Politisk kunst med tynd historisk fernis

i Danmark/Featured/Kultur & Medier/Politik & Samfund af

KOMMENTAR – Lørdag den 31. marts fik København et nyt stort – ganske vist midlertidigt – monument, som forestiller en oprørsleder fra De dansk-vestindiske øer, der kan være med til at minde os om den mørke side af Danmarkshistorien, som kolonitiden nu engang er. Eller er det nu helt rigtigt, spørger Nikolaj Bøgh. Han mener, at ”I am Queen Mary”-monumentet ved Vestindisk Pakhus rummer så mange uudtalte dagsordner, at man kan spørge sig selv, om det ikke skaber mere forvirring end bevidsthed om historien. Statuen er snarere et stykke markant politisk kunst, som under en tynd historisk fernis promoverer kunstnernes egne holdninger.

100-året for salget af De dansk-vestindiske øer til USA i 2017 blev anledning til en lang række begivenheder, bogudgivelser og generelt stigende fokus på Danmarks rolle som kolonimagt i fortiden.

Det er en problematisk del af vores historie, som nok har været overfladisk kendt af de fleste, men hvor rigtig mange aspekter – navnlig om slaveriets meget mørke sider – ikke har fået den opmærksomhed i historieskrivningen, som de i virkeligheden fortjener.

Et tegn på den begrænsede opmærksomhed er, at kolonihistorien ikke hører til de dele af Danmarkshistorien, der har kastet monumenter eller andre typer af erindringssteder i det offentlige rum af sig. Går man rundt i København, som rummer mange historiske monumenter, skal man således være i besiddelse af stor forhåndsviden for at kunne identificere de bygninger og andre historiske mindesmærker, der i virkeligheden har en relation til Danmarks rolle som kolonimagt.

Det er godt med historiske mindesmærker, fordi de er med til at lære os om vores fælles historie og bidrager til at opretholde et nationalt fællesskab med udgangspunkt i det historiske og kulturelle fundament, som den danske befolkning har og bygger videre på

Sådan var det i hvert fald indtil lørdag den 31. marts, hvor en enorm, 7 meter høj statue blev afsløret på Københavns havnefront foran Vestindisk Pakhus, som spillede en vigtig rolle i trekanthandelen, hvor skibe sejlede fra København med varer til Guldkysten i det nuværende Ghana, videre derfra med slaver til Vestindien og tilbage igen med sukker og rom til København.

Det er godt med historiske mindesmærker, fordi de er med til at lære os om vores fælles historie og bidrager til at opretholde et nationalt fællesskab med udgangspunkt i det historiske og kulturelle fundament, som den danske befolkning har og bygger videre på.

Det gælder også de mere mørke sider af historien. Historien er ikke ”fejlfri”, og det er der ingen grund til at skjule eller forsøge at fortrænge dens mere mørke sider.

Fortidens mennesker havde andre normer end vores, og vore dages samfund er blevet til som konsekvens af en lang række begivenheder og kampe mellem forskellige opfattelser af udviklingen, der tilsammen har givet os det Danmark, vi kender i dag. Nogle begivenheder i fortiden kan vi med vore dages normer være stolte af, nogle kan vi begræde, og nogle kan vi i dag se kritisk på.

Det er alt sammen en del af den historie, der har skabt vores land. Derfor er der intet forkert i, at kolonihistorien også afspejler sig i vores fælles byrum. Tværtimod er det kun med til at gøre os klogere på fortiden og mere bevidste om, hvor vi kommer fra.

Slaveriet i baggrunden

Spørgsmålet er så, om ”I am Queen Mary”-monumentet løser denne opgave?

Mary Leticia Thomas, kaldet Queen Mary, var en af lederne af en arbejderopstand, der brød ud i Frederikssted på St. Croix i oktober 1878. Den var en protest mod de hårde arbejdsvilkår, som de frigivne slaver fortsat var underlagt i deres ansættelser på øens sukkerplantager.

