POLITIK // ESSAY – Der er mange paralleller mellem de processer, der ramte socialdemokraterne i begyndelsen af 1990’erne, og det forløb, vi har set omkring Lars Løkke Rasmussens lederskab og opbygningen af Jakob Ellemann-Jensen som det varme bud på en arvtager, skriver Pia Christmas-Møller forud for Venstres ekstraordinære landsmøde i weekenden. Både Jakob Ellemann og Kristian Jensen synes at have en historisk bevidsthed om det socialdemokratiske skrækeksempel og en forståelse for, at forholdet mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti udgør den borgerlige krumtap.
”Det er utroligt, at man skal glæde sig over det”. Sådan kommenterede de konservatives leder, Søren Pape Poulsen, den første politiske melding fra Venstres nyudsprungne formandskandidat, Jakob Ellemann- Jensen, hvor han gjorde op med forgængerens prioritering af regeringssamarbejde med S og varslede genindmeldelse i blå blok.
Ligeså oplagt den kommende venstrehøvdings opgør er, ligeså forståelig er Papes kommentar. Faktisk må man tage hatten af for den udstrakte selvkontrol, som mange borgerlige udviste under valgkampen, da statsminister Lars Løkke Rasmussen ”befriede” sig selv i et egoistisk overlevelsesforsøg og tog det borgerlige projekt med på katapultsædet ud i det blå.
Nogle historisk kyndige vil måske huske, hvordan venstrefolkene reagerede, da det ved finanslovsforhandlingerne med Nyrups Rødkløverregering i 1995 gik op for dem, at de ikke både kunne fortie deres bevidste revolverpolitik og samtidig tvinge Det Konservative Folkeparti til at følge trop på bekostning af mulige store indrømmelser på såvel dagpenge- som forsvarsområdet. Jakob Ellemanns far, Uffe Ellemann-Jensen, havde overgivet ansvaret for forhandlingerne til Anders Fogh Rasmussen og Thor Pedersen.
Det blev undervejs tydeligt, at V forhandlede på grundlag af en fejllæsning af den politiske situation. Venstre ønskede så brændende et valg, at de troede, at det ville blive resultatet, hvis regeringen ikke kunne komme igennem med sin finanslov.
Medieinteressen for V’s næstformandsvalg er vildt overdrevet, selvom kampafstemningens resultat uundgåeligt vil blive fortolket i forhold til, hvilken politisk linje der kan forventes bl.a. i udlændingespørgsmålet. Men det bør man være varsom med
Man overså helt de signaler, Enhedslisten havde udsendt. Konservative var ikke i tvivl om, at et rødt forlig ville blive alternativet til et forlig med de borgerlige. K’sanalyse af Liste Ø’s parathed til for første gang i historien at påtage sig et finanslovsansvar blev dokumenteret året efter. Da K ikke så regeringens afgang og et valg som en realistisk mulighed, og da der samtidig kom større og større indrømmelser på ærkeborgerlige områder på bordet, blev afstanden mellem de to partiers vurdering af de fælles forhandlinger med Rødkløver-regeringen tilsvarendestørre og større. Venstre var ikke åbne om deres strategi overfor K, der efterhånden blev afklædt som værende forhandlinger på skrømt med sammenbrud som mål. (Måske inspireret af tidligere tiders ”visnepolitik”, der som bekendt gennemtvang systemskiftet i 1901. Men det er jo en helt anden historie…)
Det korte af det lange: en sen midnatsstund måtte Hans Engell som leder af K på et hasteindkaldt koordinationsmøde meddele Venstres top, at et forlig var lige op over, og at de kunne gå med eller ej.
Uffe blev så stjernetosset, at han til rullende kameraer malerisk og hvæsende beskrev den nye tilstand mellem V og K med reference til en kendt satiretegning fra historiebøgerne: ”Denne gang er det ikke en suppeterrin, men et helt spisestel, der er knust mod gulvet!”
