KARANTÆNELIV // KLUMME – ” Indimellem, især når jeg er ude, tager jeg en indånding og udånder højlydt for at forbinde maven igen og minde mig selv om, at det er sådan man gør. Det er sådan, man trækker vejret.” Mai Trosborg Rasmussen forsøger at minde sig selv om, at sjælen ikke kan dø, som der står på H.C. Andersens gravsten på Assistens kirkegård, der ligger i bydelen Nørrebro i København. Og kirsebærtræerne er sprunget ud flere steder, bladene drysser let i takt med vinden.
Jeg glemmer det hurtigt igen.
Siden pandemien blev nærværende, har jeg været fraværende. Følelseslam.
Det eneste der afslører, at jeg føler, er min vejrtrækning, som jeg holder inde, som ville følelserne overfalde mig, hvis jeg gav slip.
Min hud brænder, når forårssolen står højest
Indimellem, især når jeg er ude, tager jeg en indånding og udånder højlydt for at forbinde maven igen og minde mig selv om, at det er sådan man gør. Det er sådan, man trækker vejret.
Jeg glemmer det hurtigt igen.
I gården på Nørrebro undrer det mig, at der ikke er flere mennesker. Vi dukker op efterhånden, tøvende, smilende, læsende, rygende, kaffedrikkende, og siden dukker også cirkusartister og sangere op.
Min hud brænder, når forårssolen står højest. Jeg læser i en bog af Peter Øvig, mens klavermusik akkompagnerer i høretelefonerne og jeg drikker en kold Coca-Cola.
Om aftenen åbner jeg mine vinduer og lader den særlig forårsduft, som forårsluften bringer med sig, omfavne rummet. Den samme duft omfavner mig, da jeg lægger mig til at sove i nyvasket sengetøj, der for første gang i år er tørret udenfor
Jeg kan ikke sove. Månen er rund og snart fuld og dens lys omslutter mig, som det har gjort før og som det vil gøre igen
Men jeg kan ikke sove. Månen er rund og snart fuld og dens lys omslutter mig, som det har gjort før og som det vil gøre igen.
Via Messenger, Skype og telefonopkald følger vi med i hinandens liv uden at være til stede. Det skal vi holde fast i på den anden side, aftaler vi. Jeg forsøger febrilsk at fornemme nærheden i fraværet.
Stemmerne er det eneste, jeg kan holde fast i, der stadig afslører og erstatter fraværet. Øjenkontakten lader sig ikke gøre, men føles malplaceret i et videomøde.
Nuet, som vi ofte prøver at komme i forkøbet, har indhentet os. Mens samfundet åbner langsomt op, kæmper flere for ikke at lukke ned.
Drømme der er blevet til virkelighed skal ikke forsvinde. Initiativer udfolder sig og onlineuniverser opstår.
Alle kan vi lade os inspirere af hinanden for tiden. Mennesker, der har gjort livsdrømme til levebrød, og mennesker, der kæmper for velfærd i et samfund, der på ingen måde er som det plejer.
På Assistens Kirkegård smiler en mor med en barnevogn til mig. Jeg smiler tilbage, og mærker, hvordan solen og bevægelse gør noget ved mig.
Det er som om, alting bedre kan rummes, når kroppen er i bevægelse. Jeg klatrer op i et træ, hvor jeg sidder nogle minutter, inden jeg hopper ned igen
Kirsebærtræerne er sprunget ud flere steder og bladene drysser let i takt med vinden.
Det er som om, alting bedre kan rummes, når kroppen er i bevægelse. Jeg klatrer op i et træ, hvor jeg sidder nogle minutter, inden jeg hopper ned igen.
Tankerne bevæger sig i takt med mine skridt, og bliver de hængende, bevæger jeg mig stadig.
Jeg passerer katten af sten, John Kørners gravskulptur af Master Fatman, hvor nogen har placeret et par solbriller og en lyserød boa og H.C. Andersens gravsten, som er delvist dækket i sollys.
Sjælen kan ej dø, står der på den.
LÆS MERE AF MAI TROSBORG RASMUSSEN HER.
Topillustration: Sjælen kan ej dø. Og snart er det forår for alvor. Foto: Mai Trosborg Rasmussen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
