UKRAINE-KRISEN // BAGGRUND – Ruslands anerkendelse af folkerepublikkerne Luhansk og Donetsk lignede en foreløbig kulmination på Ruslands postimperiale fantomsmerter og NATO’s østudvidelse. Nye krigshandlinger tyder dog på, at det langt fra er slut.
Med præsident Putins anerkendelse af folkerepublikkerne Luhansks og Donetsks selvstændighed den 21. februar er håbet om en fredelig løsning på konflikten mellem Rusland og Ukraine skudt langt ud i fremtiden.
Anerkendelsen viser, at det ikke har været nok for Rusland at have kontrol over disse områder for dermed at kunne destabilisere Ukraine så tilpas meget, at det ville være umuligt for Ukraine at blive optaget i NATO og EU.
Uanset hvad der kommer til at ske, er det utænkeligt, at Rusland vil opnå et mere pro-russisk Ukraine de næste mange årtier. Der kan peges på mange årsager til, at det der kommet så vidt, som det er. I det følgende belyses, hvordan Ruslands historie som en stadig ekspanderende stormagt, samt den kolde krigs afslutning, har påvirket den seneste udvikling.
Ruslands ekspansioner
Ruslands historie kan ses som en lang række af ekspansioner. Allerede i 1500-tallet begyndte Moskva-fyrstendømmet at erobre områder, der ikke var overvejende beboede af østslavere. Det første af disse områder var Kazan-kaganatet ved Volga, der blev erobret i 1552. Derefter gik det stærkt. I løbet af 1600-tallet erobrede Moskva-fyrstendømmet Sibirien og kom dermed ud til Stillehavet og senere også over til Alaska, der som bekendt blev solgt til USA i 1867. Dermed kom grænsen mellem USA og Rusland til at gå gennem Beringstrædet.
Efter erobringen af Sibirien vendte ekspansionen sig vestpå, og med Store Nordiske Krig blev Rusland nu permanent en magt ved Østersøen. I forbindelsen med Polens 3 delinger i slutningen af 1700-tallet blev store dele af det, der i dag er Polen og Ukraine en del af Det russiske Imperium. I 1800-tallet fortsatte ekspansionen mod syd, og Kaukasus og Centralasien blev en del af Det russiske Imperium.
En vigtig forskel mellem Ruslands ekspansion og de vesteuropæiske kolonimagters erobringer var, at Ruslands erobringer var i direkte forlængelse af moderlandet, hvorimod de vesteuropæiske lande skabte deres imperier oversøisk. Således var der ikke i Rusland den samme sondring mellem moderland og kolonier. De to ting voksede sammen uden nogen klar forskel på hvad, der var hvad.
Sovjetunionens opløsning ramte derfor en anden åre i den russiske nationalfølelse, end tilfældet var for de vesteuropæiske lande
Hvis man betragter Sovjetunionen som efterfølgerstaten til Det russiske Imperium og forløber for vore dages postsovjetiske Rusland, er Sovjetunionens opløsning altså ikke kun et eksempel på et land, der mister sine kolonier, men også et eksempel på, at selve moderlandet går i opløsning. I de første år efter Sovjetunionens sammenbrud var der forskellige bud på, hvordan Rusland skulle fortolke Sovjetunionens sammenbrud.
Der var blandt andet røster fremme om, at Rusland skulle betragte unionens opløsning som en befrielse fra kommunismen på samme måde som i Baltikum og andre steder. Det var imidlertid aldrig en tolkning, der slog rod, og i stedet var det fortællingen om, at det var selve Rusland, der gik i opløsning, der sejrede.
Sovjetunionens opløsning ramte derfor en anden åre i den russiske nationalfølelse end tilfældet var for de vesteuropæiske lande, der mistede deres imperier efter anden verdenskrig. Storbritanniens og Frankrigs kolonier var netop klart adskilte fra moderlandet, da de lå oversøisk, og derfor ikke var forbundne med moderlandet. (Frankrig og Algeriet er så lidt anderledes, men grænsen mellem Frankrig og Algeriet er der ingen tvivl).
Malet med den grove pensel kan man sige, at de grænser det postsovjetiske Rusland stod med i 1991, cirka svarede til de grænser, Rusland havde i 1600-tallet. Set i en russisk optik var nogle områder vigtigere end andre. Tabet af Tadzjikistan på grænsen til Afghanistan anses generelt i Rusland for et mindre problem end for eksempel tabet af Ukraine. Det er der mange grunde til.