I 1929 undlod Det Konservative Folkeparti at stemme for finansloven pga. utilfredshed med forsvarsbudgettet. Det medførte, at statsministeren for den smalle venstreregering Madsen Mygdal udskrev valg, hvorefter magten overgik til Staunings socialdemokrati i de næste mange år. Episoden blev foreviget i Politiken med en tegning af den unge konservative leder, John Christmas Møller, der som piccolo taber suppeterrinen ved det fine højbord med ene venstrefolk omkring.
Venstre så aldrig rigtigt deres andel af grunden til, at V og K måtte gå hver sin vej. Hverken i 1929 eller i 1995. Men sprutte og rase, det gjorde de. Uden tanke på at ballade i den borgerlige lejr kun styrker ’de røde’,sendteman alle vrede angrebs -og jagthunde af sted i kobler, der lugtede blod og var blodtørstige af hævnlyst. De sidste 100 års politiske historie dokumenterer, at samarbejde og tillid mellem V og K er en forudsætning for borgerlige regeringer. Det kræver åbenhed, lydhørhed, tillid og ligeværdigt samarbejde med både plads til og forståelse for uenigheders nødvendighed. Når det brister,er det umådeligt svært og tidkrævende at klinke.
Man forstår, hvis nogle frø til forbitrelse fik tag i dele af blå bloks vælgere, støtter og ledere, da Lars Løkke ud af det blå og uden inddragelse af andre, gik aldeles solo med en velforberedt, fremstrakt hånd til den traditionelle ærkefjende hos ’de røde’
Læren af denne historiske overflyvning kan komplementeres med de forskellige oplevelser af Hartlings smalle regering fra 1974. Dens dannelse og førte politik med ufinansierede personskattelettelser. V-projektet holdt mindre end et år og havde jo også en langstrakt konsekvens med Anker Jørgensens regeringseksperimenter, inden Poul Schlüter og Henning Christophersen kom til og skabte et langvarigt K-V samarbejde.
Schlüter bliver tit udhævet som forbillede, når det gælder ledelse af regeringskoalitioner. Også af f.eks. Anders Fogh, selvom et historisk spot på netop Fogh’s evner for at leve op til sit eget forbillede nok vil blotlægge nogle krakeleringer i spejlet. Schlüter forstodifølge en række ministre – inkl. striben fra V – det særlige ansvar, der påligger den stærkeste part i et samarbejde. In casu statsministerens og det største partis pligt til et vist mål af hensynsfuld ageren. Schlüter høstede ikke kun ros men også fortrydelse i egne rækker for fremgangsmåden i praksis.
Først med nye ledere i mindst ét af partierne blev V-K forholdet genoprettet efter de nævnte dramaer. I 1997 blev fodslaget nærmest idyllisk forbrødret, da K fik ny leder i form af Per Stig Møller, som kendte Uffe Ellemann fra ungdomstiden. De to valgte at stå last og brast overfor Nyrup, men tabte valget i 1998 takket være valgmatematik og nogle ganske få stemmer – af alle steder – på Færøerne, hvor Nyrup ellers var hamrende upopulær pga. håndteringen af en bankkrise…
Man forstår, hvis nogle frø til forbitrelse fik tag i dele af blå bloks vælgere, støtter og ledere, da Lars Løkke ud af det blå og uden inddragelse af andre gik aldeles solo med en velforberedt, fremstrakt hånd til den traditionelle ærkefjende hos ”de røde”. Ikke bare med en opfordring til bredere samarbejde, men til fælles regeringsdannelse. Det skete ovenikøbet efter valgudskrivelsen – dvs. på et tidspunkt, hvor alle parti- og kampagnemotorer er trimmet til aggressiv kampretorik!
Set i det lys, er Venstre og Lars Løkke umiddelbart sluppet ahistorisk billigt. Alibiet skal måske findes i den øvrige blå bloks andel af ansvaret for opløsningen af et troværdigt regeringsalternativ. Løkkes overraskende kursændring var lige så enerådig som den var forberedt. Den havde egoismens modige, men også illoyale sats i sig. Den gav Venstre og Lars Løkke personlig gevinst. Med på plussiden skal også noteres, at præcis den melding var afgørende for, at vi fik en af de mest sobre valgkampe i nyere tid. Duellerne mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke blev faktisk værd at lytte til. Folk kunne blive klogere på, hvad de stod for. En noget overset sidegevinst.