Oprøret, kendt som ”The Fireburn”, fordi det først og fremmest anvendte brandstiftelse som våben, bredte sig med stor voldsomhed på øerne, hvor oprørerne satte ild til bygninger på omkring 50 plantager samt en stor del af byen Frederiksted, inden de brutalt blev nedkæmpede af dansk militær, som skød omkring 100 oprørere.

Mary Thomas alias Queen Mary. Fra Ch. E. Taylor, Leaflets from the Danish Westindies, 1888.

Efterfølgende blev en række oprørsledere dømt til døden. En af disse var Mary Thomas, som imidlertid sammen med tre andre kvinder fik omstødt sin dødsdom til livsvarigt tugthus, der skulle afsones i kvindefængslet på Christianshavns Torv, hvorfra hun dog blev frigivet i 1888 og sendt hjem til Vestindien.

Hendes fremtrædende position i vestindisk historie og stærke placering som oprørsikon på øerne er tidligere beskrevet her i POV af Philip Samson.

Ifølge ”I am Queen Mary”-projektets hjemmeside skal monumentet bl.a. udfordre Danmarks rolle i slaveriet, og set i det lys kan man undre sig over den model, der er valgt. For Mary Thomas var jo ikke slave.

Slaveriet var blevet afskaffet i 1848, 30 år tidligere, og selvom de tidligere slaver på øerne fortsat levede med undertrykkelse og var underlagt urimelige vilkår gennem det arbejdsreglement, som oprøret i 1878 var en protest imod, så handlede det ikke om slaveri.

Arbejdsvilkårene kan vi i dag finde afskyelige, men om de uden videre kan anerkendes som en legitim anledning til et voldeligt oprør, er næppe helt indlysende. Queen Mary selv, som altså ganske vist hyldes som en frihedshelt på De vestindiske øer i dag, var heller ikke nogen uproblematisk skikkelse. Hun var tidligere dømt for tyveri og børnemishandling, og menes under oprøret at have truet en række personer til at deltage under trussel om at brænde deres huse ned.

Det er i den forbindelse værd at bemærke, at oprøret i 1848, som førte til afskaffelse af slaveriet, var væsentligt fredeligere end ”The Fireburn” 30 år senere.

Hyldest til oprøret

Monumentet er for så vidt klassisk i sin form, og trækker på en lang tradition for statuer, der afbilleder historiske personer. Personen sidder højt hævet i en stol, eller måske snarere på en form for trone med en slags værdighedssymboler i hænderne. I dette tilfælde er der tale om symboler på oprøret, nemlig en sukkermachete og en fakkel, i stedet for f.eks. et sværd eller et scepter, som et monument over en magtfuld person i en tilsvarende positur måske ville holde.

Personen ovenpå soklen er imidlertid ikke den historiske figur Queen Mary, men en kombination af de to kunstnere, Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle egne kroppe, skabt gennem 3D-scanning

En stor sort plade på soklen fortæller os med ordene ”I am Queen Mary”, hvem monumentet forestiller, nøjagtig som vi er vant til det fra lignende monumenter over fortidens konger eller store statsmænd. Personen ovenpå soklen er imidlertid ikke den historiske figur Queen Mary, men en kombination af de to kunstnere, Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle egne kroppe, skabt gennem 3D-scanning. Det antydes også i eftersætningen “A Hybrid of Bodies, Narratives and Nations”, som ihvertfald er ganske korrekt.

De to kunstnere har med andre ord sat sig selv ind i den historiske kontekst og dermed ophævet monumentets tilsyneladende karakter af mindesmærke over en konkret person. Måske er det slet ikke Queen Mary selv, der taler i titlen, men snarere de to kunstnere, der tager hendes identitet og dermed identificerer sig med alle undertrykte (sorte, kvindelige) oprørere til alle tider? Macheten og faklen er til gengæld taget fra et historisk forlæg, nemlig en tegning af Queen Mary fra 1888, året hvor hun blev frigivet fra fængselsopholdet i København.

