
MAD // ANMELDELSE – Tre kvinder har mødt hinanden til flæsketræf hver måned i København, men den danske nationalret, stegt flæsk med persillesovs, kommer ikke uden svagheder. Mange steder snyder med persillesovsen, næsten ingen byder på økologisk gris, og det kniber med perfekte svær, fortæller journalist Dorte Toft, der har været i byen med teatermennesket Lærke Reddersen og Tine Hjortbøl, der ved siden af filmarbejdet har en lille marskandiserbutik på Frederiksberg. En ting er dog fælles fra Rio Bravo til Traktørstedet på Amager: Flæsketræf er den perfekte ramme for en god snak.
Tre modne kvinder drager glade i byen til en gang stegt flæsk med persillesovs for 11. gang. De er på deres egen lille hobbymission, nemlig at finde den bedste restaurant, der serverer saftigt flæsk med sprød svær, god persillesovs og kartofler i Storkøbenhavn.
Men denne gang, den 11. gang, går det helt galt.
Pilekroen og flere andre af de besøgte restauranter har valgt den dovne (og billigere) løsning. Den hakkede persille lægges blot ovenpå bechamelsovsen, og det koster på smagen
Vi havde ellers glædet os ekstra til netop dette besøg. Det gjaldt den endelige kåring af vinderen, og det 11. besøg var et genbesøg, for holdt restauranten? Fortjente Pilekroen på Frederiksberg vitterligt den topplacering, der tegnede sig ved første besøg?
Flæsket gjorde, og tak for det, men det endte med, at chefen nærmest smed os på porten. ”Tag jeres frakker og forsvind hurtigt”.
Den dovne løsning på persillesovs
Vores brøde? Det startede med, at min sidekvinde blot ville berette, at persillen bør koges med i sovsen de sidste par minutter af hensyn til smagen. Pilekroen og flere andre af de besøgte restauranter har nemlig valgt den dovne (og billigere) løsning. Den hakkede persille lægges blot ovenpå bechamelsovsen, og det koster på smagen.
Pilekroen var i konkurrence med Rio Bravo, Guldkroen, Fridas, Fyrtøjet, Klubben, Bondestuen, traktørstedet Vestamager samt en lille restaurant, der i mellemtiden er lukket.
Hvis du af og til har en craving efter flæsk med vennerne, kan vores erfaringer måske være en inspiration
Har du også en gang imellem en craving efter flæsk med vennerne, kan vores erfaringer måske være en inspiration.
Ingen af os er professionelle madfolk, blot ret ferme i eget køkken, vi er enige om det meste, dog ikke om, hvorvidt det er i orden med skræl på kartoflen. To af os siger nej, medmindre det gælder helt nye kartofler.
Ingen får seks stjerner
Ingen af de ti besøgte restauranter scorer seks ud af seks stjerner.
Som en del andre danskere foretrækker vi langt kød fra fritgående og helst økologiske grise, men den præference har endnu ikke nået restaurationsbranchen, når det gælder stegt flæsk, måske fordi det ofte er et billigt slagtilbud, der også fører til pænt ølsalg.
Vi tre betalte ellers gerne lidt ekstra for at undgå industrisvinene, så måske skulle der være et alternativ.
Afgørelsen blev svær, grundet det 11. besøg. Vi valgte imidlertid at lade maden og den lave pris tale højere end den koleriske chef
Resultatet af vores bedømmelse kan være et fejlskud, for der kan være uheldige dage i køkken og restaurant, og kokke kan være udskiftet. Vores flæsketræf, der fandt sted en gang om måneden, afbrudt af ferier og andet, favner desuden halvandet år.
Vid også, at i december forsvinder retten hos flere, fordi der kun bydes på julemenuer.
Og så til afgørelsen.
Den blev svær, grundet det 11. besøg. Vi valgte imidlertid at lade maden og den lave pris tale højere end den koleriske chef, så det blev til en delt førsteplads til Pilekroen. Også selv om vi på webstedet Tripadvisor, hvor gæster anmelder restauranter, kan se, det ikke er første gang, at Pilekroens chef tér sig.
Skt. Peder
Flæsket var rigtig godt og med sprød svær. Kartoflerne kogt perfekt, serveret med skal. Rødbeder hørte til, og den eneste svaghed var, at persillen blot var lagt ovenpå bechamelsovsen i de små cocotter. Serveringen var tallerkenanrettet, og ikke ad libitum, men der var nok, selv om vi langt fra er kostforagtere.