Fællestræk mellem S i 1992 og V i 2014 og 2019
Det er igen og igen blevet hævdet, at det nuværende V-opgør intet har med politik at gøre. ”Intet som i INTET” er det blevet sagt. Især har nogle meget benyttede kommentatorer med en fortid i V – hvilket tilsyneladende giver dem ekspertstatus – gentaget påstanden uden nærmere analyse. Det har samtidig været en påstand, som blev brugt til at afvise paralleller til Socialdemokratiets traumefyldte opgør i 1992. Jeg ser imidlertid nogle væsentlige fællestræk og dét på en sådan måde, at netop Socialdemokratiets mere end 25-årige martring efter opgøret mellem Auken og Nyrup kan have spillet en selvstændig rolle for visse aktørers handlinger og valg i Venstre.
I alle partier, ikke mindst i de store, findes forskellige strømninger og tendenser. I Venstre har man lige siden urbaniseringen haft et by- og et landvenstre. Venstres rod i andels- og højskolebevægelserne samt decentrale partistruktur, som stadig har præg af landets tidligere inddeling i sognerådsområder, medfører en forventning om at blive hørt og inddraget. Stolte traditioner med historiske rødder, hvor det individualistiske bedst kunne udfoldes, når fællesskabet var båret af en demokratisk struktur, har i takt med udviklingen af by-venstre med stærke baser i handelshøjskole/CBS- miljøet indimellem clashet. Både kulturelt og politisk.
Venstres forbilledlige eksempel
Et tydeligt og stolt eksempel på, hvordan man som parti, takket være de to hovedpersoner, formåede at håndtere et sådant clash, var kampvalget mellem vestjyden Ivar Hansen og københavneren med fynske rødder Uffe Ellemann-Jensen i 1984. Man fik en afklaring, ligesom man senere også har fået det med kampafstemninger om næstformandsposten. Der er mindst én vigtig omstændighed til forskel fra 1984: Denne gang sker opgøret, medens man er i opposition, hvilket ikke gør det lettere at klinke skårene.
Dengang erkendte Hansen sit nederlag og nedlagde våbnene til fordel for et konstruktivt og loyalt samarbejde med den demokratisk valgte leder, der på sin side gav sin slagne konkurrent god plads, gode poster og til sidst sikrede ham rigets fornemmeste post som Folketingets formand. Forbilledligt! Noget andre partier kunne lære af! Men det kræver jo format hos begge kamphaner!
Socialdemokratiets skrækeksempel
Socialdemokratiet havde siden EF-afstemningen i 1972 og Jens Otto Krags afgang som statsminister og partiformand været splittet ikke kun i det europæiske spørgsmål, men i tiltagende omfang også i det forsvars- og udenrigspolitiske. Den unge efterkrigstidsgeneration stod overfor den ældre, der kunne og ville huske. I takt med at Schlüter satte sig tungere og tungere på landets ledelse steg utålmodigheden efter magten hos unge ambitiøse som Svend Auken, Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard m.fl. Socialdemokratiet – herunder størstedelen af fagbevægelsen – havde over årtier opbygget den selvforståelse, at netop de havde førstefødselsretten til Statsministeriet. Resten var kun parenteser. Socialdemokraterne kunne ikke stå for fristelsen til at bryde den politiske borgfred siden krigens tid mellem de gamle ansvarlige partier om, at Danmarks forsvars- og udenrigspolitik var hævet over indenrigspolitiske drillerier og taktiske spil. Man så alternative flertal med venstrefløjen og de radikale som en mulig rambuk til Statsministeriet.
