Finansministeriet manipulerer med medarbejderønsker

i Danmark/Erhvervsliv/Featured/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – Er det virkelig sandt, at medarbejderne ønsker individuelle lønsamtaler frem for fælles forhandlet overenskomst, som Finansministeriet hævder? Og hvordan vil det påvirke arbejdsmiljø og præstationer? Grundlæggende er det problematisk, at ministeriet iscenesætter en meningsmåling fra 2010 som en afspejling af de statsansattes ønsker i 2017-18. Steffen Groth ser på forhandlingerne om en overenskomst for 750.000 offentligt ansatte, der er i en afgørende fase.

Fra mit udsigtspunkt som gymnasielærer på ellevte år er der en underliggende idé- og principkamp, som påkalder sig særlig urolig opmærksomhed, da udfaldet kan få vidtrækkende følger for arbejdslivet i det offentlige. Det handler om regeringens overordnede visioner for det fremtidige lønsystem for statsansatte.

Regeringens udspil er præsenteret i publikationen ”Et tidssvarende lønsystem til fremtidens arbejdspladser”. Her tegnes konturerne af de markante forandringer i løndannelsen for de statsansatte, som Finansministeriet med minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), i spidsen, sigter mod.

Det er målsætninger, der flugter fint med regeringens liberalistiske udgangspunkt, men ifølge Sophie Løhde er det – mere overraskende – også i fuld overensstemmelse med de statsansattes egne ønsker og motivationsmønstre

Nøgleordene er øget individualisering, flere personlige økonomiske incitamenter og stigende lokal forankring af lønforhandlingerne. Målet er, at mindst 50 pct. forhandler løn individuelt inden 2025 (mod 17 pct.i dag), og mindst 25 pct. af lønnen tildeles i form af lokalt bestemte tillæg (mod 10 pct. i dag). Det er målsætninger, der flugter fint med regeringens liberalistiske udgangspunkt, men ifølge Sophie Løhde er det – mere overraskende – også i fuld overensstemmelse med de statsansattes egne ønsker og motivationsmønstre. Løhde udtaler på Finansministeriets hjemmeside:

”Vi ved, at flere foretrækker selv at forhandle løn, og at hovedparten af medarbejderne i staten mener, at de sammen med deres leder er de bedste til at vurdere, hvor meget de skal have i løn. Og vi ved også, at mange medarbejdere motiveres af få lidt ekstra i lønningsposen, når de har leveret en flot arbejdsindsats og været med til at skabe resultater”.

Søjlediagrammer i sand

Ministerens rationale udfoldes over 15 sider i publikationen om det ”tidssvarende lønsystem”. Her hævdes det med kvantitativ akkuratesse, farvede søjlediagrammer og autoritativ tale, at regeringens udspil er i fuld samklang med de statsansattes egne ønsker. Men søjlediagrammerne hviler ved nærmere eftersyn på sand. En tilbagevendende reference er en Epinion-undersøgelse om statsansattes holdninger til løn- og arbejdsforhold, som Finansministeriet har bestilt og betalt, ikke nu, men i 2010.

Man kan godt undre sig over, at innovationsministeren – fornyelsens fortrop – har grebet tilbage til en opinionsundersøgelse fra 2010, når hun skal udstikke kursen for fremtidens lønsystem i det offentlige. Men måske er forklaringen, at undersøgelsen fra Epinion allerede dengang var skræddersyet til at legitimere Finansministeriets ønsker i overenskomstforhandlingerne.

Men tjekker man efter, viser det sig, at det er den førnævnte Epinion-undersøgelse, der spøger bag Produktivitetskommissionens tal

Den gamle Epinion-undersøgelse, som nu genopstår i skikkelse af farvede søjlediagrammer i ministeriets nye publikation, var allerede i 2010 omstridt. Undersøgelsen blev kritiseret for at stille ledende spørgsmål, skævvride billedet af medarbejdernes ønsker og i det hele taget være designet til at understøtte Finansministeriets overenskomstkrav.

