KOMMUNALVALG // ANALYSE – Enhedslisten blev det største parti i København ved tirsdagens kommunalvalg. Men liste Ø’s overborgmesterkandidat, Line Barfod, kommer ikke til smykke sig med borgmesterkæden på valgnatten? Bare tanken giver partiets politiske modstandere mareridt.
Artiklens underrubrik ovenfor er opdateret efter resultatet af valget, red.
Et spøgelse går gennem København, for at parafrasere Karl Marx, nemlig Enhedslistens spøgelse.
Forud for tirsdagens kommunalvalg er Københavns overborgmester Lars Weiss (S) »skræmt« og »angst« ved tanken om en by, hvor Enhedslisten får magt, som partiet har agt. Berlingske advarer i en leder læserne om, at liste Ø’s forhold til borgernes penge er »notorisk lumpent«.
Og den tidligere bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) er efterhånden klar til at overdrage venstrefløjen nøglerne til Rådhuset for at vise københavnerne, hvilken »Venezuela-agtig politik de egentlig fører.«
Hvad enten det gælder socialpolitik, erhvervsudvikling eller den grønne omstilling er det naturligvis afgørende for regeringspartiet at kunne udstikke den politiske kurs i landets største kommune
Nach Hitler kommen wir, som de tyske kommunister vel optimistisk sagde i starten af 1930’erne.
Denne frygt og lede skyldes selvfølgelig, at liste Ø i de seneste meningsmålinger står til at få henholdsvis 22,4 procent og 22,7 procent af stemmerne og dermed blive det største parti i Borgerrepræsentationen.
Omvendt står Socialdemokratiet i de samme meningsmålinger til kun at få henholdsvis 20,6 procent og 16,9 procent af københavnernes stemmer.
Hvilket efterlader spørgsmålet, om Socialdemokratiet kan bevare den magt, partiet har siddet på i København, siden Jens Jensen i 1903 blev finansborgmester og dermed den første socialdemokratiske borgmester i landet.
I givet fald kan den symbolske – og politiske – betydning, hvis Socialdemokratiet taber København, næppe overvurderes. Hvad enten det gælder socialpolitik, erhvervsudvikling eller den grønne omstilling, er det naturligvis afgørende for regeringspartiet at kunne udstikke den politiske kurs i landets største kommune med 632.000 indbyggere.
Nye gardiner
Inden Enhedslistens overborgmesterkandidat, Line Barfod, begynder at tage mål til nye gardiner på overborgmesterkontoret, er det dog værd at huske, at meningsmålingerne tidligere har overvurderet venstrefløjspartiets popularitet.
Forud for kommunalvalget i 2013 var Enhedslisten en overgang også større end Socialdemokratiet i meningsmålingerne, hvilket for første gang fik partiets daværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell til at holde døren på klem for at lægge billet ind på overborgmesterposten. Det var i den periode, at Thorning-regeringen stadig var martret af dagpengeforringelserne, og Enhedslisten landspolitisk en overgang nærmede sig Socialdemokratiet i meningsmålingerne.
Da stemmerne blev talt op på valgaftenen den 19. november havde liste A dog fået 27,8 procent af stemmerne og liste Ø kun 19,5.
Statsminister Mette Frederiksens (S) valgsejr i 2019 skyldtes ikke ligefrem stemmer fra hovedstaden. Tværtimod. Den kom hjem med stemmer fra provinsen, det gule Danmark
Det samme gjorde sig igen gældende fire år senere.
Selv om Enhedslistens daværende politiske ordfører, Pernille Skipper, erklærede, at partiet igen gik efter posten – uden at sige hvornår – afslørede valgresultatet, at det i hvert fald ikke blev denne gang.
Socialdemokratiet fik 27,6 procent og Enhedslisten 18,4. Tredjeflest stemmer fik Alternativet. Alternativisterne fik 10,5 procent.
Københavnerpartiet
Når Enhedslisten denne gang dog har bedre muligheder for vinde borgmesterkæden og Socialdemokratiet tilsvarende dårligere for at beholde denne, skyldes det et sammenfald af omstændigheder. Heldige eller uheldige omstændigheder afhængig af, hvilke af de to partier, der er tale om.
Socialdemokratiet endte nemlig nok med at få klart flere stemmer end Enhedslisten ved det seneste kommunalvalg. Men situationen var en anden ved folketingsvalget to år senere.