Et lille minus var kolde tallerkner, men i plus tæller også, at lokalerne er de hyggeligste af alle, vi har besøgt, og at betjeningen er god.
Stegt flæsk er på kortet som middagsret hver mandag. Prisen er kr. 139.
Skt. Peder, Sankt Peders Vej 2, 2900 Hellerup.
Pilekroen
Første besøg var vellykket. Der var rigeligt med saftigt flæsk med sprød svær, gode kartofler, og en god bechamelsovs, men persillen var blot lagt ovenpå.
Tallerkenerne var varme, og rødbeder fik vi, da vi bad om det. Betjeningen var meget venlig og hurtig, og en af os fik en doggy bag med hjem med overskydende flæsk. Lydniveauet var blot lidt for højt i den fyldte restaurant.
Ved andet besøg var maden som ved første, rigtig god. Chefen kom med regningen et kvarter før lukketid, der er kl. 22, men da bordfællen lige ville berette om sovsen, afviste chefen at lytte. Da hun venligt insisterede på at fortælle, hvordan sovsen ville blive endnu bedre, afviste han det også.
Da jeg derfor sagde ”opgiv ham!” til bordfællen, eksploderede den selvoptagede mand, og så var det ud! I en rigtig anmeldelse var der selvfølgelig røget nogle stjerner, men tæller alene mad og pris, er det til 5.
Prisen er kr. 99 mandag, tirsdag, onsdag, kr. 139/159 andre dage.

Pilekroen, Pile Allé 23, 2000 Frederiksberg
Rio Bravo
Rigeligt med flæsk, lynhurtig opfyldning med god persillesovs, fine kartofler (med skræl), og rødbeder kom straks, da vi bad om det.
Flæsket havde imidlertid ikke sprød svær, og fra en af de charmerende, flabede ældre tjenere lød forklaringen, at man ikke gad problemer med skader på gæsternes tænder.
Måske var det en lidt sær undskyldning, for vi har hørt om sprødt svær fra tidligere gæster på stedet. Kødet og fedtet var lækkert på størstedelen af stykkerne, men nogle stykker var for tørre. Betjeningen faldt godt i hak med stedet, der jo er noget helt for sig selv udi det københavnske.
Alene indgangspartiet til den western-agtige ”saloon” gav et lille plus, og på plussiden tæller også, at der lukkes sent, så stedet nåede op på 4 stjerner.
Kr. 149 ad libitum alle dage.
Rio Bravo, Vester Voldgade 86, 1552 København.
Traktørstedet Vestamager
Traktørstedet var den eneste restaurant, vi fandt i området, da vi søgte på økologisk flæsk med persillesovs, og restauranten ligger tilmed midt i den smukke, åbne natur, så hvad mere kan man ønske sig? Lidt mere sprødt svær på det ellers velsmagende flæske, plus rødbeder, tak.
Den ledsagende grønne salat stikker af som et fremmedlegeme. Sovsen var rigtig og fin, ligeså kartoflerne (med skræl). Lokalet er helt lyst grundet loft-til-gulv vinduer ud mod naturen.
Restauranten får et plus for at satse på lokale fødevarer, f.eks. kommer oksekødet fra kvæg, der græsser i naturparken. Der er ikke åbent for aftensmad på hverdage i de mørke måneder, og flæsket ses heller ikke på kortet (og vi har glemt prisen), men det er en herlig udflugt en lun sommeraften.
Traktørstedet Vestamager, Granatvej 9, 2770 Kastrup.
Hansens Gamle Familiehave
Der var riiiigeligt med persillesovs helt fra start, to sovsekander, og sovsen smagte rigtig godt. Flæsket var lækkert, sværen sprød. Stykkerne var lidt tyndere end de fleste andre steder, men kun ganske få skiver var blevet for tørre.
Kartoflerne var uden skræl, og rødbederne fulgte med helt fra start. Vi fravalgte ad libitum, for vi kunne godt nøjes med 10 stykker hver. Køkkenet regnede dog forkert, men da påtalt, blev der så rigeligt kompenseret.
Betjeningen kom dårligt fra start, men så fik vi en ny tjener, der var det i ordets allerbedste forstand.
Prisen var kr. 165.
Hansens gamle familiehave, Pile Allé 10-12, 2000 Frederiksberg.

Restaurant Fridas
Aftenen blev indledt fint med varme tallerkner, og det eneste sted, hvor vi fik de dejlige aspargeskartofler, pillede og perfekt kogte. Sovsen burde have rummet mere persille og være tilsmagt bedre med salt og peber. Den blev desuden serveret i en alt for lille sovseskål til tre.
