørrede basilikumblomster, krydderier fra makien, orange velduftende abrikoser og oliven? Jeg er vant til at stoppe sprækker og huller i Hondaen med juvelerne, men resten af familien har i år insisteret på at flyve, så når jeg ankommer hjemme i DK, så er det med et meget lille bytte. Oh well. Familien er glad.

Hvis der nemlig er noget, der bliver tydeligt, når man holder ferie med sin familie, så er det, at vi alle har forskellige ønsker. Når jeg spørger Glenn, Lucia og Zoe, hvad deres bedste minde fra Korsika er lige nu, så siger den ene, at det allerbedste var at spille kort i skyggen på terrassen med Ditlev, Bertil og Gustav. Den anden siger, at det allerfedeste var de vilde bølger og det dybe vand på en naturstrand, vi besøgte. Glenn husker morgenmaden ved siden af poolen med friskbagte croissanter, kaffe og juice, og selvfølgelig lange dage ved poolen med musik, øl, sjov og solbadning som det bedste.

Hvad når man på en uge, når man også gerne vil nå at opbygge en anstændig tan, som kan holde hen i efteråret? At kradse lidt i overfladen, og hvis man gør sig rigtigt umage: at undgå de værste turistfælder

Jeg selv må sige, at udsigten, lige meget hvor man kigger hen, gør mig blød i knæene. Jeg kommer til at savne vores rejsemakkere, bjergene, vildsvinet i vejkanten, solnedgangene så røde som blod, lokal og veltillavet mad på Restaurant Pasquale Paoli på torvet i L’Île-Rousse, vilde køer på vejen, flagermus, sol, strand, pool, alle citadellerne i kystbyerne, petanquespillende mennesker på torvet, platantræernes camouflagedragt, Madeleines au citron, blomstrende rosmarinbuske, solmodne tomater i alle farver, friske croissanter, og har jeg nævnt solmodne tomater i alle farver?

Fotos: Skribenten.

Maria Loizou Brændbjerg

Jeg hedder Maria, og jeg står bag bloggen BigFatGreekHealthy. Jeg har snuppet det engelske idiom "Big fat", som betyder fuldstændigt og komplet. Sæt det sammen med mine græske aner, mine kurvede former og min evige søgen efter balance mellem sundhed og lysten alt det dejlige, som livet har at byde på, og du har: BigFatGreekHealthy. Jeg skriver om det, jeg har på hjerte - om børn, familie, mad, vin, rejser, kærlighed til stort og småt og alt det midt imellem. Sans for detaljen og øje for de små ting. Til hverdag elsker jeg mit job som lægesekretær på Rigshospitalets TraumeCenter. Mor til to døtre, hustru til Glenn. Bor på wanna-be-bondegård på Amager med hund, kat, skildpadde og seks høns. Kan du lide det, jeg skriver? Så kan du give en skærv på MobilePay 27112144. Du skal være så velkommen til at skrive til mig på mloizoub@hotmail.com eller på Facebook.