Statsminister Mette Frederiksens (S) valgsejr i 2019 skyldtes ikke ligefrem stemmer fra hovedstaden. Tværtimod. Den kom hjem med stemmer fra provinsen, det gule Danmark.
Det er sigende, at nok er Enhedslistens årsmøder vokset ud af kantiner, auditorier og gymnastiksale, men ikke ud af hovedstaden
Socialdemokratiet fik 17,2 procent af stemmerne i Københavns Storkreds, mens Enhedslisten fik 16,8. Statsministeren står for en udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen, en stram udlændingepolitik og en tidlig pension til bryggeriarbejderen fra Fjelstrup i Sønderjylland, Arne Juhl. Alt det, mange moderne storbyvælgere ikke står for.
Hvorimod det modsatte gør sig gældende for Enhedslisten.
Som Enhedslistens første vælgerundersøgelse afslørede tilbage i 2008, er partiet, specielt uden for netop København, blev forbundet med noget subkulturelt, højtuddannet og alternativt. Eller sagt med andre ord noget storbyagtigt for ikke at sige københavnsk.
Siden har Enhedslisten gennemlevet en modernisering og appellerer i dag bredere både politisk og geografisk. Men det er sigende, at nok er Enhedslistens årsmøder vokset ud af kantiner, auditorier og gymnastiksale, men ikke ud af hovedstaden. Størstedelen af medlemmerne er stadig københavnere, og ingen tør gætte på, hvad det vil koste i rejserefusioner at henlægge årsmøderne til provinsen.
Franks fald
Samtidig havde de københavnske socialdemokrater håbet at nyde godt af regeringens landspolitiske popularitet. En tommelfingerregel siger, at den landspolitiske effekt slår halvt igennem ved kommunalvalg.
Men regeringens forspring i meningsmålingerne, som blev oparbejdet under coronakrisen, er forsvundet efter krisens (foreløbige) afslutning. Og ikke bare det. Afhøringerne i Gransknings- eller Minkkommission synes næsten dagligt at bringe dårlige nyheder for regeringspartiet.
Hvilket yderligere forstærkes af, at Socialdemokratiet ikke har den såkaldte borgmestereffekt at falde tilbage på i København og altså den positive genkendelseseffekt af at gå til valg med en siddende borgmester i spidsen for partiets lokale valgkampagne.
Københavns daværende overborgmester Frank Jensen (S) abdicerede efter anklagerne om sexkrænkelser uden at efterlade sig nogen kronprins (Lars Weiss kom fra posten som gruppeformand i Borgerrepræsentationen).
I stedet valgte Socialdemokratiet ganske vist formanden Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen, der både var kvinde, københavner og kendt (eller relativ kendt). Men Sophie Hæstorp har aldrig været kendt i den brede offentlig på samme måde som Frank Jensen og forinden Ritt Bjerregaard.
Og i givet fald er Sophie Hæstorp Andersen måske mest kendt for at have været den øverste ansvarlige for sammenbruddet i både 1813-alarmcentralen og den skandaleramte Sundhedsplatform.
»I enestående grad inkompetent,« som Ekstra Bladet med vanlig nuancering kalder den socialdemokratiske overborgmesterkandidat i en leder.
EL’s våde drøm
Det har i snart et årti været Enhedslistens våde drøm at finde en frontfigur i København, som netop kan udfordre Socialdemokratiets monopol på overborgmesterposten i hovedstaden. Og af samme grund havde mange håbet, at Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, kunne været blevet overtalt til et politisk comeback, efter at teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen besluttede ikke at genopstille.
Det er svært at finde nogen i Enhedslisten, som ikke tror, at det ville have vendt op og ned på overborgmesterkampen, hvis det var lykkedes at overtale den populære tidligere politiske ordfører til at stille op.
Sådan skulle det dog som bekendt ikke være, og i stedet er det den 57-årige jurist Line Barfods ansigt, som har prydet valgplakaterne.
Der har boet – og bor – en særlig type vælger i København, som ved valg efter valg har støttet centrumvenstrepartiernes politik, og nu kan vise sig at være klar til at gå endnu længere til venstre
Den tidligere retsordfører blev i sin tid kåret af sine kollegaer i Folketinget som den mest respekterede politiker, hvilket dog ikke nødvendigvis er det samme som at være en billetsælger (SF’s Steen Gade og Venstres Birthe Rønn Hornbech blev henholdsvis nummer to og tre i den samme afstemning).
Line Barfod har – som forventet – mere vist sig som en driftsikker overborgmesterkandidat end en ølkassetaler.
