
KONCERT // ANMELDELSE – Komponist og cellist Josefine Opsahl tog publikum med på en musikalsk rejse i grænselandet mellem det menneskelige og det maskinelle, det organiske og det syntetiske og ikke mindst den klassiske og den elektroniske musik, da hun fredag aften gav en liveperformance af det nyeste album, Cytropia, i Musikhuset.
33-årige Josefine Opsahl har i de senere år, både herhjemme og i udlandet, markeret sig som en markant stemme i det musikalske hybridlandskab mellem klassisk kompositionsmusik og elektronisk musik. Hun har således både skrevet mere traditionel partiturmusik for større og mindre besætninger, fået opført flere operaer og så udgivet mere konceptuelle album med sig selv, sit soloinstrument, celloen, og det helt store udtræk af elektronik som omdrejningspunkt. Senest altså albummet Cytropia, der i slutningen af januar udkom på det tyske pladeselskab Neue Meister.
Hun har i en ung alder også allerede modtaget et hav af anerkendelser og priser, der sammen med en jævn strøm af engagementer og bestilling af værker vidner om, at hun virkelig har fanget opmærksomheden hos kulturinstitutioner og kulturliv i kongeriget.
Når man bevæger sig i ”ingenmandslandet” mellem klassisk kompositionsmusik og nyere musikformer som f.eks. elektronisk musik risikerer man at lande mellem to stole eller to publikumsgrupper, for nu at sætte lidt mere præcise ord på det. Et ofte lidt ældre publikum omkring den klassiske musik og et typisk mere yngre publikum omkring den elektroniske musik. Hvordan situationen generelt ser ud for Josefine Opsahls musik og koncerter, kan jeg ikke udtale mig om, men det stod klart, at der ikke var blevet udsolgt til aftenens koncert i Musikhuset. Og koncerten var formentlig derfor blevet nedskalleret fra Symfonisk Sal, som det oprindeligt var udmeldt, til Lille Sal (Musikhusets kammermusiksal).
Det var synd, at ikke flere fik aftenens koncertoplevelse med sig. I første omgang fordi de gik glip af en oplevelse, men i anden omgang også fordi koncerten havde fortjent en større scene og et større rum.

For til trods for, at der kun er en enkelt musiker på scenen, så gør hele det elektroniske set up omkring Opsahl og hendes cello, at der rent faktisk er tale om en symfonisk koncert med et til tider nærmest symfonisk lydvolumen, som kan være svær at rumme i en kammermusikalsk sal som Musikhusets Lille Sal. Det sidste viste sig også at blive en af aftenens største udfordringer. I hvert fald for undertegnede.
Formidlingens kunst
I den klassiske musikverden lader man traditionelt musikken tale for sig selv. Om der er tale om indforståede traditioner eller om det har rødder til mere principielle diskussioner, som den der eksempelvis udspillede sig i slutningen af 1800-tallet omkring absolut musik eller programmusik, er svært at afgøre.
I en nutidig sammenhæng og i forhold til nutidigt publikum – især relateret til relativt komplekse musikformer som den klassiske musik – tror jeg dog, at man gør klogt i ikke nødvendigvis at lade musikken stå alene.
Jeg har nu selv i konteksten af en ”klassisk koncert” et par gange oplevet hvordan det, at der under selve koncerten bliver knyttet nogle ord til musikken på en anden måde kan være med til at åbne koncertoplevelsen, og også løsne op på de lidt stramme konventioner, der knytter sig til den klassiske koncertoplevelse. Fordelene ved denne indgang til koncertoplevelsen viste sig også i aftenens koncert med Josefine Opsahl.
Igennem resten af koncerten blev denne dialog mellem musik og refleksion gennemgående. Og det var faktisk med til at højne koncertoplevelsen på en måde, som et skrevet program ikke kan gøre
Efter et anslag, hvor Opsahl med de to indledende tracks fra Cytropia-albummet via musikken introducerede os til sit musikalske univers, rejste hun sig netop op for netop i ord at introducere både sig selv og det musikalske og tankemæssige univers, som albummet er bygget op om.
Et univers, hvor grænseområderne mellem menneske, instrument og elektronik udforskes, og hvor der arbejdes på at skabe synteser mellem det organiske (mennesket, instrumentet) og det syntetiske (maskinen, elektronikken), det velkendte og ukendte, den klassiske musik og den elektroniske musik.

