FILM // ANALYSE – BAFTA-vinder og Oscar-nominerede “Konklave” er ikke bare en thriller om pavevalg – det er en fortælling om magtens skrøbelighed og institutionernes afhængighed af legitimitet. Og så viser den os, at institutioner kun er så stærke som dem, der forsvarer dem.
I den Oscar-nominerede pavethriller “Konklave” følger vi processen, der opstår, når en ny pave skal vælges. Filmen giver den menige seer et unikt indblik i en verden, som ellers er lukket med syvtommersøm, og hvis filmen taler sandt, viser det sig ikke overraskende, at pavevalg ikke er meget anderledes end de valg, vi fra pøblen er vant til.
Når institutionerne svækkes, bliver det lettere for de magtbegærlige at tage styringen
Ligesom i mange moderne demokratier ser vi i “Konklave” hvordan magtkampe, manipulation og intriger trumfer idealer og moral. Som det ses i politiske magtkampe verden over, er kardinalerne bundet af uskrevne regler, skjulte alliancer og kompromiser.
Og når institutionerne svækkes, bliver det lettere for de magtbegærlige at tage styringen. Alle kneb gælder for at komme til magten og man får et indtryk af, at kardinalerne i “Konklave” også har skamlæst de indledende Machiavelli-citater fra “Borgen”.
En vaklende tro på institutionerne
Lykkeligvis sørgede paven før sin død for at udpege et institutionelt fyrtårn til at varetage valgprocessen.
Et utaknemmeligt job, får man indtrykket af, men det er imidlertidig ikke det, som dekan Lawrence (spillet af Ralph Fiennes) får ansvar for: valgprocessen skal være fair, den kommende pave skal have rent mel i posen, og kardinalerne må ikke influeres af eksterne faktorer uden for det Sixtinske kapel.
Det er ikke nemt for dekan Lawrence, som i forvejen ville væk fra Rom efter at have haft en vaklende tro. Ikke på Gud, må man forstå, men på kirken som institution. Og det er da heller ikke en tro, der just bliver stærkere, når man i løbet af filmen bliver vidne til kardinalernes forsøg på at smæde hinanden til.
Præster kalder det et kald, når de skal retfærdiggøre valget af deres profession. Måske er det derfor kardinal Lawrence er så vedholdende. På et tidspunkt beskyldes han for selv at være magtbegærlig.
Måske er hans iver efter, at tingene skal gøres på den korrekte måde et udtryk for, at han selv ønsker at påtage sig magten?
Den progressive fløjs svaghed
Dekan Lawrence har ingen interesse i paveembedet, men det er tydeligt, at han er på den progressive fløj blandt kardinalerne.
Problemet er bare, at den progressive fløjs favorit, Bellini (spillet af Stanley Tucci), har svært ved at skaffe nok opbakning og ikke gider at bruge samme beskidte tricks, som de reaktionære, der modsat Bellini ønsker en lav tolerance over for homoseksuelle og mindre inklusion af kvinder.
Kardinal Bellini er simpelthen for fair og har for stor tiltro til, at kardinalerne vælger efter hjertet.
Da han præsenteres for en rapport, som kan sætte modstanderen kardinal Tremblay (spillet af John Lithgow) ud af kampen, nægter han at bruge disse beskidte kneb: “Jeg kunne aldrig blive pave under de omstændigheder. Et stjålet dokument, bagvaskelsen af en broderkardinal. Jeg ville være pavernes Richard Nixon!”
Nogle vil hævde, at kardinal Bellini er for naiv og passiv – for selvfølgelig vælger kardinalerne ikke med hjertet (det viser sig, at kardinal Tremblay har købt sig til sin støtte) og han tøver man at tage lederskab.
I virkeligheden repræsenterer han en kritik af den progressive fløj, der ofte har en idé om, hvordan samfundet bør indrettes, men har sværere ved at udvise den nødvendige handlekraft til at realisere idéerne.