Innovationsministeren genbruger den da også netop til at vise, at regeringens ideer harmonerer med medarbejdernes ønsker. Men det klinger dissonant. Et søjlediagram viser, at der i dag er 17 pct. der forhandler løn individuelt, mens 45 pct. angiveligt ”efterspørger individuel forhandling”. Kilden til de 45 pct. angives som Produktivitetskommissionen 2011, men tjekker man efter, viser det sig, at det er den førnævnte Epinion-undersøgelse, der spøger bag Produktivitetskommissionens tal.

Det er grundlæggende problematisk at iscenesætte en meningsmåling fra 2010 som en afspejling af de statsansattes ønsker i 2017-18.

Det spørgsmål, der dengang blev stillet til de statsansatte af Epinion, lød: ”Hvor enig er du i følgende udsagn om lønforhandlingerne på din arbejdsplads?: Jeg ønsker selv at forhandle løn med min leder”. 45 pct. svarede enig eller meget enig.

Det er grundlæggende problematisk at iscenesætte en meningsmåling fra 2010 som en afspejling af de statsansattes ønsker i 2017-18. Men spørgsmålet er også upræcist og flertydigt. Hvad menes der overhovedet med ”lønforhandlingerne på din arbejdsplads”? Er det forhandlingerne om de individuelle tillæg? Eller er det lønforhandlinger generelt? Og hvad indebærer det mere præcist ”selv at forhandle løn med sin leder”? Sidst, men ikke mindst, er de 45 pct., der svarede enig, jo ikke majoriteten.

For at tolke undersøgelsesresultatet som en opbakning til en så vidtgående ændring, som regeringen lægger op til, burde en opdateret undersøgelse, en klar og utvetydig spørgeramme og et absolut flertal være et mindstekrav.

Regeringspublikationen løser de metodiske problemer med en fiks retorisk manøvre, hvor der tales om, at tallene ”viser, at meget få offentligt ansatte selv forhandler deres løn i dag, men langt flere foretrækker det.” Således får man forvandlet et uklart, flertydigt og fortidigt resultat af en Epinionundersøgelse til en tilsyneladende opbakning til regeringens planer.

Motivation gennem økonomiske incitamenter?

Epinion-undersøgelsen bliver også genoplivet, da publikationen skal underbygge en anden grundpille i regeringens visioner, nemlig at det er den del af lønnen, der gives ” med kobling til den enkeltes eller det enkelte teams indsats og præstationer, der giver mening, og som motiverer de ansatte”.

Det er grundforestillingen om, at en yderligere individualisering af lønnen i form af præmiering ud fra personlig performance, kan være en løftestang for øget motivation og produktivitet i det offentlige.

Endnu et søjlediagram baseret på den gamle Epinion-undersøgelse skal illustrere forestillingens sandhedsværdi. Epinion spurgte dengang: ”Hvad finder du mest motiverende: 1) Generelle lønstigninger, 2) generelle tillæg eller 3) tillæg begrundet i egen/eller teamets indsats og resultater?”

Resultatet var forudsigeligt med de svarmuligheder, nemlig at hovedparten, 65 pct., svarede, at belønning af egen/eller teamets indsats virkede mest motiverende. Det er det tal, der nu tjener som ministeriets ’dokumentation’ for, at man med flere individuelle tillæg, kan fremme motivation og produktivitet i det offentlige.

Men den ligning går kun op ved hjælp af en ideologisk tryllekunst, der gør alt det, der taler imod regnestykket usynligt. Man ser bort fra, at svarmulighederne giver et alt for endimensionelt billede af offentligt ansattes motivationsmønstre.

Forskning viser, at præstationsbaserede økonomiske incitamenter ikke virker efter hensigten i det offentlige. Paradoksalt nok kan de have en direkte negativ indvirkning på de ansattes præstationer

Man ser bort fra, at svarene dengang ikke kan anskues abstrakt og isoleret fra den konkrete og komplekse sammenhæng, de indgik i. Man abstraherer fra, at forskningen viser, at offentligt ansatte generelt er mindre drevet af økonomiske motiver end privat ansatte, og at de offentligt ansatte peger på meningsfulde opgaver og oplevelsen af tilfredsstillelse ved at gøre en forskel for andre og samfundet som vigtigere drivkræfter

Og ikke mindst abstraherer man fra, at forskning viser, at præstationsbaserede økonomiske incitamenter ikke virker efter hensigten i det offentlige. Paradoksalt nok kan de have en direkte negativ indvirkning på de ansattes præstationer.