Igennem resten af koncerten blev denne dialog mellem musik og refleksion gennemgående. Og det var faktisk med til at højne koncertoplevelsen på en måde, som et skrevet program ikke kan gøre. Det var god formidling, og det var samtidig respekt for publikum og invitation til en dialog om musikken, som hun også opfordrede publikum til at tage med hende efter koncerten. Om man vil gå så langt som musiker og komponist må selvfølgelig være op til den enkeltes gemyt, men det var i hvert fald formidlingsvilje og formidlingskunst på et højt niveau.
Episk musik i lille sal
Skal man karakterisere Cytropia-albummet og Josefine Opsahls musik, sådan som den fremstod i løbet af aftenens koncert, så ville ordet ”episk” ikke være helt misvisende.
Når vi taler om klassisk samtidsmusik, kan tankerne måske ofte falde på et mere modernistisk og abstrakt tonesprog. Musik efter de store fortællingers død, hvor det fragmentariske og det dissonerende står centralt. Og det er bestemt ikke det, der er på spil i Josefine Opsahls musikalske univers, når hun som i aftenens koncert optræder som instrumentalist-komponist.
Her får vi musik, der er både melodisk, tonal, filmisk, storladen og udtryksfuld. Vi får også til tider musik, der er fuld af krop og hvad der virker som, i mangel af bedre beskrivelse, kvindelig urkraft. Det sidste understreges ikke mindst af hele Opsahls performance og hele iscenesættelsen omkring hendes performance. Herunder påklædning og lyssætning. Musik og performance er her en totaloplevelse, hvilket igen også adskiller Opsahl fra en typisk klassisk koncertopsætning.
Efter min mening var Musikhusets Lille Sal ikke et stort nok koncertrum til musik med så stor lydmæssig volumen
Josefine Opsahl er en blændende og indlevet instrumentalist. Ingen tvivl om det. Og det er jo netop også en del af hendes performance og dermed koncertoplevelsen. Men så er hun også liveprogrammør og elektronisk musiker, idet at hun bl.a., via et omfattende pedalsystem, sampler og looper sig selv undervejs i koncerten og på den måde skaber et musikalsk rum omkring sig selv og sit instrument. Og som hun selv bemærkede undervejs, så giver det hende mulighed for i lydmæssig forstand at bringe et helt symfoniorkester med på scenen.

Der er ingen tvivl om, at det også er derfor, at Opsahl med sine ”solokoncerter” helst optræder i et større koncertrum. Forud for aftenens koncert havde hun således optrådt med samme program i koncertsalen i DR Koncerthuset, og det var som sagt også meningen, at aftenens koncert skulle have været i Symfonisk Sal i Musikhuset.
Efter min mening var Musikhusets Lille Sal ikke et stort nok koncertrum til musik med så stor lydmæssig volumen. De lydmæssige nuancer, som fremgår ret tydeligt, hvis man lytter til albummet, druknede således en smule i salens trange rammer, og det elektroniske kom på den måde, i mine øjne, til at fylde for meget i det samlede lydbillede, hvilket i sidste ende gjorde, at det episke og storladne i musikken ikke helt fik det rum, som skulle til for helt at give det vinger.
Musikalsk smag og behag kan selvfølgelig være forskellig. Men for mig blev det gennemgående storladne og episke i det musikalske udtryk, sådan som det fremstod i aftenens koncert – hvor lydniveauet altså gennemgående også var højt – godt blive for meget. Eller for maksimalistisk i sit udtryk, for nu at sige det sådan, som det til tider fremstod.
De tracks, der for mig gjorde størst indtryk i løbet af koncerten, var dels de numre, hvor det melodiske materiale stod stærkest (Leave, Breathe, Tide) og de tracks, der var mest rytmisk prægnante, og hvor der enten blev leget med nogle lidt mere riffagtige figurer og dermed med rockmusikkens univers (Solar) eller med en gammel barok danseform (Sarabande).
Gennemgående må man dog sige, at fredagens koncert stadig var en god koncertoplevelse og skal man sige noget positivt om det mere kammermusikalske rum, musikken endte med at blive opført i, så kom publikum og kunstner tæt på hinanden, hvilket gjorde også den formidlingsmæssige del af koncerten mere intim.
Det store og varme bifald, der afsluttede koncerten, understregede også, at publikum og kunstner virkelig fandt hinanden undervejs. Og jeg er på den måde ret sikker på, at publikum gik hjem med en lyst til at undersøge spændingsfeltet mellem klassisk musik, elektronisk musik, menneske og maskine yderligere, hvilket efter eget udsagn var Josefine Opsahls egentlige mission med både album og koncert.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og