Ukraines særlige plads i russisk historie
Spørgsmålet om Ukraine er for Rusland helt fundamentalt. Heri ligger blandt andet spørgsmålet om, hvornår Ruslands historie starter. Den traditionelle russiske og sovjetiske fortolkning har været den, at Ruslands historie startede med Kiev-rus. Altså den stat der opstod i 800-tallet med Kiev som centrum. Denne stat gik under i 1240, da mongolerne erobrede Kiev.
Den russiske fortolkning er så, at efter Kievs fald begyndte samlingen af det, der blev til Rusland med Moskva som centrum. Ukraine hævder derimod, at historien om Kiev-rus udelukkende er Ukraines historie, og at Ruslands historie først starter med grundlæggelsen af Moskva. Ifølge denne ukrainske fortolkning mister Rusland derfor cirka 3-400 år af sin historie.
En række vigtige begivenheder i russisk historie har også fundet sted i Ukraine. Ruslands sejr over Sverige i 1709 ved Poltava var en af dem. Efter denne sejr vandt Rusland endegyldigt stormagtsrivaliseringen med Sverige og sikrede sig dermed permanent adgang til Østersøen.
Ruslands erobring af egnene nord for Sortehavet i slutningen af 1700-tallet under Katharina den Store er også et væsentligt moment i den russiske imperiebygnings historie. Katharina den Store anlagde blandt andet havnebyen Odessa, og så det som en parallel til Peter den Stores anlæggelse af Sankt Petersborg tidligere i 1700-tallet.
Det var også under Katarina den Store, at Krim blev en del af Det russiske Imperium. Dermed blev den gamle græske bosættelse Hersones på Krim også en del af Rusland. Denne bosættelse er interessant, for det var her, storfyrst Vladimir den Hellige i 988 konverterede til kristendommen. En begivenhed, der selvsagt spiller en stor rolle for den russiske kirke.
Hvad Sovjetunionen blev lovet i 1990 var, at der ikke ville komme NATO-tropper fra udlandet på det tidligere DDR’s territorium
Eftersom den russiske kirke de sidste årtier er kommet til at spille en stor rolle i det russiske samfund, har det naturligvis medvirket til, at man i Rusland de seneste år har betragtet Krim som et sted med en hel central plads i russisk historie. I den mere praktiske ende gør tilstedeværelsen af den russiske flådebase i Sevastopol sig naturligvis også gældende.
Ikke kun tabet af 3-400 års erobringer har bidraget til den russiske opfattelse af, at historien tog en, for Rusland, forkert drejning efter Sovjetunionens sammenbrud. Også NATOs optagelse af lande fra den tidligere Warszawa-pagt spiller en central rolle i den fortælling.
NATO’s østudvidelser
Spørgsmålet er her, hvorvidt Sovjetunionen i forbindelse med den tyske genforening i 1990 blev lovet, at NATO ikke ville optage lande, der tilhørte Warszawa-pagten. På tidspunktet for Tysklands genforening eksisterede Warszawa-pagten endnu. Den blev først opløst i 1991.
Det er sandt, at der ikke eksisterer et dokument, hvori der står, at NATO ikke ville optage medlemmer fra den tidligere Warszawa-pagt, men med en vis ret hævder Rusland, at det blev mere end antydet, at NATO ikke ville optage medlemmer fra Warszawa-pagten. NATOs daværende generalsekretær, Manfred Wörner, sagde for eksempel i Bruxelles 17. maj 1990, at NATO ville indvillige i ikke at placere NATO-tropper på østtysk territorium. Han sagde:
“The very fact that we are ready not to deploy NATO troops beyond the territory of the Federal Republic (min anmærkning) gives the Soviet Union firm security guarantees.”
En udtalelse som Putin refererede til i sin nu berømte tale i München i 2007. Putin refererer dog ikke Wörner korrekt. I sin tale sagde Putin, at Wörner lovede ikke at udstationere NATO-tropper uden for tysk territorium. Imidlertid taler Wörner jo tydeligvis om vesttysk territorium (the Federal Republic).
I sin tale i München i 2007 sagde Putin:
“I would like to quote the speech of NATO General Secretary Mr Woerner in Brussels on 17 May 1990. He said at the time that: ‘the fact that we are ready not to place a NATO army outside of German territory (min anmærking) gives the Soviet Union a firm security guarantee’. Where are these guarantees?”
Her glemmer Putin tydeligvis at gøre opmærksom på, at Wörner taler om, ikke at placere NATO-tropper uden for vesttysk territorium i en kontekst, der drejer sig om hvorvidt et genforenet Tyskland kan være medlem af NATO.
