POVCAST // KORSHOLM OG LARSEN – I denne episode af POV’s politiske podcast diskuterer Frank Korsholm og Bjarke Larsen udviklingen i dansk politik i den sidste uges tid af januar. Eller udvikling er måske ikke det rette ord, for opgøret om store bededag har bidt sig fast. Regeringen har dummet sig gevaldigt, måske uopretteligt, og dens popularitet er stærkt dalende i meningsmålingerne. Korsholm og Larsen kommer også omkring Nye Borgerliges nye formand Lars Boje Matthiesen – Danmarks Trump, hvis man skal tro Bjarke Larsen.
Hvad vil Lars Boje Matthiesen med magten i sit parti?
Han vil trække sit parti væk fra resten af den blå blok, som Pernille Vermund bejlede kraftigt til før, under og efter valgkampen. Der, hvor ultraliberalismen trives, og hvor det handler om at konsolidere sig, siger Frank Korsholm – og dermed afgrænse sig i forhold til Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.
Og det bliver uden Pernille Vermund, der formentlig er ude af Folketinget inden sommer. Ligesom Sofie Carsten Nielsen fra den dysfunktionelle familie, De Radikale, mener Korsholm og Larsen.
Store bededag er blevet til langfredag for SVM-regeringen – vælgerne flygter fra de tre regeringspartier, især S og V
Og hvad med store bededag? Ja, den er nærmere blevet til langfredag for SVM-regeringen. Ifølge meningsmålinger flygter vælgerne fra de tre regeringspartier, især S og V.
Korsholm og Larsen om regeringen
“Det første lange stykke tid vil S have is i maven og håbe, det går over, indtil overenskomstforhandlingerne, den første store hurdle, nærmer sig sin afslutning. I første omgang ser det umiddelbart langt værre ud for Jacob Ellemann og Venstre. Hvis nedgangen fortsætter de næste tre måneder, ser det alvorligt ud,” vurderer Bjarke Larsen.
Det er ikke lykkedes nogen at forklare, at det altså er nødvendigt at arbejde en halv procent mere for at være med til at gardere os mod Putins aggressioner
I et interview har Lars Løkke Rasmussen sagt: “Danskerne forstår ikke alvoren.” Underforstået, hvis vi satte os ind i situationen omkring Ukraine, ville vi forstå, hvorfor det er nødvendigt at yde ofre til gavn for et forstærket forsvar.
Til det standpunkt bemærker Frank Korsholm i podcasten:
“Jo, det er nok også rigtigt. Men politikerne har heller ikke gjort noget for, at vi skal forstå nogen alvor. Det, man taler om, når man laver kriseindgreb, er, at politikerne skaber en brændende platform – altså at vi vælgere skal forstå, at jorden brænder under os, og vi er nødt til at springe ud af vinduet for at redde vores liv.”
“Det er ikke lykkedes nogen at forklare, at det altså er nødvendigt at arbejde en halv procent mere for at være med til at gardere os mod Putins aggressioner.”
I podcasten diskuterer de to kommentatorer desuden, hvorfor det er SF og Liberal Alliance, der henter stemmerne fra de andre.
Lyt til podcasten her:
Om Frank Korsholm:
Frank Korsholm er POV’s politiske redaktør. Han er journalist og rådgiver samt konsulent. Han har blandt andet arbejdet som politisk redaktør og lederskribent på Børsen. Han har også været pressechef for De Konservative samt særlig rådgiver og taleskriver for bl.a. tre ministre, Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Jakob Axel Nielsen samt Gitte Seeberg. Frank Korsholm har også været kommunikations- og politisk chef i AutoBranchen Danmark.
Om Bjarke Larsen:
Bjarke Larsen er forlægger og ejer nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er han initiativtager til festivalen ‘Historiske Dage’ (www.historiske-dage.dk), som nu drives af Aarhus Folkeuniversitet.
Han er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var han i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har han stået for PR og markedsføring for diverse virksomheder, ngo’er og organisationer. Endnu tidligere skrev han om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og den 3. verden samt EU.
Politisk har han en fortid hos De Radikale, bl.a. som medlem af byråd og amtsråd i en periode og som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er han passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede Bjarke Larsen i Sønderborg, hvor han bl.a. redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot i 10 år. I dag slår han sine folder i en haveforening i Sydhavnen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her