
ANALYSE – Finansministeriets tilgang til overenskomsterne i det offentlige er ved at afvikle den danske model, og fagbevægelsen har været alt for langsom til at se, hvad der var på vej. Derfor trækker det op til konflikt i den offentlige sektor. Lars Luplau ser på den fastlåste situation, og prøver også at kigge lidt længere frem.
Vi nærmer os en mulig konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Der er sandsynlighed for, at det kan blive en storkonflikt. Den danske model fungerer ikke i det offentlige, og når støvet efter den kamp, der måske kommer, har lagt sig, skal det blive interessant at følge parternes strategier for at undgå gentagelser.
I mellemtiden skal du ikke rende ud og hamstre gær som dengang i 1998. Hvis konflikten bliver omfattende, bliver den også meget kort, og hvis ikke det bliver storkonflikt, bliver det blot mildt til ganske irriterende for borgerne. Men så kan den til gengæld trække ud.
Jeg skal indledningsvist deklarere, at jeg ikke selv er helt uden privat interesse i balladen. Jeg tjener en del af mine penge på en efterskole, og da skolen modtager et betragteligt statstilskud, er den dermed forpligtet til at ansætte personale efter statens overenskomster.
Så min løn og mine arbejdsforhold afhænger af de igangværende forhandlingers udfald. Dog har jeg i den frie skoleverden både været lærer, tillidsrepræsentant og leder, hvorfor jeg har en vis forståelse for begge parters synspunkter.
Det nærmest uundgåelige sammenstød skyldes tre konkrete uenigheder: Løn, lærernes arbejdstid og betalt frokostpause. Men i nogen grad skyldes det også, at forhandlingsklimaet er så præget af mistillid, at det blokerer for parternes evner til at se mulige løsninger.
Nye tider i Finansministeriet
Baggrunden er det paradigmeskifte i de offentlige arbejdsgiveres tilgang til overenskomstforhandlinger, der blev indvarslet med oprettelsen af Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet.
Fra arbejdstagerside har man oplevet de nye tider ved, at modparten i forhandlingerne ikke længere synes at sidde ved bordet for at opnå en aftale, som begge parter kan se sig selv i
Denne artikel fra information.dk kommer på glimrende vis hele vejen rundt om det nybrud, men kort fortalt går det ud på, at styrelsen begyndte at se overenskomster i det offentlige som gode lejligheder til at indløse potentielle besparelser.
Fra arbejdstagerside har man oplevet de nye tider ved, at modparten i forhandlingerne ikke længere synes at sidde ved bordet for at opnå en aftale, som begge parter kan se sig selv i, men for at levere et på forhånd – i kroner og øre – defineret resultat til den siddende regering.
Forløbet omkring lockouten af lærere og undervisere i 2013 er det mest ekstreme eksempel på det. Det er efterhånden veldokumenteret, at Kommunernes Landsforening (KL) og Moderniseringsstyrelsen på forhånd havde koordineret forløbet med regeringen, der i god tid havde sikret sig et politisk flertal til at gribe ind og gøre arbejdsgivernes udspil til lov.
For lærerne var der således intet at forhandle om i 2013. KL var desuden dygtig til at skabe en opfattelse af, at det var lærernes forhandler, Anders Bondo, der var kontrær og stædig. Efterfølgende har det vist sig, at lærerne var villige til næsten hvad som helst. Blot ikke at skrive under på KL’s ultimatum om, at arbejdstid ikke skulle være en del af den nye overenskomst.
Der er gået fem år siden dengang, og samtlige forbund har ved selvsyn oplevet arbejdsgivernes nye tilgang til forhandlinger. Moderniseringsstyrelsen har på statens område ensidigt opsagt en række kutymefridage, og meddelt, at den betalte frokostpause ikke nødvendigvis er en overenskomstsikret ret.
Striden om løn
Derudover har innnovationsminister Sophie Løhde (V), som er de statslige arbejdsgiveres øverste forhandler, inden årets forhandlinger meldt ud, at de offentligt ansatte ”skylder” omtrent seks milliarder kroner, fordi deres løn i perioden fra 2008 til 2017 er løbet fra de private lønninger. Arbejdstagerne kalder det hokus pokus med tal og siger, at tidsintervallet er nøje udvalgt.
Hvis man tager udgangspunkt i næsten alle andre år end 2008, vil man nemlig se, at de to sektorers lønninger har fulgtes pænt ad. I 2008 og årene derefter fik de offentligt ansatte nogle pæne lønstigninger, fordi de private op gennem 00’erne havde holdt en lønfest, som de offentligt ansatte ikke var inviteret til.
Blandt de statsansattes forhandlere joker man med, at vi er en enkelt overenskomstperiode fra, at lokoførere bliver trukket i løn for den tid, som toget holder stille på stationerne
Så nu står vi på tærsklen til en mulig storkonflikt. Fagbevægelsen har forberedt sig, og strejkekasserne er fyldt op. Moderniseringsstyrelsen har vist meget få – om nogen – tegn på opblødning.
