KONFLIKTLØSNING // INTERVIEW – Det er 30 år siden, at studenteroprøret på den Himmelske Freds Plads i Beijing blev slået ned med vold. Det samme gjorde et munkeoprør i Tibet i 2008. I dag styrer Kina utilfredse stemmer og mindretal med jernhånd. Tibetanske Sonam Dechen Chophel er i eksil i Indien, hvor hun med dansk støtte hjælper flygtninge med at løse konflikter fredeligt.
”Vesterlændinge siger altid, at Dalai Lamas folk har ikke brug for konfliktløsning. Det er rigtigt, at vi har en rig, buddhistisk kultur og tradition omkring fredelig konfliktløsning.
Men vi er flygtninge i et fremmed land, og der er mange udfordringer. Med udfordringer kommer konflikter,” forklarer Sonam Dechen Chophel.
Hun er med dansk terminologi anden-generations tibetansk flygtning i Indien, og så har hun stærke bånd til Danmark, hvor hun for nylig deltog i fejringen af Center for Konfliktløsnings 25-års jubilæum.
Sonam forklarer, at ”hvis vi ikke forholder os til konflikter, ryger de ud af kontrol, bliver destruktive og voldelige. Alle flygtninge vil opleve, at de har brug for at forholde sig til negative bemærkninger på en værdig og respektfuld måde.”
På opfordring af Dalai Lama hjalp politikeren, forfatteren og skaberen af det danske Center for Konfliktløsning Else Hammerich sammen med Lotte Christy og Bjarne Vestergaard derfor med at oprette The Tibetan Centre for Conflict Resolution i Dharamsala i det nordlige Indien.
Centret er fyldt 18 år
16 unge frivillige eksiltibetanere kom på kursus i sammenlagt et år, inden de blev certificerede i konfliktløsning. Derefter lavede de et valgsystem, og tre mennesker blev valgt til at lede The Tibetan Centre for Conflict Resolution.
”Mange organisationer dør, fordi de er afhængige af en enkelt person. Derfor skulle vi være tre. Jeg var den eneste kvinde, og jeg var yngre end de andre. Udover mig er en anden af de oprindelige ledere stadig del af centret,” fortæller Sonam.
I mellemtiden er The Tibetan Centre for Conflict Resolution fyldt 18 år. I løbet af de år har centret besøgt samtlige tibetanske bosættelser i Indien. Sonam og hendes kolleger har arbejdet med alt fra små børn til 80-årige.
”Vi er gradvist blevet mere professionelle, og vi har udviklet vores egne metoder. Vi bruger meditation, rollespil, tegninger og reflektionsøvelser – med udgangspunkt i vores egen kultur, og på måder, som alle kan deltage i. Også mennesker, der aldrig har gået i skole,” forklarer Sonam.
Konfliktløsning i stedet for bank
Hun oplever, at virkelig mange mennesker er interesserede og begejstrede. For eksempel underviste hun lærere i tibetanske skoler i at undervise uden at slå børnene.
Traditionelt får børn i sydasiatiske skoler en masse bank. Men den indiske regering har forbudt lærere at slå børn, og lærerne anede ikke, hvad de skulle gøre.
De følte, at børnene mistede respekten for deres lærere. At bank var en måde at vise børn kærlighed på, fordi traditionen siger, at bank fører til respekt, som gør børn til bedre mennesker.
En af lærerne har fortalt mig, at hun egentlig ville have sagt op, men nu er hun blevet meget gladere for sit arbejde, fordi hun har fået nye, inddragende måder at undervise på
Lærerne var på kursus i fire dage, og de lærte, hvordan de kan løse konflikter uden vold.
”En af lærerne har fortalt mig, at hun egentlig ville have sagt op, men nu er hun blevet meget gladere for sit arbejde, fordi hun har fået nye, inddragende måder at undervise på,” siger Sonam.
Centret afholder også kurser for nye flygtninge fra Tibet. Sonam har bemærket, at mange af dem har problemer med at omgås indere og andre tibetanere. ”De kommer op at slås, og nogle ender i fængsel.”
Den tibetanske eksilregering i Dharamsala bruger også centret til at undervise de ansatte, og andre organisationer bruger centret til at udvikle deres medarbejderes kompetencer inden for konfliktløsning.
En rolle at spille i Indien
Allermest stolt er Sonam dog over, at det er lykkedes centret at få skabt kontakt med indere.
Centret er kommet på de indiske myndigheders liste over anerkendte kursusholdere. Når myndighederne holder kurser, bliver hun inviteret med og får et lille honorar for at stille op.
”For nylig underviste jeg buschauffører og tilsynsførende ansat i det indiske transport- og motorvejsministerium. Alle var mænd, meget ældre end mig og meget barske. Der var 22 af dem, og de sad med krydsede arme og helt tillukkede ansigter. De stirrede bare på mig.
Vi forsøger aldrig at tvinge nogen til noget. Vi kommer kun med forslag, og vi er meget ydmyge. Vi ved, at vi har gode metoder, men det er deltagerne, der skal se meningen med det hele og forstå, at vi kan hjælpe dem med at ændre på den måde, de løser konflikter på.
Meget gradvist så jeg, at de her mænd begyndte at åbne lidt op. Pludselig begyndte de at dele deres bekymringer, blandt andet om bestikkelse i transportsektoren”, fortæller hun.
