Tidens gang - sennepsblomst

Kirsten Jørgensen: Tiden på langs – og i højden

i Liv & Mennesker/Tro og eksistens af
TID // ESSAY – Tanker om tidens ubønhørlige gang kan godt gøre provst Kirsten Jørgensen mismodig. Men hun ved, at der findes en modfortælling – faktisk flere, skriver hun: I naturen, kunsten, kærligheden og kirken. Når du fortvivler ved altings forgængelighed og din egen krops forfald, så tænk på og stol på, at evigheden kommer til dig helt af sig selv som en erantis om foråret, som lyden af en smuk sang, som kærlighed fra din ven.”

Da jeg var en lille pige, var min noget ældre storebror soldat.

Han var i den Kongelige Livgarde og gik rundt med bjørn på hovedet og passede på kongefamilien på Amalienborg. Det var vi alle sammen meget stolte af. Det var han vist også selv. Jeg kan huske, at han havde sådan en lille gummimodel af en garder med et målebånd i maven.

Den lille garderdukke med tiden i maven var et meget synligt tegn på tidens gang. Og set i dag på afstand også et lidt uhyggeligt tegn. Hver dag klipper vi én centimeter af vores tid

Målebåndet kunne man trække ud af munden på dukken, og hver dag klippede min storebror en centimeter af. På den måde holdt han øje med, hvor mange dage der nu var tilbage, inden han slap ud af kasernen og kunne vende tilbage til det civile liv.

Den lille garderdukke med tiden i maven var et meget synligt tegn på tidens gang. Og set i dag på afstand også et lidt uhyggeligt tegn. Hver dag klipper vi én centimeter af vores tid. Hver dag er der én centimeter, én dag mindre tilbage.

Vi har heldigvis ingen anelse om, hvor meget målebånd, der gemmer sig inde i vores tids mave, men sikkert er det, at vi hver aften kan trække et stykke frem og klippe det af. Det var dén dag, dén tid, dét liv. Årene skifter af gru for ælde, skriver Grundtvig et sted.

Som om tiden går stærkt af frygt for at blive gammel. Et mærkeligt udtryk for én som mig, der bare synes, at årene skifter alt for hurtigt og hurtigere og hurtigere, som tiden går. Jo flere fødselsdage man lægger i bunken, jo kortere tid synes der at være mellem dem.

Man kan godt risikere at blive ganske mistrøstig over den tid, der bare går og går. Og få forståelse for de gamle grækere, der troede på guden Kronos, tidens Gud, der sluger sine egne børn. Hvis man har set den spanske maler Fransisco Goyas maleri af Kronos, der æder sine børn, så har man set den uhyggelige version af min storebrors lille gummigarder.

Tiden går og går, og tiden tilintetgør ubønhørligt alt og alle. Vi er tidens trælle. Til sidst er vi blot støv i mulde.

Det lillebitte sennepsfrø som vokser

Jeg kan godt blive overfaldet af stort mismod over tidens gang og livets forgængelighed og min egen bevægelse mod undergang og intethed. Faktisk kan det gøre mig angst og kold. Men jeg ved, at der er en modhistorie til den biologiske proces. En historie, som jeg henter fra åndens verden, nærmere bestemt fra to små fortællinger i Det Nye Testamente.

Med Guds rige er det som et lillebitte sennepsfrø, det mindste af alle frø, der vokser op og bliver til en kæmpe plante, som fuglene kan bygge rede i

Jeg tror, at man kan tage ideen i dem med sig, også selvom man ikke er religiøs eller troende, for de handler om den tidsopfattelse, som jeg vil kalde den åndelige tidsopfattelse over for den naturvidenskabelige.

I de to lignelser hedder det om Guds rige, at det er ligesom med bonden, der sår et lille frø i jorden, går i seng og sover på sit grønne øre; og hver morgen kan han stå op og se, at kornet spirer og gror og modnes, uden at han selv har lavet det. Og med Guds rige er det som et lillebitte sennepsfrø, det mindste af alle frø, der vokser op og bliver til en kæmpe plante, som fuglene kan bygge rede i.

Der er flere pointer i de to lignelser. Men anlægger vi den vinkel, at det handler om tid, så fortæller de, at set med dette bestemte religiøse blik bliver vi ikke mindre og mindre for så til sidst at forsvinde helt. Her er det omvendt. Her bliver alting større og stærkere. Her er der altid mere. Der bliver mere af det hele. Vel at mærke helt af sig selv. Tiden går, men i disse fortællinger kommer den.

Vi lever i en krydsbevægelse mellem altings svinden og altings vækst.

I åndens tid

Med krydsbevægelse mener jeg, at vores liv på samme tid bevæger sig i to forskellige retninger. Det biologiske liv bevæger sig mod døden. Alting falder, også denne hånd, der skriver dette, som digteren Rilke siger et sted.

Men det liv, som vi kunne kalde gudslivet eller det åndelige liv bevæger sig i den modsatte retning. Vi er på samme tid i to tider. Vi er i Kronos’ tid, den, der tikker ubønhørligt afsted og efterlader fremtiden bagude. Men vi er også i åndens tid, som er evig og som altid har tiden for sig, foran sig.

