KRIG I UKRAINE // KOMMENTAR – Desværre ligger scenariet i Ukraine ikke langt fra en realitet, som historien allerede har gennemlevet, skriver Maria Philiposian. Men til forskel fra andre demokratiske folkefærd, der er blevet angrebet på lignende måde, er der heldigvis støtte til ukrainerne. Spørgsmålet er, hvordan kan man forskelsbehandle, når det, man kæmper for, netop er menneskerettigheder, retfærdighed og ligestilling?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Morgenerne og aftenerne indledes og afsluttes med nyheder om den russiske invasion i Ukraine. Medierne arbejder på højtryk på at få de seneste nyheder publiceret med artikler, videoer og billeder af et land, der for få uger siden stod som vores, men som i dag står i ruiner.
Krigen er yderst beængstende, og enhver hjælp er altafgørende for, hvad fremtiden bringer.
Millioner er fordrevet fra deres hjem og fra deres land. Familier er adskilt, og mænd, der aldrig har båret et våben, kæmper for deres alt, de har. Bekymringen er trykket tæt til brystet, mens sorgen over omstændighederne danner en tung knude i maven. Spørgsmålet er, hvad bliver det næste?
Et lille demokratisk land blev bombarderet
Det store omfang af støtte, som Ukraine i dag modtager fra vesten, er beundrings- samt yderst bemærkelsesværdig. Vestens reaktion er grundlæggende for fremtiden, idet den viser vores menneskelighed og støtte til de fundamentelle værdier, vi kæmper – og står inde for. Lighed, retfærdighed, fred og menneskeret.
Forestillingsscenariet ville være forfærdende i tilfælde af, at Ukraine stod til at skulle klare sig enligt mod en af de største stormagter i verden. Men desværre ligger scenariet ikke langt fra en realitet, som historien allerede har gennemlevet.
I efteråret 2020 blev etniske armeniere i Nagorno-Karabakh angrebet aggressivt af Aserbajdsjan i tæt samarbejde med Tyrkiet. Et lille demokratisk land blev bombarderet og ødelagt ved brug af blandt andet ulovlige krigsvåben. Civile blev tortureret og dræbt, mens videoerne af de bestialske gerninger florerede på internettet. En stor andel af unge drenge mellem 18 og 20 år blev dræbt, eller de blev taget som krigsfanger, mens deres mødre delte billeder af dem på sociale medier, eftersom de ikke havde hørt fra dem i flere måneder. Nogle hørte aldrig fra dem igen.
Den vestlige opbakning til Ukraine blomstrer, og det skal vare ved. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vesten skal eller ikke skal støtte Ukraine
Danmark var et af mange lande i vesten, der blev minimalt informeret om, hvad der foregik. Danske armeniere og mange andre arbejdede intensivt på at få den danske befolkningen bekendtgjort med krigen. Store samt små NGO’er, organisationer og medier blev kimet ned i håb om, at de kunne hjælpe eller føre kendskabet til krigen videre.
Møder blev afholdt med politikere for at søge hjælp, men det ene afslag blev mødt efter det andet. Krigen var uinteressant og irrelevant. Ignorancen ledte til endnu en stille massakre på et folkefærd, der for omtrent et århundrede år siden overlevede et brutalt folkedrab.
I dag stiller armenierne og mange andre spørgsmålet: Hvor var I?
EM-kvartfinalen blev afholdt i Baku, hvor Danmark skulle spille mod Tjekkiet blot få kilometer fra en park med en udstilling af dræbte armenske soldaters udstyr. Alt Danmark kunne svare på daværende tidspunkt til omstændighederne var, at sport og politik ikke gik hånd i hånd. Kampen blev spillet uden tøven. I dag går sport og politik hånd i hånd.
For få måneder siden så vi billeder af, hvordan kvinder, mænd og børn, der var flygtet fra Afghanistan, frøs ude foran grænserne til europæiske lande og blev nægtet adgang. Flygtninge, der ikke blev nægtet adgang til Danmark, fik frataget værdigenstande som vielsesringe.
Vi må heller ikke glemme de mange bådflygtninge fra blandt andet Afrika og Syrien, der blev fundet døde i havene, fordi de ikke modtog hjælp. I dag bliver ukrainerne modtaget med åbne arme, og de får tilbudt gratis tog- og flytransport.
Dehumanisering
Danske statsborgere, der ønskede at drage i krig i lande som eksempelvis Syrien for at kæmpe for de værdier, som vi i dag kæmper for, risikerede at få frataget deres pas.
I dag siger statsministeren, at intet står i vejen for danskerne, hvis de har et ønske om at drage til Ukraine og kæmpe imod Rusland.
Den vestlige opbakning til Ukraine blomstrer, og det skal vare ved. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vesten skal eller ikke skal støtte Ukraine. Det er et spørgsmål om, hvorfor de principper, der handles ud fra, ikke også gælder står til trone, når det gælder andre folkefærd.
Hvad der foregår, er i retning af noget så groft som dehumanisering, og det er hverken forsvarligt eller acceptabelt
Medier og politikere vælger, hvad der skal belyses, mens andet bliver mødt med ignorance og manglende empati. Også NGO’er, endda nogle af de største, og andre organisationer, der arbejder for menneskerettigheder og fred, er selektive på samme måde.
Den vestlige filtrering, som finder sted på nuværende tidspunkt, udbreder konflikt. Det skaber et tankemylder af diskrimination og uret, fordi der ingen rationalitet er. Er det et spørgsmål om ”den hvide race” og ”de andre”?
Spørgsmålet trænger sig på, jo mere tid der går. Endvidere skaber den diskriminerende mediedækning ikke færre tanker i den retning. For hvad der foregår, er i retning af noget så groft som dehumanisering, og det er hverken forsvarligt eller acceptabelt. Vi kæmper for menneskerettigheder, retfærdighed og ligestilling, men hvordan kan man det, når man samtidig forskelsbehandler?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