Når inderne forstår, hvad vi kan bidrage med, er det nemmere for dem at acceptere os. Det giver mig en rolle at spille i Indien, og det får mig til at føle mig meget mere velkommen
”Jeg er selvfølgelig glad for deres fremskridt, men jeg er i særdeleshed glad for, at vi som flygtninge kan bidrage med noget godt til det indiske samfund.
Når inderne forstår, hvad vi kan bidrage med, er det nemmere for dem at acceptere os. Det giver mig en rolle at spille i Indien, og det får mig til at føle mig meget mere velkommen.”
Eksiltibetanere søger efter statsborgerskab
Indtil munkeoprøret i 2008 kom der stadig mange flygtninge fra Tibet til Indien. Siden har Kina styrket kontrollen med tibetanerne, og man skal have tilladelse til at rejse ud af landet.
Ikke engang inde i Tibet må man bevæge sig frit rundt. Tibetanere er pilgrimme, der normalt rejser fra sted til sted. Det er umuligt nu.
Men livet i Indien er heller ikke ukompliceret for tibetanere.
”Vi er under 100.000 tibetanere i Indien nu. Mange er rejst videre til EU, USA og Canada, fordi de håber at få et bedre liv der, og fordi de gerne vil have et statsborgerskab,” forklarer hun.
Er man tibetaner uden statsborgerskab, er man så godt som stavnsbunden. Sonam havde for eksempel nok ikke fået lov at rejse til Danmark, hvis hun ikke havde haft indisk pas.
”Mange lande ønsker ikke at modtage andre tibetanere end vores åndelige leder Dalai Lama,” siger Sonam.
Ifølge Indiens tidligere grundlov, der gjaldt indtil 1987, blev man automatisk indisk statsborger, når man var født i Indien. Det er Sonam.
Med den nye grundlov får man ikke længere automatisk statsborgerskab, selvom man er født i Indien. Det er et problem både for anden-generations tibetanske flygtninge i Indien og for nye flygtninge.
Besværligt at få forlænget opholdstilladelse
Sonam forklarer, at tibetanske flygtninge også skal have en særlig tilladelse til at leve i Indien.
”Tilladelsen skal fornys hvert eneste år, og det er vældig besværligt. Det virker, som om embedsmændene ser ned på os. De råber og skriger og er meget anderledes overfor os end almindelige indere.”
Man kan ikke have både opholdstilladelse og søge om indisk pas. Så får man en kæmpe bøde. Før man kan søge om pas, skal man derfor opgive sin opholdstilladelse.
Det betyder, at nogle ender med slet ikke at have identitetspapirer, fordi der ikke er nogen garanti for, at man faktisk får indisk pas.
Sonam fik passet, fordi der var mennesker, som ville anbefale hende, og som kunne føre bevis for, at hun faktisk bor i Indien.
Vi har det bedre, end flygtninge har det i Danmark. Vi bor i helt åbne bosættelser. Der er ingen lukkede flygtningecentre. Vi har vores egne skoler, og vi har lov at have vores egen kultur
”Mange tibetanere føler også, at det er upatriotisk at få indisk pas. Min far ville aldrig have søgt om det. Jeg gjorde det af hensyn til min søn.
Med ændringerne af grundloven vil min søn aldrig få mulighed for at søge om indisk pas, hvis jeg ikke har det. Han risikerer også, at nogen siger til ham, at han ikke hører hjemme i Indien, og at han bare kan rejse hjem, hvis han ikke har indisk pas.
Det er sket før, og det kan ske igen,” konstaterer hun.
Alligevel er hun yderst taknemmelig over at være flygtning i Indien.
”Vi har det bedre, end flygtninge har det i Danmark. Vi bor i helt åbne bosættelser. Der er ingen lukkede flygtningecentre. Vi har vores egne skoler, og vi har lov at have vores egen kultur.”
Artiklen er opdateret den 11. juni. Informationer omkring manglende stemmeret er taget ud, fordi der er opstået tvivl om proceduren. Proceduren omkring, hvordan Sonam fik pas, er også blevet rettet, ligesom citat om lærer er blevet udvidet med, at læreren egentlig ville have sagt op.
Læs videre i POV’s serie om konfliktløsning:
Yasmin Abdel-Hak: ‘Konfliktløsning i et traumatiseret Syrien‘
Krigen i Syrien synger på sidste vers. Dermed er freden dog ikke inden for rækkevidde. Hvordan heler man en nation, hvor alle er ofre, og mange er forbrydere, spørger Yasmin Abdel-Hak.
Lotte Ladegaard: ‘Konfliktløsning med vold skaber mistillid og nye overgreb i Sri Lanka‘
For mange danskere kom angrebet på kirker og store hoteller i påsken i Sri Lanka som en overraskelse. De fleste turister oplever kun landets skønhed og gæstfrihed. Lotte Ladegaard, der har boet fire år i øriget, er knap så forundret. I Sri Lanka løses konflikter med brutal vold, de skyldige bliver sjældent retsforfulgt, og de forskellige befolkningsgrupper nærer dyb mistillid til hinanden.
Lotte Ladegaard: ‘Fjenden er et menneske med børn og hus‘
For 25 år siden skabte fredsaktivisten, politikeren og forfatteren Else Hammerich Center for Konfliktløsning. Det fejrer POV med en række artikler om konflikt og forsoning. I første artikel har Lotte Ladegaard interviewet Else Hammerich om, hvorfor konfliktløsning har været ledetråd i hendes næsten 83-årige liv.
Topfoto af Sonam: Lotte Ladegaard
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
