Konduite for konduktører

i Featured/Danmark/Liv & Mennesker af

I det følgende vil jeg kun og alene holde mig til fakta og undgå at farve historien med mine egne følelser hvad de end måtte være, idet jeg mener den følgende beretning står stærkt nok for sig selv som den er.

Sidste år boede jeg i udlandet og kunne derfor ikke få et personligt rejsekort fra DSB. Jeg fik derfor et anonymt som jeg købte på Østerport Station og brugte lejlighedsvis.
Især har jeg brugt det til at rejse på strækningen København-Kalundborg.
I dag skulle min bil på værksted, så jeg valgte at rejse med tog fra Randers til København H.
På stationen gik jeg ind i kiosken med mit rejsekort og spurgte hvad en billet til København kostede. Det var ekspedienten i 7-11 ikke helt sikker på. Det afhang af mange ting, eksempelvis hvilket Rejsekort jeg havde.
Jeg forklarede at det var et anonymt et af slagsen. Hun tjekkede, at der stod 86 kroner på det, og vi blev i fællesskab enige om at 400 kroner ekstra på kortet under alle omstændigheder ville være nok til at dække en tur til København H. Jeg investerede ved samme lejlighed i en pladsbillet til 30 kroner.
Da billetkontrollen kom, viste det sig imidlertid at jeg kørte ulovligt. Man skal nemlig have mindst 600 kroner på sit kort, hvis man vil krydse Storebælt. Desuden var mit kort sat til at jeg kun måtte rejse lokalt i Østjylland.
Det kom bag på mig, men som togkontrollen anførte, så var det mit ansvar alene at sætte mig ind i reglerne for rejsekortet. Ikke DSBs (eller for den sags skyld 7-11s) opgave at informere mig korrekt.
Som han forklarede, så kan man jo heller ikke forvente at hvis man bliver betjent på en benzin-tank at ekspedienten skal kende specifikationerne på den diesel man køber.
Herefter appellerede jeg til hvad vi måske kunne kalde konduktørens konduite – eller måske bare sund fornuft. Jeg understregede, at jeg jo ikke havde handlet i ond tro og jo altså havde sat penge ind til rejsen. Der stod 486 kroner på kortet, hvilket han kunne se. Toget kørte verificerbart ikke længere end til København. Der var således ingen risiko for at jeg ville komme til at køre for mere end 486 kroner. Overhovedet.
Jeg tilbød selvfølgelig også at betale de 114 kroner, der manglede for at jeg blev lovligt kørende med mit Dankort. Det kunne ikke lade sig gøre.

Stå af i Århus

Faktisk var der kun én mulighed, og det var at jeg skulle stå af i Århus og få mine rejseforhold bragt i orden. Og da jeg påpegede, at jeg synes det var en løsning, der efterlod noget at ønske hvad angik almindelig pli, blev jeg belært om at regler var regler og at jeg allerede stod til en kontrolafgift som sagerne stod.

Som han forklarede mig: ”Du kører jo også efter reglerne, hvis du har et kørekort”.

”Jo. Men her giver reglerne faktisk en form for logisk mening”, svarede jeg.

Jeg havde min computer med, så jeg forsøgte først at logge mig ind på Rejsekortets portal for om muligt at betale af den vej. Det kunne ikke lade sig gøre. Men jeg gav ikke op.

Jeg ringede herefter til Rejsekortets kontaktnummer. Efter tre forskellige opkald, der alle endte blindt med en optaget telefonstemme, der henviste til deres website, opgav jeg at finde en løsning ad den vej. Tiden var knap, toget susede mod Århus.

Jeg ringede så herefter til DSB og efter et par forsøg kom jeg faktisk igennem til en storhostende dame på noget, der hed akutlinjen.

Jeg forklarede min situation. Hun forklarede, mig, at den var på ingen måde at regne for akut.

”Men jeg risikerer jo at blive smidt af toget”, forklarede jeg.

Det kvalificerede ikke som en akut situation, mente damen. I øvrigt var det faktisk slet ikke DSBs afdeling. Det her handlede jo om Rejsekortet og derfor vedkom det slet ikke DSB, forklarede hun mig med en selvfølgelighed man ellers kun tillægger tyngdeloven.