I et meget interessant interview fra 2014 kommer Gorbatjov ind på spørgsmålet om eventuelle løfter til Sovjetunionen om, at fremtidige Warszawa-pagtlande ikke ville blive optaget i NATO. Gorbatjov kritiserer NATOs østudvidelse, men hævder at Sovjetunionen aldrig blev lovet, at det ikke ville ske, og at ingen berørte spørgsmålet. Hvad Sovjetunionen blev lovet i 1990 var, at der ikke ville komme NATO-tropper fra udlandet på det tidligere DDR’s territorium. Et løfte, der også er blevet overholdt, ifølge Gorbatjov.
Det er naturligvis vigtigt at huske på den kontekst, alt dette fandt sted i. I 1990 var det meget svært at forestille sig, at lande fra den endnu eksisterende Warszawa-pagt, for ikke at tale om det endnu eksisterende Sovjetunionen, ville kunne komme med i NATO.
Ruslands oplevelse af at have mistet 3-400 års erobringer kombineret med følelsen af at være blevet udelukket fra den sikkerhedspolitiske struktur i Europa efter den kolde krigs afslutning er væsentlige ingredienser i Putins syn på verden
Et godt eksempel på at den sikkerhedspolitiske situation i Europa var meget uafklaret i 1990 var også, at Polens premierminister, Tadeusz Mazowiecki, i februar 1990 udtalte, at så længe der var tvivl om, hvorvidt et kommende genforenet Tyskland ville acceptere den nuværende polsk-tyske grænse, var der ingen grund til at forhaste de sovjetiske soldaters afgang fra Polen. Det er meget sigende for situationen dengang, at alt var så usikkert, at selv en polsk (ikke-kommunistisk) premierminister kunne se en sikkerhedspolitisk gevinst ved at have sovjetiske tropper i landet.
Jeltsin skrev i 1993 et brev til præsident Clinton, hvori han gav udtryk for, at han ikke modsætter sig, at tidligere Warszawa-pagt lande kommer med i NATO. Imidlertid understreger han, at det er i modstrid med den ånd, hvori aftalerne om Tysklands genforening blev skrevet. Tillige tilføjer Jeltsin, at man også skal være opmærksom på, hvordan en østudvidelse af NATO vil påvirke den offentlige opinion i Rusland. Her fik Jeltsin mere ret, end han måske ønskede.
I 1993 var tanken om russisk medlemskab af NATO stadig realistisk. Kort inden NATOs første topmøde efter Sovjetunionens sammenbrud, skrev USA’s udenrigsminister 1989 – 1992, James Baker, at alle lande i OSCE, der opfyldte specifikke krav om demokrati, retssamfund og lignende, burde kunne blive medlem af NATO. Ikke nødvendigvis alle lande på en gang, men når specifikke krav var opfyldte.
Det var et tilbud, der aldrig blev givet til Rusland, og om det kunne have påvirket den politiske udvikling i Rusland, således at landet i højere grad havde bevæget sig i retning af et retssamfund, finder vi aldrig ud af.
Ruslands oplevelse af at have mistet 3-400 års erobringer kombineret med følelsen af at være blevet udelukket fra den sikkerhedspolitiske struktur i Europa efter den kolde krigs afslutning er væsentlige ingredienser i Putins syn på verden. Naturligvis er det kun muligt at gisne om, hvad Putin tænker og tror, men det er meget sandsynligt, at Putin oplever den nuværende situation som et sidste desperat forsøg på at ændre den verden, der tog en forkert drejning i de tidlige 1990’ere.
Lange udsigter til permanent fred
Der kommer næppe en permanent fredsordning i nogen overskuelig fremtid. På kort sigt er det bedste, man kan håbe på, at Rusland ikke forsøger at udvide folkerepublikkernes territorium ud over det område, de har under kontrol nu. Så må der ad åre blive lavet en diplomatisk pakke bestående af så mange tilpas forskellige ting, at alle involverede vil opleve, at de vinder mere end de taber. På langt sigt er det ikke helt perspektivløst.
På et tidspunkt er Putin ikke længere Ruslands leder. Om ikke for andet så fordi, han på et tidspunkt dør. Lederskift i Rusland har ofte været ledsaget af store politiske ændringer. Der er ingen grund til at tro, at det ikke også bliver tilfældet, når Putin er væk. Hvad der kommer i stedet, er nyttesløst at gætte på nu, men der vil i al fald komme noget andet.
