Anderledes digte – Mikael Josephsen: Knæk, Gyldendal 2016.
En tilståelse; hele mit voksne liv har jeg ledt efter lyrik, der fik min sjæl til at svinge i lyksalighed. Ord der viser, forklarer, sammenkæder. Ord der rører mig og viser mig det, jeg ellers aldrig ville have fået øje på.
Mikael Jopsephsen har skrevet lyrik og romaner siden 1998, og på et tidspunkt begyndte jeg at savne hans stemme og at lede. Jeg fandt ham på Facebook, hvor han nærmest hver dag kom med øjebliksberetninger om sit liv, på vej ud af alkoholisme, ind i den krævende klarhed. Berøvet alt, men stadig med sproget i behold. I lang tid forventede jeg, at han ville udgive en slags dagbog, bestående af frapperende klare og kloge opdateringer.
Men det blev en digtsamling.
Hele mit voksne liv har jeg ledt efter lyrik, der fik min sjæl til at svinge i lyksalighed. Ord der viser, forklarer, sammenkæder. Ord der rører mig og viser mig det, jeg ellers aldrig ville have fået øje på.
Det er ikke ofte, vi nydelige læsere i vore smagfulde hjem får lov at høre stemmerne fra dem, der bliver indlagt, afvænnet, behandlet. Vi forestiller os gerne, at disse mennesker er så formindskede, at vi ikke kan sammenligne os med dem. Men her kommer en af vore egne og fortæller. Sætning efter sætning brænder sig langsomt ind i bevidstheden.
Der er ingen hermetik i digtene. Der er intet svært eller sært. De er forståelige og smertelige. De er, som man siger, uafrystelige. Ordenes knivsæg glider over huden. Måske er det ikke smukt, men det er ægte. Mennesket reduceret hinsides nulpunktet, men stadig slæbende hele sin historie med sig.
Jeg har fået lus
og min søn er kommet for at
barbere mit hår af
står skaldet i hospitalstøj
men har et armbånd på med mit cpr-nummer
de ha taget min telefon
min søn går hurtigt efter at jeg har
fået sprøjten
jeg vender mig indad
ligger i fosterstilling
og nægter min egen fødsel
Her er skrøbelighed, galskab, overvågning og krystalklare magtforhold. Det er en verden, som befinder sig et sted langt under, hvad vi med gysen kalder Underdanmark. Sætning efter sætning spinder den verden frem. Genkendelig, trods alt, bare uden forbrugets distraktioner.
Der er ingen hermetik i digtene. Der er intet svært eller sært. De er forståelige og smertelige. De er, som man siger, uafrystelige. Ordenes knivsæg glider over huden.
Men omverdenen er der jo endnu, iagttages med undren.:
Sort fugl på tagryg
i snevejr
olieplet i asfalten
sender regnbueørreder ud
i græsset
kat sejler ind under en busk
Nej, jeg kan ikke blive færdig med den verden, jeg er landet i. Måske er teksterne endda stærkest, når de vover at handle om andre end hovedpersonen. Tage fra Ishøj, der har tre personligheder, hvoraf den ene er en svovlende parodi på en islamist/terrorist. Men ham må I selv finde – i digtsamlingen KNÆK.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