De usynlige øjne og ører
I stedet bliver det søster Agnes (spillet af Isabella Rossellini), som spiller en vigtig rolle for, at den beskidte kardinal Tremblay ikke får nogen indflydelse, da hun stik imod alle forventninger og normer afbryder en stor diskussion om kardinal Tremblays rolle i bagvaskelsen af en pavekandidat: “Selvom vi søstre skal være usynlige, har Gud ikke desto mindre givet os øjne og ører.”
Ganske vist forsøgte dekan Lawrence at orientere de andre kardinaler om kardinal Tremblays beskidte tricks, men det var ikke før, at fluen på væggen begyndte at ryste med vingerne, at forsamlingen for alvor tog det seriøst.
I en tid, hvor opbakningen til institutionerne i Danmark er faldende, og der samtidigt er en generel, global tendens med en større fremkomst af autokratier samt tab af en regelbaseret international orden, falder “Konklave” et tørt sted.
”Konklave” viser, at det er vigtigt med stærke institutioner. Magten er skrøbelig, og selv Guds egen institution er ikke immun over for ambitioner og korruption.
Er man magtbegærlig nok, er der ikke meget, som står til hinder for, at man skal kunne komme til orde. Men med dekan Lawrence som stærk repræsentant for den stærke institution, skal der ekstra til for at opnå korrumpering.
Magten ligger hos folket – også i kirken
Dekan Lawrences indsats er dog ikke tilstrækkelig. Menig mand skal også have noget at skulle have sagt, hvilket den ellers anonyme søster Agnes sørger for ved at tage bladet fra munden, da hun ved at sige fra får fjernet opbakningen til kardinal Tremblay.
Søster Agnes sørger altså ikke kun for alle de praktiske ting, så konklavet kan finde sted. Gennem netop sin praktiske funktion formår hun derudover at komme med et perspektiv, som i sidste ende er med til at afgøre skæbnen for den katolske kirke.
Søster Agnes’ indgriben viser, at magt ikke udelukkende tilhører eliten. Magten afhænger også af folkets accept. Konklavets kardinaler kan tro, at de alene bestemmer pavens skæbne, men i sidste ende er det ikke deres magtspil, men folkets perception, som afgør legitimiteten af den nye pave.
Konklave minder os om, at institutioner ikke overlever på historisk storhed alene. De er kun så robuste, som vi selv insisterer på, at de skal være
Historien har vist det før – spørg bare Viktor Yanukovych, som i 2014 måtte flygte fra sit ukrainske præsidentembede efter at have mistet sin folkeopbakning – så snart folkeopbakningen røg, røg elitens tilslutning også.
Det samme sker i autokratier, hvor Ruslands præsident Vladimir Putin fastholder magten, da han ud over at undertrykke befolkningen også formår at holde befolkningen tilstrækkeligt tilfredse til ikke at gå imod ham og dermed bevare elitens støtte.
Paven vælges af kardinalerne, men pavens autoritet afhænger stadig af troende katolikkers accept af den nye leder.
Institutionernes overlevelse kræver tro
Den ultimative pointe i “Konklave” er troens betydning. For havde dekan Lawrence ikke en indre trang til at passe på det, han har holdt kært så længe, ville det, der i filmen beskrives som 60 års modernisering af den katolske kirke gå tabt.
Det samme kan siges om vores frie verdens demokrati, som for første gang i flere årtier er under pres. I sidste ende drives vores lande, samfund og institutioner af os individer – og troen på den Bibel eller Grundlov, som har skabt fundamentet vores hverdag, må ej negligeres.
Dekan Lawrence kæmper ikke kun for et retfærdigt pavevalg, men for kirkens sjæl. “Konklave” minder os om, at institutioner ikke overlever på historisk storhed alene. De er kun så robuste, som vi selv insisterer på, at de skal være. Hvad end det er kirken eller demokratiet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og