Når ånden er ude af flasken med tvivl om lederskabet af et parti, sætter medierne fokus med kolossal styrke og effekt. De bliver aktører i en grad, hvor mange journalister selv bliver revet med, og hvor enhver ledelsesmæssig kontrol med processen ophører
Strategien kulminerede med hhv. folkeafstemningen om EF-pakken i 1986 og det såkaldte atomvalg i 1988. Indlemmelsen af Radikale Venstre i Schlüter-regeringen med R-formand Niels Helveg Petersen som økonomiminister og senere i som udenrigsminister i Nyrups regering satte både et definitivt punktum for den såkaldte fodnotepolitik og gang i en ny aktivistisk udenrigspolitisk æra. Undervejs havde Auken imidlertid havareret sin egen troværdighed – endog på direkte tv – i en sådan grad, at ledelsen hos de radikale, der sad med nøglen til indfrielsen af de hede socialdemokratiske drømme, havde mistet tilliden til ham. Hvad hjalp det så, at samme Auken leverede en kæmpevalgsejr til sit parti i 1990, når det var komplet ubrugeligt med netop ham som leder?
Efterhånden som det går op for de ambitiøse i kredsen af socialdemokrater, der ser sig selv som kommende ministre og sideløbende med, at fagbevægelsen ønsker at løsne de snærende bånd til partiet, bl.a. fordi fagbevægelsen altid i det lange løb må samarbejde med dem, der ”kan levere”, strammes løkken om Aukens lederskab. Samtidig presser Tamilsagens udvikling Schlüterregeringensoverlevelsesmuligheder. Netop fordi han ikke kan levere statsministerposten! Ikke på grund af partiets eller hans politik, men på grund af ham som person!
Når ånden først er ude af flasken
Man begyndte at kigge rundt for at finde afløseren, og flaskehalsen pegede på partiets næstformand og arbejdsmarkedsordfører, Poul Nyrup Rasmusen. Han hørte til partiets højrefløj og havde som tidligere økonom i LO og direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond gode forbindelser til fagbevægelsen. Herfra var Aukens lederskab på ret kurs mod afgrunden. Uanset hvor ofte Nyrup offentligt tilkendegav støtte og fuld loyalitet mod ham. Jeg husker et indslag i TV Avisen, hvor Nyrup angiveligt var blevet kaldt hjem fra England udelukkende for at bekræfte sin støtte til Auken og benægte egne planer om et kandidatur.
Når sådanne processer går i gang i et parti, kan udviklingen let sammenlignes med, hvordan en tsunami, eller den ”perfekte storm” opbygges på de store have. Ganske ofte er topfigurerne magtesløse overfor de kræfter, der udløses i samspillet mellem – i udgangspunktet måske ret få – partimedlemmer og medierne, der fanger en psykologisk vind i en fælles interesse for timing. Ikke at forstå som om medierne generelt indgår i decideret organiseret konspiration med fælles mål, selvom der har været grove eksempler på det. Næh, det er mere et spørgsmål om ingredienser, tilfældigheder, behov for ”nyt og nye pendulsving” i (u)heldig timing. Ret simpelt, men voldsomt at være i.
I S tales der den dag i dag om ”Kongemordet”, og i visse dele af partiet huskes det stadig, som om Nyrup var illoyalt undergravende igennem flere måneder
Når ånden er ude af flasken med tvivl om lederskabet af et parti, sætter medierne fokus med kolossal styrke og effekt. De bliver aktører i en grad, hvor mange journalister selv bliver revet med, og hvor enhver ledelsesmæssig kontrol med processen ophører: baglandet gennemtrawles med opkald, meningsmålinger om den enes popularitet overfor den andens upopularitet osv. holder gang i bølgerne. Bittesmå ting og tilfældigheder bliver fortolket og blæst op. En udtalelse fra et medlem i mindste vælgerforening kan tvistes til overskriften i et landsmedie og rulle videre derfra uanset sandhedsværdi.
Tingene kommer fuldstændigt ud af proportion. Nerverne sider uden på tøjet. Der reageres i et virvar af skyggespil i dyndet af anonyme kilder, regulære angreb, misforståelser og paranoid frygt, hvor centrale aktører bindes fast i firkantede roller og meninger, som måske ligger langt fra virkelighedens udgangspunkt. Partifæller, som selv mener at have et godt forhold, kan pludseligt læse i avisen, at de er uvenner osv. Et frygteligt giftblanderi med langtidsødelæggende virkning udvikles. Ikke sjældent opbygges billeder af helte og skurke, stærke og svage, hvor kendskab til netværkene mellem journalister og politikere kan give pejling på sammenhængen. (Medie)opbygningen af Nyrup kulminerede med en måling, der pegede på ham som Danmarks mest sexede mand. Det var så helt slut, da han som statsminister blev fotograferet med en for lille cykelhjelm… Men da havde mediemedvinden også forlængst vendt.