”Jo, men jeg har forsøgt at ringe til dem, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvordan man kommer frem til et menneske i røret. Ved du hvilken menu-knap man skal trykke på for at få fat i et menneske?”

Hun hostede lidt mere og sagde, at det vidste hun ikke det mindste om, men nu kunne hun da lige stille mig om.

”Jamen…”

Så havde jeg en anden dame i røret.

”Rejsekortet”, sagde hun friskt.

Jeg forklarede min situation igen.

Det kunne hun ikke hjælpe med. Ikke det mindste. Når man har købt et anonymt Rejsekort, så har man åbenbart i den grad sat sig uden for systemet og alle former for assistance.

Hun kunne ikke sætte penge ind på mit kort og hun kunne heller ikke ændre det kuriøse faktum, at kortet åbenbart kun måtte bruges i Østjylland. Faktisk kunne hun ikke rigtig være behjælpelig med noget som helst andet end at sige, at det jo var op til de enkelte togførere om de ville udvise ”lidt forståelse i situationen”.

Så kom billetkontrolløren tilbage.

”Jeg sagde det nok! De kan ikke hjælpe. Regler er regler”, påpegede han. Jeg kunne godt skrive her, at hans stemme virkede en smule triumferende, men det kan jeg jo strengt taget ikke vide. Jeg kender jo ikke manden.

Jeg forklarede om min samtale med Rejsekortet og at kvinden i telefonen faktisk havde sagt, at det var op til konduktøren om, der skulle udvises lidt konduite.

“Den slags ting, det må hun slet ikke sige”, svarede han.

”Jeg sagde det nok! De kan ikke hjælpe. Regler er regler”, påpegede han. Jeg kunne godt skrive her, at hans stemme virkede en smule triumferende, men det kan jeg jo strengt taget ikke vide. Jeg kender jo ikke manden.

Men så rullede toget ind i Århus. Jeg pakkede alle mine ting sammen, hev kufferten ned fra bagagehylden, spurtede op i hallen og fandt en Rejsekortautomat og fik fyldt 200 kroner på. Et dyrebart minut eller to gik med at fastslå, at jeg ikke, som billetkontrolløren havde forlangt, kunne ændre mit Rejsekort til at rejse uden for Østjylland.

Til sidst var der ikke mere tid. Jeg hev kvitteringen for de 200 kroner ud af maskinen og

løb tilbage til toget. Nåede lige at hoppe på, inden det rullede ud fra perronen igen.

I den forkerte vogn, men dog på toget.

Der er fodfejl og der er fodfejl

Da jeg med min kuffert fik mig kæmpet tilbage til min plads, sad der en mand. Det kan jeg for så vidt godt forstå, for togpersonalet havde nået at slette reservationen i den tid det havde taget mig at forsøge at gøre mit Rejsekort lovligt.

Billetkontrolløren? Han var stået af i Århus og ham så jeg aldrig igen.

Og historien burde slutte her.

Men så stoppede vi i Fredericia. Fordi der manglede en togfører, der var forsinket fra Sønderjylland. Vi fik først at vide, at vi skulle holde der en halv time, nej, så kørte vi med det samme. Nej, så lige om lidt, når folk, der var gået ud på perronen for at få en smøg kom tilbage. Og så kørte vi med en reservetogfører. Nærmest fejlfrit til vi kom til lidt uden for efter Korsør, hvor der så var signalproblemer.

Fint nok. Alle kan komme til at begå en fodfejl, ikke DSB?

Opdatering: Samme dag som denne klumme blev bragt, blev jeg kontaktet af DSBs informationschef Tony Bispeskov. Han har undskyldt for den uheldige oplevelse, og sagt at DSB vil bruge denne oplevelse fremadrettet til at blive bedre til at håndtere de problemstillinger jeg påpeger. Som et plaster på såret har jeg fået en togbillet.

 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018.
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.
Hvis man vil bidrage til Lones skriverier på POV kan man donere direkte til hende på hendes Mobile Pay: 23 61 24 00