DEMOKRATI // KOMMENTAR – At autoritære ledere vinder frem, er en farlig udvikling for de europæiske demokratier. Det er bidende nødvendigt, at vi gør alt for at styrke demokratiske værdier og bekæmpe den grådighed og uforstandighed, der truer vores samfunds fundament, skriver Kim Valentin (MF, Venstre).
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Demokratiet er under pres. I Europa og resten af verden ser vi, hvordan autoritære regimer får mere og mere opbakning.
En af de vigtigste årsager til denne udvikling er, at demokratiet og de liberale institutioner bliver undermineret af udannede kræfter og fundamentalisme.
Disse kræfter er ofte villige til at gå på kompromis med demokratiske værdier for at opnå hurtige og nemme løsninger. Jeg mener, at det er nødvendigt at bekæmpe den tiltagende autoritarisme ved at styrke demokratiske værdier og modvirke lette og usande løsninger, der truer vores samfunds fundament.
Vejen til et liberalt demokrati er ikke altid nem. Den kræver en vilje til at forsvare de liberale og demokratiske værdier såsom ytringsfrihed og pressefrihed.
Det er vejen til fred, at Rusland taber krigen, og der er ikke en pris på denne afgørelse. Hvad er vores frihed værd?
Men når ledere i lande som Rusland, Serbien og Ungarn lover lette, usande løsninger på komplekse problemer, er det en trussel mod demokratiet. Disse ledere har succes med at skabe enkle, sort-hvide fortællinger, der appellerer til folks følelser og ønske om hurtige løsninger.
Denne udvikling er særligt farlig, fordi den underminerer vejen til frihed og mere demokrati. Når beslutningstagning er baseret på usikkert grundlag, er det mere sandsynligt, at der træffes forkerte beslutninger, der kan have negative konsekvenser for borgerne.
Ukraines kamp er vores kamp
Autokratier er også med til at skabe grobund for krige og konflikter, hvilket Ukraine-krigen er et eksempel på. Derfor er det afgørende, at EU støtter Ukraine i deres kamp for demokrati og modsætter sig den tendens, hvor den liberale vej ofres for personlig gevinst uden hensyntagen til fællesskabets interesser.
Ukraine MÅ ikke tabe. Det er ikke vejen til fred, hvis Rusland vinder. Det er vejen til fred, at Rusland taber krigen, og der er ikke en pris på denne afgørelse. Hvad er vores frihed værd?
Polen er et godt eksempel på, at det er muligt at vende udviklingen
Demokratiske samfund, der hviler på liberale principper, har vist sig at være de mest succesrige i verdenshistorien. De er præget af frihed, retfærdighed og ligestilling. Derfor skal vi bekæmpe den grådighed og uforstandighed, der truer den frie og retfærdige udvikling af vores samfund.
Polen er et godt eksempel på, at det er muligt at vende udviklingen. Efter otte års autokratisk styre er Polen nu på vej tilbage til et liberalt demokrati – ikke mindst med hjælp fra EU. Det viser, at det er muligt at bevare demokratiet, selvom det er under pres.
I mødet med stigende autoritarisme er det afgørende, at vi står fast i forsvaret af vores demokratiske værdier, så vi kan sikre en lysere fremtid for Europa og kommende generationer.
Læs også Lars Bangert Struwes artikel, “Polens militære oprustning kan ændre magtbalancen”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her