Der er mange paralleller mellem de processer, der ramte socialdemokraterne i begyndelsen af 90’erne, og det forløb, vi har set omkring Lars Løkke Rasmussens lederskab og f.eks. opbygningen af Jakob Ellemann-Jensen som det varme bud på en arvtager.
S har ikke førstefødselsretten til magten
Efter et årti med borgerlige regeringer under Schlüters ledelse blev der gjort op med opfattelsen af Socialdemokratiets førstefødselsret til Statsministeriet. Det blev understreget af årene med Fogh. Derfor er der i dag den selvforståelse hos i hvert fald tre af Folketingets partier, at deres respektive ledere ikke må være reelt udelukket fra at være seriøse kandidater til statsministerposten.
Det gik op for centrale dele af S, at de radikale ikke ville pege på Auken, hvis Schlüter faldt på tamilsagen. Løkkes bilagssager kostede så dyrt i meningsmålingerne, at udsigten for Venstre ikke kun stod på stort tab af vælgere men også af regeringsmagten. Ikke på grund af politik, men også her som følge af personlige kvaliteter eller manglen på samme. Hverken Auken eller Løkke ville frivilligt vige. Ikke sætte partiet først. Eller de mente, at hensynet til partiet faldt sammen med deres egen interesse i at blive.
I alle partier spiller begrebet loyalitet en central rolle. For nogle er det synonym for solidaritet med partifæller samt respekt for fælles beslutninger og kerneværdier. For andre er det varetagelsen af partiets interesser
Auken ville bæres ud af de delegerede. Og blev det på den ekstraordinære kongres, som partiets forretningsudvalg indkaldte til i april 1992. Midt i afstemningskampagnen om Maastrichttraktaten. Lars Løkke var længe af tilsvarende opfattelse, blot ville han have formandsprivilegierne ved et fremrykket landsmøde. Han ville ikke acceptere fuldstændigt ens vilkår for alle kandidater frem til et ekstraordinært landsmøde med kun personvalg på dagsordenen. Striden herom udviklede sig således til at blive en slags opgør pr. stedfortrædende sag. Løkke indså sit nederlag og gik tavs ud ad bagdøren, medens Jensen modigt lod sit store nederlag og knuste drømme udstille overfor pressen. Men han havde jo også haft lidt længere tid til at forberede sig i end Løkke, for hvem erkendelsen af nederlaget var dugfrisk.
Politiske uenigheder betød lige meget eller lige lidt for opgørene i S og V. I V er det en kendsgerning, at mange er uenige om nedlæggelsen af regionerne, om profilen og stilen på udlændingeområdet, om EU og om håndteringen af samarbejdet i blå blok til fordel for ideen om regeringssamarbejde med S. Også landbrugs- og miljøpolitikken skiller.
Nogle af uenighederne går på kryds og tværs i forhold til grupperingerne omkring Løkke og Jensen. Men lur mig om de ikke har potentialet til at låse sig fast i egentlige fløje, hvis ikke der hurtigt bliver taget hånd om de sårede gemytter fra den seneste tids slagmark. Tendenser ses hos Støjberg-Gade-Knuth og Lauritzen-Trane-Aastrup Jensen m.fl., hvilket jo også er baggrunden for at Ellemann som nyudklækket formandskandidat hurtigt støttede Støjbergs næstformandskandidatur. Antageligt for at dække bredt i det, der ikke længere er et formandskab men en ledelse, der skal vise rummelighed og sammenhold i en frisk start.
Forbindelsen mellem et socialdemokratisk kongemord og en venstrekylling
I S tales der den dag i dag om ”Kongemordet”, og i visse dele af partiet huskes det stadig, som om Nyrup var illoyalt undergravende igennem flere måneder. Det opfattes som en kendsgerning, fordi Niels Helveg Petersen i sine erindringer forfængeligt beretter om, hvordan Nyrup spurgte ham direkte, om han skulle stille op som S-formand under et frokostmøde allerede i november 1991.