Mogens Jin Pedersen, postdoc. ph.d. ved SFI fremhæver et relevant studie af et hold af økonomiprofessorer ved MIT, University of Chicago og Carnegie Mellon:

På tværs af flere eksperimentelle studier viser de, at økonomiske incitamenter ikke virker motiverende i forhold til arbejdsopgaver, der kræver bare nogen grad af konceptuel og kreativ tænkning. Med få undtagelser er konklusionerne, at større økonomiske incitamenter forårsager ringere arbejdspræstationer. Dette resultat er blevet gentaget gang på gang af både psykologer og økonomer.”

Mange af de statslige arbejdsopgaver er netop karakteriseret ved en relativt høj grad af kompleksitet, der forudsætter konceptuel og kreativ tænkning – den største gruppe af de statsansatte varetager undervisning og forskning.

Oplevet uretfærdighed

Hvordan kan de individuelle økonomiske incitamenter have en direkte negativ indflydelse på effektiviteten i det offentlige? Det spørgsmål har lektor ved Institut for samfundsvidenskab og erhverv på RUC, Kirsten Bregn, beskæftiget sig indgående med. I en forskningsartikel i tidsskriftet Økonomistyring og Informatik (2016) opsummerer hun en række af de erkendelser, som adfærdsøkonomien er kommet frem til, og kobler dem til problemerne med at indføre performancerelaterede lønsystemer i det offentlige.

I praksis viser det sig, at mennesker i deres adfærd afviger systematisk fra den økonomiske standardmodels kalkulerende og klartskuende agenter. Vi fejltolker, opfatter skævt, over- og undervurderer og handler i det hele taget langt fra altid rationelt.

Adfærdsøkonomien har grundlæggende udfordret og korrigeret den standardøkonomiske forestilling om mennesket som en homo oeconomicus, der handler rationelt og egennytteoptimerende. I praksis viser det sig, at mennesker i deres adfærd afviger systematisk fra den økonomiske standardmodels kalkulerende og klartskuende agenter. Vi fejltolker, opfatter skævt, over- og undervurderer og handler i det hele taget langt fra altid rationelt.

Adfærdsøkonomien har dokumenteret, at vi har en tendens til at fortolke informationer i eget favør. Vi tenderer imod at overvurdere vores egen indsats, regne os selv for bedre en gennemsnittet, være overoptimistiske i forhold til, hvad vi selv er i stand til og overbetone vores medansvar for gode begivenheder. De tendenser skærpes når opgaver og vurderingskriterier er så subjektive og komplekse, som det er tilfældet i det offentlige. Den personlige bias eller slagside i vores vurderinger betyder, at performancerelateret løn, selv hvis fordelingen tilnærmer sig en slags fairness, kan opleves som unfair af den enkelte medarbejder. Og oplevelsen af uretfærdighed kan indvirke negativt på både engagement og arbejdsmoral.

Den type forskningsresultater må siges at kaste et særdeles kritisk lys på regeringens visioner for de fremtidige arbejdsbetingelser for statsansatte.

Man må håbe, at innovationsministeren næste gang, hun vil skitsere en plan for et tidssvarende lønsystem, vil inkludere den nyeste forskning frem for at ty til en gammel fejlbehæftet opinionsundersøgelse. Ellers efterlades man uvægerligt med det indtryk, at det ikke er fornuftig fornyelse, men forældede ideologiske dogmer, der styrer ministerens innovative dispositioner.

POV’s skribenter får ikke honorar; du kan støtte Steffens skriverier via MobilePay: 22722556. Ethvert bidrag er meget velkomment.

Foto: Sophie Løhde. Nadia Fryd, Finansministeriet.

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,