For den biologiske tid forstår vi jo ganske vist kun alt for godt. Vi mærker dens fremadskriden hver dag

Jeg er næsten sikker på, at det jeg har skrevet indtil nu, lyder lidt abstrakt. Måske alt for abstrakt.

For den biologiske tid forstår vi jo ganske vist kun alt for godt. Vi mærker dens fremadskriden hver dag. Men hvordan mærker vi åndens tid?

Hvad vil det sige, at Guds rige har fremtiden i sig?

Hvordan mærker vi livets vækst og ikke bare dets forfald?

Hvor er bondens sæd og sennepsfrøet i vores liv?

Hvor vokser det, evigt og altid?

Hvor er det, at der hele tiden bliver mere? Hvor er det, at evigheden indtræffer?

Jeg ser tegn på åndens tid fire steder i mit liv. I naturen, i kunsten, i kærligheden og i kirken. De fire steder krydses min tid, der bevæger sig mod enden, af åndens tid, der hele tiden, al tid giver mig mere, end tiden tager:

I naturen

Bølgerne ruller ind på stranden ved kysten, hvor jeg kommer om sommeren. Hele tiden, altid. Uanset hvornår jeg går derned og ser på dem, kommer de et sted fra og bliver ved. Er det måske derfor, vi danskere så godt kan lide havet? Vi kan blive ved at se på det, for det trøster os, fordi det vidner om noget, der aldrig hører op.

I musikken, i billedet, i dansen, i digtet lever ikke bare tiden, men også mere end tiden, fordi den gode kunst tager os et sted hen, hvor vi er uden for verden og tiden, samtidig med at vi er midt i den

Foråret så sagte kommer. Hvert år. Tidligt eller sent. Det kommer. Det slår mig hvert år som magisk.

Tænk, at naturen kan det. Lade erantis spire frem og bøgehækken springe ud. Det er banalt, næsten klichefyldt, men det er for mig Guds tid, evig og tilbagekommende. Løfterig. Foråret rummer løftet om en tid, der kommer.

Morgenen kommer, hver morgen. Banalt, men forunderligt. Jorden drejer i sin perfekte gang rundt om solen. Solen skaber tiderne og årstiderne. Også i morges vågnede jeg til en ny dag. Det hele sker helt af sig selv. Det er en stor kommen.

Tidens gang: ‘Evigheden kommer til dig helt af sig selv som en erantis om foråret, som lyden af en smuk sang, som kærlighed fra din ven’. Foto: PxHere.

Kunsten

I musikken, i billedet, i dansen, i digtet lever ikke bare tiden, men også mere end tiden, fordi den gode kunst tager os et sted hen, hvor vi er uden for verden og tiden, samtidig med at vi er midt i den.

I kunsten får vi løfte om, at der hæver sig en anden himmel over os end den, vi kan se med det blotte øje.

Kærligheden er fuld af løfter og tiltro til det, der skal komme

I kunsten forbinder mennesker sig med hinanden, når japaneren og fynboen falder i samme tanker over Anna Anchers lys på en væg i en stue.

Kærligheden

At elske er at trodse tidens forgængelighed. Når vi elsker, elsker vi, som om det var for evigt. Kærlighed har den karakter. Den vil ikke vide af tid.

Det gælder hvad enten det er kærligheden til den mand, jeg elsker, eller til børnene eller til vennen eller bare kærligheden i det korte sekund, hvor du møder en fremmeds blik og falder i harmoni og gensidig omsorg.

Kærligheden er fuld af løfter og tiltro til det, der skal komme.

Kirken

I kirken råder åndens tid. Ikke bare fordi alting går langsommere der, men fordi vi her stiller os et sted, hvor perspektivet er guddommelighed. Hvor det store Andet råder. Hvor vi lytter til, at nok er vi skabt af jord og skal blive til jord, men vi er også en del af den evige Ånd.

Her er noget, der er større end tidens gang. Noget, der får os til at se, at vi ikke kun lever horisontalt, hvor vi altid har enden i sigte derude et sted.

Men at vi også lever vertikalt, med en himmel over os, hvor alting i øjeblikke kan erfares som uendelige og evige. Øjeblikke svangre med evighed.

Når du fortvivler ved altings forgængelighed og din egen krops forfald, så tænk på og stol på, at evigheden kommer til dig helt af sig selv som en erantis om foråret, som lyden af en smuk sang, som kærlighed fra din ven

Vi lever i en krydsbevægelse mellem tidens gang, hvor alt bliver væk og åndens tid, hvor alt bliver til, hele tiden. Vores lov er, at vi skal falde til jorden og dø. Men ånden er i os, og derfor vokser livet i os, som bondens sædekorn og sennepsfrøet. Helt af sig selv.

Så når du fortvivler ved altings forgængelighed og din egen krops forfald, så tænk på og stol på, at evigheden kommer til dig helt af sig selv som en erantis om foråret, som lyden af en smuk sang, som kærlighed fra din ven. Åndens tid, Gudstiden gør din dag høj og evig, og den er her lige nu.


LÆS FLERE ESSAYS AF KIRSTEN JØRGENSEN HER.


Topillustration: Tidens gang – sennepsblomst, PxHere.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker.

Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.

Seneste artikler om Liv & Mennesker

USA

Paranoide lorteland

SYDSTATSLIV // KLUMME – Lige nu er der overvældende mange grunde til