Kan man ikke stille direkte spørgsmål mhp. at få et råd eller en tilkendegivelse, uden at svaret skal opfattes som værende udslagsgivende eller dikterende for en beslutning? Er det ikke muligt, at Nyrup allerede da har været under et uopfordret, stærkt internt pres, som han gerne ville høre en god og erfaren kollega-vens vurdering, analyse af og mulige reaktion på?
Kunne det tænkes, at Kristian Jensen ville give sit parti en chance for at undgå et opgør, der ligesom hos S ville trække drabelige blodspor i et kvart århundrede frem?
På samme måde kan man netop i kølvandet på særligt Pinds erindringsbog se, hvordan Kristian Jensen beskyldes for at have været stærkt illoyal mod Løkke og for at have orkestreret bilagsskandalen. Heroverfor står Jens Rohdes udlægning, hvorefter han frikender KJ fuldstændigt for lækagen af bilag, samtidig med at han sandsynliggør, hvem der reelt havde både adgangen og motivet og derfor nok står bag. Rohde fortæller også, hvordan han overtalte KJ til at stille sig til rådighed som formandskandidat, fordi tilliden til at Løkke ville kunne ”levere” svandt ind…
”Historien gentager sig aldrig (helt). Men dén, der ikke kender historien, er dømt til at gentage dens fejl”…
Lige siden Kristian Jensen kom op fra det improviserede møde i kælderen under Venstres hovedbestyrelsesmøde i 2014, har den dominerende udlægning været, at han ikke turde. Han rystede på hånden i det afgørende øjeblik. Internt er han blevet omtalt som kyllingen.
Kunne det tænkes, at Kristian Jensen ville give sit parti en chance for at undgå et opgør, der ligesom hos S ville trække drabelige blodspor i et kvart århundrede frem? Endnu 25 år efter kunne man jo dagligt se, hvordan Socialdemokratiet under ”Gucci-Helle’, kæmpede med de bitre dønninger fra 1992 i form af kaffeklubber, anonyme bogforfattere, lækager etc. Og det på trods af, at hun havde leveret regeringsmagten med nøgle til statsministeriet! Men det kunne ikke glemmes, at hun var blevet valgt som formand efter et opgør mellem de samme fløje som blev skabt i 1992. Først med Mette Frederiksens kåring ser det ud til, at sårene fra dengang er ved at blive helet i flugt med, at en ny generation tager over, og de gamle går på pension.
Til forskel fra Socialdemokratiets situation i 1992 var der ikke reel konkurrence om statsministerkandidaturet i den borgerlige lejr i 2014, og ingen havde endnu afskrevet Løkke, som de radikale havde gjort med Auken
Kunne det være, at udsigten til en tilsvarende dyb og langvarig borgerkrig fødte tilliden til, at Lars Løkke havde lært af bilagsfejlene og ville et oprigtigt, ligeværdigt samarbejde, hvor man supplerede hinanden med to forskellige personligheder, der kunne finde sammen om en fælles holdning til omgang med andres midler? Så baglandet kunne genvinde tilliden til fælles partimoral? Kunne det tænkes, at Jensen ikke frygtede at tabe et kampvalg, men snarere var bange for at kaste sit parti ud i selvødelæggende fløjkrige uden at have testet en fredeligere løsning? Kunne det være, at Jensen kendte socialdemokraternes historie bedre end de konservatives lidelseshistorie med delt lederskab?
Til forskel fra Socialdemokratiets situation i 1992 var der ikke reel konkurrence om statsministerkandidaturet i den borgerlige lejr i 2014, og ingen havde endnu afskrevet Løkke, som de radikale havde gjort med Auken.