Huey P. Newton. 1967

Personen på soklen sidder på en stol med en markant flettet ryg, som heller ikke har noget med den historiske person at gøre, men er taget fra et berømt fotografi fra 1967 af Huey P. Newton, en af grundlæggerne af den amerikanske Black Panthers-bevægelse, som var en militant, marxistisk bevægelse i USA i 60erne og 70erne, der bl.a. kæmpede for ligeret for USA’s sorte befolkning og bekæmpelse af, hvad man så som undertrykkende elementer overfor de sorte i bl.a. det kapitalistiske system.

Panterne hyldede retten til voldelige oprør og var involveret i adskillige blodige opgør med politiet og med rivaliserende sorte grupperinger.

USA’s politisk aktive sorte var således i perioden opdelt i en række forskellige grupperinger, hvoraf vi herhjemme oftest erindrer Martin Luther Kings ikke-voldelige borgerrettighedsbevægelse, som altså tydeligvis ikke er den retning, kunstnernes bag ”I am Queen Mary”-monumentet føler sig inspirerede af.

På det originale fotografi signalerer Newton sin støtte til vold som politisk udtryksmiddel ved at sidde i stolen med et gevær og et spyd, som altså i København er udskiftet med en machete og en fakkel.

Der er på mange planer et stykke vej fra Frederiksted i 1878 til USA i 1960erne, og de to figurer Queen Mary og Huey P. Newton har – udover rødder i Afrika – næppe meget andet end hudfarven og forkærligheden for voldelige oprør som politisk redskab til fælles.

Og heri ligger utvivlsomt en væsentlig del af pointen. Den ene kunstner bag værket, Jeanette Ehlers har udtalt: “I Am Queen Mary er et symbol på den modstand, der har været og er mod de kolonialistiske strukturer. Skulpturen minder os om historiens oprørsledere og styrker os i de kampe, som vi står foran i dag.”

Med andre ord er monumentet ikke så meget tænkt som en hyldest til den konkrete oprører på St. Croix, men til oprørere generelt.

Og monumentet skal ikke blot ses i en historisk kontekst, hvor anledningen til at begå oprør måske kunne tænkes at være mere påtrængende end i nutiden, men er i høj grad også en aktuel politisk kommentar.

København har altså fået opstillet en statue, der hylder og anbefaler det væbnede oprør som et middel til at opnå politiske forandringer i fremtiden.

Ja, faktisk må man forstå, at det skal være en inspirationskilde til fremtidige oprør mod ”kolonialistiske strukturer”.

København har altså fået opstillet en statue, der hylder og anbefaler det væbnede oprør som et middel til at opnå politiske forandringer i fremtiden. Om det skal ske her, i USA eller et tredje sted, og hvilke forudsætninger der skal være opfyldt for at gribe til våben, det fremstår mere uklart.

At monumentet herudover også handler om minoriteters ligeberettigelse, frigørelse fra strukturel racisme og kvinders ligeberettigelse, står dog ud fra kunstnernes forskellige udtalelser omkring opstillingstidspunktet ret klart. Jeanette Ehlers udtalte ved den lejlighed endvidere til Kristeligt Dagblad, at Queen Mary taler ”ind i den migrantsituation, verden også står i idag.”

Forvirring om dagsordner

Alle historiske monumenter udgør en nutidig fortolkning af de begivenheder eller personer, som de skildrer, men spørgsmålet er, om de to kunstnere bag ”I am Queen Mary” ikke har mixet lige lovlig mange politiske dagsordner i den monstrøse figur, der nu står på Københavns havnefront. Den handler i virkeligheden kun tilsyneladende og i mindre grad om Danmarks kolonifortid, og i langt højere grad om en kamp mod undertrykkelse og for minoriteters (og kvinders) ligeberettigelse, gerne med voldelige midler.