Et øjeblik troede man, at KL var sluppet ud af styrelsens jerngreb, da den meddelte, at den var parat til at lukke aftalen om den økonomiske ramme for det kommunale område. Men KL ændrede mening og fortalte, at man var nødt til at afvente en rammeaftale fra statens område, inden aftalen for de kommunalt ansatte kunne lukkes.
Innovationsministeren har for nylig fortalt, at hun i april vil præsentere en plan for reform af den offentlige sektor. Fagbevægelsen mistænker hende i den anledning for at ville finansiere den reform med midler, der skal frigøres ved at lave stramme overenskomster med de offentligt ansatte.
Fuldstændig som den tidligere regering gjorde med folkeskolereformen. Dengang blev der lækket et dokument, der viste, at regeringen, allerede et halvt år før lockouten blev effektueret, havde lovet sine forligspartnere at finde finansieringen af skolereformen i overenskomstforhandlingerne med lærerne. Den manøvre lykkedes som bekendt.
Denne gang er intet sluppet ud om regeringens forberedelser, men fagforbundene frygter, at kortene igen er pakket, og det hele afgjort på forhånd.
Tre scenarier
Hvad skal det hele ende med? Ja, der er tre sandsynlige scenarier. Først og fremmest kunne de jo nå frem til en aftale på falderebet. Vi ved reelt ikke, hvor langt de er, og på alle de punkter, som skiller parterne, skulle det være muligt at finde et kompromis.
Sværest ser det måske ud med at finde en løsning på lærernes arbejdstid. For hvad er et fornuftigt kompromis mellem lærernes krav om, at arbejdstid skal være en del af den aftalte centrale overenskomst og arbejdsgivernes ønske om, at arbejdstid slet ikke aftales centralt?
Andet sandsynlige scenarie er, at fagforbundene samlet sender et strejkevarsel og udtager 10-15 procent af deres medlemmer til strejke. Det vil i givet fald blive en konflikt, som lønmodtagerne har råd til at fortsætte i det uendelige, og derfor må man vente et regeringsindgreb, når landets borgere på et tidspunkt føler sig tilstrækkeligt generede af, at alle offentlige services kører for stærkt nedsat kraft.
Propfyldte strejkekasser
Det tredje og måske mest sandsynlige scenarie er, at arbejdsgiverne besvarer strejkevarslet med en total lockout. Så vil alle forbundenes medlemmer stå uden løn, og der skal hentes penge til huslejen direkte op af strejkekasserne.
Disse er godt fyldt op, så lønmodtagerne har sandsynligvis penge nok til at lade lockouten køre længere end samfundet kan bære med tanke på, at en total konflikt nærmest vil sætte landet i stå, når op mod 750.000 offentligt ansatte bliver hjemme fra arbejde.
Så er vi tilbage ved regeringsindgrebet. Her skal det blive interessant at se, om beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har samme mod som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der i 2013 lod Moderniseringsstyrelsen skrive den lov, som siden dengang har reguleret lærernes arbejdstid.
En borgerlig regering risikerer, at blive hårdt ramt på vælgertilslutningen, hvis de tromler hen over 750.000 offentligt ansatte, og så langt væk er næste folketingsvalg heller ikke.
Kommer konflikten ikke i denne omgang, så kommer den senere. Finansministeriets nye måde at se overenskomstforhandlinger på – ikke som forhandlinger, der skal sikre stabile og ordentlige forhold på det offentlige arbejdsmarked, men som lejligheder til at frigøre midler – er på sikker kollisionskurs med selve den danske aftalemodel.
Internt i fagbevægelsen er der en blank erkendelse af, at man alt for sent opdagede, hvad der var på vej. Man opdagede først, at kampen var gået i gang omtrent samtidig med, at Bjarne Corydon og Michael Ziegler kunne lade sig hylde som vindere af slaget om lærernes arbejdstid i 2013
Lønmodtagerenes forhandlere har mistet tilliden til, at den anden side vil et godt resultat, som begge kan være tilfredse med. Opfattelsen er, at arbejdgiverne benhårdt går efter at stryge så mange gevinster som muligt, uanset hvor meget det forværrer arbejdsforholdene ude på de enkelte arbejdspladser.
Blandt de statsansattes forhandlere joker man med, at vi er en enkelt overenskomstperiode fra at lokoførere bliver trukket i løn for den tid, som toget holder stille på stationerne.
Arbejdsgiverne kæmper med næb og klør for at holde arbejdstid væk fra lærernes overenskomst. Hvordan arbejdet skal tilrettelægges og rammesættes, mener de, bør bero på aftaler mellem lederen og den enkelte ansatte.
