Det kan være godt at være lidt genert

genert frygtløs — Foto: Deedee86, Pixabay

Dennis Larsen 04.01.2021

MANDAGSLIV // KLUMME – “Min pointe er ikke, at vi skal være bedre til at rumme generte mennesker. Vi skal indse, at de har fat i noget. Det er faktisk godt for os at udvise – i det mindste en smule – socialt forbehold, så længe det ikke kammer over”. Det skriver Dennis Larsen, som peger på, at dét at være genert kan være en naturlig og sund reaktion, der kan fungere som værn mod en social flygtighed, som i værste fald kan gøre os tomme indeni; udadvendthed og frygtløshed er ikke altid og ubetinget et gode.

Det typiske eksempel på dét at være genert er barnet, der gemmer sig væk bag sine forældre, når det ser en gæst an, før det slipper facaden og kan udvise åbenhed eller slappe af.

Vi har åbenbart glemt, at et socialt forbehold kan fungere som et værn mod flygtige relationer og et ustabilt nærmiljø

Det er faktisk en helt naturlig og sund reaktion, men alligevel betragter mange generthed som noget, et barn hurtigst muligt skal vænnes af med.

Hvorfor?

Fordi vi åbenbart har glemt, at et socialt forbehold kan fungere som et værn mod flygtige relationer og et ustabilt nærmiljø.

Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at dét at være udpræget modløs og frygtsom – altså, hvor man eksempelvis er tavs og indelukket – ikke er en last.

Men akkurat det samme kan siges om dét at være frygtløs, og så vidt jeg kan se, har vi mistet evnen til at skelne.

Vi lever i en art frygtløs kultur, hvor dét at være såkaldt ‘udadvendt’ opfattes som en ubetinget bonus, og det får os til at overse faldgruberne.

Det kan også lede til, at vi havner i et fælles overmod, forklædt som en dyd.

Gaslighting eller bare genert?

Når vi på den måde dækker over vores egen kollektive last, farver det vores syn på, hvad der udgør det normale.

I stigende grad er vi også begyndt at forveksle dét at være socialt forbeholden med decideret menneskeskyhed, og ofte bliver særligt børn sygeliggjort ud i det absurde for på den måde at beskytte vores egen stadig mere ekstreme normalitet.

Hvis man ikke ejer fornemmelsen af et socialt forbehold, kan det ende med, at man løsriver sig fra det stabile og ender som rodløs

Fænomenet går under den amerikanske betegnelse gaslighting. Det betyder sådan set bare, at man udstiller andre som skøre.

I dette tilfælde er det alle de mennesker, der ikke kan holde ud at leve i nutidens mange ‘menneskesupper’, hvad end det er centraliserede børnehaver, skoler, åbne kontorer og måske sågar storbyerne, som sådan.

Tomme tønder

Denne sygeliggørelse fører i sidste instans til, at vi undertrykker, at det ligger dybt begravet i os at være skeptiske over for det fremmede og ukendte – om vi vil det eller ej.

Hvis man ikke ejer fornemmelsen af et socialt forbehold, så ender det inden længe med, at man løsriver sig fra det stabile og ender som rodløs. Grænseløs.

Man forhaster sig på det sociale, og man risikerer at blive hul indeni. En tom tønde, der buldrer mest. Eller værre: Som én, der ‘forbruger’ mennesker, som vi andre skifter sokker.

I den optik, så er det faktisk en last aldrig at blive genert.

Det kan godt være, at man er nok så succesrig. Men man er havnet i en uligevægtig livsførelse, hvor man handler og glemmer i én lang uendelighed. Og man husker aldrig.

Hovedsagen er, at et medmenneske aldrig er ét, der hele tiden erstattes af et nyt

Af samme grund er man givetvis også perfekt tilpasset storbylivet, hvori alle ansigter altid er nye. Det får én til at overse, at der kan snige sig en forglemmelse af medmennesket som sådan ind.

Dette menneske forbliver anonymt, intet- og allestedsnærværende: En helt igennem abstrakt størrelse, som man så måske ophøjer som det ‘universelle’ medmenneske eller lignende. Det er forestillinger, der nærmest vokser ud af den sociale opløsning, man selv har været med til at iværksætte.

genert — I storbylivet kan der ske det, at man glemmer medmennesket til fordel for en abstrakt størrelse, skriver Dennis Larsen. Foto: Brian Merrill, Pixabay

Frygtsomhed som modreaktion

Et gedigent medmenneske er med andre ord ét, man står overfor, og som man på sin vis lever med.

Det udelukker selvfølgelig ikke gæstfrihed, generøsitet og den slags, sålænge man husker, at disse er begrænsede størrelser. De er afhængige af goodwill, og goodwill er afhængig af et relativt fasttømret fællesskab.

Hovedsagen er, at et medmenneske aldrig er ét, der hele tiden erstattes af et nyt. Hvad der eventuelt kan tage sig ud som frygtsomhed, kan meget vel vise sig at være en sund modreaktion, hvor den generte trækker sig fra en flygtig socialitet, idet man fornemmer, at grundstrukturen for det fælles er kørt af sporet.

Den generte ser blot det, de andre ikke ser.

LÆS MERE I POV AF DENNIS LARSEN HER

Topillustration: Det er ikke nødvendigvis dårligt at være tilbageholdende – eller genert. Foto: Deedee86, Pixabay

Dennis Larsen

Dennis Larsen er uddannet i filosofi og psykologi. Han forsker uafhængigt i 'diagnosesamfundet' og blogger bl.a. for videnskab.dk. På POV International vil han forsøge at kaste kritisk lys på udviklingen i vores værdier: Hensigten er at bidrage til at sætte nye værdier på dagsordenen med fokus på at genlære at være generøse, mådeholdne og hensynsfulde. For at nå derhen, kræver det, at vi trænger ærligt ind i vores forvirring i stedet for skråsikkert at afvise den. Hvis du vil støtte Dennis Larsens blogposter, kan du kan donere et beløb til ham via MobilePay på 51 21 61 40.