Hun tiltrækker måske ikke mange vælgerne, som ellers ikke ville have overvejet at sætte krydset ved liste Ø. Men lige så vigtigt skræmmer overborgmesterkandidaten heller ikke mange bort. Hvilket ikke mindst kan vise sig at være afgørende i forhold til Alternativets vælgere.
Alternativisternes nedsmeltning siden folketingsvalget har efterladt en stor skare hjemløse venstrefløjsvælgere i København, som der gerne skal stå Enhedslisten på denne gang.
Den røde by
Sidst – men ikke mindst – er København, som en række andre europæiske storbyer, bare ganske enkelt en rød by.
Når Socialdemokratiet har siddet på magten i over 100 år, skyldes det ikke, at partiet gennem alle årene har haft en perlerække af perfekte overborgmestre og -kandidater.
Tværtimod.
Der har boet – og bor – en særlig type vælger i København, som ved valg efter valg har støttet centrumvenstrepartiernes politik, og nu kan vise sig at være klar til at gå endnu længere til venstre. Hovedstadens indbyggere er ironisk nok under Socialdemokratiets tid ved magten blevet velhavende og veluddannede nok til, at de synes klar til at betale for at tage større hensyn til klimaet, naturen og uligheden. Eller større hensyn end Socialdemokratiet vil.
I hvert fald synes københavnerne ikke at være blevet skræmt bort af Enhedslistens modstand mod biler og parkeringspladser eller den nye, kunstige halvø Lynetteholm og byggerierne på Amager Fælled.
Det røde flag
Selv om Enhedslisten ender med at blive det største parti i Borgerrepræsentationen på valgnatten, bliver den røde fane dog ikke af samme grund rejst over Rådhuset fra morgenstunden.
Når Sophie Hæstorp Andersen alligevel er favorit til at blive ny overborgmester i København, skyldes det, at det kræver mere end at blive det største parti for at kunne få borgmesterkæden.
»Hellere død end rød,« som man plejede at sige på højrefløjen under den kolde krig
I konstitueringsforhandlingerne, hvor der forhandles om borgmesterposterne – herunder posten som overborgmester – og formandsposterne for de stående udvalg (samt pladser i nævn og bestyrelser med videre), vil Socialdemokratiet stå stærkest.
På forhånd har de borgerlige partier gjort det klart, at Socialdemokratiet kan regne med støtte fra blå blok i kampen om overborgmesterposten i København, hvis alternativet ellers er en borgmester fra Enhedslisten.
»Hellere død end rød,« som man plejede at sige på højrefløjen under den kolde krig.
EL’s pris
Det bliver først rigtig interessant, hvis Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale til sammen ender med at få flertal.
Og så alligevel ikke.
Hverken SF eller De Radikale ventes nemlig at kunne finde på at pege på Line Barfod, når det kommer til stykket. Dertil er de politiske forskelle for store, ligesom det for SF vil være taktisk uklogt at udnævne sig selv til lillebror i forhold til rivalen på venstrefløjen.
»At overborgmesterkæden skal lande omkring halsen på Enhedslisten, har jeg imidlertid svært ved at forestille mig,« som Christopher Røhl Andersen, gruppeformand for De Radikale i København, diplomatisk har udtrykt det til B.T.
Liste Ø vil som det største parti kunne fastholde teknik- og miljøborgmesterposten på sine hænder og kan forsøge at gå efter endnu en borgmesterpost i konstitueringsforhandlingerne
På trods af de gode meningsmålinger – og forsikringerne om det modsatte (Line Barfod har sagt, at hun »selvfølgelig« går efter overborgmesterposten) – er opfattelsen i Enhedslisten da også, at overborgmesterposten er uden for rækkevidde.
Men den skal selvfølgelig sælges så dyrt som muligt.
Liste Ø vil som det største parti kunne fastholde teknik- og miljøborgmesterposten på sine hænder og kan forsøge at gå efter endnu en borgmesterpost i konstitueringsforhandlingerne. Udover overborgmesterposten har det største parti, Socialdemokratiet, i dag posten som børne- og ungdomsborgmester (der er Jesper Christensen).
Strategien er, at Liste A må forklare og forsvare, hvorfor partiet ikke vil pege på en overborgmester fra et venstrefløjsparti, hvis Liste Ø på tirsdag bliver det største parti i København. Når partierne på venstrefløjen i Borgerrepræsentationen – som engang hed DKP, VS og Fælles Kurs – plejer at pege på det største parti, nemlig Socialdemokratiet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