The new normal
I 2013 sagde arbejdsgiverne mange gange, at lærerarbejdet skulle ’normaliseres’. Det må i så fald være the new normal, for ingen andre faggrupper står uden adgang til at forhandle arbejdstid centralt. Målet er selvfølgelig, at det fra lærerområdet skal udbredes til andre fagområder, så det i den offentlige sektor vil være sådan, at arbejdstid aftales mellem leder og medarbejder.
Hvad lønnen angår, vil arbejdsgiverne meget gerne have, at den også i videst muligt omfang forhandles individuelt. Kun 75 procent af lønnen ønskes fastsat centralt, mens de sidste 25 skal ud på arbejdspladserne til lokal forhandling, hvor de “dygtigste” og “flittigste” så kan sikre sig den største andel af den pulje.
Innovationsministeren har endog fremlagt det, som var det de offentlige lønmodtageres eget ønske at forhandle individuelt. Den påstand pillede min kollega Steffen Groth grundigt fra hinanden forleden.
Tilbage i 1899 da man indgik septemberforliget, var der udbredt utilfredshed blandt arbejderne med resultatet. Opfattelsen var, at arbejderne fik to små sejre, mens arbejdsgiverne løb med resten. Arbejderne vandt retten til at organisere sig med tilhørende strejkeret og retten til kollektiv forhandling.
Hvis de offentlige arbejdsgivere får held til at eksekvere de planer, som er udtænkt i Finansministeriet, er der ganske simpelt ingenting tilbage af den danske aftalemodel på det offentlige arbejdsmarked.
Man kan undre sig over, om de i Finansministeriet har overvejet, hvilken slags arbejdsmarked vi så får. Uden overenskomster og uden fredspligt bliver det i hvert fald noget andet
Strejkeretten er ikke meget værd, da arbejdsgiverne sparer penge, når folk bliver hjemme fra arbejde. Den kollektive forhandlingsret vil de facto være afskaffet, hvis arbejdstid- og tilrettelæggelse forsvinder fra de centrale forhandlinger, samtidig med at den lønandel, som forhandles centralt bliver så lille, at man ikke kan leve af den, og derfor selv skal forhandle et acceptabelt lønniveau hjem med sin leder.
Uden hovedaftale ingen fredspligt
I det tilfælde er der ingen tvivl om, at fagforbundene i det offentlige vil opsige hovedaftalen, hvilket vil sætte dem fri fra denne aftales regler om fredspligt i tiden mellem overenskomstforhandlingerne.
Man kan undre sig over, om de i Finansministeriet har overvejet, hvilken slags arbejdsmarked vi så får. Uden overenskomster og uden fredspligt bliver det i hvert fald noget andet. Jeg har boet og studeret i Brasilien, hvor man end ikke har hørt om den danske aftalemodel.
Jeg studerede på et føderalt og altså offentligt universitet. Det var ikke hvert semester, underviserne eller administrationen strejkede. Men det var mindst hvert andet.
Under hovedaftalen er det også sådan, at de ansattes forhandlingsberettigede organisation kan straffes, hvis de ansatte skulle finde på kampskridt, som kollektive sygemeldinger eller opsigelser.
Det betragtes endda som et kampskridt, der kan straffes, hvis de ansatte i flok begynder at arbejde efter reglerne. Hovedaftalen og den deraf følgende fredspligt har betydet mere for arbejdsmarkedet, end de er klar over i Finansministeriet, og jeg tvivler på, at man har lagt en plan for, hvordan man vil håndtere arbejdsgiverrollen uden at være en del af aftalesystemet.
Om arbejdstagersiden har tænkt de tanker til ende, er også uklart. Internt i fagbevægelsen er der en blank erkendelse af, at man alt for sent opdagede, hvad der var på vej. Man opdagede først, at kampen var gået i gang omtrent samtidig med, at Bjarne Corydon og Michael Ziegler kunne lade sig hylde som vindere af slaget om lærernes arbejdstid i 2013.
Lærerne blev tromlet af overmagten, men nu fem år senere er der mobiliseret en modstand mod samme overmagt. Alle forbund står sammen – indtil videre – og vi venter blot på konfliktvarslet. Som nævnt kan miraklet ske, og parterne kan finde hinanden på falderebet. Så har vi fred en 2-3 år.
Men konflikten kommer på et tidspunkt. Man kan godt skubbe den foran sig til næste overenskomstperiode, men den eneste måde hvorpå vi undgår, at det bliver en trættende konflikt med strejker og lockouts, er hvis konflikten bliver taget internt i Finansministeriet, og man fra politisk side tager et opgør med den nuværende kurs. Det har jeg svært ved at se ske.
Foto: Australian Paralympic Committee Licensed under Creative Commons Attribution – ShareAlike 4.0 International (CC BY-SA 4.0)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her