I 2019 forholder det sig anderledes. Mange havde forventet, at et tab af regeringsmagten ville føre til Løkkes afgang som statsminister. Han havde knust det borgerlige sammenhold, og forventningen om, at han kunne lede det borgerlige Danmark tilbage til Statsministeriet om fire eller otte år, var til at overse. Samtidig stemplede han – forståeligt ferietrængende – ud af politik i ugevis uden at klare bare den overordnede konstituering i sit parti. Tomrum bliver altid udfyldt i politik, og i Venstre havde utålmodige kræfter været på spil. Måske i udgangspunktet blot for at være forberedt på det forventede, som så ikke skete…
Om partiloyalitet
I alle partier spiller begrebet loyalitet en central rolle. For nogle er det synonym for solidaritet med partifæller samt respekt for fælles beslutninger og kerneværdier. For andre er det varetagelsen af partiets interesser.
Atter andre, som eksempelvis Vs tidligere partisekretær Claus Hjort Frederiksen, forstår partiets interesser som værende lig med formandens. Partiloyalitet bliver dermed omsat til troskab og underkastelse i forhold til den siddende formand. Også selvom formanden er blevet en belastning. Om navnet er Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen eller Lars Løkke Rasmussen er underordnet. Det samme synes formandens politiske meldinger at være ligesom graden af demokratisk involvering af gruppefæller og medlemmer i forhold til udspil og kurs. Det giver en gigantisk magt til formanden, som ganske vist i Venstre jo også kaldes for høvding.
Hjort har i årtier været den til enhver tid siddende formands højre hånd og udøver af intern justits. Han har implementeret formandens idéer og været den hårdtslående forsvarer af formandens suveræne position. Men han viste denne sommer, at han har mistet håndelaget, da han fastholdt kravet om næstformandens afgang, fordi denne i et interview sagde akkurat det samme, som den nye formandskandidat kort efter gentog som sin første politiske melding om prioriteringen af en borgerlig regering. Hjorts rolle er tæt på udspillet, og det kan i sig selv bidrage til at gøre den nye ledelse fri af fortidige forsmædelser. Det bliver spændende at se, hvem der bliver den nye formands vagthund.
Da ”kyllingen” bed var det dødbringende
”Et parti skal have en formand, men en formand skal ikke have et parti”. Sådan formulerede Kristian Jensen sin opfattelse af loyalitet på Venstres seneste FU-møde, hvor han leverede serier af velovervejede hug til partiformanden. Ikke alene gentog Jensen sit tilbud om at gå af, hvis Løkke vel at mærke gjorde det samme. Han meldte sig også som modkandidat, hvis Løkke ville blive siddende. Dette træk sendte Løkke i gulvet. Nok ikke fordi han troede, at han ville tabe til Jensen, men mere fordi ballet blev åbnet for andre kandidater.
Jeg har i de seneste uger lyttet med stigende bekymring til kravet fra Vs bagland om en ny start og et nyt formandsskab.
Jeg gentog i går mit tilbud om, at hvis Lars ville imødekomme kravet, så ville jeg.
Jeg står altid ved mit ord, og har meddelt HB at jeg trækker mig. #dkpol— Kristian Jensen (@Kristian_Jensen) August 31, 2019
Det var formentlig hele idéen med Jensens træk. Han spillede så at sige sit eget kort maksimalt. Han ofrede sig. Dog kan man ikke afvise, at han måske også havde et lillebitte håb om at have en chance, hvis stemmerne blev splittet mellem flere… Der er ingen tvivl om, at Jensen føler det som en monumental uretfærdighed, at han må gå af som næstformand uden udsigt til at blive formand. Han føler, at Løkke har trukket voldsomme veksler på hans loyalitet og hensyntagen til partiet. Selvom det i praksis blev Jensen, der trak Løkke med sig ned, føler Jensen, at det i realiteten var omvendt. Men han skal nok klare sig, selvom politik har været det meste af hans liv.
Hvad skal en ung, detroniseret høvding stille op?
Løkke føler også stor uretfærdighed, fordi han har leveret mange resultater og en stor sejr ved valget. For ham er politik smeltet så tæt sammen med selve livet, at det er overordentligt svært at give slip. Han brænder for at gøre en forskel i samfundets maskinrum, og han skyer ikke mange magtmidler for at få sin vilje. Der er heller ikke meget, der tyder på, at han er økonomisk uafhængig af politik, hvilket ikke gør situationen lettere at kapere for ham.