Dermed gør det os nok ikke klogere på ret meget andet end kunstnernes egen politiske dagsorden. Om det er den, de forbipasserende ved Vestindisk Pakhus i virkeligheden forventer at blive præsenteret for på det sted, er til gengæld nok tvivlsomt, og det var vel næppe heller, hvad bl.a. staten og Københavns Kommune, som har medfinansieret værket, egentlig havde tænkt sig at støtte.

Kunstnerne har udtalt, at de arbejder på at skaffe finansiering til at få den støbt i bronze, så den kan få en permanent placering i København. De penge er formentlig bedre givet ud på monumenter med en klarere varedeklaration, der bedre opfylder hensigten med at skabe bevidsthed om Danmarks kolonihistorie

Ser man på mediedækningen af monumentet, hersker der da også nogen forvirring om, hvad meningen med kæmpestatuen egentlig er. Berlingske har bragt en artikel med overskriften ”Ny statue skal minde os om vores fortid som slaveejere” og taler om Queen Mary som en ”slaveoprører”, hvilket i hvert fald kun højst indirekte kan siges at være tilfældet.

Lidt tættere på er Informations leder med overskriften ””I am Queen Mary” skal minde os om vores kolonihistorie”, som til gengæld mener, der er tale om det første danske mindesmærke over Danmarks kolonihistorie og alene af den grund værd at rose, må man forstå. Det kan man diskutere.

I 2016 rejstes der i Nakskov en bronzestatue af kunstneren John Kørner i Nakskov, der forestiller Victor Cornelins, der blev født på De dansk-vestindiske øer, og som barn sammen med sin søster blev udstillet i bur i Tivoli som led i en koloniudstilling i 1905, men senere blev ansat i Nakskovs skolevæsen, hvor han endte som viceinspektør. Et eksempel på vellykket integration i datiden med klare referencer til fortidens meget problematiske syn på den danske konges undersåtter i det fjerne Caribien.

Inden for kort tid bliver der også omsider tale om en varig placering til skulpturen Freedom, som var en gave til Danmark fra de nuværende Jomfruøer op til 100-årsjubilæet for overdragelsen af øerne til USA. Figuren, som viser en slave, der kalder til oprør ved at blæse i en konkylie med en sukkermachete i den anden hånd, er en bronzekopi af et kunstværk af den ghanesiske billedhugger Bright Bimpong, som står placeret på alle de tre tidligere dansk-vestindiske øer.

Her er således tale om et monument, der direkte relaterer sig til den danske kolonihistorie, og til selve slavedelen af den, som vel må siges at være den mest centrale og væsentlige at skabe opmærksomhed omkring – og i hvert fald det aspekt, som har været italesat som den største mangel i forbindelse med jubilæumsåret. Freedom skal opstilles ved Eigtveds Pakhus på Christianshavn efter at have været en del af forskellige udstillinger til markering af 100-årsjubilæet. Det har hele tiden været meningen, at den skulle placeres permanent i København, og der har tidligere været en ret livlig diskussion om, hvor det præcis skulle være. Nu bliver det altså ved Eigtveds Pakhus, Centraladministrationens fornemme mødecenter, som også har en historie, der udspringer af 1700-tallets globale handel.

Placeringen af ”I am Queen Mary” ved Vestindisk Pakhus er midlertidig, og den bronzelignende figur er i virkeligheden fremstillet af plastproduktet polystyren.

Kunstnerne har udtalt, at de arbejder på at skaffe finansiering til at få den støbt i bronze, så den kan få en permanent placering i København. De penge er dog givetvis bedre givet ud på monumenter med en klarere varedeklaration og knap så mange politiske dagsordner, der bedre opfylder hensigten med at skabe bevidsthed om Danmarks kolonihistorie.

Topfoto: Rikke Jørgensen, pressefoto.

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller.

Seneste artikler om Danmark