FAGBEVÆGELSEN // KOMMENTAR – Den danske forhandlingsmodel – hvor løn og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsmarkedets parter uden statens indblanding – har i mange år været under pres. Især på det offentlige arbejdsmarked, hvor staten, ud over at være den ene part, gentagne gange har vist sig villig til at blæse på spillereglerne, gribe ind og lovgive ensidigt til egen fordel. Det er på tide at lægge modellen i graven, lyder det fra Povl Gad, der både har arbejdet og forsket i fagbevægelsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Den danske model” har været et af klenodierne i vores samfundsstruktur. Gennem historien har den bidraget til overordentlig stor stabilitet, gode arbejdsvilkår og relativt set fornuftig løn på det danske arbejdsmarked. De seneste mange år er modellen dog blevet mere og mere udhulet.
Med regeringens lovforslag om at nedlægge store bededag bliver der slået to streger under, hvad der længe har været tydeligt, men ganske få tør sige højt: Den danske model fungerer ikke længere. Det er på tide at skrotte den og finde på noget andet.
I hvert fald når det gælder det offentlige arbejdsmarked. På det private område går det nogenlunde. Her står modellens stærkeste søjle nemlig stadig: magtbalancen i kraft af truslen om strejke, henholdsvis lockout, til skade for begge parter. Så dér er der håb endnu, på trods af anslag som store bededag. Det vil det private arbejdsmarkeds parter sandsynligvis aftale sig ud af med en ekstra fridag et andet sted inden for få år.
Man har blæst på strejker, endda svaret hårdt igen med lockouts. Og i sidste ende har man lavet lovindgreb fuldstændig ensidigt og til egen fordel
Værre står det til på det offentlige arbejdsmarked. Her er den danske model stendød. Og det er der to grunde til: 1) Som arbejdsgiver har staten intet økonomisk tab ved strejke og lockout. Tværtimod sparer man en masse penge, og magtbalancen eksisterer derfor ikke. 2) Staten har mulighed for at lave lovindgreb, standse en konflikt og diktere en overenskomst.
Sådan har det selvfølgelig altid været, men tidligere har staten trods alt været villig til at lege med på spøgen ved 1) i det mindste at lade som om, at strejker var et problem, og 2) at foretage lovindgreb, der ikke ensidigt fulgte egen interesse. Med andre ord: spille fair inden for rammerne af den danske model.
De sidste mange gange er det gået anderledes. Man har blæst på strejker, endda svaret hårdt igen med lockouts. Og i sidste ende har man lavet lovindgreb fuldstændig ensidigt og til egen fordel. Senest med sygeplejerskekonflikten i 2021, hvor sygeplejerskerne kom ud med tømte strejkekasser og en lang næse blot for at skulle løbe endnu hurtigere for at nedbringe de ventelister, der havde ophobet sig i mellemtiden.
Helt paradoksalt blev det, da regeringen få måneder senere pludselig gerne ville give sygeplejerskerne mere i løn. Ikke i kraft af den danske model og det overenskomstmæssige pres. Men udelukkende fordi de skuffede sygeplejersker var begyndt at forlade den synkende skude i et tempo, hvor selv regeringen måtte indse, at der nok skulle lidt flere håndører til. Nåja, og så var der også snart valg.
En ensidigt dikteret løndannelse
Historien om sygeplejerskerne viser med al tydelighed, at løndannelsen på det offentlige område ikke længere er et produkt af den danske aftalemodel. Den er et udtryk for, hvad regeringen vurderer, lønnen skal være, for at det er muligt at tiltrække og fastholde sine medarbejdere og for at blive genvalgt. Det er en ensidigt dikteret løndannelse. Fagbevægelsen har reelt ingenting at skulle have sagt.
At kalde det ”den danske model”, ”arbejdsmarkedets parter” og ”overenskomster” er derfor en illusion. Det er et teaterstykke, hvor staten bestemmer både start, spændingskurve og slutning, og fagbevægelsen desværre spiller med i rollen som nyttig idiot. Og hermed bidrager til at legimitere statens bøllemetoder.
Hvis man kigger godt efter, kan man altid fornemme et lusket smil bag de ord. De tror ikke engang selv på løgnen
Det må stoppe. Hverken fagforeningsmedlemmerne, som betaler kontingent i dyre domme blandt andet til nyttesløse strejkekasser, eller befolkningen, som mærker konsekvenserne, når konflikter lukker skoler og sygehuse, kan være tjent med det.
Fagbevægelsen bør indse, at staten agter at diktere lønnen – og nu også antallet af helligdage – for de offentligt ansatte. Og der er ikke en pind, den kan gøre ved det. I stedet for håbløse krav om folkeafstemninger burde man derfor kræve, at staten i det mindste så også tager ansvar for sine dispositioner.
Så den kunne stilles til ansvar, i stedet for belejligt at gemme sig bag netop den danske model, hver gang en journalist eller demonstrant stiller spørgsmål til en minister. Her lyder det mekanisk, at ”det er ikke noget, vi blander os i. I respekt for den danske model. Arbejdsmarkedets parter. Osv. osv.” Hvis man kigger godt efter, kan man altid fornemme et lusket smil bag de ord. De tror ikke engang selv på løgnen.
Så lad da staten formelt diktere løn- og arbejdsvilkår for de offentligt ansatte. Den gør det allerede reelt. Og så kunne medarbejderne – uden illusioner om at have indflydelse gennem deres fagforbund – vælge den offentlige sektor til eller fra. Hvis forholdene bliver for ringe, vil det over tid være umuligt at tiltrække og fastholde medarbejdere, og staten vil ikke kunne levere den service, befolkningen forventer af børnehaver, fængsler og plejehjem. Det vedvarende pres, det ville skabe, ville være langt mere effektivt og komme medarbejderne mere til gode end det kortvarige pres, en strejke giver i det nuværende overenskomstteater.
Jeg synes dog, det er vigtigere, at arbejdsmarkedet fungerer, end at fagforeningerne er store
Ps: Jeg tillader mig at forudse, at de fleste modstandere af nærværende indlæg vil være folk fra fagbevægelsen. Så lad mig hurtigt slå fast, at jeg er livslangt fagforeningsmedlem og endda har været både politisk aktiv og ansat som forsker i fagbevægelsen i en årrække. Jeg er stor tilhænger af fagforeninger. Dette indlæg er derfor ikke skrevet i opposition til fagbevægelsen, men i sympati med den. Jeg anerkender også, at en aflivning af den danske model nok vil koste medlemmer og dermed føre til nedskæringer i nogle fagforeninger – og ingen organisation har lyst til at miste medlemmer og fyre deres medarbejdere. Det forstår jeg godt.
Jeg synes dog, det er vigtigere, at arbejdsmarkedet fungerer, end at fagforeningerne er store. Og måske går det ikke så slemt? For jeg tror også, at der kan være medlemmer at vinde på at være ærlige og indrømme, når et slag er tabt. Og det kunne måske tiltrække nye medlemmer, hvis fagbevægelsen omstillede sig til at arbejde med andre modeller end den danske i kampen for at sikre offentlige ansatte gode løn- og arbejdsvilkår. Fagbevægelsen har stadig en kæmpe rolle at spille. Men den nuværende er udspillet.
Læs mere om politik i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