Han er selvfølgelig fuldt bevidst om, at det danske arbejdsmarked ikke er særligt åbent for tidligere toppolitikere, de få eksempler på det modsatte til trods. Det kan også udgøre et selvstændigt problem for Venstre. Bitre ex-partiformænd med masser af energi kan være giftige at have i en folketingsgruppe. Løkkes genopstandelsesinterview live i primetime på begge tv-kanaler var i så henseende ikke helt beroligende for den kommende ledelse. Historien byder dog eksempler på, at det ikke behøver at gå helt galt. Godt hjulpet af regeringsmagten er Auken et sådant.
En løsning der viste sig duelig hos de konservative
Man forstår både Løkkes og Jensens skuffelser, men der er i mit sind ingen tvivl om, at de besindige folk i Venstres bagland, som har krævet en ny start via en ny ledelse, der ikke er inficeret af giftsår fra fløjkampenes pile, har set rigtigt. Et større kirurgisk indgreb var nødvendigt ellers ville bylden vokse sig større med ringere udsigt til at generobre magten.
Det viser i hvert fald et vigtigt eksempel fra Det Konservative Folkeparti:
Fejden mellem Erik Haunstrup Clemmensen og Erik Ninn Hansen blev opløst ved, at begge blev presset til at gå af til fordel for Poul Schlüter i 1974. Retfærdigt? Næ, sikket ikke. Men det gav næsten 20 år med nogenlunde ro, medens alle efterfølgende forsøg på delt lederskab spillede fallit. Til skræk og advarsel.
Støjberg tabte slaget om næstformandsposten i folketingsgruppen, hvilket kan blive en fordel for hende på landsmødet. Der er med andre ord mange elementer bag udfaldet, og posten er for nylig tømt for politisk tyngde. Til gengæld skal der lyttes nøje til den nye formands betoninger og meldinger. For det er dér, Venstres fremtidige linje kan afkodes
Medieinteressen for V’s næstformandsvalg er vildt overdrevet i forhold til dets reelle samfundspolitiske betydning. Ganske vist vil kampafstemningens resultat uundgåeligt blive fortolket i forhold til, hvilken politisk linje der kan forventes bl.a. i udlændingespørgsmålet. Men det bør man være varsom med.
Hvis Støjberg vinder, vil hun ikke kunne overrule formanden i udlændingepolitikken. Og han er jo kendt for en mere human tone. (Meldte sig rent faktisk ind i Ny Alliance netop pga. ”Nok er nok”.) Hvis Trane vinder, vil hun på tilsvarende vis skulle favne Støjberg og hendes støtter, ligesom hun heller ikke vil have beføjelser til at køre formanden eller en fagordfører over.
Støjberg tabte slaget om næstformandsposten i folketingsgruppen, hvilket kan blive en fordel for hende på landsmødet. Der er med andre ord mange elementer bag udfaldet, og posten er for nylig tømt for politisk tyngde. Til gengæld skal der lyttes nøje til den nye formands betoninger og meldinger. For det er dér, Venstres fremtidige linje kan afkodes.
Om bord i fremtiden
Den nye formand for Venstre har to vitale opgaver foran sig: Genskabe tilliden internt og i forholdet til K. Uden et godt forhold til K ingen vej til en borgerlig regering. Det står øverst på dosmeren. Dernæst kommer håndteringen af et forslået DF, hvis selvforståelse af placeringen i det borgerlige samarbejde nødvendigvis må justeres. En klar linje sammen med K overfor Nye Borgerlige må til samtidig med, at relationerne til Radikale Venstre også plejes. Nye borgerlige mærkesager med fokus på de tunge samfundsudfordringer skal udvikles. Og resultater hives hjem ved forhandlingsbordet, hvor flertal kan skabes. Det er en kæmpeopgave. Men efter weekenden har Venstre måske givet sig selv og deres nye formand chancen for at løfte den.
Rettelse fredag d. 20/9 klokken 8.22: Niels Helveg Petersen var økonomiminister i KVR-regeringen 1988-90 og ikke udenrigsminister, red.
Topfoto: Jacob Kjerumgaard, Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