Dog kom ny forsyning hurtigt, ligesom de efterlyste rødbeder. Flæsket, der er dagens ret om onsdagen, var af varierende kvalitet, og det kneb med de sprøde svær. En af os var så uheldig at få stride børster på et par af sværene og ét stykke, der bare ikke smagte godt. Men et hyggeligt sted er det.
Prisen på kr. 168 hører til i den høje ende, så det blev kun til tre stjerner.
Restaurant Fridas, Gl. Kongevej 5, 1610 København.
Guldkroen
Efter gode erfaringer med en julemenu på stedet året før, stilede vi forventningsfulde til restauranten, der skam også bød på masser af flæsk og alle med sprøde svær.
Problemet den aften var, at en del var for hårdt stegte, og sovsen smagte ikke af persille. Var der brugt frysetørret persille eller var det tørret kørvel? Kartoflerne var i orden, der kom rødbeder på bordet lige fra starten, og betjeningen var venlig og hurtig.
Der var fyldt, og lydniveauet blev ulideligt, da bossen skruede alt for højt op for dansktopmusikken. En af de unge piger udviste heldigvis barmhjertighed, da vi bad om at få dæmpet lidt. Det blev til tre stjerner med pil mod den fjerde.
På det aktuelle spisekort står retten til kr. 199 for ad libitum på søndage, men det var billigere for os den aften (har dog glemt prisen).
Guldkroen, Fredensgade 11A, 2200 København.

Restaurant Klubben
Rødternet voksdug på bordet, mørkt træ overalt – en rigtig flæsketræfshule, hvor der blev serveret rigeligt med flæsk, fint kogte kartofler og rødbeder.
Sovsen haltede det lidt med, dels var persillen blot lagt ovenpå, dels var opbagningen ret tung og melsmag trængte sig lidt på. De lyse stykker flæsk var gode og saftige, men der var for mange mørke, seje stykker, der måtte levnes. Optankning af både rødbeder og sovs gik hurtigt.
Betjeningen var indledningsvis munter, kvik i kæften, men blev nærmest absurd, da regningen skulle forklares.
Prisen på flæsket inklusive en lille fadøl var på kr. 130, men damerne bællede store fadøl i sig. På kortet står flæsket til kr. 159 ad libitum.
Restaurant Klubben, Enghavevej 4, 1674 København V.
Bondestuen
En tur gennem bøgeskoven til Bakken er ikke til at kimse ad, men flæsketræffet var skuffende. Sløve svær og alligevel for mange mørke, seje stykker flæsk og for langt mellem de gode stykker.
Der var persille i selve sovsen, men ved ny portion så vi, at den blot var vendt i, ikke kogt med de sidste minutter. Kartofler var i orden, rødbeder måtte bestilles, men kom hurtigt.
Tjeneren var rar, men han overså damernes tømte ølglas. Et plus ved serveringen udendørs er mangfoldigheden af mennesker, man kan kigge på. Kun åben i Bakke-sæsonen.
148 kr. var prisen.
Bondestuen, Dyrehavsbakken 49, 2930 Klampenborg.
Fyrtøjet
Et godt tilbud på et deal-site fik os til at prøve lykken i turistede Nyhavn.
De ellers så fine lokaler på førstesalen faldt lidt igennem og virkede som en slags pseudo-luksus for turister. Maden kom hurtigt – tallerkenservering med venlig og klar besked om, at menuen var ad libitum, så vi var velkomne til at bestille en tallerken mere.
Men uha, uha. Sovsen var ensfarvet irgrøn, blendet, og, hørte vi ret, også med spinat. Desuden var sovsen lagt i en bred stribe over selve flæsket, pyntet med salatblade. Nogle stykker flæsk var stegt alt for hårdt, andre for lidt. Sovsen var tilmed kvalm, en anelse sødlig. Alt manglede salt.
Personalet, alle udlændinge, var dog meget venligt.
Dealprisen var kr. 99.
Fyrtøjet, Nyhavn 11, 1051 København.
Næste turné?
Missionen er afsluttet, altså det månedlige flæsketræf, fordi vi alle trænger til lidt mådehold ud i kalorieindtagningen og til lidt mere sundt.
Vores nye hobbymission går derfor også i den retning, nemlig udelukkende vegetarisk.
Efter første besøg på en vegetarrestaurant uden alkoholbevilling, og hvor vi fik bestilt for små retter, sluttede vi af et helt andet sted med en god rødvin til vores ande-rillette.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Fotos: Dorte Toft
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her