Putin har ofte givet udtryk for, at han betragter Ukraine som en kunstig stat
Det vil naturligvis være politisk selvmål i Ukraine at tale om nogen form for territorieafgivelse. Ikke desto mindre kunne det i et ukrainsk nationsbygningsperspektiv være nyttigt at komme af med de mest russiske områder af Ukraine. Det er naturligvis en kynisk kalkule, men politik er jo fuld af kynisme. Spørgsmålet er imidlertid også, om det er nok for Rusland at få anerkendt kontrollen over Krim og Donbass.
Putin har ofte givet udtryk for, at han betragter Ukraine som en kunstig stat. Både det strategiske problem med at have et pro-vestligt Ukraine – selv uden Krim og Donbass – liggende så tæt på vitale russiske områder, og det ideologiske problem ved at en østslavisk stat kan se sig selv som en del af Vesten, er ikke løst med at erobre Krim og Donbass.
Transnistrien og Belarus
Med til det geopolitiske spil om regionen hører også spørgsmålet om udbryderrepublikken Transnistrien i Moldova.
Efter præsidentvalget i november 2020 har Moldova i Maia Sandu fået en meget vestorienteret præsident. Eftersom Transnistrien, udover Moldova, kun grænser op til Ukraine, har Ukraine gode muligheder for at gøre livet i det pro-russiske Transnistrien besværligt. Ukraine har da også siden 1. september 2021 nægtet biler med nummerplader fra Transnistrien, at komme ind i Ukraine.
Den 27. februar skal der i Belarus være en folkeafstemning om nogle forfatningsændringer i landet. På kort sigt vil det næppe få stor betydning, men netop valghandlinger, og mere eller mindre korrekte opfattelser af deres mulige forfalskninger, har jo før givet anledning til uro, så her ligger også en kilde til konflikt i regionen.
Efter Ruslands anerkendelse af folkerepublikkerne i Luhansk og Donetsk
Et interessant spørgsmål, der rejser sig i kølvandet på Ruslands anerkendelse af folkerepublikkerne er, om det er en anerkendelse af de områder, folkerepublikkerne har kontrol over nu, eller om det er er de regionale grænser, der var gældende, da republikkerne løsrev sig? Det er et ganske væsentlig spørgsmål, da republikkerne kun har kontrol over cirka en tredjedel af det territorium, som udgjorde regionerne (oblast) Luhansk og Donetsk i 2014.
Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har ikke ligefrem kastet mere lys over dette spørgsmål. På en pressekonference sagde Peskov, at Rusland anerkender republikkerne inden for de grænser, som republikkerne eksisterer indenfor og indenfor hvilke, de blev udråbt. Her prøver Peskov både at blæse og have mel i munden.
Ved at lade sin talsmand sige sådan, helgarderer Putin sig
Ved at lade sin talsmand sige sådan, helgarderer Putin sig. Efter anerkendelsen af de to republikkers selvstændighed, har Putin ligeledes bedt Ruslands forsvarsminister om at sende fredsbevarende styrker til området. Det er dog endnu ikke blevet specificeret hvortil og hvor mange tropper, der skal sendes. Hvorvidt disse tropper skal erobre land, eller blot forsvare de områder oprørerne allerede kontrollerer, bliver en vigtig ting at holde øje med og vil indikere, hvor omfattende Putin har tænkt sig, at operationen skal være.
Foreløbig er det kun Cuba, Venezuela og Nicaragua, der har anerkendt folkerepublikkernes selvstændighed. Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, har endda meddelt, at hvis en folkeafstemning skulle vise opbakning til en indlemmelse i Rusland, vil han også støtte dette.
De langsigtede konsekvenser er naturligvis umulige at overskue endnu. Anerkendelsen af folkerepublikkerne viser, at Vesten ikke er villig til at sende soldater til Ukraine, så her har Putin udstillet, i hvor høj grad Ukraine står alene. Det betyder dog ikke, at en større invasion af Ukraine er på vej. Anerkendelsen af folkerepublikkerne kan også betragtes som Putins forsøg på at deeskalere konflikten, og dermed hævde, at han fik noget ud af at vise styrke overfor Ukraine og Vesten.
Skulle det forholde sig sådan, er det fundamentale problem ikke løst, nemlig at Putin er utilfreds med den sikkerhedspolitiske struktur i Europa. Eventuelle grænseændringer i russisk favør kommer ikke til at ændre på Putins verdensopfattelse, og deri kan der let være stof til mange større og mindre konflikter i al fald så længe Putin er ved magten i Rusland. Putins manglende forståelse for, at Ukraine er en stat og en nation nært beslægtet med – men dog anderledes – end Rusland, har foreløbig forårsaget at Rusland og Ukraine står længere fra hinanden end nogensinde tidligere i historien.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
